Anmeldelse: Depend O2 neglelak

11.01.16
Depend O2 neglelak

Depend O2 neglelak

Depend har taget imod nogle tæsk fra neglekyndige fans på deres Facebook-side siden offentliggørelsen af den nye O2-serie. Og med god grund.

Depend lover med den nye O2-serie, at neglelakken “giver bedre ilt til neglen, hvilket betyder at man opnår en bedre neglekvalitet. Disse neglelakker giver bedre ilt til neglen med 30 procent sammenlignet med almindelig neglelakker.”

Men som enhver negleteknikker eller anden person med forstand på neglens anatomi ved, så er selve neglen død. Den består af adskillige lag af døde celler som er trængt op nedefra. De levende celler bliver skabt i neglens matrix. Den ligger begravet dybt nede unde mange lag og er ret ligeglad med, hvilken neglelak du smører på længere oppe. Se wikipedia om neglens anatomi.

Hvad skal neglepladen så med ilt? Ikke en sk… Det, der måske kunne give en teoretisk mening her, er måske nærmere at tale om luft. Og ikke ilt. Luft til neglens overflade. Men det lød nok ikke lige så godt.

Forvirrende O2-serie
Det, der gør Depends O2 lancering endnu mere uigennemskuelig er, at samtlige produkter har fået O2 navnet påklistret. Neglelakfjerner, negleolie, håndcreme, håndscrub osv. Depend siger da også selv, at det kun er O2 neglelakkerne, der rent faktisk har noget med ilt at gøre. På alle de øvrige produkter er det kun et navn. Men det klæder ikke produkterne at have fået et navn, som ikke har noget med deres reelle egenskaber at gøre, synes jeg.

I øvrigt er der også (heldigvis!) tale om at flere af produkterne er de samme gamle kendinge med nye navne. De virkelig gode gamle neglelakfjernere er de samme, men har fået O2 navnet på. De gamle versioner kan dog stadig købes nogle steder under det gamle navn. Det nye plejeprogram er omfattende, og der er gode produkter i blandt, omend det som sagt intet har med ilt at gøre.

Ingen undersøgelser af effekt på neglens kvalitet
Depend påstår altså, at der slipper 30 % mere ilt igennem de nye O2 neglelakker. Det viser deres egne tal, så det skal såmænd nok passe.

Ifølge Depend selv har det en positiv effekt på neglens kvalitet. Men her holder tallene og undersøgelserne op. Det har vi nemlig ingen undersøgelser af. Så det må du tage Depends eget ord for.

Personligt har jeg ikke noget problem med, at neglelak ødelægger mine negle. Negle kan bliver påvirket af ens manicure, men mange ting spiller ind i den forbindelse:

  • Neglelakkens holdbarhed
  • Hvad du fjerner din neglelak med
  • Brug af underlak
  • Korrekt pleje af nejlen

Og meget mere. Når jeg skal vælge neglelak, er ilttilførslen altså ikke ligefrem en af mine bekymringer. Det er derimod neglelakkens holdbarhed og dens kvalitet som neglelak – altså hvor god og pæn den er at lægge. Og der fejler Depend O2 overraskende nok på mine negle.

Depend lancerede med deres 7day neglelakker en af de bedste (hvis ikke den bedste) neglelak, jeg kender. Den er nem at lægge, nem at fjerne igen, hærder hurtigt, og den holder de lovede 7 dage. Den er den mest holdbare neglelak uden brug af lampe, jeg kender. Jeg er kæmpe fan.

Bittesmå bobler

Depend O2

Men O2 fungerer simpelthen ikke for mig. Skidtet bobler simpelthen på mine negle. Jeg ved ikke, om det er sådan den sørger for ilttilførslen til neglen, men den trækker bittesmå bobler. Ikke noget, andre umiddelbart vil se på en halv meters afstand. Men bestemt ikke noget, jeg gider bøvle med ved en neglelak.

Jeg undrede mig gevaldigt over boblerne, og var nødt til at få Helene til at dobbeltjekke. Og ganske rigtigt, den laver også de små bobler for hende. Det er meget muligt, det bare er Helene og jeg, der ikke passer godt sammen med Depend 02, for vi har set andre bruge Depend O2 med pæne resultateter. Jeg kender ikke årsagen, jeg kan ikke forklare det. Der er som sagt masser af mennesker med pæne resultater med Depend O2.

Men når Depend 02 heller ikke holder særligt godt, så løber jeg tør for argumenter for at vælge den. Det er selvfølgelig heller ikke noget den påstår at være særlig god til. Men når nu der findes fantastiske Depend 7Day og mange andre gode, holdbare, innovative neglelakker derude med en langt bedre finish. Så ved jeg ikke helt hvorfor jeg skal vælge O2? Den eventuelle fordel, der ifølge Depend kunne være ved en øget lufttilførsel til overfladen på neglen, bliver modarbejdet af, at jeg skal udtørre mine negle med neglelakfjerner og skift af neglelak to gange ekstra om ugen, fordi Depend O2 holder markant dårligere end for eksempel Depend 7Day.

Hvis nogen derude af en eller anden grund ukendt for mig skulle være bekymret for manglende ilttilførsel til deres negle, så skal Depend O2 såmænd nok slippe lidt mere luft igennem.

Hvis du derimod går mere op i en flot finish og en god holdbarhed, så er der langt bedre neglelakker derude – også fra Depend selv.

Her kan du købe det
Depend O2 neglelakkerne koster 29,95 kroner stykket i Matas og holder altså prisen fra de gamle minilakker. Matas forhandler også de øvrige produkter fra Depend, men udvalget varierer lidt fra butik til butik. Du kan selvfølgelig også købe det online.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
5 kommentarer
Line

Tusind tak for en god og saglig anmeldelse

lovisen

Har lige købt 2 af deres 7 day lakker, og starter kittel til dem. Stod og vaklede lidt mellem dem, og så Sally Hansens “gel” agtige. Indtil videre har jeg ikke fortrudt. De er super nemme og lække på, flot glans og holdbarheden er her på 3. dagen fortsat i top.

Maj

Kunne man forestille sig at lakken er diffusionsåben ? Fordi i så fald kan fugt – i nogen grad – forlade og tilføres neglen gennem lakken. Jeg skal ikke kunne sige hvad det vil gøre ved holdbarheden af lakken, men det ville i så fald give mening at tilføre fugt ovenpå lakken for at undgå tørre negle,

Barbara Jensen

Har lige for første gang brugt jeres Depend 02 Remo B 250 ml naglelak fjerner , og fik den værste allergisk reaktion ,på trods af , at jeg brugte enganghandsker på mine hænder , reaktionen var røde hænder , huden revnede og den værste kløe og smerte i mine hænder fik jeg .
Hvad er det for et giftig produkt I sælger i Matas
Har aldrig oplevet noget lignede.

Det er dybt chokerende , at man

Helene Randløv

Hej Barbara
Vi har/er ikke Depend og har ingen tilknytning udover at skrive om deres produkter. Jeg vil anbefale dig at skrive til deres kundeservice.

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *