Sheet masks – sådan virker de

25.09.16
Sheet Masks

Sheet Masks

Sheet masks kom som en invasion fra øst og er nu blevet den store beauty trend. Godt hjulpet på vej af muligheden for at tage sjove billeder, der er velegnede til instagram.

Men hvad ved vi egentlig om disse koreanske masker? Er de overhovedet mere effektive end andre hudplejeprodukter?

En rigtig god fugtmaske
En sheetmask er en maske, der består af enten et stykke stof, blød hydrogel eller cellulose, der ligger i blød i en serum. Nogle masker kombinerer flere materialer. Den kommer oftest foldet i en lille forseglet pakke, der bringer tankerne hen på en vådserviet på flyet. Andre igen er ikke foldet men opdelt i felter, man lægger på ansigtet som et puslespil. Eller måske kommer serum og maske seperat så man først smører huden ind og derefter lægger masken ovenpå, som en forsegling.

For brugeren har en maske af denne slags mange ting, der virker umiddelbart tiltrækkende. Det fedter ikke, det føles umiddelbart behageligt, og man skal ikke vaske noget af bagefter. Derfor er den også blevet populær på især flyrejser.

At sidde med en serum under et tæt dække vil skabe det, som man kalder okklusion. Du lukker huden inde. Det er fuldkommen det samme, man gør med et lag fed vaseline på huden – og det virker. Det binder fugt i huden og er godt for tør hud.

Kan – måske – øge optagelsen 
Men hvad så med de aktive ingredienser i maskerne? Optager man dem bedre end hvis man bare brugte et serum? Det er et meget interessant spørgsmål. For okklusion kan faktisk godt øge optagelsen af visse stoffer. Men der er stor forskel på hvilke stoffer og under hvilke omstændigheder. Og det er primært lægemidler, som er blevet studeret og under helt andre forhold end bare at sidde med en maske på i 10-30 minutter.

I dette tilfælde har nogle forskere undersøgt salicylsyre under okklusion. Studiet viste, at salicylsyre blevt optaget bedre, hvis det blev lukket inde under et dække på huden i 24 timer. 24 timer er nok lidt lang tid for de fleste at vente, men det er brugbar forskning til medicinske formål. Forskerne konkluderer at: “A strong correlation between occlusion-enhanced penetration and partition coefficients was observed, but we do not wish to overgeneralize these results until more compounds of varying physical–chemical properties are studied.”

Så når vi spørger, om der er belæg for, om hver enkelt maske virker bedre, end et tilsvarende serum, så bliver svaret et rungende klart: “måske”. Og man skal også tage i betragtning at masken vil man bruge tilsvarende sjældnere og – som med alle andre masker – får man naturligvis langt mindre ud af et produkt, man kun bruger et par gange om ugen, end et man bruger dagligt.

Men især de tillukkede materialer som hydrogel kan under alle omstændigheder skabe en barriere, som er godt for tør hud. Selvom det ikke er sikkert at 10-30 minutter er nok til at øge optagelsen af en aktiv ingrediens.

Hjemmeproduktion og underbetalt arbejdskraft 
Hvis du er glad for de foldede sheet masks af stof, så er det værd at læse med her hos Racked. De beskriver, under hvilke forhold nogle sheet masks er blevet produceret i Korea, og det er ikke behagelig læsning. Det er årsagen til, at jeg måtte tage ovenstående billede af en sheetmask på en baggrund. Jeg havde så meget kvalme, at jeg ikke kunne få mig selv til at putte den i ansigtet…

Foldede sheet masks bliver ofte foldet og lagt i poser med håndkraft. Såfremt dette sker under hygiejniske forhold på en fabrik er det fint, men i flere tilfælde er det vist sig at ske ved hjemmearbejde. Det er ikke en ualmindeligt arbejdsform i Sydkorea for andre typer af varer. Her får hver enkelt arbejder produktet med hjem og folder dem hjemme på sit eget køkkenbord. Det kan også ske i hold af flere, men stadig hjemme hos dem selv.  Her kan du se den liste Racket opdaterer med de leverandører, der ikke bruger hjemmearbejde. De arbejder stadig på at samle oplysninger fra de europæiske og amerikanske mærker. Vestlige mærker får også produceret i Korea.

Dertil kommer oplysninger om, hvor underbetalt arbejdet er. Racket linker til koreanske nyhedshistorier (på koreansk altså, så jeg har ikke læst dem selv) om lønninger på 3,21 dollars for at folde 1200 masker.

Troværdige leverandører
Så hvor køber man så sit produkt for at være helt sikker på, at det er i orden? Det er et rigtig godt spørgsmål, og der er intet endegyldigt svar. Rackets liste er et godt udgangspunkt, men der kan være langt fra fabriknavn til et tilgengængeligt mærke.

Vi har ingen mulighed for at kontrollere noget selv, men ville selv være tryg ved at købe mine masker hos:

Magic Stripes. Den er ikke foldet og lavet af hydrogel. Læs mere i Helenes omtale her.

Beaumonde – foldede sheet masks fra Sydkorea. Dansk webshop, der har kontrolleret sine leverandører.

Bioeffect EGF Eye Mask – lækre hydrogel øjenmasker, der er produceret i Europa, som man køber i et sæt sammen med Bioeffects øjenserum. Jeg er allerede fan og kommer til at skrive mere, når jeg først har regnet ud, hvorfor de virker…

 

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
12 kommentarer
Lina

Det var rigtig interessant læsning og så synes jeg virkelig, at indlæggets kvalitet får et væsentligt nøk opad, når I også inddrager hygiejne- og arbejdsforhold 👍🏻 Tak for det!

Cendie

Waaauww der er godt nok ikke mange på den liste😨

Anne

TUSIND tak for at fortælle så grundigt om både indholdet og hygiejne/arbejdsvilkår. Og så give adresser på, hvor man meningsfuldt kan købe! You are the best.

HeLene

Fantastisk at I tager det op!

Mette

Hold da fast! Det lyder godt nok ikke rart. Jeg har ellers været stor fan af sheet masks. Men det bliver da lagt lidt på hylden nu. Æv!

Rikke langkow

Puha , er glad for at jeg har købt mine hos Beaumonde ☺️🙏🏽

Cendie

Røg lige ind og fik tjekket mine Mizon sheet masker og pyyyyhhh! Heldigvis ingen grund til bekymring – når er jeg osse blevet helt afhængig af dem! Især på de varme sommerdage, (hvor creme bare er noget man tar tilløb til), lagde jeg en mask i køleskabet og nød køligheden om aftenen

Nyt i maske verdenen // Garnier moisture bomb & Loreal Pure clay – Beauty By Friis

[…] og huden.. fænomenet kaldes okklussion og er man hudpleje nørd, kan man læse mere over hos Pudderdåserne, som går i dybden med […]

Line

Jeg købte i Japanske Muji (Håber de kommer til Danmark ASAP)
Nogel sheetmasks uden produkt på.
De fylder intet så er lige til at have med på rejsen, så skal men selv dyppe dem i sin ynglings maske og voila!

Isabell

Jeg tror at man ligemeget hvad, også ved danske eller andre produkter, skal undersøge hvor det kommer fra, hvad det er man egenlig putter i ansigtet eller i munden for den sags skyld. De største mærker indenfor makeup, som er i de fleste danske butikker som f.eks Loral og Lancome, har haft et par skandaler på bagen som bliver glemt.
Selv er jeg faldet pladask for de her masker, og har brugt dem i en 2 års tid. Køber dem normalt fra mærket SKINFOOD, og enkle få fra Etude house. Personligt synes jeg de giver min hud meget mere fugt, velvære og en oplevelse end mange andre ting jeg har prøvet før. De er bestemt værd at undersøge 🙂

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *