Fredagsfavorit: Evy Technology Sunscreen Mousse SPF 50

14.06.19
Fredagsfavorit: Evy Technology Sunscreen Mousse SPF 50

Fredagsfavorit: Evy Technology Sunscreen Mousse SPF 50

Sidste forår faldt jeg over en reklame på instagram for en rædselsfuld webshop. På daværende tidspunkt var det den eneste forhandler af SPF fra Evy Technology. Derfor endte jeg med at undlade at skrive om den geniale mousse. Efter kun få tests var jeg ellers så begejstret, at jeg købte back ups fra den der unævnelige webshop. Siden da har jeg anbefalet den til alle, der har spurgt ind til mine personlige præferencer. SPF står på programmet hver eneste dag året rundt. For mig har det dog været en seriøs udfordring at finde en SPF, der kan holde til fysisk aktivitet. Når temperaturen kommer over 20 grader og luftfugtigheden er høj, sveder jeg som en HEST. Det er ikke videre feminint, og det er bestemt heller ikke ret behageligt.

Svedtesten
Ja, overskriften er pivfræk! Når en kvinde i min alder sveder, er det første spørgsmål: ”Nååååh, er det overgangsalderen?”… Svaret på det spørgsmål er med meget stor sandsynlighed nej. Det har altid været sådan, uanset om jeg har været tyk eller tynd. Derfor er det heller ikke sandsynligt, at det er fordi jeg er en tyksak. Min krop har bare ikke et sommergear. Det er ærlig talt vildt irriterende. Når man samtidig skal stå på mål for alle mulige og umulige teorier, så kan man godt blive lidt træt.
Hvor har jeg bare prøvet mange forskellige SPF, der på den ene eller den anden måde dumper svedtesten. Evy Technology Sunscreen Mousse SPF 50 bliver lige der, hvor jeg har smurt den på. Også når sveden bogstavelig talt hagler af mig. Derfor bruger jeg den dagligt i panden, i nakken og omkring munden, hvor jeg sveder mest.

Kemiske filtre
Der hvor langt de fleste af de SPF, jeg har testet, dumper… Er selvfølgelig, at de simpelthen smelter af eller bliver svedt af. Når man sveder mest i panden, er der altså grænser for, hvor meget mine sølle øjenbryn kan bremse. Sved og dermed SPF er derfor nærmest uundgåeligt i øjnene. Og det er her Evy Technology Sunscreen Mousse SPF 50 vinder. Den løber nemlig ikke, uanset hvor meget jeg sveder. Derfor kan jeg roligt træne uden at bekymre mig om, at de kemiske filtre lander i mine sarte øjne.

Som skabt til sart hud
Da vi selv testede filtre til Alt i en Beskyttelse SPF 40 faldt valget på mineralske filtre. For Katjas vedkommende er det altid de sarte øjne, der driller. Mine øjne er heller ikke begejstrede, men nogle af de kemiske filtre får også min hud til at brænde. Det er præcis så ubehageligt, som det lyder. Sidste år resulterede mine tests af SPF i hud, der hang i laser. Fordi jeg tørrede panden, smurte SPF på, svedte, tørrede panden og så videre. Til sidst var min hud tyndslidt. Der viste Evy Technology Sunscreen Mousse SPF 50 sig igen som en redning.

Sådan gik det til…
Den slags historier kan jeg fortælle mange af, og derfor vandt Evy Technology Sunscreen Mousse SPF 50 mit hjerte næsten med det samme. Næsten… fordi det er en sej mousse, og den er altså lidt sær at fordele på huden. Det er det eneste men, og det er temmelig lille i forhold til at leve op til alle andre krav:

  • Den svier ikke i mine øjne, (jeg bruger den dog ikke helt tæt ved øjnene).
  • Den bliver der, hvor den er smurt på, selvom jeg både sveder, tørrer panden, bader og træner.
  • Den fylder ikke alverden i tasken.
  • Den virker som lim på foundation.
  • Det er ikke svært at få fordelt nok af den på huden.
  • Den har en tårnhøj UVA-beskyttelse.
  • Den er uparfumeret
  • Og sidst men ikke mindst er det en yderst fornuftig pris.

Nu hvor jeg sidder her og skriver listen over dens fortræffeligheder, går det op for mig, at jeg er temmelig krævende. Det er alligevel ret imponerende, at den lever op til alt det.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Evy Technology Sunscreen Mousse SPF 50 koster cirka 160 kroner på Med24s webshop*, hvor du også kan finde Evy Technology Sunscreen øvrige sortiment*.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
38 kommentarer
Pia

Nøjagtig som dig har jeg altid svedt som en hest, jeg skal bare støvsuge så er den gal, og ligesom dig har jeg prøvet mange forskællige spf uden de levede op til mine krav. Så da du anbefalede mig denne var jeg lidt skæptisk, men bestilte den dog hjem. Den er lidt sej i det, men det er en bagatel, jeg elsker denne spf og jeg gider godt bruge den, så på din anbefaling har jeg ind til nu købt 5, og af hjertet tak for anbefalingen. I Pudderdåser er guld værd, så tak for jer 🙂

Helene Randløv

Mange tak Pia, og mange tak for tilliden <3
Kh. Helene

Tanja

Jeg har tilføjet alt i en beskyttelse til min store samling af produkter fra jer. Den er så fin, men den får min foundation til at ‘fnuldre’. Hvad er forskellen mellem jeres alt i en og så denne?
Tak for jeres altid gennemarbejdede råd og posts!

Helene Randløv

Hej Tanja
De to produkter har stort set intet tilfælles.
Kh. Helene

Helle

Den lyder helt perfekt og jeg har fluks bestilt den!
Er den nem nok at blende foundation over?

Helene Randløv

Hej Helle
Ja, det synes jeg.
Kh. Helene

Melanie

Tusind tak for et brugbart indlæg, den ska da prøves – nu nævner I ikke noget om hvordan den påvirker huden ift urenheder?? Efter sidste sommers hedebølge fik jeg akne som aldrig før og har fået en del hyperpigmentering, så det vil jeg meget gerne gerne undgå at gøre værre

Helene Randløv

Hej Melanie
Nej, det er fordi, man ikke kender grunden til at nogen reagerer mere på SPF end andre. Det er ofte en ærgerlig kombination af noget helt andet, der giver problemerne, men da SPF er eneste forskel, får den skylden. Hellere bumser end hyperpigmentering… de er da i det mindste til at komme af med.
Kh. Helene

Christina

Lyder som noget for mig! Har hyperpigmentering og har svært ved at holde cremen på i varmen😆
Jeg vil dog høre om den skinner så man skinner som solen😅😅 eller man er mat (hvilke jeg håber)

Helene Randløv

Hej Christina
Det er ikke en creme, så den opfører sig heller ikke sådan. Min hud skinner ikke, men den er ikke mat heller.
Kh. Helene

Susanne Bredal

Hejsa, jeg har kigget lidt ved Med24 og ser at der også findes en EVY til ansigtet med c+e vitamin og hyaluronsyre 😍 Umiddelbart tænker jeg YES hvor nice, for jeg tørrer nemt ud… -men ved I om den er så nice som den er beskrevet og har den de samme lækre kvaliteter som den i artiklen her?
Kh. Susanne

Helene Randløv

Hej Susanne
Da den kun har SPF 30 er det ikke en jeg har eller kommer til at teste. Så jeg kan desværre ikke svare dig på det spørgsmål.
Kh. Helene

Josephine

Kære pudderdåser!
Jeg elsker også denne solcreme! MEN jeg har tit tænkt på, hvad forskellen på denne og deres Evy KIDS spf50 er? Der står jo på emballagen af denne, at den er “for kids and adults” … så hvori ligger forskellen? Ja, ingredienserne, men hvad gør de? Er den ene mere vandresistent? Mindre “skadelig”? Længere varighed? Kan I mon svare mig, så er der fiktive flødeboller til alle 😛 Tak!

Helene Randløv

Hej Josephine
Den til børn er mere vandresistent. Den almindelige SPF 50 indeholder vitaminer, kollagen og silkeprotein. Begge to holder længere på huden, på grund af formlen.
Kh. Helene

Josephine

Tak for grundigt og hurtigt svar Helene!

Helene Randløv

Velbekomme :-*

Helle

Nu har jeg brugt den i halvanden måneds tid og er lidt ambivalent. Den er absolut en game changer mht make up og af den grund beholder jeg den. Det er første gang i mit liv, at mit ansigt ikke er fedtet og smitter af, selvom jeg bruger EL Double Wear.
Men. Den sviger i mine øjne og det har jeg aldrig oplevet før. Hverken med solcreme eller noget som helst andet.
Jeg har ikke problemer med at smøre den ud, når først jeg har ‘smeltet’ den mellem hænderne, men jeg synes den er svær at dosere. Hvor meget skal jeg bruge?
Mvh Helle

Helene Randløv

Hej Helle
Det er sikkert de kemiske filtre, der driller dine øjne. Mærkeligt nok generer den ikke mine øjne, selvom de ellers HADER kemiske filtre. Du skal læse på Evys eget site, jeg bruger en mængde svarende til en valnød… cirka!
Kh. Helene

Helle

Mange tak for svar. Jeg kan ikke finde noget om dosering på Evys site og jeg synes den er fedtet så længe at det bliver svært at nå det hele om morgenen. Vil gerne vente med foundation, til min hud er ‘tør’ igen.
Jeg vil forsøge at trykke lidt lettere på dysen 🙂

Helene Randløv

Prøv at læse deres faq: https://www.evytechnology.com/en/faq/

Julie

Jeg overvejer at købe denne men kan se at Evy også sælger en “ANTI-AGE FACE MOUSSE” specifikt til ansigtet og jeg ville lige høre om I tilfældigvis har testet begge? 😃 tak for en god blog!

Helene Randløv

Hej Julie
Nej, det har jeg ikke.
Kh. Helene

Nina

Hej,
Hvordan er den under make up? Synes er det så træls, hvis den fedter

Helene Randløv

Hej Nina
I mine øjne er den perfekt. Og den bliver siddende!
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *