Al makeup med sort farve i indeholder nikkel, og mange nikkelallergiker er desværre ikke opmærksomme på det problem.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har talt med kvinder, der har undret sig over, at de ikke kan bruge mascara, indtil jeg spørger dem, om de kan tåle nikkel. Og de så svarer “nej”.
Makeup med sort farve i indeholder jernoxid (eller iron ixode på engelsk). Det er det sorte farvestof. Nikkel er et reststof i jernoxiden, og det er ikke muligt at lave 100 procent nikkelfri sort makeup. Man kan ikke garantere en nikkelfri mascara. Der er tale om forskellige niveauer af nikkel. Der står heller ikke “nikkel” på ingredienslisten. Men hvis produktet er sort eller mørkt nok til at du kan se, at det må indeholder en form for sort farve, så kan du være sikker på det.
Andres erfaringer
Hvis der er sort farve i din makeup, er der altså en risiko for, at du som nikkelallergiker kan reagere på den. Du har ikke en jordisk chance for at se på produktet på forhånd, hvor meget nikkel det pågældende produkt indeholder. Der kan du kun stole på andres erfaringer og tests.
Mascara og eyeliner er højrisiko produkter. Makeup, som tydeligvis ikke indeholder sort farve, indeholder typisk ikke nikkel som for eksempel blush, lys øjenskygge osv.
Det, jeg selv har hørt, fra hudlæger og nikkelallergikere, jeg kender, er at Jane Iredales mascara og eyelinere er gode til nikkelallergikere.
Men da jeg selv tåler nikkel fint, så har jeg ikke personlig erfaring. Jer, der ikke tåler nikkel – hvad bruger I? Jeg kunne rigtig godt tænke mig at samle gode erfaringer i kommentarfeltet.
Det er ikke til at tage fejl af, solen gør folk glade. Det er så hyggeligt at gå en tur i sin baghave (den lokale park) og se københavnerne lege, danse, sole sig, slappe af og hænge ud på hvert eneste ledige stykke græs. Man ser sundere og slankere ud og humøret løftes i takt med at huden bliver brunere.
Når nu det er så farligt at blive brun på den gammeldags facon, er det godt, man kan snyde sig til et lækkert solbrændt look.
Min tid og tålmodighed er ikke til at sidde i solen og derfor har jeg igen haft Tantasia Self Tanner Auto-Bronzant fremme. Jeg synes det er imponerende, hvad den kan gøre for mine helt utrolig blege stænger. På tre dage er de gået fra at være hvidere end hvidest til at være fint gyldne. Tidligere er jeg gået i en meget stor bue uden om selvbrunere, fordi jeg hader lugten. Denne lette gelé lugter slet ikke, mens den virker, det er skønt.
For en god ordens skyld vil jeg minde om at huske SPF, når du bevæger dig ud i solen.
Mange nikkelallergikere er ikke opmærksomme på de mængder nikkel, der er i rigtig meget makeup. Både Helene og jeg har haft mange veninder, der har spurgt os til råds om, hvad pokker det er de hele tiden slår ud ved øjnene over og prøvet alskens muligheder af, indtil det gik op for os, at de var nikkelallergikere. Så hvis du er nikkelallergiker, så er der god grund til at holde et vågent øje med din makeup.
Nikkelen findes som affaldsstof i det stof, der hedder jernoxid eller iron oxide på ingredienslisten. Men ikke al jernoxid indeholder problematiske niveauer af nikkel, så du kan ikke se på et produkt umiddelbart, om det indeholder nikkel eller ej.
Som hovedregel gælder, at jernoxid findes i mørke farver og dermed også typisk i øjenmakeup. Det vil sige at foundation, pudder, rouge og læbeprodukter sjældent er et problem. Det er typisk øjenmakeuppen, der giver problemer.
Det værste syndere er typisk mascara og flydende eyelinere, der ofte indeholder store mængder nikkel. Mange nikkelallergikere vil have problemer med at tåle en almindelig mascara.
To mærker, der er gode til nikkelallergikere, er La Roche-Posay og Jane Iredale. Ingen mascara eller eyeliner kan være garanteret nikkelfri, men begge disse mærker er kendt for at være gode for nikkelallergikere. Du kan læse vores test af Jane Iredales mascara her og af La Roche-Posays mascara her. Et andet tip ifølge Astma- og Allergiforbundet er at vælge farvet mascara, som typisk indeholder mindre nikkel.
De fleste kan vidne om, at jeg er en erfaren dulle ud i brugen af skønhedsprodukter. Alligevel er der produkter, som selvom de måske fortjener det aldrig kommer inden for døren. Da Pudderdåserne modtog selvbruneren, mente jeg derfor, at det var tid til at se et af de gamle spøgelser i øjnene.
Mine sidste oplevelser med selvbruner stammer fra den skønne orangebrune kulør, jeg havde i ansigtet i starten af halvfemserne. Du har sikkert et helt klart billede af farven for dit indre blik netop nu og nej, det var ikke et kønt syn.
Kan man være bange for en creme? Motivationen til at teste Tantasia Self Tanner Auto-Bronzant var mildest talt ikke i top. Og undskyldningerne for at udskyde projektet var mange. Farven er grim, man får stribede ben, orange øjenbryn og så stinker det. Disse udsagn er grunde nok til, at jeg frygter alle selvbrunere. Tuben blev flyttet rundt, for at jeg skulle huske den. Hver gang fandt jeg alligevel en undskyldning for, at den heller ikke denne gang blev prøvet. Til sidst tog jeg den med på juleferie.
Forberedelse Dagen inden det store slag blev benene barberet og skrubbet med en hamphandske og smurt grundigt ind i creme. Jeg har læst utallige vejledninger til den helt rigtige måde at anvende selvbruner, og ovennævnte forberedelse er bare min egen fortolkning af disse.
Det store slag Når nu man har frygtet noget i så lang tid (ja, det er ret pinligt for det er næsten 3 måneder siden jeg modtog cremen), så er det altid rart at finde ud af, at frygten er aldeles ubegrundet.
Det første jeg undersøgte var naturligvis duften og den er behagelig citrusagtig uden at være for dominerende. Tantasia Self Tanner Auto-Bronzant er en farvet gelé, som efter ganske lidt øvelse er nem og uproblematisk at fordele jævnt. Jane Iredale har sørget for en vejledning, som er let at læse og forstå, uden at man skal stå med næsen i teksten hele tiden. Husk at vaske hænderne grundigt efter indsmøringen, det ser bare ikke smart ud med brune håndflader.
Ventetid og vedligehold Efter påføringen af cremen blev jeg alligevel nervøs, tænk nu hvis jeg fik helt orange stænger! Det fik jeg ikke, faktisk var farven så lys, at jeg blev overrasket over, hvor ufarligt mit eventyr havde været.
Jane Iredale foreslår, at man gentager påføringen dagligt, indtil man har den ønskede kulør. Det tog for mit vedkommende tre dage. Farven ligner den farve jeg får af solen og hverken striber eller andre uheld er til at se.
Farven fra Tantasia Self Tanner Auto-Bronzant holder meget længe og det har kun været nødvendigt med to opfriskninger siden de 3 første påføringer. Det gør det meget overskueligt at anvende cremen.
Man har et standpunkt? Jeg har svært ved at få armene ned over det faktum, at cremen på ingen måde lugter, mens den virker. Tantasia Self Tanner Auto-Bronzant kan både anvendes i ansigtet og på kroppen. Jeg har dog ikke været så modig, at jeg har turdet prøve den i ansigtet, (mest fordi jeg ikke gider købe en ny foundation). Min mor som er connaisseur ud i selvbrunere, var lige så begejstret som mig. Derfor tør jeg godt at anbefale Tantasia Self Tanner Auto-Bronzant både til den garvede bruger og nybegynderen.
Husk altid at bruge solcreme, selvbruneren indeholder ikke SPF og beskytter derfor ikke mod solens skadelige stråler.
Jeg havde godt lagt mærke til, at der var blevet meget stille fra Jane Iredales side, siden vi skrev artiklen om Dot the i. Og i dag fik jeg ganske rigtigt bekræftet, at vi var fjernet fra deres presseliste, da jeg fik følgende besked:
I har ikke modtaget pressemateriale på de seneste produkter fra Jane Iredale og Dermalogica af den simple grund, at vi har følt os nødsaget til at fjerne pudderdaaserne.dk fra vores presseliste grundet jeres useriøse kritik af Dot the i.
Vi mener ? på lige fod med jer – at kritisk journalistik er nødvendig, også i hudpleje- og skønhedsbranchen, men den skal være berettiget og bygge på korrekte fakta. Samtidig mener vi, at man ved tvivlsspørgsmål bør spørge afsenderen, inden der drages forhastede konklusioner, der kan skade andre.
Vi står selvfølgelig ved vores kritik af Dot the i, som vi mener var berettiget, og samtidig er vi selvfølgelig godt klar over, at Jane Iredale er af en anden mening, hvilket de er helt i deres gode ret til. Det siger sig selv.
Jeg synes, det er meget ærgerligt både for os, Jane Iredale og jer, at de handler på denne måde. For det første fordi det giver os væsentligt dårligere mulighed for at anmelde Jane Iredales produkter. I den perfekte verden købte vi selvfølgelig bare de produkter, vi vil anmelde, men Pudderdåserne.dk giver absolut ingen indtjening for os endnu, og vi er derfor afhængige af producenternes velvilje for at kunne skrive de historier og anmelde de produkter, vi gerne vil.
Samtidig efterlader det for mig et indtryk af en koncern, som ikke har forstået meningen med PR. Som en dygtig PR medarbejder fra en international kosmetikkoncern engang sagde til mig: “Når man har lavet sit materiale og sendt produktet ud, så er det ude af ens hænder. Man må acceptere, at man ingen indflydelse har på det skrevne ord.” Jeg har selv arbejdet med pressearbejde indenfor politik i mange år, og det har også altid være min filosofi. Man må acceptere, at man ikke kan få indflydelse på, hvordan den endelige artikel ser ud.
Yderligere undrer det mig, fordi vi har i tidernes løb anmeldt i alt tre Jane Iredale produkter, hvor vi faktisk gav meget gode og fortjente anmeldelser til deres Purelash Mascara og Purepressed Base.
En tak til alle de gode PR medarbejdere Samtidig synes jeg også, det er på sin plads at bruge lejligheden til at rose alle de dygtige PR folk, der er derude. For den største øjenåbner for mig efter at være kommet ind i denne verden og forsøge at bedrive kritisk journalistik på et felt, der aldrig har været udsat for kritik før, har været, at producenterne og PR folkene er super gode til at respektere deres egen rolle. Min fordom har altid været, at der ikke findes kritisk skønhedsjournalistik på grund af pres fra producenterne, og jeg må sige, at jeg har ædt mine ord i mig mange gange.
Vi har i tidernes løb skrevet mange kristiske artikler om mange produkter, og Jane Iredale-sagen her er – og det er jeg meget glad for at kunne sige – den eneste gang, en producent har reageret på denne måde. Udover det er jeg kun stødt på dygtige og profesionelle PR folk, der er fortsat med at hjælpe og sende materiale, ligegyldigt om vi har anmeldt deres produkter positivt og negativt. Jeg vil især gerne fremhæve hele L’Oreal koncernen, som ikke bare forbliver topprofessionelle, lige gyldig hvilken kritik vi udsætter dem for, men som også var de første til at anerkende Pudderdåserne.dk som et relevant medie. Også MAC, Star PR og mange flere fortjener rosende ord for at anerkende vores ret til at være kritiske.
Og så vil jeg gerne slå fast, at vi selvfølgeligt vil fortsætte med at skrive om Jane Iredale og skrive vores ærlige mening, hvad enten den er positiv eller negativ, og at dette tiltag fra deres side selvfølgelig ikke vil få indflydelse på, hvad vi skriver om deres produkter.