Anmeldelse: Purely Professional shampoo og conditioner

08.05.11
Purely Professional Conditioner 1 og Shampoo 2

Purely Professional Conditioner 1 og Shampoo 2

Professionelle frisørprodukter betyder som hovedregel store mængder parfume, farvestoffer og andre sjove ting, og hvis du vil undgå allergifremkaldende ingredienser, er du som regel henvist til de kedelige mærker på supermarkedernes hylder.

Men det vil mærket Purely Professional nu ændre på med deres nye serie, som de selv omtaler som “renhed på flaske”. Den består af et minimum af ingredienser og ingen parfume, parabener, farvestoffer eller Sodium Lauryl Sulfat. Jeg synes faktisk at påstanden “renhed på flaske” er helt på sin plads her, for et kig på ingredienslisten afslører, at der reelt er tale om kun milde, sikre og uproblematiske ingredienser, jeg uden tøven ville vaske selv min søns hår i. Og jeg synes, det er en befrielse at se denne type produkter på frisørernes hylder for en gangs skyld

Sodium Lauryl hvaffor-noget?
Jeg vil lige vende Sodium Lauryl Sulfat et øjeblik, for stadig flere mærker slår sig op på at være sulfat-fri. Der findes groft sagt to sulfater, der ofte bliver brugt som rensestoffer i shampoo, og det er sodium lauryl sulfat og sodium laureth sulfat. Sodium laureth sulfat er fuldstændig uproblematisk (selvom det ofte bliver udråbt til det modsatte), mens sodium lauryl sulfat kan irritere huden. Jeg kan fint tåle det og gør ikke noget særligt for at undgå det, men hvis du oplever irriteret hovedbund eller hud, så tjek din shampoo for sodium lauryl sulfat (eller natrium lauryl sulfat som det også kan hedde), da det kan irritere huden.

God hårdag der stadig holder
Tilbage til Purely Professional. Udover at disse produkter er milde og blottede for problematiske ingredienser er de også virkelig gode produkter. Jeg har prøvet Shampoo 2, som er “til hår tynget af snavs og stylingprodukter. Afrenser skånsomt håret. Modvirker irritation og kløe” ifølge Purely Professional selv. Den vasker mit hår akkurat lige så rent som shampoo normalt gør, men den er virkelig blød og behagelig og meget mild. Jeg kan rigtig godt lide den.

Conditioner 1 “giver fint til normalt hår glans og fylde. Smidiggør håret og gør det nemt at rede ud. Plejer hvert enkelt hårstrå i dybden” ifølge Purely Professional selv. Igen en dejlig balsam. Den blødgør mit tørre hår og gør det smidigt uden at tynge det. Den passer rigtig godt til mit fine hår.

Til sammen har de to produkter givet mig en god hårdag, der har holdt ved i alle de dage, jeg har brugt produkterne nu. Jeg er meget begejstret, ikke mindst for den simple, overskuelige og milde ingrediensliste, der samtidig ikke er gået på kompromis med produktets performance.

Ingen mærker
Det eneste, jeg kunne ønske mig, var, at produkterne var miljømærket og astma- og allergimærket. Der er ikke noget i produkterne, der taler imod det i hvert fald. Jeg spurgte producenten, hvorfor de ikke var det, og deres forklaring er, at de for det første ikke mener, det nødvendigvis fremmer gennemsigtigheden af produktet og for det andet jo også koster noget at blive mærket. Dernæst er der det problematiske i at Svanemærket faktisk tillader parfume i deres produkter.

Men jeg håber alligevel, de vil overveje det på sigt. Det ville være et kæmpe plus med en tydelig mærkning af denne type produkter i frisørsaloner, og jeg ved at mange kunder, også af vores læsere, går efter denne type mærker.

Så en stor tommelfinger opad herfra både til konceptet, ingredienserne og kvaliteten. Jeg er også glad for at høre, at der snart kommer stylingprodukter fra samme mærke, som jeg glæder mig til at prøve.

Her kan du købe det
Produkterne koster 120 kroner for 300 ml. og kan købes hos udvalgte frisører. Du kan også købe dem online på Purelyprofessional.dk.

Hvilken shampoo bruger du? Og kunne du finde på at prøve denne?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
19 kommentarer
Halkjær

Jeg bruger normalt Änglemarks shampoo (eller en anden svane-/astma-allergi-mærket) og sjældent balsam. Der er ikke meget lækkerheds-faktor over det, men det virker og er uden skidt.
Men jeg kunne bestemt godt finde på at prøve en ordentlig, uproblematisk frisørshampoo, selvom den koster noget mere end jeg er vant til at give.

Pudderdåse Katja

Ja det er lidt meget at give for en shampoo.

Lika

Jeg bruger en fra John Frieda. Jeg er egentlig glad for den, men har det problem med næsten alle shampooer jeg har brugt, at jeg får en filens masse skæl. Eller rettere sagt tør hovedbund – for bruger jeg en hårbundskur, hjælper det – men den er jo ikke billig sådan en. Kunne derfor godt tænke mig en shampoo som afhjalp problemet, hvis sådan en fandtes.

Pudderdåse Katja

Ja det kan jeg godt forstå. Jeg har ikke selv stor erfaring med problemet, men blev selv anbefalet denne af en hudlæge engang da jeg havde en hovedbund, der kløede af nogle helt andre årsager: http://www.dermalog.dk/Produkter/Skaelshampoo/. Jeg ved ikke om den vil hjælpe, men det kunne jeg godt forestille mig, men ellers kan det være andre læsere med samme problem kan hjælpe.
Kh. Katja

Lika

Tak for tippet. Det skal da klart prøves. Har været igennem mange men ikke denne.

Pudderdåse Katja

Selvtak 🙂

Maria

Jeg har også selv den der tørre og irriterede hovedbund. Jeg har endnu ikke fundet en shampoo der virker, men vil da prøve den du siger. Jeg har god erfaring med en tonickur fra frisørenes vital system, den tager noget af kløen, men ikke den tørre hovedbund.
Matas Carbamid hårshampoo har også hjulpet mig, men den er desværre ikke god nok mere.

Julie

Jeg har fundet ud af at Urtekrams produkter til håret er virkelig gode. Har prøvet mange af de “rene” mærker, men synes altid at de er meget udtørrende på hår og hovedbund. Urtekams hennashampoo indeholder en stor del rhassoul, som er afrikansk ler, der renser meget skånsomt og aloe vera balsamen er bare rigtig god til tørt hår.
Der er en anelse citrusduft i begge produkter, men det er forsvindende lidt.
Jeg er ellers ikke økofreak, men synes at kommercielle hårprodukter er ekstremt parfumerede og al den silikone går mit hår underligt…

Pudderdåse Katja

Jeg er helt enig i at de er meget parfumerede, det er mange af Urtekrams også, men den må jeg hellere kigge på. Tak for tippet 🙂

AM

Jeg bruger lidt forskelligt, lige nu er det både Redken Clear Moisture og Neutrals Normalt Hår shampoo, har aldrig været en særlig trofast kunde, når det kommer til shampoo. Synes lidt det er en jungle. Og så ville jeg forresten gerne sige tak for en rigtig fantastisk blog, og tak for tippet ang. matas hælkur, den er super 🙂

Pudderdåse Katja

Selvtak og tak for tilbagemeldingen, det er dejligt at høre 🙂

Kirsten

Tak for tippet : ) Har I en forhandlerliste? Tak,

Pudderdåse Katja

Hej Kirsten. Desværre ikke, men du kan købe det på linket. Ellers kan du kontakte Medico på 4566 2093, jeg er sikker på, de kan hjælpe dig med en forhandler.
Kh. Katja

Cassandra

Hejsa!:-) Ved du/I om purely proffesionals produkter er blevet sat op i pris? På hjemmesiden koster shampoo og conditioner nemlig henholdsvis 165 og 175 kr….
Tak for en DEJLIG og anvendelig blog.

Pudderdåse Katja

Hej Cassandra
Tusind tak for rosen. Ja, dette er efterhånden et indlæg af ældre dato, og priserne er steget siden.
Kh. Katja

Pernille

Åh! Hvorfor er jeg ikke stødt på det med sulfater noget før? Jeg har lidt af ekstrem tør og kløende hovedbund de sidste par år, men jeg har simpelthen ikke kunnet finde frem til hvad det skyldets og hvad der kunne kurere det. Efter at have læst det her indlæg gik jeg ned og tjekkede min shampoo, som jeg netop har brugt de sidste par år, og hvad er nummer 2 på ingredienslisten? Lauryl sulfat! (så meget for en “økologisk” og lækker shampoo) Jeg håber virkelig, at jeg nu endelig har fundet en løsning og forklaring på min irriterede hovedbund – i hvert fald skal jeg snarest muligt give det et forsøg! Og i så fald FUCKING TUSIND TAK (og tak til google for at finde det her indlæg)!
/Pernille

Marie

Jeg har brugt purely Pro i ca et år nu, jeg bruger facial cleanser, treatment, shampoo 0 og 2, conditioner 2, repair creme, styling mousse og wax 1.
Jeg havde ofte kløe og skæld, men det er sluttet helt, jeg vasker med shampoo 0 til hverdag, også 2’eren hvis jeg har brugt styling produkter eller har været til fest. Produkterne er meget drøj i brug, jeg har aldrig haft et produkt i så lang tid før, så det vel ok at det koster lidt:) jeg vasker mit ansigt mens jeg er i bad med facial cleanser og en vaskeklud til at tage de døde hudceller, efter bad tørre jeg håret og kommer en lille smule treatment i, det er smart den ikke skal vaskes ud, det samler håret lidt så det ikke stritter for meget, jeg bruger næsten ikke styling produkter mere, og hvis jeg gør bruger jeg den der styling mousse ting de også har lavet. Men mit ynglings produkt er repair creme! Den er lidt fed, så jeg bruger den kun i ansigtet om aftenen hvis huden er meget tør, ellers bruger jeg en ansigtscreme fra avene. Men repair creme er Gud for mine hænder da jeg på mit arbejde spritter fingre mange gange om dagen hvilket udtørre.
– hvis man har kløe i håret kan det også være en form for svamp i hovedbunden hvis man fx ofte sætter vådt hår i knold.
God weekend

Lucinda

Hej Katja, du beskriver forskellen mellem to sulfater der kan irriterer huden. det er sodium lauryl sulfat og sodium laureth sulfat. Du skriver at Sodium laureth sulfat er fuldstændig uproblematisk og det er det andet man skal kigge efter. I din artikel/guide omkring tørhed og tørhud fra marts 2013 går du ind og skriver at man skal holde øje med Laureth Sulfat som en faktor der kan irritere huden. Er dette en misforståelse eller er det fordi at denne artikel er ældre og forskellen mellem de to sulfater ikker er gældende mere?
Jeg har meget tør/sensibel hud og hovedbund. og har pridukter med begge typer sulfater. Og er i tvivl hvad jeg skal bruge.bh. Lucinda

Katja Moikjær

Hej Lucinda. Jeg har i meget gamle indlæg skrevet at sodium laureth sulfat var uproblematisk. I 2011 lærte jeg noget nyt og skrev dette indlæg: https://pudderdaaserne.dk/2011/12/13/sulfater-revisited-ma-vide-til-tor-hud-eller-irriteret-hovedbund/
Laureth sulfat er bestemt udtørrende, og hvis du har meget tør hud bør du undgå begge sulfater.
Kh. Katja

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *