Vaskehjælp til penslerne: Sigma Spa Brush Cleaning Mat vs. IKEA Stinn grillhandske

18.01.16
Sigma Spa Brush Cleaning Mat vs IKEA grillhandske

Sigma Spa Brush Cleaning Mat vs IKEA grillhandske

Sigma har lanceret to produkter som kan hjælpe med at vaske pensler. En vaskemåtte og en vaskehandske. Sigma Spa Brush Cleaning Mat og Sigma Spa Brush Cleaning Glove.

Sigmas produkter er henholdsvis en måtte og en handske af silikone med riller, som i bund og grund fungerer som et vaskebræt til vask af pensler. Sigmas handske har – med god grund – været sammenlignet med en grillhandske. For de er basalt set magen til de mange grillhandsker af silikone, der allerede findes i mange køkkener.

Forskellen ligger i udførelsen og formen på rillerne og de forskellige teksturer. Sigmas produkter har forskellige teksturer specielt beregnet til optimal rengøring af pensler. Min grillhandske fra IKEA har kun en slags riller – lavet til at holde fast på varme ting. Og er den forskel så stor nok til at retfærdiggøre prisforskellen? Sigma Spa Brush Cleaning Mat koster 329 kroner, Sigma Spa Brush Cleaning Glove koster 349 kroner. IKEA Stinn grillhandske koster 25 kroner.

Jeg har ikke selv Sigmas handsker (der findes to varianter), men kun Sigma Spa Brush Cleaning Mat, så min test sammenligner kun den og min IKEA grillhandske. De forskellige teksturer på Sigmas handske er dog magen til. Det er kun formen, der er anderledes.

Rillerne kan som sagt bedst sammenlignes med et vaskebræt. De giver en ekstra hånd med at få pensler vasket rene, når du vasker med shampoo og vand. Og de gør virkelig en forskel.

Sådan gør du

Sigma Spa Brush Cleaning Mat

Jeg har rigtig mange pensler, og det er en stor fordel for mig at have begge hænder fri med Sigma Spa Brush Cleaning Mat. Jeg gør følgende:

  1. Sætter måtten fast i håndvasken med sugekopperne
  2. Har en lille skål med en smule shampoo ved siden af vasken
  3. Lader vandhanden løbe meget langsomt
  4. Skyller penslen
  5. Dypper den i en meget lille smule shampoo
  6. Børster penslen frem og tilbage over den bedst egnede sektion
  7. Skyller
  8. Børster penslen frem og tilbage over “rinse” sektionen
  9. Gentager eventuelt – eventuelt over “refine” sektionen

Hvis du bruger grillhandsken så gør du i princippet det samme, du har bare kun den samme overflade at arbejde på hver gang. Og du har den naturligvis på hånden.

Penselvask med IKEA grillhandske

Billig grillhandske eller dyr Sigma?
Før jeg købte Sigmas måtte, brugte jeg faktisk min IKEA grillhandske til at vaske pensler. Det fungerer rigtig fint som ekstra hjælp til at vaske stædige pensler. Især buffer pensler, pensler med foundation, blush, cremeøjenskygge og lignende, som kan være svære at vaske rene, er det en god hjælp til – hvad end du bruger grillhandsken eller Sigmas måtte.

Metoden har også den fordel at det bliver nemmere at vaske flere pensler på en gang. Hvis nu man er sådan en med en betydelig kollektion af pensler…

Sigmas Spa Brush Cleaning Mat er klart bedre egnet end IKEAs grillhandske. Teksturerne er velgende til pensler og er mindre grove mod de fine hår, men alligevel mere effektive. Efter min mening er de mange forskellige teksturer på Sigmas måtte overdrevne. Jeg bruger kun det halve, men fred være med det. Den er virkelig god til det specifikke formål.

Kan man nøjes med en grillhandske? Ja selvfølgelig. Den største forskel er, at IKEAs eneste overflade er noget mere aggressiv overfor især sarte naturhår. Hvis du har en stor kollektion af dyre pensler, som du gerne vil passe godt på, så vil jeg afgjort sende en stor anbefaling efter Sigmas produkt, som jeg er fast bruger af i dag.

Hvis du har få og billige pensler, så start med at finde din grillhandske frem fra køkkenskuffen og se, om ikke den kan klare opgaven. Måske kan du endda finde et andet mærke grillhandske end min, som har blidere dupper.

Varianter:
Sigma har indtil videre to forskellige handsker og to forskellige måtter. Forskellen er primært prisen og størrelsen. Handskerne vil jeg nødigt udtale mig ret meget om, men I kan se forskellene på forhandlerenes hjemmeside eller på Sigmas hjemmeside. Forskellen på de to måtter er størrelsen. Jeg har den almindelige, store. Jeg ville nok være gladere for den mindre størrelse, hvilket primært handler om størrelsen på min håndvask på vores badeværelse (ikke den på billedet), som ikke er ret stor. Der vil Sigma Spa Express Brush Cleaning Mat nok være en bedre størrelse. Men jeg kan ikke finde den på lager indenfor EU desværre. De bliver hurtigt udsolgt.

Her kan du købe det
Sigma Spa Brush Cleaning Mat koster 329 kroner på danske Makeup-online.dk, hvor jeg har købt min. Der kan du også købe de to handsker til hhv. 259 og 349 kroner.

Silikonegrillhandsker findes hos de fleste isenkræmmere og i de fleste køkkener. Stinn Grillhandske koster 25 kroner i IKEA – og er også god til at holde på varme ting med!

Feelunique har Sigma 2x Sigma Spa Brush Cleaning Glove til 306 kroner.

Lookfantastic.com sælger Sigma Spa Brush Cleaning Mat til 309 kroner. Her koster handsken 377 kroner.

Sigmas egen webshop sender internationalt, men fra USA, så der kommer told og moms på ved ankomst til Danmark.

eBay har også store mængder billige silikonehandsker af varierende kvalitet.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
11 kommentarer
Teresa

Har I ikke helt vildt lyst til at anmelde Jessup børsterne fra Ebay? 😀

Katja Moikjær

Åh alså…. I modsætning til mange andre er jeg ikke bange for hormonforstyrrende stoffer i kosmetik. Til gengæld er jeg bange for mystiske stoffer i genstande med plastik, metal mm. produceret udenfor EU og USA uden EC-mærkning mm….

Helene Randløv

Hej Teresa
Dem kan jeg godt lige kigge på, har du et link til en troværdig forhandler (send det evt. på fb :-*)
Kh. Helene

Bjørg

Real Techniques har også sendt sådan en vaskedims på markedet, og den er vist meget billigere end Sigmas. Kender I noget til den?

Katja Moikjær

Jeg har godt hørt om den og set den på RT’s hjemmeside, men ikke haft den i hånden. Den ligner mere en “strigle”. Men jeg forestiller mig at princippet er det samme.

Sabrina Matzen

Jeg har lavet min egen version hvor jeg har lavet et mønster med en limpistol i bunden af en lille metalæske, og det virker fantastisk. Jeg forestiller mig det er rimelig skånsomt fordi der ingen hårde kanter er.

Helene Randløv

God idé Sabrina :-*
Kh. Helene

Nina

Jeg har altid bare vasket mine pensler ved at “køre” dem lidt i rundt i håndfladen. Jeg har aldrig haft problemer med at få dem rene. Hvorfor skulle det være nødvendigt med sådan en dims?

Helene Randløv

Hej Nina
Det er det heller ikke, jeg kan dog godt se fordelen ved den, når man har mange pensler. For eksempel er det umuligt for mig at vaske alle mine pensler samme dag, da jeg simpelthen skal have hænderne i vand så længe, at jeg slider huden i stykker, når jeg vasker penslerne.
Kh. Helene

Camilla

Kunne det tænkes, at bideringe til baby kan bruges? de plejer at have noget mønster på sig 🙂

Helene Randløv

Hej Camilla
Tjooo, det kan de sikkert, tænker bare at det er lettere at vaske dem i hånden 🙂
Men hvis du har en liggende, kan du jo prøve!
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *