Hold nu fast hvor forsvinder dagene hurtigt. Når jeg forsømmer bloggen, som jeg til dels gør i øjeblikket, så er det, fordi jeg har beskæftiget mig med nogle meget vigtige ting. De to små stjerner i mit liv fylder selvfølgelig meget, og det er særligt vigtigt for mig at bruge dagtimerne på dem og ham den store stjerne. Derfor bliver mine indlæg skrevet og lagt på bloggen klokken kvart i kvalme, men så har du noget at læse, når du står op.
Som om det ikke har været svært nok at finde de favoritter, jeg har omtalt de sidste par dage! At udvælge disse tyve lakker har voldt mig mere besvær, end jeg kan beskrive. Jeg ELSKER nemlig glitter, glimmer og alt andet metallisk ubeskrivelig højt især på neglene. Måske er jeg i virkeligheden en krage…!
Det er absurd, så mange lakker jeg har af netop denne type, for slet ikke at tale om alle de poser, dåser og andet jeg har med glitter og pailletter i forskellige former og farver. I LOVE IT! Mine julenegle var både guld, sølv og kobber, hvorfor skal man dog vælge, når det netop er så fint at kombinere dem? Denne type lakker er geniale at lave effekter med og så ser det altså bare rigtig fint ud, når neglene nærmest er smykker i sig selv.
Som nævnt var udvælgelsen slet ikke let. Faktisk var der fire kategorier mere, men selv jeg kunne se, at det simpelthen blev for nørdet at skelne mellem så mange forskellige farver af sølv og guld. Derfor er der måske nogle af lakkerne, som falder lidt uden for i de forskellige kategorier, men det må du (og jeg) leve med.
Guld
De meget lækre nuancer i denne kategori er meget forskellige. Hver og en har sin berettigelse i samlingen og bliver brugt både alene og i kombination med andre. CND Gold Chrome var egentlig tænkt til et helt særligt indlæg om nailart, men da jeg stod med den i hånden og prøvede ideerne af, fungerede det slet ikke. Jeg har naturligvis ikke givet op endnu, men det må altså blive på et andet tidspunkt.
Lakkerne i guld kategorien er fra venstre mod højre: Ciaté Paint Pots i farven Ladylike Luxe 059, CND Color i farven Gold Chrome #548, IsaDora Wonder Nail i farven 751 Arctic Treasure og Nails Inc. London Nail Polish i farven Chelsea Embarkment.
Sølv
Er du vimmer, hvor er jeg glad for Essies Beyond Cozy. Den bliver brugt alene, duppet på andre, brugt til mønstre, som accent negl og meget mere, det er en af sæsonens absolutte must haves (sammen med alle de andre). Fælles for tre af lakkerne i denne kategori er den lidt varmere tone, måske vil nogen gå så langt som at udnævne SpaRitual Looking Glass som den eneste rigtige sølvlak. Det vil jeg ikke, for sølv kan heldigvis også være varm. Nilens Jord 651 er lige på grænsen og sædvanligvis ville jeg ikke kalde den sølv, forklaringen kan du læse ovenfor, for med det skulle den.
De fire udvalgte lakker er fra venstre mod højre: Nilens Jord Nail Polish i farven 651, SpaRitual Lacquer i farven Looking Glass, Essie Nail Lacquer i farven Beyond Cozy og Sephora Nail Lacquer i farven Gold Fever.
Oxideret sølv
Disse fire nuancer af oxideret sølv er, som skabt til et mere afdæmpet glitter/metallisk look. De er topcool, men alligevel glitteragtige på den der nedspillede måde. Estée Lauder har lanceret den fineste kollektion af neglelakker: nogle klassiske røde nuancer, nogle næsten sorte lakker med et hint af farve og til sidst mine favoritter nogle helt fantastiske metalliske lakker. Sørg for at tjekke dem ud før det er for sent, de er der desværre kun i en begrænset periode. Ciaté Glametal så jeg første gang på søde Åses negle, og der vidste jeg bare, at den skulle være min, manner den er pæn!
Her ser du fra venstre mod højre: Estée Lauder Pure Color i farven Chaos, Ciaté Paint Pots i farven Glametal 087, Rimmel London Precious Stones i farven 001 Diamond Dust og OPI Nail Lacquer i farven Moonraker.
Kobber
Egentlig kobber er det vist ikke, men jeg går ud fra, at du ved, hvad jeg mener. Om ikke andet kan du læne dig tilbage og nyde synet af fire super fine og meget lækre nuancer. Heldigvis var der kun to lakker fra China Glazes julekollektion, som jeg fandt interessante, da jeg stod deroppe i Stockholm og købte lakker. Til gengæld er de to virkelig smukke og igen meget anvendelige, fordi de kan bruges til effekter. Sally Hansen har endelig sendt nogle af de ekstra fine lakker til Danmark og Gilded Lily er et godt bud på en fin glitterlak, som både kan bruges alene og som effektlak.
Fra venstre mod højre er de udvalgte lakker: China Glaze Nail Lacquer i farven I Herd That, Ciaté Paint Pots i farven Gold Digga 030, Estée Lauder Pure Color i farven Nouveau Riche og Sally Hansen Complete Salon Manicure i farven 901 Gilded Lily.
Bronze
Igen en lidt skæv titel, men old gold duede bare heller ikke rigtig. Hvor tre af lakkerne er i den mørke ende, er China Glaze helt lys. Den gør sig SÅ godt som effektlak og er vist ikke blevet brugt på anden måde før på dette billede. Make Up Store Nesja er en meget sær men også særdeles fin nuance, jeg havde ikke regnet med, at den ville få tid på neglene, men det har den fået, og den er så smuk. Gosh har bidraget meget fint til sæsonens lakker, hvoraf Galaxy er min absolutte favorit, prøv den oven på en mørk lak med creme finish for eksempel med et mønster af tape. Det holder!
De fire lakker er fra venstre mod højre: Estée Lauder Pure Color i farven Explosif, Make Up Store Nailpolish i farven Nesja, China Glaze I´m Not A Lion og Gosh Nail Lacquer i farven Galaxy 612.
Her finder du lakkerne
China Glaze kan købes i Pico.
Ciaté kan du finde i Magasin og Sephora.
CND kan du købe i saloner. Nærmeste forhandler oplyses 33323322
Essie kan du købe i Matas, stormagasiner og parfumerier.
Estée Lauder kan du købe i Magasin.
Gosh finder du i Matas, parfumerier, Magasin og større supermarkeder.
IsaDora fås i Magasin.
Make Up Store kan købes i Make Up Stores butikker i Frederikssund og på Fisketorvet.
Nails Inc. London findes i Sephora.
Nilens Jord finder du i Magasin og Matas.
OPI købes i Matas, Magasin og Sephora.
Rimmel London fås i Matas.
Sally Hansen kan du købe i Matas.
Sephora fås i Sephora.
SpaRitual findes i Helsam, i negleklinikker og i udvalgte parfumerier og tøjbutikker. Nærmeste forhandler oplyses på telefon 39 27 02 02.
Kan Estee L købes online – hvor?
Jeg vil benytte muligheden til at ønske dåserne et rigtig godt nytår. Jeg vil gerne takke særligt den ene dåse, som jeg har haft æren af at have lidt privat-tid med i det forløbne år, for at blive en del af “mit” univers :-p
Fælles for Jer begge håber jeg at det nye år bliver lige så spændende som det forgangne, blot med mange flere timer til rådighed 🙂 Tak for alle de skønne indlæg I har brugt så meget tid og kærlighed på, til os læsere. Pas på Jer selv og Jeres kære, særligt imorgen aften! Vi ses på den anden side <3
SKAL ha’ den kobberfarvede fra Ciate… 😉
Fedt indlæg. det må ha taget lang tid at lave 🙂 Dejligt med et billede af alle de farver 🙂