Hvor pokker bliver tiden af? Vi har allerede november, gisp! Det er ikke fordi den kommende tid bliver mindre travl. Søndag stillede vi urene tilbage og dagene er blevet mærkbart kortere. Favoritterne har været helt nødvendige i denne måned, fed creme til hænder og kinder, lækker scrub og et spændende nyt apparat at lege med. En skøn rød neglelak med masser af glitter bliver holdt med selskab af både creme- og pudderskygger i smukke dybe nuancer til øjnene, hvortil en fin diskret highligter og en lys eyeliner er nødvendig. Duften er røget og shampooen super plejende. Seksten skønne sager som har forskønnet og forkælet mig i oktober.
1. SpaRitual Infinitely Loving Organic Sugar Scrub Chinese Jasmine
Duften af jasmin er simpelthen fantastisk, jeg kunne sagtens sidde med næsen nede i denne krukke dagen lang, Ahh! Ud over den dejlige duft har denne sukker scrub en lækker konsistens. Sukkeret skrubber blidt og effektivt på en meget behagelig måde. Dine hænder bliver efterladt velduftende og utrolig bløde. Det er genialt at give sig selv, sådan en lille spa oplevelse derhjemme, for det første for afslapningen og velværets skyld, men også fordi du retter opmærksomheden mod et sandsynligvis overset område.
SpaRitual Infinitely Loving Organic Sugar Scrub koster 230 kroner. SpaRitual er leveringsdygtig i smukke neglelakker og andre lækre pleje produkter til hænderne og kan købes i Illum, i Salling i Aalborg og i de fleste helsekostbutikker.
2. Paint Pots
Det er næppe en overraskelse, at Pudderdåserne er vilde med Paint Pots. Da de første billeder kom af Posh Paradise, blev jeg lidt skuffet, farverne så halvkedelige ud og de lignede noget man har set før. Heldigvis snød billederne og langt de fleste af farverne er rigtig fine.
Min anbefaling er at prøve farven på hånden og blende den godt ud. På den måde kan du se, hvordan det færdige resultat vil blive, da der er nogle af farverne, som ikke giver så meget farve.
Farverne jeg har valgt er Pure Creation (klar blå med shimmer), Half-Wild (lilla med meget lidt glimmer) og Hyperviolet (mørk mat lilla) de tre farver er både unikke og har en fin pigmentering. Især Hyperviolet er meget mørk og godt pigmenteret. Det gode ved Paint Pots er, at de er rigtig gode at blende ud og det gælder også de mørke farver.
Paint Pots koster 160 kroner og kan købes i Magasin, i Salling i Aalborg og i Magasins webshop.
3. Issahra Essential Balm
I vores familie er vi på rekordtid blevet afhængige af Essential Balm fra Issahra. Selv min creme hadende mand har haft fat i dåsen. Det siger faktisk ikke så lidt, for han kan næsten ikke overskue at give drengene creme i ansigtet om morgenen (eller på andre tidspunkter for den sags skyld). Den er selvfølgelig fedtet, da den består af olier, men den trænger nemt og hurtigt ind i huden.
Duften er ikke overdøvende, selvom man godt kunne frygte det, når man først dufter til den. Godt nok dufter både argan og kokosolie, men jeg forstår stadig ikke helt, hvordan duften kan blive SÅ kraftig, hmm!
Issahra Essential Balm koster 295 kroner og kan indtil videre købes på arganic-beauty.com, som sælger produkter med arganolie.
4. Aveda Dry Remedy Moisturizing Shampoo
Vi er storforbrugere af kure, balsam og alle mulige andre plejeprodukter til håret på grund af de langhårede fyre i hustanden. Efter selv at have brugt en Aveda shampoo i et godt stykke tid fik jeg lyst til at købe en specielt til ældstens lange og lidt tørre hår. Valget faldt på Dry Remedy og det har vi ikke fortrudt. Efter ganske få gange vask med shampooen, havde håret genvundet sin glans. Konsistensen er ret sej og den skal skummes godt op i hænderne, inden den kommer i håret ellers er det virkelig vanskeligt at fordele den jævnt.
Aveda Dry Remedy Moisturizing Shampoo koster 280 kroner for 200ml. og kan købes hos Salon Palma/AVEDA, Ny Østergade, 1101 København K, som også sælger online og hos Beauty Avenue, Forhåbningsholms Allé 3, 1904 Frederiksberg.
5. Bobbi Brown Rich color Eye Shadow
Marrakesh Chic kollektionen fra Bobbi Brown er fantastisk, så enkelt kan det siges. Øjenskyggerne så ellers ikke særlig spændende ud, da jeg først så dem, men så fik jeg prøvet dem…
De er sindssygt pigmenterede og de støvede nuancer overraskede mig ved at være langt mere interessante, end jeg kunne have forestillet mig. Den første, jeg vidste, skulle være min var Rich Slate (5). Jeg har en ting med grå øjenskygger og det er langt fra den eneste og helt sikkert ikke den sidste grå i min samling. Den farve, som overraskede mig mest, var Coffee Bean (7). Mage til brun nuance har jeg ikke set, den er simpelthen så smuk. Det er yderst sjældent, at jeg falder for brune farver, men Coffee Bean (7) stjal straks mit hjerte. Efter lang betænkningstid besluttede jeg, at det var synd, at de to skulle være helt alene og derfor føjede jeg Pink Silk (2) og Desert Lily (4) til samlingen. Det har jeg på ingen måde fortrudt, for de fire øjenskygger kan kombineres så fint på kryds og på tværs.
Det er ikke den nemmeste opgave at få det bedste frem i denne øjenskygge, der skal arbejdes for sagen. Den skal nærmest buffes på, det vil sige, at du skal bruge en løsere pensel og køre øjenskyggen på med små bitte cirkulære bevægelser.
Bobbi Brown koster 200 kroner og kan købes i Magasin og i Magasins webshop.
6. FACE Eye-Lip liner i farven Correct
Når jeg bruger mørke øjenskygger, bruger jeg næsten også altid en lys eyeliner på den våde kant for at gøre looket lidt lettere. Correct har den helt rigtige farve til det formål. Den kan også sagtens bruges på læberne og er særlig velegnet til at gøre læbekonturen knivskarp, især når man bruger mørke eller rødlige læbestifter. FACE Eye-Lip Linere har en rigtig god pigmentering og holder godt selv på den våde kant.
FACE Eye-Lip Liner Pencils findes i 25/33 forskellige farver, man kan bruge de fleste af blyanterne både omkring øjnene og på læberne.
FACE Eye-Lip Liner koster og kan købes hos udvalgte ChaChaCha saloner rundt om i landet blandt andet i St. Regnegade 28, 1110 København K, Telefon: 33 13 09 98, i Illum og snart i en FACE butik på Fisketorvet.
7. Signify me by Gitte cremeøjenskygge i farven Moonlight
Denne cremeøjenskygge kan både bruges som medie til at blande løse øjenskygger i, som almindelig primer for bedre holdbarhed og så giver den det lækreste skær, som også gør den velegnet som highlighter eksempelvis i øjenkrogen. Den er mere flydende end andre cremeskygger, jeg har prøvet. Det er selvfølgelig fordi, den også kan bruges til at blande løse øjenskygger og pigmenter med, det ville være både træls og besværligt at gøre med ovennævnte Paint Pots. Det med den tyndere konsistens gør også, at du kan nøjes med ganske lidt produkt og nemt blende det ud, indtil du har den ønskede effekt, hvad enten du bruger den som primer eller som highlighter.
Signify me by Gitte cremeøjenskygge fås i to forskellige farver og koster 175 kroner. Produkterne fra Signify me kan købes i Gittes webshop.
070223 Da webshoppen for længst er lukket og umiddelbart kilde til indhold af meget tvivlsom karakter, har jeg fjernet linket.
8. Henrik Vibskov Type B Eau de Toilette
Når man først dufter til den er den skarp, pebret og røget. Som min ældste så fint udtalte: ”Eeej mor, den lugter af grill” og barnet har helt ret. Det er først, når den er faldet til, at dens sande væsen viser sig og da er den næsten æterisk. Henrik Vibskov har skabt en unik og helt fantastisk duft. Jeg er vild med den og glæder mig over, at det smitter. Indtil videre er jeg blevet spurgt om, hvad jeg dufter af hver eneste gang, jeg har haft den på. Den dufter ikke som nogen anden parfume, jeg har prøvet. Umiddelbart lyder beskrivelsen af duften måske ikke så tiltalende, men selv sønnen har overgivet sig og det siger ikke så lidt, for han er en vældig kræsen ung mand.
Henrik Vibskov Type B koster 600 kroner for 50 ml. og kan indtil videre købes i Henrik Vibskovs butik, Krystalgade 6, 1110 København K og i Storm, Store Regnegade 1, 1110 København K.
9. OPI Nail Lacquer i farven Animal-istic
Allerede da jeg læste om OPIs julekollektion ”The Muppets” første gang, vidste jeg at Animal-istic med al sandsynlighed ville ende på mine negle. Trommeslageren Animal fra The Muppet Show er pink, orange og rød, en farve opkaldt efter ham kunne umuligt være kedelig. Og det er den heldigvis heller ikke, jeg er helt tosset med den.
Du kan både opnå et transparent og et helt gennemfarvet resultat med denne lak og det er en del af dens charme. Det betyder ikke, at du skal bruge mange lag for at få den til at dække, to lag er nok. Det er din teknik, som afgør, om Animal-istic bliver transparent eller ej. Du kan se billeder af hele kollektionen ”The Muppets”, som kommer i butikkerne i starten af november.
OPI Nail Lacquer koster 125 kroner og kan købes i stormagasiner og i Magasins webshop. Allerede nu kan du finde kollektionen på Beauty Bay, hvor neglelakkerne koster 88,60 kroner.
10. DermaNew Facial Rejuvenation System
Mine porer på næsen er efter min mening alt for store, de er et rigtig ømt punkt og jeg gør meget for at få dem dækket. Jeg har prøvet alverdens cremer og masker, som har påstået, at de kan gøre porerne mindre og intet har selvfølgelig hjulpet. Derfor har jeg ønsket mig sådan et apparat længe og endda overvejet at betale en mindre formue for at få et sendt hjem. Nu er DermaNew endelig kommet til Danmark og jeg er helt vild med apparatet og den tilhørende scrub. Jeg er blevet helt afhængig af den fantastiske fornemmelse af at huden bliver renset helt i dybden.
DermaNew kan købes på hudplejeklinikker og koster 739 kroner. Nærmeste forhandler oplyses på telefon 70 21 10 70.
Jeg er også helt vild med Paint-Pots og har for nyligt anskaffet mig “Half-Wild” som jeg synes er en rigtig god lilla farve til hverdag!
Men jeg ville høre, hvilken pensel I anbefaler til at påføre og blende Paint-Pots med? Jeg synes nemlig godt det kan være lidt svært at få et jævnt resultat, hvis man godt vil have den tonet meget ud.
God weekend når I når dertil 🙂
Jeg bruger en MAC 252 eller en ELF Concealer brush til at påføre paintpotten på øjenlåget og så toner jeg den ud med en Urban Dacay Crease Brush eller en MAC 226. Nogle gange bruger jeg også bare fingrene.
Hej Julie!
Jeg bruger lidt forskelligt, men en af mine favorit er nok 217 (fra MAC). Jeg bruger også en anden rigtig meget… lige nu kan jeg dog hverken huske mærke eller model, hmm! Generelt er en pensel med kunsthår bedst til cremede produkter 🙂
Også god weekend til dig <3
Mvh. Helene
Hej smukke kvinder:)
Tak for den gode hjemmeside, jeg ELSKER den! Det er meget bedre med skønhed end mode for mig.. 🙂 Den passer perfekt!!! Lige et spørgsmål, kan i ikke lave et indlæg om hvordan man behandler akne hud? (undskyld, hvis I har lavet et – så kan jeg selvfølgelig bare se det (jeg er lidt ny herinde)). Jeg spørger fordi mange af produkterne føler jeg ikke jeg kan bruge, fordi jeg ikke har flot ren hud.. Kender i gode produkter eller andet??
Hej Nanna!
Mange tak for smukke ord 😀
Katja har skrevet flere indlæg om uren hud, men om decideret acne, hmm…jeg er usikker på, om vi har skrevet om det. Har du været forbi en hudlæge med det? En af mine gode veninder fik et nyt liv efter besøg hos en god hudlæge 🙂
Mvh. Helene
Hej Nanna
Jeg har skrevet om det her: https://pudderdaaserne.dk/2010/05/21/bumser-%E2%80%93-sadan-slipper-du-af-med-dem/
Men mit altoverskyggende budskab er, at hvis du har akne og mere end bare en enkelt bums i ny og næ, så kan du ikke gøre noget effektivt ved dem, med de midler som kosmetikfirmaerne sælger. Der skal et besøg hos din læge eller en hudlæge til, som kan hjælpe dig med gode og effektive midler på recept. (Eller Basiron som er et medicinsk middel i håndkøb)
Kh. Katja
Type B prøvede jeg i BERLIN i Vibskov, den er fantastisk og jeg fortryder at jeg ikke købte den…Måske en julegave ide…?
Ååååhhh Rikke, jeg elsker den! Du fortjener den helt sikkert i julegave <3
Orv, og virker den der tingest så på dine store porer? Jeg er sååå ked af mine…
Jeg har en anmeldelse i skuffen… Altså der er ikke noget (som jeg kender) som kan gøre porerne mindre, men de synes mindre synes jeg. Huden har ligesom fået en anden struktur, giver det mening?
Kære Helene
Jeg er ligesom du, Rikke V. og sikkert mange andre… også udstyret med disse store porer – primært i T-zonen. Jeg glæder mig rigtig meget til at læse din anmeldelse af DermaNew tingesten.
Der svarer du sikkert også på, om det kun er på næsen den kan bruges – eller om det er OK i panden og på hagen også…?
Rigtig god weekend.
Kærlig hilsen
Pia
Hej Pia!
DermaNew er til hele ansigtet 🙂
Og god weekend til dig også!
Mvh. Helene
Til mindre eller store porer på næsen kan jeg VARMT anbefale pore minimizer fra Clinique. De findes også en serum, som dækker HELT. Jeg bruger selv cremen på næsen, og har nu gjort det i flere år. Jeg føler mig helt nøgen, hvis jeg ikke putter den på om morgenen efter mine morgenritualer med creme etc. Jeg kan kun sige, at mine porer er nærmest ikke eksisterende nu. Men bruger den også HVER dag. Den er lidt dyr, men da jeg kun bruger den på næsen, har jeg den i meget lang tid.
Kære Milmic!
Jeg kender godt Pore Minimizer, men har desværre ikke samme erfaring som dig. Den er god til at dække porerne, men uden makeup er der ingen synlig forandring at spore.
Mvh. Helene
Enig med Helene 🙂 Den er god, brug du bare den 🙂