I sidste uge fik jeg fat i Elizabeth Arden Beautiful Color Precision Glide Eyeliner i en fin grøn nuance. Udover at den passede rigtig godt til min øjenskygge, tænkte jeg ikke så meget over valget. Men da jeg kom hjem om aftenen, kiggede jeg mig i spejlet, og så måtte jeg lige tjekke, hvad det egentlig var der var blevet brugt om morgenen. Ikke nok med at eyelineren havde været fantastisk arbejde med, den streg, jeg havde lagt under øjet, var lige så intens og stadig præcis der, hvor jeg havde lagt den.
En af mange
Selvom jeg har testet et hav af eyeliner, så er det ret sjældent, at der er det helt store udsving i kvaliteten. Selvfølgelig har jeg testet uhyggeligt ringe eyelinere, og så har jeg prøvet rigtig mange, som er fine og så er der de få, som bare er virkelig gode.
Nu er jeg trods alt skønhedsblogger, så jeg ved udmærket, at der er forskel på eyelinere… på den anden side hvor stor forskel kan der lige være? Det ved jeg nu, der kan være RIGTIG stor forskel. Elizabeth Arden Beautiful Color Precision Glide Eyeliner er en af de virkelig gode…
Konsistens og holbarhed
Der er seks forskellige farver af denne fine eyeliner, jeg har endnu ikke brugt den brune og den lilla, men de fire andre har jeg prøvet, og de har samme gode egenskaber, som den første jeg prøvede. Fælles for dem er, at de er virkelig cremede, faktisk er de så cremede, at det gjorde mig lidt nervøs den første dag. Den dag havde jeg nemlig også valgt en cremet øjenskygge, som ikke altid bliver siddende, hvor den skal. Så det kunne være gået rigtig galt. Selvom de er cremede, sætter de sig så godt, at de altså uden problemer bliver siddende en hel dag.
For intens?
Umiddelbart passer ovenstående beskrivelse ret godt på mange af de eyelinere, jeg har skrevet om før, og jeg er heller ikke helt sikker på, hvordan jeg får formidlet forskellen. Den er der bare…
Farverne er uden undtagelse sindssygt intense, stifterne er bløde, og så bliver den altså siddende. Og det er nok kombinationen af de tre ting, som for alvor gør forskellen.
Du behøver bare lige at røre huden for eksempel langs vipperne, så har du en helt gennemfarvet streg af den farve, du har valgt. Det betyder selvfølgelig også, at du skal være forholdsvis sikker på, at du rammer rigtigt, for selvfølgelig kan du tone stregen ud, men når den først har sat sig, så bliver den altså siddende.
Elizabeth Arden Beautiful Color Precision Glide Eyeliner koster 185 kroner, og du finder dem i udvalgte Matas, i Sephora og i Magasin, hvor de også har nogle af farverne online.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.
Kære Helene!
Hvordan lægger man den perfekte streg rundt om øjet? Særligt stregen på øjenlåget driller mig. Jeg får ikke lagt stregen tæt nok på vipperne, så jeg får en grim “hudstreg” mellem eyeliner og vippekant. Hvad er tricket!?!
KH Anne