Lancôme efterår 2010 French Coquettes

30.09.10
Lancome Ombre Magnetique

Lancome Ombre Magnetique

Pudderdåserne har været ude og lege. Vi har glimmer op og ned af begge arme, alt dette i forsøg på at opnå det ene af de to looks fra Lancômes nye kollektion French Coquettes. Det lykkedes dog ikke, suk.

Vi synes ellers, de nye øjenskygger Ombre Magnetique, som Lancôme har fremtryllet til dette look, er rigtig spændende. De er et godt bud på, hvordan nytårsaften eller en hvilken som helst anden aften kan blive peppet lidt op. Det lilla/bordeaux smokeyeye er dog ikke helt nemt at rekreere, og det er virkelig ærgerligt, da farverne i dette look er ekstra gode til grønne øjne (som begge pudderdåser er indehavere af). Trods vanskellighederne med at genskabe looket, er vi begge meget begejstrede for skyggerne, som mest af alt minder om et cremet pigment i konsistensen. De glimrer helt fantastisk og de er meget holdbare. Farverne er en rigtig lækker sølvfarvet med sølvglimmer, en sort/mørkgrå med multifarvet glimmer og en bordeaux med rosa og sølvglimmer. Fælles for dem alle tre er at de er sprængfyldt med glimmer, som umiddelbart ikke drysser alverden. Farverne på billedet yder dem slet ikke retfærdighed.

Eyelinerne er i tre virkelig fede nuancer en sølvfarvet, en mørkegrå og en mørk bordeaux fyldt med glimmer. Generelt har jeg været glad for Lancômes eyelinere, men jeg synes, de var meget hårde, særlig den bordeaux som gjorde ondt at tegne med.

De fire læbestifter er ikke særlig spændende, men meget anvendelige brune og rosa nuancer. De to glosser har en fin pigmentering og især den nude farve fangede min opmærksomhed. Den mørkelilla er rigtig flot, men selvfølgelig mere vovet. Af de to La Laque Fever har jeg forelsket mig i den bærrøde med rødt glimmer (nr. 113 Bloody Cherry Cherié), den er helt fantastisk pigmenteret og lækker til de mørkere øjne og læber, som efteråret byder på. Den anden farve Rose Daria er meget stille rosa, med et strejf af fersken stadig virkelig pigmenteret.

Rouge Absolu Blush er meget fin i æsken med et strejf af glimmer (som dog forsvinder efter et par ganges brug). Desværre er den meget lys og lidt kalket i farven, så husk at prøve den inden du bruger de 345kr. den koster. Jeg synes det er dyrt, men den er også ret stor af en blush nemlig 9 gram.

Neglelakkerne var ikke særlig spændende der er en helt lys rosa og en mørk bordeaux, dækkeevne og holdbarhed prøvede vi ikke af.

Kollektionen kan blandt andet købes i Matas, Magasin og i parfumerier landet over. Priserne ligger fra ca. 150-350kr.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *