Når nyheder som denne kommer på de danske hylder, kan jeg næsten ikke vente med at få fingrene og ikke mindst næsen i flakonerne. Denne gang var jeg så heldig at få lov til at teste dem, inden de kom i butikkerne og jeg kan godt love dig, at hvert eneste øjeblik er blevet nydt.
Det er en helt særlig kollektion af håndlavede parfumer, den tager dig ved hånden gennem historien og duftenes verden.
De fem meget forskellige dufte kan fint bruges af både mænd og kvinder. En god ven har hjulpet mig med at teste duftene. Han fortalte, at han følte sig godt tilpas med alle på nær Rogart, som jeg også finder mere feminin og frugtig end de andre, men der er helt sikkert andre mænd, som udmærket vil kunne anvende denne skønne duft.
Hver dufts noter er hovedsageligt hentet ved de på duften oplyste koordinater og de bliver fint understøttet af andre utraditionelle noter, der hver især er sammensat til nogle helt unikke dufte. De repræsenterede lande er Canada, England, Indonesien, Kina og Ægypten.
Kom, lad os rejse sammen
Rejsen starter i Iunu (30° 12’N, 31° 32’E) i Ægypten. Fortidens majestætiske storhed, magt, gudsdyrkelse og styrke krydrer denne duft med klare referencer til de mange rituelle handlinger. Lad dine sanser blive forført af topnoterne myrra og ingefær, hjertenoterne hvid jasmin, ylang-ylang og sort peber og af basenoterne patchouli, egemos og nellike. En sammensætning som kilder i næsen og vækker sanserne.
Fortsæt til Lijiang (25° 16’N, 110° 16’E)i Kina og indånd den rene bjergduft, mens du kigger på den smukke historiske handelsby. Med de sarte og blide noter kommer du derhen, hvor du næsten kan mærke den smukke silke mod huden. Det er den fine sammensætning af topnoter som kinesisk hyben, hjertenoterne hvid te og osmanthus fragrans og basenoterne hvid moskus og vetiver, som sørger for den rene følelse og en lettere bevidsthed.
Næste stop er Singosari (07° 91’S, 112° 65’E) i Indonesien. Overgiv dig til et helt andet klima på den smukke ø Java. Gå en tur på markedet og åben dine sanser, tag imod den krydrede duft af topnoterne røgelse og ingefær, krydderierne i hjertenoten kanel og muskatnød og den tunge basenote pathouli og vetiver, som sammen lugter af regnvåd jord, varme, røg og træ.
Apuldram et lille område ved Sussex på Englands sydøst kyst er næste stop på rejsen. Apuldre (51° 02’N, 0° 47’E) møder dig med sine store grønne plæner, sportsånd, solid humor, masser af gin og et drilsk glimt i øjet. Indånd topnotens friske og sprøde duft af enebær, krydret med et strejf af malurt, hjertenotens cedertræ og sødmefyldte viol og basenotens styrax, som dæmpes og afrundes af råt læder.
Rejsen slutter i Canada med duften Rogart (45° 33’N, 63° 9’W), her kan du møde ekstreme modsætninger og skiftende sæsoner: civilisation og ødemark, kulde og varme.
Store grantræer sørger for en dyb duft af harpiks som på forskellig vis, sørger for intens sødme og en duft af træ og frugt både i topnoten og basenoten. I topnoten får den selskab af enebær, hjertenoten er rund og understøtter sødmen med både ahornsirup, tranebær og angelica (kvan), mens det er løn og elemi, som hjælper granbalsamen på vej i basenoten.
Skaberen og ideen bag
De fem dufte er kreeret af Molton Browns overparfumør Jennifer Jambon, som i 2008 vandt titlen International Kreativ Parfumør. Jennifer Jambon har rejst rundt i de fem forskellige lande, hvor hun har fundet og hentet de utraditionelle noter.
De fem dufte er på en og samme tid essensen af Molton Brown, samtidig med at de vækker minder og følelser i bæreren af dem.
Det er en ganske særlig oplevelse at dufte til disse fem parfumer, som på et splitsekund bringer dig til de pågældende lande. Jeg synes, at ånden, mentaliteten og essensen af hvert af de fem lande på smukkeste vis er blevet indfanget og forædlet med denne kollektion.
Duftene kan kun købes i Illum og indeholder 50 ml. priserne varierer fra duft til duft. Iunu og Lijiang koster 735 kr., Rogart koster 675, Apuldre og Singosari koster 619 kr.
lyder virkelig som en fed ide, glæder mig helt til at dufte dem :O)
<3
Pia Sabine
Hej Pia Sabine
Det kan du også roligt gøre 😉
Mvh. Helene