Pudderdåserne har modtaget et ønske, nemlig at vi skriver lidt om kysseægte læbestifter. Der findes mange på markedet, men virker de?
Hvis du vil have læbestift, der virkerligt holder længe og så lidt længere endnu, så skal du have fat i de læbestifter, der består af dels en flydende læbefarve og en klar gloss til at lægge over. Mange mærker har dem, det er for eksempel: Max Factor Lipfinity. MAC Pro Longwear Lipcolour (ikke at forveksle med Pro Longwear Lipcreme som er noget helt andet), Estée Lauder DoubleWear Stay-In-Place Lip Duo og Maybelline Superstay Lipcolour.
De består alle af først en flydende læbestift, som du lægger på læberne og lader tørre, og derefter kan du bruge den medfølgende gloss ovenpå. Og de virker! Hvis jeg har den på, når jeg går i seng, har den ikke rokket sig en milimeter næste morgen. Du kan kysse og drikke, lige så tosset du vil, og den holder! Mad kan være et problem, men det vil jeg vende tilbage til.
Hvis de skal fungere efter hensigten, skal du bruge dem korrekt. Det vil sige:
- Sørg for, at dine læber er HELT rene og tørre.
- Læg farven på i et tyndt lag.
- Lad være med at trykke læberne sammen, og gør i det hele taget ingenting med læberne, indtil den er helt tør. Læg fx. resten af din makeup, mens du venter på den tørrer. På mine i forvejen tørre læber føles det som om min mund næsten snører sig sammen. Men den skal være helt tør.
- Når den er tør, kan du lægge et lag af den medfølgende klare gloss over og få følelsen tilbage i dine læber.
- Brug kun den medfølgende gloss ovenpå! Ikke noget med andre læbepomaer eller gloss.
Grunden til, at du skal holde dig til den medfølgende gloss, er, at læbestiften er fedtopløselig og læbepomade og mange glosses indeholder olier, som vil forringe holdbarheden. De medfølgende gloss er lavet uden fedtstoffer.
Derfor kan mad eller meget fede drikkevarer også fjerne læbestiften, så du kan forvente at skulle lægge et nyt lag efter en middag med fed mad. Men hvis du ikke lige skal spise juleand eller drikke milkshake, så bliver læbestifter af denne type sidende. Du skal også regne med at bruge en makeupfjerner til vandfast makeup for at fjerne den igen.
De minder alle usigeligt meget om hinanden, så vælg det mærke, der har din favoritfarve. Der er lidt forskel på glosserne. MACs har for eksempel en meget tyk og skinnende gloss, mens Max Factors er en mere diskret læbepomadelignende type.
God kysselyst!
I morgen får jeg den nye MAC: Pro Longwear Lipcreme Collection for Fall 2010…Glæder mig til at se dens holdbarhed…
Altså. Jeg er stor fan af Lipfinity, som jeg også selv har. Gav den også til en veninde i 18 års-gave og hun tog den på ved spisetid og den blev på HELE AFTENEN, og overlevede mad-pandekager, drinks, 18 shots og alt muligt andet. En fantastisk læbestift!
Den holder til ALT! Det er meget imponerende 🙂
Lipfinity holder ikke på mine læber og pomaden smager frygtelig og de har ikke helt lyse farver i dette mærke. Jeg vil derfor gerne prøve maybeline, men kan ikke finde den i Danmark. Måske I kan hjælpe. Fandt også meget positiv omtale af loreal infable 24 stat, men ved ikke om den findes i Danmark. Mvh Pia J
Hej Pia. Jeg kan ikke finde dem længere. Jeg tror de er væk nu? Men den her fra Make Up For Ever er god – desværre også dyrere – men skøn. Prøv den, hvis du kommer forbi Sephora: https://www.makeupforever.com/us/en-us/make-up/lips/lipstick/aqua-rouge?sku=6677