Appelsinhud – kampen uden ende

18.03.12

Vi bliver spurgt virkelig ofte om produkter mod appelsinhud, også kaldet cellulite, og vi får om muligt tilsendt endnu flere produkter af slagsen. Vi har endnu ikke skrevet om et eneste.

Forklaringen er ret simpel og deprimerende. Der er generelt ikke noget at gøre. Selv velmenende råd om kost og motion hjælper minimalt.

Problemet er, at det handler grundlæggende om måden kvinders fedt, muskler og hud er bygget op på. Den er grundlæggende anderledes end mænd (mænd får meget sjældnere appelsinhud end kvinder, SNYD!), og appelsinhud er så normalt hos kvinder, at dermatologien taler om det som en normaltilstand og ikke som en lidelse på nogen måde.

Et studie i Journal of Drugs in Dermatology udført af bla. en dermatolog fra Harvard har sammenlignet de eksisterende studier, der findes af de behandlingsmuligheder, der findes af appelsinhud. Og der er stadig ikke nogen rigtig god behandlingsmulighed. For at opsummere resultaterne:

Ultralyd
Ultralyd behandling af appelsinhud er stadig så nyt at der ikke findes ordentlige data.

Fedtsugning
Fedtsugning er rigtig godt til at fjerne de dybe fedtlag, men cellulite skyldes oftest strukturerne i de ydre fedtlag. Derfor kan resultaterne ofte skuffe.

Cremer
Koffein, aminophyllin, triethanolamin og lignende stoffer er dem, vi typisk ser i anti cellulite cremer. Der er rent faktisk (omend få) studier, der dokumenterer deres effekt på fedtlaget. Der er vist en mindskning i omkreds ved at groft sagt får fedtvævet til at skrumpe. Lignende effekt har retinol som er på recept. Der er dog to problemer. Dels er studierne meget få og mangelfulde. Dels er de resultater, de viser meget små. Der er altså ikke nødvendigvis tale om et resultat, som får alvor vil gøre en synlig forskel, der er indsatsen og pengene værd. Det, de i virkeligheden gør, er at skabe en midlertidig effekt i form af en mindre hævelse af huden, mens du bruger den, så appelsinhuden ser mindsket ud. Den midlertidige effekt forsvinder selvfølgelig i det øjeblik, du stopper med cremen.

Massage maskiner og varmebehandling
Der findes en lang række massagebehandlinger og varmebehandlinger. En af de mest kendte er Endermologi. Jeg har kigget på to uafhængige studier på Pubmed af Endermologi, og begge konkluderer, at der er ikke er nogen signifikant effekt på appelsinhud af Endermologi. Det ene konkluderer dog interessant nok, at der er en effekt på test-personernes omkreds (spørgsmålet er selvfølgelig også hvor længe den holder). Men der er ikke lavet uafhængige videnskabelige studier, der dokumenterer en effekt. Der er lavet en del af firmaet selv til gengæld…

Det, der også generelt gælder for alle de ovennævnte behandlinger og cremer, er, at alle de studier, jeg kan finde, der viser en mindre effekt af noget, kun viser effekten før og lige efter en række behandlinger. Der er intet, der viser en effekt på lang sigt. Så det kan blive rigtig mange penge for resultater, du kun har glæde af lige nu og her.

Du vil altså muligvis kunne opleve en nu-og-her effekt. Men den forsvinder det øjeblik, du afslutter behandlingen. Og det gælder alle omtalte produkter og behandlinger.

Der er kommet nogle nye injektionsbehandlinger, som har set lovende ud, men igen: Der er ikke tilstrækkelige studier endnu.

Kost og motion
Lad os lige slå en ting fast: At cellulite skyldes affaldsstoffer, som nogle firmaer gerne vil have dig til at tro, er noget gedigent vås! Som sagt er cellulite en helt naturlig tilstand som op mod 90 procent af alle kvinder har i et eller andet omfang, og det skyldes den måde, som kvinders væv er bygget op på.

Og så er der det gode gamle råd om træning og sund kost. Det er selvfølgelig altid et godt råd og ja for dælen, det skal vi. Men det er ikke et quick fix for cellulite af to årsage. For det første så kan man ikke punkttabe sig. Det vil sige, at når du træner, spiser sundt og taber dig, så taber du fedt jævnt fordelt over hele kroppen generelt. Og desværre ikke lige der, hvor du gerne vil. Så der kan være rigtig lang vej igen til at bekæmpe lige præcis den bulede lårballe.

Dernæst så har – vi gentager lige – 90 procent af alle kvinder cellulite. Også de tynde, de slanke, supermodellerne, dem alle. De er kommet for at blive.

Men hvad skal vi så gøre?
Det bedste bud er helt klart at spise sundt, dyrke motion og bruge en god fugtighedscreme, fordi det generelt forbedrer din krops og din huds udseende. Men kampen mod lokal appelsinhud… Den er mere eller mindre tabt på forhånd.

Så se i stedet på smukke Scarlett Johansson og glæd dig over, at de heldige asener uden appelsinhud hører til undtagelsen – ikke reglen.

Hvad har I af erfaringer med cellulite produkter?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
9 kommentarer
Julie

Ingen erfaringer overhovedet… tror simpelthen ikke på det!!
Og selvom det lyder lidt underligt, så synes jeg faktisk at en lille smule appelsinhud kan være ret sexet, især til kvinder med former! Det ser så kvindeligt ud.
Se bare Scarlett, hun bliver da ikke den mindste smule mindre fantastisk af lidt buler… tvært imod!!

Pudderdåse Katja

Nej der er vist ikke nogen, der kan påstå at hun ikke er sexet!

helleI

Vær rolig, helt rolig…. Der er håb for appelsinhud og andre kedelige tendenser på lår som kunne være både yngre og slankere og knap så præget af jeg-har-født-børn-blodsprængninger…
Jeg har gået til power plate i gennemsnit to gange om ugen i over to år nu, og har fået faste balder igen og muskler i fjene kroge af kroppen, men en positiv side-effekt har været, at stort set al min appelsinhud er forsvundet.
Find fx “Bodyshape Power Plate & Powerhoop Randers”, en gruppe på Facebook og læs mere. Søs Egelund har også en blog om power plate.
Jeg kan ikke forstå, at power plate ikke er mere udbredt end det er. Øvelserne varer max et minut pr. stk. og det er til at holde ud, selv om nogle af dem gør nas. Træningen varer ca. en halv time og dét man har udsat sin krop for, svarer til 1,5 time hård fitness.
KHelle 🙂

Bodil

Synes at creme med selvbruner,hjælper med at skjule det lidt samt at en god olie efter bad også hjælper med at dæmpe synligheden.

Lone Tvedegaard

Har også selv købt mig fattig på creme efter creme, da jeg var yngre, men ak intet hjalp. Det er også min erfaring, at sund kost og motion kan være med til at mindske appelsinhuden. Men helt ærligt, jeg dyrker meget motion og løber marathon, og jeg har altså stadig appelsinhud, men det er helt klart blevet fastere. Men måske skulle man tjekke det der power plate ud. Lone

sofie

Heej. Jeg faldt over jeres indlæg i min søgen efter hjælp mod min appelsinhud på ballerne. Jeg vil give jer ret i at kost/motion er den bedste udvej, men desværre også den sværeste! Jeg har forsøgt mig med apparater fandt en lign. her http://www.shytobuy.dk/cellu-smooth.html. Som ikke gjorde en dyt for mig. Ligeledes har jeg prøvet cremer, uden den store varige effekt.
Men for et par uger siden prøvede jeg en body wrap. Jeg havde set en masse reklamer for dem, og ville give appelsinhuden en sidste chance. Effekten var forraskende, opstramningen var omgående og har holdt godt. Jeg kan kun anbefale det, hvis man vil se lidt hurtigere resultater.
Kender i noget til It works wraps og hvordan de virker på appelsinhuden? (jeg kan se der er reklamer på bloggersdeligt i øjeblikket). Det var nemlig body boutique jeg prøvede.

Katja Moikjær

Hej Sofie
Nej har aldrig prøvet dem. Men er helt sikker på, at de virker på samme måde som alle de andre 🙂
Kh. Katja

Sussie

Det er absolut noget der kan behandles.
Det er endda mega simpelt, så i har altså ikke været grundige nok.
Nul sukker og sugekopper/bindevævsmassage virker for de fleste.

Louise Hasted

Hej med jer! Har købt denne mega gode creme mod appelsinhud https://www.shytobuy.dk/cc-buttocks-lifting-gel.html
Den virker fantastisk på min hud på lårene, så vil blot anbefale den til jer andre piger også!
Knus Louise

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *