Shiseido Eye Color Bar

05.11.13
Shiseido Eye Color Bar

 Shiseido Eye Color Bar

På en virkelig varm dag i forsommeren var Katja og jeg til frokost med nogle skønne mennesker fra Shiseido. Under frokosten blev vi præsenteret for en masse spændende nyheder. Særligt en af dem kunne hverken Katja eller jeg få øjnene fra nemlig denne meget fine palette. Vi spurgte igen og igen om prisen på de ni skygger, for det hele lød næsten for godt til at være sandt. Paletten er heldigvis ganske ægte og det er prisen på kun 395 kroner også.

Paletten
Måske er det bare mit cocktaildrikkende alter ego, som bliver henrykt, men palettens fine farver og meget fint afstemte navne, giver mig lyst til at danse på bordene. Selvom jeg hele tiden har vidst at Shiseido på ingen måde er et kedeligt mærke, så cementerer denne palette virkelig vejen til fest og farver.
Som nævnt er der ni skygger i paletten, det er ni super kompatible farver, som giver en masse muligheder både til hverdagsmakeuppen men så sandelig også til festmakeuppen. Der er perlemor i alle ni skygger, men selvom jeg ellers altid bruger mindst en mat farve, så har jeg flere gange undladt de matte, bare for at bruge flere farver fra paletten. Det er en rigtig fin blanding af farver, to smukke highlightere, tre mere neutrale farver og fire flotte klare nuancer.

Shiseido Eye Color Bar photo ShiseidoEyeColorBar_zpsc41c35ba.jpg

Farverne
De to highlightere Champagne (øverst i venstre hjørne) og Soda (nederst i højre hjørne) kan også med fordel bruges til effekter. Champagne er lys cremehvid nuance med en masse guld perlemor og Soda er en lys beige nuance med en masse pink perlemor. Begge to er geniale til stort set alle de andre farver.
De neutrale farver dækker over Noisette (øverst i midten) en mellem gråbrun nuance med et strejf af rødt, Liquorice (i midten) en dyb sort nuance og Café (nederst i midten) en gultonet brun nuance. Alle sammen er flot pigmenterede og meget lette at tone ud.
De sidste fire farver er Ménthe (øverst til højre) en klar blåtonet bladgrøn, Parfait Amour (i midten til venstre) en blålilla med guld, pink og blå perlemor, Cassis (i midten til højre) en let støvet dybrød nuance og Curaçao (nederst til venstre) en klar koboltblå nuance. Det er selvfølgelig mest de sidste fire, som byder mig op til dans, men når det er sagt, synes jeg, at paletten i sin helhed nærmer sig det perfekte.
Shiseido Eye Color Bar swatches photo ShiseidoEyeColorBarswatches_zps794fc81b.jpg

Det er faktisk ligegyldigt, om du peger på pigmenteringen, farverne eller den måde skyggerne tones ud. Shiseido har skabt paletten, som kan det hele! Der er endda hjælp at hente, for dig som måske ikke er så dus med det at kombinere farver. Som beskyttelse ligger der nemlig et rigtig fint ark, som med streger viser måder, hvorpå du kan kombinere de ni farver. Det fungerer rigtig godt, og er en meget fin start ud i mere farverige looks.

Her finder du den
Det er i Magasin det sker, det er nemlig her du finder paletten, som med garanti vil gøre alle efterårets og vinterens fester ekstra sjove. Om ikke andet er det en fest at lege med så skønne farver. Paletten koster 395 kroner.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
1 kommentarer
Kian

Hej Helene
Hvor er det nogle fine farver – kan godt forstå du får lyst til at danse på bordene 🙂
Men jeg har et problem med farvestoffet karmin (ci 75470) – ved du om Shiseido bruger det?
Kian

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *