Pudderdåsernes Julekalender 2014: Glædelig 18. december

18.12.14
EGO Professional: Twist
EGO Professional: Twist
Foto: EGO Professional

Nu strammer det til, hvis ikke du allerede er færdig med at købe julegaver, julemad og alt det andet… Det er cool, hvis du har is i maven, ellers ønsker jeg dig alt mulig held og lykke de kommende dage, da jeg forestiller mig, at du skal ud blandt en masse forvirrede og halvstressede mennesker! Det kan kræve sin kvinde at bevare roen og overblikket, især hvis du også skal sørge for at købe gaver fra mand, børn eller andre, der ikke kan eller vil købe gaverne selv.
I min familie har vi skåret kraftigt ned på gaverne de senere år, vi er ikke så mange, så det er ikke fordi, det er uoverskueligt. Med årene sætter vi bare mere pris på hyggen og samværet uden gaverne.

Krøller eller ej…
I mine teenageår stod jeg gang på gang og krøllede mit lange hår, inden jeg skulle ud. Det gik aldrig særlig godt… alligevel prøvede jeg igen og igen i håb om, at jeg en dag ville knække koden. Det skete ikke, og derfor var det en kæmpe lettelse, da en frisør viste mig, hvordan jeg skulle gøre. Der blev det nemlig klart for mig, at mit hår ikke er sådan lige at krølle. Det vil sige, det går meget godt at krølle det, de fine krøller bliver bare ikke i håret særlig længe. Frisøren havde heller ikke held med det…

Nyt mærke
Da jeg i maj blev præsenteret for to store nyheder fra mærket EGO Professional, mødte jeg samtidig Kala: kvinden bag produkterne, og det var noget af en ahaoplevelse.
Kala krøllede nemlig mit hår, først og fremmest tog det måske fem til otte minutter i alt… Meeen tænkte jeg, hun er jo også gammel frisør… Det andet overraskende ved mit møde var, at krøllerne også sad fint i håret, da jeg mange timer (og et regnvejr) senere landede der hjemme. Det er uden undtagelse aldrig sket før!
Det jeg elsker ved EGO Professional er især den superpraktiske og meget brugervenlige tilgang til styling. Det kan godt være, at jeg bare er motorisk udfordret, men altså hvor har det nogle gange været en kamp at få det (indsæt selv passende ukvemsord) hår til at sidde efter hensigten. EGO Professional har til en vis grad fjernet den problemstilling.

EGO Twist
Krøllejernet, som Kala brugte til at krølle mit hår med, hedder EGO Twist. Uanset hvem, man taler med, har de svært ved at holde smil og latter tilbage, og ja vi fnisede også til pressemødet. Det er selvfølgelig formen, som måske giver nogle lidt sjove associationer… Det eneste, der er at sige til det, er, at du skal skynde dig at fnise færdig og prøve at krølle håret, for det her krøllejern er i en helt anden liga!
Det de sjove kugler gør, er at hjælpe med til at varmen bliver jævnt fordelt, og det skulle efter sigende være præcis det, som giver de smukke og langtidsholdbare krøller.

Vil du vinde?
Har du også stået og kæmpet med først det ene og så det andet krølle- eller glattejern? Så vil du glæde dig over, at din søgen og higen efter krøller måske er slut.
Søde Rikke, som altid har haft samme problem som mig, har skrevet lidt om EGO Twist i hendes indlæg: Getting Ready for Elle, der kan du også se de fine krøller, som du kan opnå.
Skriv i kommentarfeltet herunder, hvordan dit drømmehår ser ud. Du må gerne forbinde håret med en person, hvis det er lettere at beskrive frisuren på den måde…

Vinderen af Maybelline
Som du måske har set, har jeg i dag holdt styling event sammen med Custom Couture. Det var rigtig hyggeligt, og jeg har set nogle skønne kvinder, som jeg ser alt for sjældent! Da jeg kom hjem, var der også lige lidt hængepartier i forhold til familiehygge, så det fik jeg også lige klaret…
Vinderen er i dag trukket af Random.org og det blev nummer 28. Det er Mari (18. december 2014 kl. 06:52)

  • En glimmer-eyeliner, en pangfarvet øjenskygge og masser af lipgloss. Og så selvfølgelig neglelak med MASSER af glimmer i.

Stort tillykke til Mari, det lyder som om makeuppen fra Maybelline er helt rigtig for dig! Du får en mail fra mig snarest.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
292 kommentarer
Lise Pleidrup

Fyldigt hår er for mig det vigtigste – nok fordi jeg er udstyret med den glatteste manke 🙁 Og hvem drømmer så ikke lige om “prinsesse-håret”? Laaange, bløde krøller… Åh suk. Jeg drømmer i hvert fald videre 😉

Lou A. Jensen

MIT drømmehår består af en lækker volumen i form af fine flotte krøller fra bunden og ned til midt på ryggen. (Min nuværende længde) Ligegyldigt hvad jeg gør lader mit hår til at gnubbe sig selv flat i toppen i demonstration. Suk! Og da jeg for en årrække tilbage tabte en hel del af mit hår grundet hormonbehandling, havde det været en drøm at opnå den ekstra fylde.
Rigtig glædelig jul og tusind tak for en fantastisk dåse-blog!

Sussi malek

åh ja. Først og fremmest ville en klipning være en drøm. Fik en forfærdelig klipning i starten af året, som jeg så har ladet vokse ud indtil nu. Mit drømmehår: halv langt med lidt wavy fylde. Har ladet mit pandehår vokse langt også, da jeg blev træt af at det aldrig var lige klippet. Det er supersvært at få noget til at holde i mit hår. Så det skal være nemt at sætte. Også med minimum tid og tålmodighed om morgenen.

Johanne

Mit drømmehår er langt, tykt, lyst og hollywood-krøllet 🙂
Pt. er det halv-langt og rimelig tørt + lyst og hollywood krøllet når jeg mishandler det.. Dvs. jeg prøver at stoppe, for det har virkelig ikke godt af det.. :'(

Denice

Har selv noget fladt, tyndt skandinavisk hår, som heller ikke kan holde krøl ret længe ad gangen. Drømmer om flot hår som dengang i 30’erne 40’erne 50’erne osv hvor håret altid sad perfekt krøllet og smukt stylet med victory rolls og store lækre bølger i håret! Ku’ være fedt hvis man kunne få det med dette krøllejern. Formen på det er også ret fin 😉

Mahfam

drømmehåret er ligesom de piger i Bollywood film hvor de har noget xtrem flot langt hår

Dottekvot

Jeg ville ønske, at jeg havde tykt hår, som dermed kunne opnå en naturlig fylde. For at det ikke skal klaske totalt bliver jeg nødt til at bruge store mængder hårlak i touperet hår. Måske kunne dagens præmie hjælpe mig?

Sanne Liv

Jeg drømmer om en glansfuld mørk tyk manke med store bløde krøller, suk! Men der er lang vej, for når det endelig lykkedes mig at lave krøller i mit tynde hår, så holder de ikke til festen er begyndt 😛

Line

Mit drømmehår er tykt og sundt, og uden alle de små knækkede hår, jeg render rundt med nu 😉

Else S A

Fnis, det ligner noget fra voksen-butikkerne i Istedgade:p
Pt ville jeg ønske at mit hår havde bølger, uden krus og frizz naturligvis! Og gid det kunne have mere volumen, især på toppen hvor det helst vil være fladt. Og det måtte gerne have samme kvalitet som det havde da jeg var yngre. Ooog især ville det være dejligt hvis det faktisk kunne holde på hårfarve istedet for så hurtigt miste den igen, de der colour-stay shampoo/balsamvarianter gør desværre ikke en hujende fis for at bibevare det friskfarvede look:s
Apropos colour-stay, hvorfor er der ikke opfundet en pigment-stay hårserie endnu? Det ville være vildt smart!:)

Din kommentar