Jule og nytårs lakkerier andet kapitel

29.12.12
Julelak grøn

De næste lakker i denne serie er ikke udpræget julede, og selvom jeg egentlig heller ikke synes, at de foregående lakker er specielt julede, så kan jeg se på Facebook, Pinterest og Instagram, at de har prydet neglene på mange i julen. Personligt synes jeg, det er lidt skægt, at mange bliver så traditionelle i deres farve valg (og i meget andet) op til jul. Især fordi jeg kan mærke, hvordan jeg selv hele tiden kommer længere væk fra min barndoms jul og traditioner.

Det er ikke noget jeg begræder, for jeg er glad og stolt over at mine drenge får nogle andre værdier med, end min mand og jeg selv har haft. Vi bruger primært dagene til at nyde hinandens selskab. En stor familie har vi ikke, så juledagene og frokosterne fejrer vi på vores egen facon. Højtlæsning, brætspil, gåture og biografbesøg er fast inventar og sørger samtidig for, at vi alle sammen kommer ned i gear. Hvilket ofte er overordentlig tiltrængt.

Alle de følgende farver har på den ene eller den anden måde fundet vej til mit hjem i årenes løb. Det er både kugler, pynt og dekorationer i disse farver, som er blevet inviteret indenfor. I år er det mest de blå nuancer, som har optaget mig og det har især mine negle båret præg af. Faktisk er jeg blevet mere og mere forelsket i de blå neglelakker til min egen store forundring.

Grøn
Julelak grøn

Sprød, klar og frisk grøn er ret klædelig til de fleste. Og det er netop derfor, jeg har valgt disse fire nuancer. Den ene af dem er lidt anderledes og changerer let i farven, det falder jeg for hver gang. Desværre tager jeg mig sjældent sammen til at bestille ting og sager på nettet (jeg tror nok, at det er ret godt for min økonomi…) og derfor var det først, da jeg faldt over China Glaze lakkerne i Stockholm at New Bohemian kollektionen blev min. Lige efter fandt jeg ud af, at China Glaze kan købes lige ved siden af, hvor jeg bor. Jeg ved også, at de forhandles hos forskellige klinikker og butikker andre steder i Danmark, men har ikke kunnet opstøve en liste over forhandlere.
Lakkerne her er fra venstre mod højre: Ciaté Paint Pots i farven 064 Stiletto, China Glaze Nail Lacquer i farven Unpredictable, Yves Rocher Vernis Rayon Vert og Nails Inc. London Nail Jewellery i farven Piccadilly Arcade.

Støvet grøn
Photobucket
Af en eller anden sær grund har jeg holdt fuldstændig pause med de grå og gråbrune nuancer. Det er egentlig ikke, fordi der ikke har været nogen interessante kandidater, men de har bare ikke fundet vej til neglene i samme grad, som de plejer. Det har de støvede grønne nuancer til gengæld, jeg købte endda en super fin en til Katja med lækkert rosa shimmer.  Det er nok ikke helt korrekt at kalde Depend Mirror for støvet, men den matchede de andre lakker i kategorien meget fint og OPI Number One Nemesis er slet ikke fra denne sæson, men den holder endnu.
Fra venstre mod højre er lakkerne: FNUG Nailpolis i farven 40 Fantastica, OPI Nail Lacquer i farven Number One Nemesis, Nilens Jord Nail Polish i farven 692 og Depend Mirror Nail Polish i farven Nr 2046 Golden Glam.

Turkis
Photobucket
Mere Mirror, mere glitter, mere China Glaze og en gammel kending. Depends Mirror lakker er ret lækre og så er jeg jo ret glad for glitter med glitter på. Det kan jeg ikke løbe fra i resten af kategorierne hverken i dette eller det næste. Som jeg nævnte ovenfor krævede det lidt omveje før China Glaze New Bohemian kollektionen blev min, men hvor er jeg bare glad for, at jeg fik fingrene i de lakker. Samtlige farver er lige mig, og jeg kunne nemt have fundet en plads til dem alle i disse indlæg. Turkis passer så fint både til grøn og rød og er i mine øjne en oplagt nuance til jul. At det samtidig er både en frisk og cool farve gør ikke min kærlighed til disse nuancer mindre.
De fire lakker er fra venstre mod højre: China Glaze Nail Lacquer i farven Deviantly Daring, Nails Inc. London Nail Jewellery i farven Royal Arcade, Depend Mirror Nail Polish i farven 2043 Blue Heaven og SpaRitual Lacquer i farven Indigo.

Blå
Photobucket
Nu kommer vi endelig til dem… de er blå, de er dybe og de er SÅ pæne. Igen er der en af China Glaze lakkerne, denne er dog langt mindre changerende end de andre. Sparitual lakken er en favorit og har været det længe. På forsiden af Nails Inc. Londons var Sloane Gardens, og den har siddet på mine negle mange gange siden, jeg fik fingrene i den sidst i november. Den har den rette farve, en masse glitter og så kan den bruges som effektlak, yay!
Fra venstre mod højre er de fire lakker: China Glaze Nail Lacquer i farven Want My Bawdy, Nails Inc. London i farven Sloane Gardens, IsaDora Wonder Nail i farven 637 Night Flight og SpaRitual Lacquer i farven Twinkle.

Grå, sort og brun
Photobucket
De helt mørke lakker er altid mere inde i billedet i efteråret og vinterens kollektioner og selvom jeg ofte falder for dem, så er det ikke særlig tit, at de havner på neglene. Grunden er, at jeg oftest går med mørkt tøj og bruger neglelak og diverse accessories til at løfte looket en anelse ved at tilføre farver. Titlen på denne kategori er temmelig umage, men mørk dækkede heller ikke helt godt. Ciatés julekollektion Tressured Possessions nåede desværre aldrig på hylderne inden jul. I stedet skulle de seks fine lakker gerne komme til januar… Jewellery Box er én af de lakker og den er så fin, men den får den der ru overflade, som efter min mening kalder på to eller flere lag overlak.
De fire lakker, jeg har valgt, er fra venstre mod højre: OPI Designer Series Nail Lacquer i farven Mystery, HOT Makeup Nail Polish i farven Hot Stone, Sally Hansen Complete Salon Manicure i farven 670 Midnight in NY og Ciaté Paint Pots i farven 117 Jewellery Box.

Her kan du købe lakkerne
China Glaze kan købes i Pico.
Ciaté kan du finde i Magasin og Sephora.
Depend finder du i Magasin og Matas.
FNUG findes i parfumerier og tøjbutikker.
HOT Makeup købes i udvalgte Matas og Føtex.
IsaDora fås i Magasin.
Nails Inc. London findes i Sephora.
Nilens Jord finder du i Magasin og Matas.
OPI købes i Matas, Magasin og Sephora. Designer Series dog kun i Magasin.
Sally Hansen kan du købe i Matas.
SpaRitual findes i Helsam, i negleklinikker og i udvalgte parfumerier og tøjbutikker. Nærmeste forhandler oplyses på telefon 39 27 02 02.
Yves Rocher i den danske webshop her.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
5 kommentarer
Ann

Orv, nogle skønne farver. Jeg kan slet ikke vælge min favorit! Men umiddelbart er de blå nuancer virkelig skønne…
Jeg selv fandt i Essie-fælden til jul og valgte Leading Lady. MEN – det var så til gengæld nyt for mig, jeg er normalt ikke til rød neglelak i nogen form 🙂

Sacha

Åh! Den blå IsaDora er dælme fin.

Betina

Åh, min evige last er neglelakker. Har fået en ny favorit, som gør at jeg gerne udholder besværet med at fjerne glimmerlak. Deborah Lippmanns Bad Romance, Cleopatra in New York og Ruby Red Slippers er SÅ fine og helt perfekte til jule- og nytårsfester. 🙂

Jette

Stiletto er nu på vej til mig :-D.

Pudderdåse Helene

Yiiiihaaaa, godt valg Jette!

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *