Jeg har gået længe og cirklet om de nye Youth Code produkter. Som nogen måske kan huske, så var jeg mildest talt ikke begejstret for de tidligere produkter, fordi de indeholder store mængder finsprit og kaustisk soda.
Det var nok for meget at forlange, at L’Oreal havde lyttet til en lille, gnaven blogger, og jeg kan da også konstatere, at det har de ikke. Den nye Rejuvenating Anti-Wrinkle Night Care indeholder igen store mængder denatureret alkohol også kendt som finsprit og sodium hydroxid også kendt som kaustisk soda og Rejuvenating Anti-Wrinkle Care Super Concentrated Serum indeholder igen store mængder alkohol. Både alkohol og kaustisk soda kan være ok i små mængder, men ikke i de mængder, som deres placering på ingredienslisterne indikerer her. Husk jo højere oppe på ingredienslisten noget står, jo mere af det er der i.
Sidst jeg testede Youth Code sveg det så meget på min hud, at jeg måtte fjerne det igen. Den fejl begår jeg ikke igen, jeg lader det pænt blive i æsken.
Et ekko fra fortiden
Derudover kan jeg gentage mig selv fra sidst, for det er de samme ingredienser, der er kommet på nye flasker, omend i et andet blandingsforhold. Og det er synd og skam, at L’Oreal har fyldt produktet med alkohol og kaustisk soda, for der er gode sager i. Men jeg har ikke tænkt mig at udsætte min hud for det.
Hvis ikke de havde puttet udtørrende og irriterende ingredienser i, havde man kunnet få fornøjelsen af nogle gode peptider og antioxidanter. Derudover har L’Oreal tilsat deres egen mirakelingrediens, som er et gær-udtræk, som L’Oreal efter sigende har brugt 10 år på at udvikle, og som kan påvirke dine gener, så huden bliver yngre. Den lader vi lige stå for sig selv et øjeblik…
Men gener eller ej, så har jeg heller ikke denne gang tænkt mig at putte kaustisk soda og finsprit på min hud.
PS. Hvis du er fan af Lancomes Genifique, så minder den voldsomt meget om denne serie fra L’Oreal bare til en brøkdel af prisen. Og vi minder om at L’Oreal og Lancome er fra samme producent.
Her kan du købe det
Rejuvenating Anti-Wrinkle Night Care koster 159,95 og Rejuvenating Anti-Wrinkle Care Super Concentrated Serum koster 174,95. Produkterne kan købes i Matas, stormagasiner og større supermarkeder.