Tirsdagstip: Bruger du de rigtige produkter?

19.05.15

Mange gode produkter-5For et par uger siden var jeg til lanceringen af Björn Axén i Danmark. Der blev delt masser af guldkorn og gode råd ud. Og selvfølgelig også en del spændende info om hårvask. Johan Hellström er manden, som har hevet firmaet ud af skyggen og nu sørger for, at vi kan nyde godt af de lækre hårprodukter her i Danmark. Han sagde uden tøven og et meget stort smil på læben, at når vi får fladt og træls hår af plejeprodukter, så er det simpelthen fordi, det er dårlige produkter…
Her vil jeg dog tillade mig at omformulere Johans udtalelse lidt og i stedet sige, at det handler om at bruge de RIGTIGE produkter. Og det gælder bestemt ikke kun håret.

Misbrug
Selvom jeg selvfølgelig kun kan tale for mig selv, så er jeg alligevel temmelig sikker på, at størstedelen af dem der læser med på et eller andet tidspunkt har været ude i et misbrug af den ene eller den anden slags. Misbrug af plejeprodukter altså… Alt det andet skal jeg nok blande mig udenom.
På min tur rundt i Magasin i forbindelse med vores egne produkter i efteråret mødte jeg en masse søde læsere, der ligesom jeg selv har skuret og skrubbet huden, og nu står tilbage med de sørgelige rester, som ikke rigtig kan andet end at være tør, rød og irriteret.

Dobbelt så godt…
For meget af det gode er ikke altid så heldigt. Du kender det sikkert fra hårpleje. I flere dage tager du til takke med tungt og halvfedtet hår, fordi håret trængte til en VIRKELIG god hårkur. Eller fra hudplejen når din hud er sådan rigtig ren og stram, efter du har renset den. Det er desværre ikke særlig svært at overbevise sig selv om, at det netop er denne fornemmelse, man bør opnå. Heller ikke selvom din bevidsthed og især din hud eller dit spejlbillede helt sikkert fortæller dig noget andet.

Undersøg sagen
Hvem har ikke prøvet at søge hjælp for derefter at gå derfra med halvdelen af butikken og en snigende erkendelse af, at man nok ikke havde behøvet at købe det hele? Det har jeg i hvert fald, og jeg har været vidne til det endnu flere gange. Shopping kræver desværre af og til overmenneskelig vilje til kun at købe det absolut nødvendige.
Hvis du behøver vejledning, så er det en rigtig god idé at sætte sig ind i sortimentet på forhånd. På den måde kan du meget bedre styre slagets gang, fordi du har en idé om, hvad du egentlig behøver. Hudpleje behøver ikke at være så besværlig, faktisk behøver du oftest ganske få produkter. En god start er for eksempel:

  • Renseprodukt: Vælg den konsistens du foretrækker, men sørg endelig for, at det er mildt!
  • Behandling eller pleje: Der er uendelig mange muligheder, og det afhænger af din huds tilstand, hvilket produkt du skal vælge. Her er det en god idé at få lidt hjælp, men husk, at det kun i meget få tilfælde er nødvendigt med mere end to produkter.
  • Beskyttelse: Find en solcreme, der både i pris, konsistens og SPF passer til din hud og dit temperament. Det er nøglen til at få den brugt.

Hvis du står overfor en større udskiftning af din hudpleje, så husk at få prøver på de ting du overvejer at udskifte. Det er både dyrt og tidskrævende at købe produkter, som ikke fungerer.

Bruger du de rigtige produkter?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
24 kommentarer
Karin V S

kære Helene 🙂
Om jeg har!? 😀
Det er så godt du skriver at så få ting i virkeligheden er nødvendige :67: og derfor er jeg også SÅ VILD med Pudderdåsernes egne produkter fordi de dækker meget!
Selv har jeg før i tiden købt mig fattig i bl.a styling produkter til håret der bare ikke duede til mit hår. Og til ansigtet købte jeg engang alt for mange forskellige peeling cremer fordi et fjols (undskyld men det var hun) af en sælger sagde at hver eneste gang der var problemer med min hud skulle jeg bare exfoliere! :rage: Det gjorde at min overhud nærmest var hullet og når jeg fjernede min makeup om aftenen blødte min hud :scream: Det er heldigvis mange år siden, i dag er min hud stærk og glad :blush:
Knus Karin

Helene Randløv

Hej Karin
Avavav… Det lyder virkelig ikke rart. Man skulle tro, at vi har været i kløerne på den samme 😛 For at være sikker på at huden blev skrubbet ordentligt, brugte jeg en god og grov bodyskrub. Iihhh hvor blev huden ren og rød!
Tak for ros <3
Kh. Helene

Marie

Jeg har faktisk virkelig overvejet om jeg bruger de rigtige produkter. Efter I har lanceret jeres alt i en creme, er den det eneste jeg bruger ovenpå min BHA, denne dog fra Paulas Choice, men den er snart tom, og så skal den selvfølgelig hedde Pudderdåserne. Desuden bruger jeg nogle gange 2,5% benzyl peroxid oven på BHA også. Mit problem er, at jeg får tilstoppede porer, særligt mellem øjenbrynene, men også på hagen. De er ikke ligesom de sorte åbninger man har på næsen, med ligesom en lille hudfarvet urenhed. Når de er kommet, er det eneste at gøre faktisk at klemme dem, for de forsvinder ikke selv, og kan ikke påvirkes med cremer eller eksfoliering eller noget jeg har prøvet endnu. De er desuden ret svære at klemme, så tænker de er uden udførselsgang. Har i nogen ide om hvad de er, og hvad problemet kan være? Synes jeg har prøvet alle produkter mod uren hud, men min hud er faktisk fin bortset fra disse områder med porene, eller hvad det er, så jeg er i tvivl om jeg gør det rigtige. Håber på i kyndige dåser har et par gode forslag, som altid 🙂

Louise

Jeg har det samme! Vil også gerne vide det.

Sofie

Det lyder som det samme som jeg døjer med! Følger lige med her – ved nemlig heller ikke lige hvad jeg skal gøre.

Anne

Jeg har selv haft slemme tilstoppede porer mellem øjenbrynene især, og det viser sig, at jeg ikke tåler mælkeprodukter. Jeg er ikke laktoseintolerant, men de gør bare intet godt for mig. Der er kontant afregning i form af buler under huden HVER gang jeg forsøger mig og fx tillader mig at tage en skive ost. Der er kun én vej ud af det problem for mig. Kold tyrker!! Det er super ærgerligt, for jeg elsker mælkeprodukter, men når jeg tænker på, hvor skidt jeg havde det med min hud, inden jeg udelukkede mælkeprodukter fra min kost, er det helt klart prisen værd.
Jeg blev iøvrigt opmærksom på årsagen til min problemhud, da jeg læste en artikel om facial mapping. Indtil da havde jeg købt produkter for en formue uden at se skyggen af resultater.

Helene Randløv

Hej Anne
Ja, mælkeprodukter kan virkelig lave ballade i huden. Godt at du fandt sammenhængen.
Kh. Helene

Helene Randløv

Hej Marie
Det lyder lidt som milier, men det er ikke så let at svare på uden at have set problemet.
Milier er indkapslet talg, de opstår, når overhuden er tør, og talget ikke kan komme op til overfladen og ud. Det kræver peeling og fugt.
Jeg ville nok prøve at skifte til AHA i en periode, og se om det ikke kunne løse problemet. Det gør det i hvert fald for mig.
Når urenhederne sidder der, er det ofte en god idé at kigge på fordøjelsen :-*
Kh. Helene

Marie

Tør hud. Av av, ja det har jeg jo ikke behandlet den som. Så du vil anbefale jeg køber jeres AHA i stedet for T-zone? Kommer nu nok til at eje dem begge så, man få jo urenheder en gang i mellem. Det er bare sjovt, for min hud laver netop det nummer af mange cremer, sikkert hvis de er for fede tænker jeg, og også nogle olier og solfiltre. Så er det bare sjovt, hvis den er tør. Min Super 3 booster er blevet degraderet til en kæmpe øjencreme i hvert fald, for den gør huden helt skidt.
Kæmpe tak for svar i hvert fald, det er da et meget håndgribeligt råd at kaste sig ud i, så det vil jeg prøve 🙂

Helene Randløv

Hej Marie
Som sagt er det ikke helt let for mig at svare, fordi jeg ikke er hundrede procent sikker på, at vi mener det samme 😀
Anyways har jeg selv virkelig gode erfaringer med AHA som “kur” og så bruger jeg energi på porerne bagefter.
Kh. Helene

Cecilia

Hvor er det bare rigtigt.
Jeg kan godt blive ret stresset af at læse om alle de nyheder osv. der er på skønhedsmarkedet. De lover en masse, som man jo gerne vil have passer, men i virkeligheden skal man jo finde det der passer ens hud/krop bedst.
Jeg har selv skåret ind til benet og køber kun det jeg mangler.
Jeg har brugt produkter fra Environ i en måned, men jeg synes desværre ikke de har gjort noget for mine urenheder, som vist nok er hormonelt. Det sidder i hvert fald på hagen og på kinderne. Har stort set intet problem i panden.
Var for kort tid siden i Magasin hvor en ekspedient kunne se at jeg havde tør akne (selvom jeg føler min hud også kan blive fedtet).
Hvilken produkter skal man gå efter hvis man både har tør hud og urenheder? 😉

Helene Randløv

Hej Cecilia
Det har jeg jo selv, og jeg starter med at behandle tørheden, selvom det oftest er urenhederne og den skinnende T-zone, som irriterer mig mest. Min egen tilgang til det er sera, som er gode til fugt (f.eks Cellufirm fra Mario Badescu og vores egen AHA-serum). Når tørheden er under kontrol, går jeg i gang med at behandle urenhederne med T-Zone Peeling, som også får min hud til at falde til ro hvis den er irriteret.
Kh. Helene

Cecilia

Mange tak for svaret Helene.
Læste på en engelsk blog at man altid skulle behandle tør hud og/eller sensitiv hud først og derefter behandle fx uren hud. Dejligt at få det bekræftet.
Jeg har inden jeg startede på Environ brugt jeres t-zone pelling i lang tid, men følte ikke rigtig den gjorde noget, selvom jeg brugte den hver dag. Kan det være fordi jeg ikke har fået bugt med den tørre hud?
Er det rigtigt at man ikke må bruge AHA-serum samtidig med t-zone peelingen?
Kan en olie være god hvis man har tør akne?
Tak igen for hjælpen 😉

Helene Randløv

Hej Cecilia
Syrerne må IKKE bruges sammen, det bliver alligevel lige lovlig voldsomt for huden.
Det er ikke så nemt at svare på, men mit skøn er, at det sagtens kan være der, problemet ligger. Det med olien er heller ikke så let at svare på. Det ville ikke være mit valg, fordi det ikke føles så rart. Jeg ville i stedet vælge et let fugtgivende serum, min egen favorit er Cellufirm fra Mario Badescu.
Kh. Helene

Helle Rick

Det skal jeg lige love, for jeg har. Jeg har stadig en masse stående, men det skal jeg nok for brugt. Med alderen har jeg endelig fundet ud af hvad MIN hud har brug for, og køber produkter efter de behov. Ikke øjnenes behov 😉

Helene Randløv

Hej Helle
Ja, øjnene er ofte meget mere sultne end huden.
Det er sejt, at du har fundet det rigtige for dig!
Kh. Helene

Sara

Hej
Jeg har sommetider læst om, at Katj ahr problemer med fedtete hår. Har I undersøgt om det hjælper, at bruge shampoo uden sulfat?
Mvh. Sara

Katja Moikjær

Hej Sara
Jeg bruger gerne shampoo uden sulfat, men det gør ingen forskel for min fedtede hovedbund. Det gør derimod en forskel når den bliver sart og irriteret og ikke mindst en forskel for tør hud og tørt hår.
Tværtimod vil jeg sige, at når mit hår er rigtig godt fedtet og snavset ind af tørshampoo og for mange stylingprodukter, så skal der sulfater til at rense det ud igen.
Kh. Katja

Sara

Tak for svaret :grinning:

Helene

Hej i to,
Jeg vidste ikke lige hvor jeg ellers skulle skrive, så nu bliver det i dette indlæg. Jeg lider af skæleksem i hovedbunden og toppen af panden. Derudover har jeg tendens til fedtet hud i t-zonen og store porer på næse, panden og kinderne. Jeg bruger pt Biodermas ansigtsrens til at fjerne makeup og rense morgen og aften. Derudover bruger jeg La Roche Posays KeriumDS creme. Er disse produkter gode for min hud og har i ellers nogle alternativer? Derudover vil jeg høre om jeg kan bruge jeres t-zone peeling med min hudtype også selvom jeg har skæleksem? Mvh Helene

Helene Randløv

Hej Helene
Hvad siger hudlægen? Jeg har ingen viden om skæleksem, andet end det jeg kan læse mig til, men jeg tror umiddelbart, jeg ville vaske hud og hår med en sæbe/shampoo med ketoconazol.
Om produkterne er gode for din hud, kan kun du svare på, hvis det minimerer symptomer og udbrud, så vil jeg mene, at de er gode. Om du kan bruge T-zone Peeling, kan jeg desværre heller ikke svare på. Er huden beskadiget, vil det svie ret kraftigt vil jeg tro. Om det kan have gavnlig effekt ved jeg heller ikke, umiddelbart er en lavere pH rigtig godt, hvis man har tendens til akne, hvorimod svampe synes, det er alletiders.
Kh. Helene

Sara

P.s. Jeg synes min hovedbund bliver fedtet, hvis shampooen er for skrap eller får lov at sidde for længe i.

Helene Randløv

Hej Sara
Men hvorfor lade shampooen sidde?
Kh. Helene

Sara

For at få nytte af shampooen og få håret ordentlig rent. Mit hår er tykt og langt.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *