Pudderdåsernes julekalender den 21. december

Månedens Favoritter: November

November måned (og nu mere halvdelen af december) er fløjet af sted. Ganske få morgener har budt på isdækkede bilruder, alligevel er både vinterfrakken og handskerne fundet frem til de daglige ture på cyklen. November ender for mit vedkommende ofte med en hel masse festivitas og sammenkomster og sådan har det også været i år. Det betyder at jeg har fundet de mørkere og mere glitrende farver frem til makeuppen. Cremer og kropsprodukter sørger på forskellige måder for masser af fugt og pleje og i håb om at få fantastisk lækkert hår, har jeg endda tyet til hesteshampoo. Denne måneds favoritter indeholder en hel del brands, som for mig er nye. De fleste har jeg både læst og hørt om, men det er først nu, jeg har haft lejlighed for at stikke fingrene og næsen i dem.

1. Aveda Replenishing Body Moisturizer og Smoothing Body Polish
I midten af november lagde mig på briksen hos Stella i Beauty Avenue, fik jeg kærligt men også meget bestemt ordrer på, at min manglende brug af bodylotion skulle stoppe NU. Stella ved præcis, hvordan man skal få overbevist en gammel bedrevidende kone om, at det med at bruge bodylotion er den bedste idé i hele verden. Så her er jeg med en bodylotion, som jeg faktisk bruger.
Noget af det, jeg virkelig ikke bryder mig om ved bodylotion, er, at det er så lang tid om at trænge ind i huden. Halvdelen af det problem kan dog løses ved at bruge den rette mængde, ups! Resten afhænger af den valgte bodylotion. Beauty Avenue forhandler de meget lækre produkter fra Aveda og Stella anbefalede mig Replenishing Body Moisturizer. Den har en lidt speciel men meget dejlig og mild duft, samtidig skal jeg på ingen måde vente på at den trænger ind i huden.
Smoothing Body Polish er, som navnet antyder, en bodyscrub i samme serie og den måtte jeg eje. Jeg har en forkærlighed for alt der skrubber, kradser og polerer min hud (Shh du må ikke sige det til Katja). Denne Body Polish fungerer bedst for mig, når jeg skummer den op med lidt vand, for konsistensen er lidt sej.
Hvorfor var det nu jeg skulle bruge bodylotion?
Jo, det er fordi jeg for første gang i mange år har fået fjernet hår hos en professionel. Sidste gang jeg fik det, endte det med et helvede af røde knopper og gentagelse var ikke lige det, jeg ønskede mig. Stella fortalte at bodylotion og grundig scrub er vigtige i kampen mod de forbandede knopper. Mit vigtigste våben mod knopperne har i over et halvt år været ShaveSafe og den bruger jeg naturligvis stadig. De tre er et ualmindelig effektivt makkerpar og selvom jeg troede, at bodylotion var ude af mit liv, byder jeg den glad velkommen igen.

Aveda Replenishing Body Moisturizer koster 490 kroner for 500ml og Smoothing Body Polish koster 290 kroner for 250 ml. Aveda kan købes hos Beauty Avenue, Forhåbningsholms Allé 3, 1904 Frederiksberg og hos Salon Palma/AVEDA, Ny Østergade, 1101 København K, som også sælger online her.

2. Lily Lolo Mineral Eye Colour i farven Gunmetal
Da Pudderdåserne i foråret spurgte på Facebook, hvilke mineral foundations vi skulle have med i vores store test, var et af de ønskede mærker Lily Lolo. Det var et af de mærker, som jeg ellers kun havde mødt i min færden på nettet og derfor var jeg naturligvis meget nysgerrig. Lily Lolo er et rigtig lækkert mærke med en bred vifte af nuancer, uanset om det er øjenskygger, mineral foundations eller blush man går efter. Gunmetal er meget smuk og perfekt til sæsonens glitrende smokey eyes. Når man bruger den med en fugtet pensel, bliver resultatet så fint og metallisk, men den kan også sagtens bruges tør og som effekt på mørkere skygger. Jeg har lovet mig selv, at Gunmetal ikke skal være den eneste Lily Lolo øjenskygge i min samling.

Lily Lolo kan købes på hudplejeklinikker og en øjenskygge koster 150 kroner. Nærmeste forhandler oplyses på telefon 70 21 10 70.

3. Yves Rocher 91 Faux Noirs Colorés
Med sin ene guld farvede cremeøjenskygge og de tre super mørke pigmenterede pudderøjenskygger er denne palette perfekt til vinterens fester. Du kan sagtens anvende pudderøjenskyggerne alene, men de kommer meget mere til sin ret, hvis de kommer oven på et ganske tyndt lag af cremeøjenskyggen. Du kan lave intense smokey eyes eller et mere afdæmpet look med farverne. De tre mørke farver er henholdsvis blomme, marine og grøn (selvom den grønne ser næsten sort ud på billedet).
Kvaliteten på øjenskyggerne er rigtig fin, jeg synes de holder godt og de drysser ikke mere end andre skygger.
Som sagt kommer de mørke farver mest til sin ret, hvis de anvendes sammen med cremeøjenskyggen. Det kræver dog et virkelig tyndt lag, ellers kan du være sikker på at øjenskyggen efter kort tid ender i folderne på øjenlåget.

Yves Rocher 91 Faux Noirs Colorés koster 139 kroner og kan købes i Yves Rochers webshop.

4. Clinique Turnaround Overnight Radiance Moisturizer og Turnaround Concentrate Radiance Renewer
Da jeg i sin tid blev lokket til at genoptage mit forhold til Clinique, var det den daværende Turnaround creme, som kom med hjem. Jeg elskede simpelthen fornemmelsen af huden efter en nat med Turnaround. Nu er der kommet en decideret natcreme nemlig Turnaround Overnight Radiance Moisturizer og den er mindst ligeså fantastisk. Den giver en ordentlig portion fugt og huden føles dejlig blød i selskab med den. Sammen med Turnaround Concentrate Radiance Renewer er den et godt bud på, hvordan du kommer af med kedelig hud. Overnight Radience Moisturizer søger for fugten og Concentrate Radience Renewer sørger for eksfolieringen.

Clinique Turnaround Overnight Radiance Moisturizer og Turnaround Concentrate Radiance Renewer  koster begge 375 kroner og kan købes i stormagasiner, Matas, parfumerier og i Magasins webshop.

5. MAC Pro Longwear Lip Glass
Ulempen ved lip gloss er at den oftest smitter af på tænderne, håret bliver klistret fast til læberne og det smitter af på kopper, glas og service, samtidig holder den elendigt på læberne. Sådan er det bare med gloss og det er en af de ting, man må finde sig i, hvis man godt kan lide looket. Det kan jeg og derfor finder jeg mig gladelig i afsmitning og så videre.
Som navnet på denne gloss antyder, holder den lidt længere. I mit tilfælde er det markant længere og i Katjas er det knap så længe. Egentlig er jeg ligeglad med holdbarheden, det der for mig gør denne gloss til noget særligt er, at finishen og farverne er helt fantastiske. Der er flere lyse rosa nuancer og de er meget fine og forholdsvis neutrale. Det er de mere farvede (og selvfølge den nude Patience, Please), som tiltrækker sig min opmærksomhed. Ikke overraskende er det pigmenteringen af denne gloss, jeg er tosset med, den er virkelig fremragende. Både den stærkt koralfarvede Whoops!, den pink Full Speed Ahead og smukke røde Driven By Love har ligget fast i tasken, så jeg frit kan vælge hvilken farve læberne skal have. Lasting Achievement er dyb bordeaux med rødt glimmer, den er indtil videre kun blevet luftet om aftenen.
Her under kan du se billeder af glosserne, som de ser ud på læberne, fra venstre mod højre er det Driven By Love, Full Speed Ahead, Lasting Achievement, Whoops! og Patience, Please. Det er slet ikke let at lade være med at smile, når man skal tage billeder, haha!

Photobucket

Pro Longwear Lip Glass koster 175 kroner og kan købes i MAC i Magasin, i Salling i Aalborg og i Magasins webshop.

6. Miller Harris La Pluie Eau de Parfum
Det er ikke mainstream dufte parfumøren Lyn Harris beskæftiger sig med. Miller Harris er hendes bud på ædel parfume kunst, hvor noterne bliver nøje udvalgt og blandet. Flakonerne er enkle i faconen, men de er dekoreret med Miller Harris’ kendte streg.
La Pluie dufter af regn og det skriver jeg ikke, fordi det antydes af navnet eller fordi det står i presseteksten, nej det er faktisk et citat fra min yngste. Den åbner med mandarin og bergamotte, et strejf af lavendel og dugvåde hvide blomster. Hjertenoterne er orangeblomst, jasmin, ylang ylang og solbær. Den rundes af med vetiver og vanille. Det er ikke en tung og kraftig duft, men alligevel fylder den meget i næsen. Jeg er faldet pladask for den og en del andre af Miller Harris’ dufte og har anbefalet dem til alle jeg kunne forestille mig ville sætte pris på disse meget karakteristiske og særlige dufte.

La Pluie Eau de Parfum koster 599 kroner for 50 ml. og 795 kroner for 100 ml. Duftene kan købes i Illum, i Matas i Frederiksberg Centret og i webshoppen Beauty & Lifestyle.

7. Mineral Evolution Reflector
Det er en af de smukkeste highlightere, jeg har leget med længe. Den er så diskret med det fineste perlemors skær, som netop blot er et skær. Den kan både bruges som highlighter og concealer, så det siger lidt om hvor diskret shimmeret er.
Jeg bruger altid highlighter i øjenkrogen og har lægge ledt efter en, som samtidig kan bruges lidt mere bredt. Min søgen har indtil nu været forgæves, men nu tør jeg godt love, at jeg ikke kommer til at lede efter noget lignende foreløbigt. Reflektoren er også rigtig fin at bruge som base på øjenlåget, ikke at den kan gøre det ud for primer, men den udjævner farven og giver altså dette fine skær.

Mineral Evolution Reflector koster 212 kroner. Da mærket er nyt i Danmark, bliver det endnu kun solgt få steder. Trailer no. 1 er et af dem, men øvrige forhandlere oplyses på telefon 86 48 48 42.

8. Straight Arrow The Original Mane ’n Tail Shampoo og Conditioner
Når man falder over produkter, som er så hypede, som denne shampoo er, bliver man næsten nødt til at prøve dem. Det fik jeg heldigvis mulighed for og jeg er ikke blevet skuffet. Lad mig slå det fast med det samme, jeg er sådan cirka så langt fra hestepige, som man kan blive. Det forhindrer mig heldigvis ikke i at elske de gode historier. Det er noget med at alverdens kvinder gerne vil have hår som Jennifer Aniston og hun skulle altså bruge denne shampoo og conditioner. Vupti en succes er skabt.
Hele familien har prøvet The Original Mane ’n Tail Shampoo og Conditioner og dommen er næsten den samme trods meget forskellige hårtyper. Vi kan rigtig godt lide den, særligt gutterne med det lange, kraftige (hestehår) er begejstrede. Shampooen har en lidt sær konsistens, men den skummer fint op og er nem at skylle ud igen.

The Original Mane ’n Tail Shampoo og Conditioner koster 69 kroner stykket og kan købes i webshoppen Beauty & Lifestyle.

9. INK by Dennis Knudsen Eye Intensifier i farven 11 Grey
Konsistensen og farven på denne eyeliner er lige mig. Alle nuancer af grå kan så let som ingenting finde plads i min samling. Jeg bruger farven til at justere intensitet og tilføje skygger. Denne eyeliner er ingen undtagelse og har været flittigt brugt lige siden jeg fik den. Holdbarheden er rigtig god og den har uden problemer klaret en tur på cyklen med løbende øjne og en sørgelig film. Jeg er rigtig glad for Dennis Knudsens produkter og jeg har endnu til gode at støde på et, som jeg ikke bryder mig om. Farverne disse linere kommer i er virkelig smukke og kan nemt konkurrere med andre mærker, når det gælder spræl og kvalitet.

INK by Dennis Knudsen Eye Intensifier koster 130 kroner og kan købes i Matas, parfumerier og stormagasiner.

10. Nilens Jord Nail Polish i farven 673
Lilla farver fanger altid mit blik, lilla neglelakker er ingen undtagelse. Denne neglelak har jeg haft et vældig godt øje til i meget meget lang tid, men først nu har jeg fået fingre i den. Det er en virkelig smuk lilla nuance og så har den blågrønt perlemor. Det er ikke så meget at det bliver en duochrome, men den changerer stadig smukt i det rette lys. Det er den første neglelak fra Nilens Jord, som jeg har prøvet, så jeg blev ærlig talt nervøs, da jeg gav neglene det første lag med lakken. Mage til transparent lak har jeg ALDRIG set før (med mindre, det altså var meningen). Heldigvis dækkede den fint allerede med to lag og hvis jeg havde været mindre sjusket, da jeg påførte første lag lak, havde det såmænd også været anstændigt.

Nilens Jord neglelak koster 99,95 kroner og kan købes i Matas, parfumerier og i stormagasiner.

4 kommentarer

  • “Halvdelen af det problem kan dog løses ved at bruge den rette mængde, ups”

    Haha! Busted! Og jeg er også rigtig ‘god’ til det. Har tid også brokket mig over at det tager en evighed at tørre ind. Så prøvede jeg en dag, med et mindre lag, og så gik det sjovt nok hurtigere – ahem! Er bodylotionen så mange penge værd? :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pudderdåse Helene

    Hej Annette!

    Nu er jeg jo total bodylotion-newbie… Den er lækker, rigtig rigtig lækker…. Min mor, som jo selvfølgelig har brugt bodylotion hele sit liv, synes også den er virkelig lækker. Pengene værd…hmm! Jeg synes, man køber en ordentlig sjat god samvittighed oven i. Aveda laver nogle virkelig lækre og meget sanselige produkter, men det er primært god samvittighed man betaler for, tror jeg.

    Mvh. Helene

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Hej Pudderdåser,
    Jeg leder efter en creme eller serum der hjælper mod trist, kedelig og grå hus, er det Clinique’s Turnaround jeg skal have gang i, eller kender i et bedre alternativ som virker?
    Når man har puttet serum på huden, hvornår er den så klar til næste lag hudpleje? skal huden være helt tør eller trækker næste lag ind selvom huden er lidt fugtig/klisteret?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Hej Anne
      Ja, Turnaround er et rigtig godt bud. Endelig serummet! Ikke cremen, men serummet!
      Du kan sagtens bruge næste lag selvom huden stadig er lidt klistret. Det gør ikke spor.
      Det er bare vigtigt når du bruger et produkt som Turnaround som er med syre, at huden er helt tør FØR du bruger det. Med alle andre er det lige meget.
      Kh. katja

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pudderdåsernes julekalender den 21. december