Det er ikke nyt, at der dumper en masse spørgsmål ind i indbakken, det er heller ikke noget nyt, at jeg gør et ihærdigt forsøg på at forstå, teste eller andet for at svare. I går var således min fjerde dag uden øjenskyggeprimer. Hele ugen har jeg altså testet forskellige teknikker og produkter til at erstatte øjenskyggeprimer, og det fungerer bare rigtig dårligt for mig. Så til spørgsmålet om man ikke bare kan lade være eller bruge noget andet, vil jeg svare: Jo, det er der sikkert nogen, der kan. Men helt ærligt… Jeg gider ikke!
Cremeøjenskygge eller primer
Det er mange år siden, jeg så lyset. Det startede med en lille tube fra MAC, så fandt jeg Cliniques cremeøjenskygger, og selvom de fleste af de produkter jeg har brugt i tidens løb er udgået, så har de hver især gjort et stort indtryk, for der er virkelig ingen grund til at dine looks bliver ødelagt efter noget tid… For nogen vil holdbarheden blive væsentligt forbedret med en løs pudder, og det gør den sådan set også for mig, men… Hvorfor i alverden skal jeg nøjes med det, når jeg kan få smukkere farver, mere intensitet og suveræn holdbarhed?
Brug den nu bare
Det er faktisk en del, der har spurgt til, hvordan man får øjenskyggen til at holde uden en primer, og mit ærlige svar er lad være! Er det ikke bare et ekstra produkt til rutinen? Nej, meget langt fra! En primer sørger for, at farven på din øjenskygge kommer til sin ret, den er lettere at tone ud, og så holder den selvfølgelig betydeligt bedre på øjenlåget.
Om du bruger en af de nyere cremeøjenskygger eller en decideret primer, spiller ingen rolle for mig. Mærket har ikke den store betydning, og der bliver ofte testet nye.
Når jeg har valgt et billede af Too Faced Shadow Insurance, så er det fordi, det er den jeg har købt flest gange. Det er faktisk et af de produkter, jeg har genkøbt flest gange, og jeg har altid en ekstra på lager.
Du kan købe Shadow Insurance i Sephora eller online hos for eksempel Beauty Bay.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.