Tirsdagstip: Bryd vanen

27.10.15
Michael Kors Slim Runway Watch
Michael Kors Slim Runway Watch
Foto: Michael Kors

Da jeg skrev tirsdagstip sidste tirsdag, sad jeg og grinede lidt af mig selv, for det med at starte med foundation og derefter lægge øjenmakeuppen er så fasttømret en vane, at det af og til ender med, at jeg må have fat i en renseserviet… Hold da op det er fjollet, når det så let som ingenting kan undgås. Hvis nu jeg bare kunne tage mig sammen og starte med øjenmakeuppen i stedet, så ville problemet med drysseri være fuldstændig løst.

Vanetjek
Den vane, du ønsker at blive kvit, er sandsynligvis ikke den samme som mig. Men uanset hvad det måtte være, så er det muligt at lægge de uhensigtsmæssige handlinger på hylden, og få plads til noget nyt og måske bedre. Nu var det lige rækkefølgen på makeuppen, jeg grinede af, for det er en af de ting, som både koster mig tid og ikke så lidt irritation næsten dagligt… men der er naturligvis både vaner, jeg allerede er blevet kvit, og så er der dem, som jeg ret gerne vil af med… Det kræver naturligvis både selverkendelse, overskud og tid at kigge på vanerne, men hver gang jeg selv har gjort det, har jeg fået optimeret nogle af rutinerne, så jeg enten sparer tid eller finder endnu bedre løsninger på hverdagens små udfordringer.

En gentagelse
Ovenfor skrev jeg både selverkendelse, overskud og tid, men jeg vil vove at påstå, at det der oftest holder dig tilbage er tiden. Det er en af de ting, som oftest spænder ben for mig i hvert fald, men det letter utroligt på de daglige gøremål, når jeg endelig får taget mig sammen til at bryde vanen og indarbejde et nyt og bedre mønster. Samtidig med at humøret stiger i takt med at tingene lykkes. Alene af den grund er det værd at få brudt med nogle af de vaner, som måske nok fungerer i dagligdagen men alligevel sagtens kan optimeres…

Træningslejr
Den dårligste undskyldning, som desværre er det mest almindelige svar, jeg får, når jeg spørger, hvorfor kvinder nøjes med mascara, er: “Det der med makeup, det kan jeg slet ikke finde ud af…”. Som den skønne kvinde Coco Chanel sagde: “Der findes ingen grimme kvinder… kun dovne”, det må jeg erklære mig helt enig i.
Det kan godt være, at det med makeup ikke er så let for dig, men det betyder da ikke, at du skal lade være med at øve dig og prøve. Jeg siger ikke, at man partout skal gå med makeup for at være smuk… overhovedet ikke! Men man kan godt sørge for at huden er velplejet, og at man viser sig fra sin bedste side. Det kan både tage tid og ikke så lidt øvelse at finde den bedste version af sig selv.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *