Tirsdagstip: Brug en hvid eller en sort neglelak som base

06.05.14
Rag and Bone SS13 NYFW
Rag and Bone SS13 NYFW
Foto: Rag and Bone SS13 NYFW

Du har sikkert stået med en lak, som er super smuk i flasken… Og lige så snart du lægger den på neglene, er den bare en sørgelig transparent udgave af det, du ser i flasken. Selvom jeg har skrevet det mange gange, har jeg aldrig før dedikeret et tirsdagstip til netop denne nyttige viden. Og selvom det måske er logisk at bruge en hvid eller en sort neglelak som base, når man tænker over det, så er de fleste af os vanedyr, og som med så meget andet gør vi præcis, som vi plejer, når vi lakerer negle.

Valg af farve
De fleste farver er gode med hvid lak som base, men er det en meget mørk farve, er det ofte en bedre idé at vælge en sort lak i stedet. Basen behøver ikke være super jævn, for at tricket virker, men hvis farven, du har forelsket dig i, er meget transparent, er det selvfølgelig optimalt med et jævnt og dækkende lag af den farve, du vælger som base.

Fremgangsmåden
Det er sikkert logisk, men jeg skriver det alligevel for en sikkerheds skyld. Den sorte eller den hvide lak vil ikke beskytte dine negle mod misfarvninger, og derfor er det vigtigt at følge de sædvanlige forholdsregler:

  1. Start med en underlak, du kan med fordel vælge en, der samtidig styrker dine negle.
  2. Læg en hvid eller en sort neglelak som base. Er den lak, som skal oven på, meget transparent, så sørg for at basefarven ligger jævnt. Det er derfor, det er så vigtigt at finde gode hvide lakker, som ligger jævnt og pænt på neglen med et enkelt lag.
  3. Læg herefter den transparente lak. Sandsynligvis er et lag rigeligt, bare du husker altid at lægge det jævnt.

Ikke kun til neglene
Det med at bruge en basefarve, som grundlag er ikke kun brugbart på neglene. Det er også et ganske uundværligt trick, hvis dine øjenskygger eller læbestifter driller eller bare har ringe pigmentering.
På øjnene bruger jeg selv i de fleste tilfælde en hvid eyeliner som base, for at få klare farver til at fremstå mere farveægte. På læberne bruger jeg en nude lipliner, da hvid i de fleste tilfælde vil være alt for voldsom.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
Linda

Tak for negletippet.
Men hvid eyeliner som base-tricket tror jeg ikke at jeg forstår.
Må vi ikke se billeder af den metode og måske også af læbetricket?
Tusind tak for en dejlig blog i øvrigt. 🙂

Helene Randløv

Hej Linda
Har du læst indlægget om hvid eyeliner? Det er lige her: https://pudderdaaserne.dk/2011/06/25/guide-til-hvid-eyeliner/
Håber det giver lidt mere mening, det er en god idé med billeder af metoderne… jeg vil arbejde på det 🙂
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *