Tirsdagstip: Gør det for dig selv!

11.08.15
Gør det for dig selv!

Gør det for dig selv!

Da jeg skrev tirsdagstip i går glædede jeg mig til at tage billeder, fordi det er et meget efterspurgt emne, men solen nåede ikke at titte frem, inden jeg skulle gå og det specifikke emne er bare mere interessant i sollys… Derfor har jeg været nødt til at skrive et nyt tip… og det startede med et billede af en tekst, jeg så på instagram i weekenden, jeg kan ikke huske præcist, hvad der stod, men det var nu også kun den første linje, der for alvor satte tankerne i gang. Der stod nemlig ”Girls wear makeup to impress boys”… Moralen i teksten var netop, at det gør de IKKE! Alligevel har tankerne ikke rigtig slubbet sætningen…
Måske fordi der i forbindelse med det oprindelige emne, var nogen, der mente, at jeg tidligere har skrevet et nedværdigende og hånligt indlæg… Det kunne jeg ikke drømme om! Jeg er og vil ALTID være fortaler for, at man gør, som man vil!

Hvor skal jeg starte?
Desværre er det ikke eksempler jeg mangler, når det handler om, at der faktisk er mange mænd, der skammer kvinder og med garanti også omvendt.
Heldigvis gælder det ikke ham den langhårede <3 Faktisk er han overordentlig diplomatisk, når han bliver spurgt til råds. Kun en eneste gang har jeg bedst om en forklaring på noget, som bestemt ikke lød som et kompliment… men med lidt forklaring viste sig at være det.
Dengang i halvfemserne da jeg blev kæreste med mit hjertes udkårne, var han meget fascineret af mine pensler, og flydende eyeliner var en gåde for ham. Der gik ikke en dag uden dengang, hvilket sikkert også er grunden til, at jeg næsten aldrig bruger det i dag. Han kiggede nysgerrigt med på produkterne og han forstod nødvendigheden af at trave hele byen rundt og kigge på makeup, når jeg kom på besøg… (vi boede i hver vores land i et par år, efter vi havde mødt hinanden).

Må du det?
Efter vi købte lejlighed på Østerbro, var jeg hos en frisør, som helt seriøst spurgte, om det var okay med min kæreste, at jeg var så mørkhåret… Hendes kæreste ville nemlig ikke have, at hun holdt op med at afblege håret?!?
Både dengang og nu er det præcis samme svar, der kommer ud af munden på mig, når jeg bliver spurgt om den slags… Han passer sit udseende, så passer jeg mit.
Sådan er jeg også blevet stemplet som en skrækkelig mor mange gange, alene af den grund at min søn har fået lov at bestemme over sit eget hår… Hvad sker der for det? Hvordan det hænger sammen har jeg endnu ikke forstået…

Du bestemmer!
Det er simpelthen helt ubegribeligt for mig, hvordan det kan være okay, at man dikterer hinandens frisure, påklædning eller fremtoning. Helt mundlam blev jeg, da min søde veninde fortalte, at hendes meget fornuftige og virkelig rare mand, havde sagt at hun lignede en prostitueret med for rød læbestift på… Først og fremmest hvad er der nu galt med det? For det andet… Hvad bilder han sig egentlig ind? Hun har de smukkeste, fyldige, harmoniske og mest velformede læber, jeg til dato har set, og hun ser vildt lækker ud med rød læbestift! Han skal da bare blande sig SÅ meget uden om… Nu er alle forhold naturligvis forskellige, uanset om det gælder veninder, kærester eller familien. Og der kan være mange grunde til at slibe kanter og gå på kompromis undervejs… men jeg synes i hvert fald, at du skal overveje, hvornår det blev din partners eller omgivelsernes beslutning, hvordan du skal se ud?

For lækker…
Selvom grundene til at gøre noget ud af sig selv, sandsynligvis ændrer sig en hel del i løbet af årene. Så er der ingen grund til at stå model til den slags bemærkninger, uanset om du er ung eller gammel. Valget er dit alene, og du skal stå ved det og overveje, hvorfor din partner eller andre siger det, de gør. I langt de fleste tilfælde kan den slags bemærkninger nemlig nemt omskrives til noget i retning af: Du er lidt for lækker, og jeg føler mig faktisk lidt truet af det.
En ting er helt sikkert, det handler med meget stor sandsynlighed overhovedet ikke om dig eller dit udseende, men ene og alene om vedkommendes eget dårlige selvværd.

Tilpasser du dig omgivelserne, eller ser du ud, som du vil?

Videoen til “Another Chance” fra Roger Sanchez gav mig tårer i øjnene første gang, jeg så den tilbage i 2001… ja, jeg var godt nok højgravid med ældsten, men altså det der store hjerte… det er da fint! Mens jeg skrev indlægget, blev den video bare ved med at spille på det indre lærred, og i virkeligheden er den ret passende også selvom selve sangen og melodien ikke siger mig så meget.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
11 kommentarer
Rikke

Jeg kommenterer meget sjældent, men i dag kan jeg ikke lade være..
A-fucking-men!
Mit liv, min krop, MINE regler!

Helene Randløv

Sejt… Og nemlig, jeg er naturligvis HELT enig!
Kh. Helene

Andrea_CPH

Hørt!!!
Jeg mindes ikke nogensinde at have hørt noget negativt om mit udseende fra en mand. Til gengæld har jeg fået flere lede kommentarer fra kvinder. Men så siger jeg til mig selv, at det handler om dem – og ikke om mig. Hvis de har brug for at pille mig ned og sige noget grimt til mig, har de det nok ikke super godt med sig selv …
Jeg bruger makeup, neglelak, mv. for min egen skyld. Ingen skal diktere mig noget som helst! Men engang imellem vælger jeg fx at lægge den mørkerøde lak på neglene, fordi jeg ved, at min kæreste rigtig godt kan lide netop dén farve 🙂

Janne

Hmm, der er vist ingen, der føler sig truet af mit udseende jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår nogen sidst har blandet sig i det. Min mand svarer, når han bliver spurgt, og altid meget diplomatisk. Og min datter synes bare generelt, at jeg for sjældent har læbestift på. Hun har fire år, og hun har nok ret. Det har hun ofte

Gigi

Vi er enige, Helene!
Min mand og jeg kunne heller ikke drømme om at diktere hinanden noget som helst.. til gengæld er vi fantastisk gode til at overøse hinanden med komplimenter. 😉
Vi kan sagtens gå ud og shoppe sammen og spørge hinanden til råds (er så heldig at have en mand, der også er vild med at shoppe tøj!) men vi ved også begge, at den endelige beslutning ligger hos den enkelte selv.
Som Andrea_CPH er inde på, kan man jo så godt vælge at bære noget for at glæde den anden, det er jo også en måde at vise sin kærlighed på.
Og den går jo begge veje, for uha hvor ser jeg mange kvinder, der styrer, hvordan deres mænd “må” se ud; jeg fatter bare ikke, at mændene finder sig i det, og jeg fatter slet ikke, at kvinderne gider!
Jeg var i øvrigt også sådan en “skrækkelig mor”, som lod min datter selv afstikke stilen; eneste “krav” jeg har stillet til hende var, at hun overordnet set skal kunne se sig selv i øjnene. Sagt i al ubeskedenhed tror jeg, det har været medvirkende til, at hun har turdet afprøve forskellige ting, uden at hun har haft brug for at kamme over i ekstremer; og det har helt sikkert gjort, at jeg har kunnet beundre hendes stil gennem tiden velvidende, at det var hendes stil og ikke min, hun har eksekveret!

Lena H

HØRT!!!
Lige præcis det her har jeg også altid ment. Ja, gu går jeg med rød læbestift på en regnvåd tirsdag, hvornår ellers? 🙂 :59:

Helene Randløv

Nemlig!!! Det er da netop der, man virkelig trænger!
Kh. Helene

Mette

Et meget relevant citat fra et billede på instagram der florerer i øjeblikket.
“Girls wear makeup to impress boys”
You think i own 78 Mac lipsticks to impress some douche who can’t tell the difference between Myth and Snob?”

Helene Randløv

Præcis… Tak Mette… orkede ikke lige at lede efter det der klokken sent i går 😛
Ved du hvem der er den oprindelige ophavsmand/kvinde?
Kh. Helene

Mette

Jeg ved ikke desværre ikke hvem der har fundet på det 🙂 Jeg så det vist på Nikkietuturials intagram, men det er ikke hendes.

Randi

Jeg synes nu også, det er kvinder , der er værst i den henseende. Mht. mænd har jeg kun hørt den version, hvor de gerne ville have at kvinden tog mere makeup på eller oftere gik i højhælede sko. Mon ikke vi alle sammen skal tage vores ældre medsøstre+ Madonna for , at der er mange måder at være kvinde på i dag og der gerne også skulle være mange måder at være mand på. Emil Thorup hører nok også meget for sin make up.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *