Benefit har som de plejer sendt en række limited produkter på gaden i anledning af julen – det er bare første gang, vi i Danmark får fornøjelsen, og så meget desto mere grund til at fejre. For nærmest lige meget hvad der er indeni, så er de fine pigede og sjove æsker en sikker gave succes, der ikke kan undgå at fremkalde smil.
Heldigvis så er “How to look the best at everything” lige så god indeni, som den er fin udenpå. Og du skal til at skynde dig, hvis du vil have fat i den, så det er på høje tid, at jeg får skrevet min anmeldelse.
Ansigtskittet indeholder nogle af de bedste ansigtsprodukter Benefit har, og har undertitlen “Flawless complexion makeup kit”. Og det er en virkelig god mulighed for at prøve nogle af de makeupprodukter fra Benefit, som rent faktisk kan give en virkelig fin hud. Samtidig indeholder kittet (som Benefits gode kits altid gør) en udførlig guide og brugsvejledning med tips.
Alle produkter i kittet er i mini-størrelser.
En af mine yndlingsfoundations
Først og fremmest indeholder “How to look the best at everything” en af mine absolutte yndlingsfoundations: Hello Flawless Oxygen Wow! fra Benefit. Uden parfume, bredspektret SPF 25 og en superfin og naturlig let til medium dækkeevne, som er rigtig holdbar. Perfekt foundation i mine øjne. Læs min tidligere anmeldelse her.
The Porefessional
Benefits primer The Porefessional er en silikonebaseret hudfarvet primer, som gør et fint stykke arbejde med at fylde store porer og andre ujævnheder ud. Less is more! Du skal bruge en lillebitte smule, så gør den sit arbejde udemærket og med pæne resultater.
Boo-ing
Dette var første gang, jeg prøvede Benefits Boo-ing concealer. Jeg har af en eller anden grund altid haft mistro til den – men den blev gjort til skamme. Det er ikke en concealer, der dækker alt. Den har en let og naturlig dækkeevne med en smule shimmer i. Bedst til mørke rande og ujævnheder. Hvis du for alvor skal dække noget, så kig andetsteds. Men jeg er blevet glad for den til mine rande på en træt dag.
Hello Flawless! pudder
Hello Flawless! pudder er en udemærket pudder. Det er en fin setting powder, du kan bruge ovenpå foundation. Ikke noget mirakelprodukt – men det er pudder generelt ikke.
Sættet med de små fine størrelser i koster 255 kroner og er en god måde at få prøvet mange produkter på og en meget fin gave. Det findes i light, medium og deep. Især medium var tæt på udsolgt, sidst jeg var i Illum.
Benefit har også lanceret to andre limited kits i anledning af årstiden: Perk Up Artist, som indeholder concealer og corrector i tre farver: nude, pink og gul, samt Sugarlicious, som er et lip & cheek kit, som findes i tre farver. Disse koster 235 kroner stykket.
Her kan du købe det
Du kan købe Benefits How to look the best at everything i Sephora i Danmark. Der kan du også købe produkterne enkeltvis. Du kan også købe produkterne enkeltvis hos lookfantastic.com, der dog ikke har kittet.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.
Jeg var til 50 års fødselsdag hos en god veninde og gammel kollega i går, og som altid havde jeg min Shiseido Oil-Control Blotting Paper i min håndtaske. Pakken er efterhånden godt bumpet rundt, men indholdet er lige så uundværligt som altid.
Overfor mig sad en anden gammel bekendt, som undrende spurgte, hvad jeg foretog mig med det der stykke papir, som jeg diskret forsøgte at duppe i T-zonen, da vi kom ud på aftenen. Hvorefter det gik op for hende, hvad den kunne, og hun var totalt solgt.
Og det er simpelthen også det smarteste i hele verden. Det er ikke specielt Shiseido (deres er bare bedst), det gælder al blotting paper. Det er små stykker rispapir, måske med en lille smule transparent pudder, som suger al fedt til sig og matterer din hud, UDEN at forstyrre din foundation (hvis de vel at mærke er gode).
Dyre men de bedste
Shiseidos er dyre, de koster 165 kroner for 100 ark. Men Shiseido ER bare de bedste, og jeg bruger måske en pakke om året cirka med mit forbrug. Det er relativt nemt at vurdere, hvor længe den holder. Der er 100 styk i, og et stykke kan udemærket klare en fedtet t-zone.
Grunden til at jeg holder stædigt fast i Shiseido og aldrig har fundet noget bedre, er at de bare virker effektivt, og de ikke ødelægger min makeup, men efterlader huden pæn og mat. Helene har brugt Shiseidos blot paper siden 1990. Det er 22 år…
Virker godt under anden pudder
Det gode ved blotpaper fremfor at pudre er, at hvis du som jeg har fedtet hud, så er pudder oven på fedtet hud, der er fedtet oven på en foundation noget… snask. Hvis min foundation trænger til et touchup ud på aftenen, så bruger jeg først den ikke pudrede side af min blotpaper til at fjerne fedtet og derefter lægger jeg lidt kompakt pudderfoundation ovenpå. Men for det meste klarer Shiseido Blotting Paper det helt selv.
Der er to sider af hvert ark, en uden pudder og en med. Begge sider virker fremragende.
Her kan du købe det
Du kan købe Shiseido Oil-Control Blotting Paper for 165 kroner for 100 ark i blandt andet udvalgte Matas og i Magasin.
Den har været længe undervejs… Pudderdåsernes store mineralpudder test er skudt i gang og det har præget mine produktvalg i september en hel del. Make Up Store stod for et multianvendeligt mineral kit, La Roche-Posay fjernede det pudrede look, MAC sendte en af mine gamle favoritter ud i nogle nye farver, ELF holdt kæmpeudsalg og Yves Rocher lancerede den helt rigtige MLBB. Chanel giver atter neglene en gang lak, Clinique fjerner rynkerne og Qua sørger for resten af huden. Uniq One passer på mit hår og Narciso Rodriguez sørger for at duften er i orden. Vupti! Ti eller rettere sagt femten favoritter fandt vej til månedens liste over favoritter.
Jeg undskylder billedet, men jeg havde glemt alt om det og måtte kaste produkter og kamera i tasken og fotografere, da jeg fik mulighed for det.
1. MAC Shadestick i farven Heirloom
Før jeg brugte primer og paintpots, brugte jeg ALTID en eller flere shadestick til min daglige makeup. MAC har truet med at lade dem udgå mange gange og sidste gang, blev jeg så træt af det, at jeg kastede min kærlighed på en anden primer.
Selvom jeg har fundet en ny favorit, bliver jeg altid meget glad ved gensynet af min gode gamle ven. Særligt når MAC udsender spændende farver, som var tilfældet med MAC Me Over!
Farverne er neutrale, men stadig meget fine og de giver et meget lækkert shine og grundlag for alle slags (pudder)øjenskygger.
De er lynhurtige at få på og kan nemt fordeles til en mere transparent farve på øjenlåget enten med fingeren eller med en pensel.
MAC Shadesticks koster 150 kr. og kan købes i Salling i Aalborg, i Magasin og i Magasins Webshop.
2. Elf Mineral Blush i farven Rose
Der har været gang i tilbudskoderne hos elf i de seneste måneder. En af gangene benyttede jeg mig af det og fik fyldt op med nogle af de ting, som jeg har kigget på længe. Heriblandt denne mineral blush, farven er meget anvendelig og kan nemt tones ned og op efter behov. Jeg bruger den på flere forskellige hudfarver med stort held.
Den er ikke hundrede procent mat, men heller ikke så skinnende at det bliver overvældende. Nej… den giver bare det helt rigtige skær og passer overraskende godt til rigtig mange looks.
3. La Roche-Posay Eau Thermale
Som nævnt, er den store mineral pudder test skudt i gang. Jeg elsker mineralpudder, men er på ingen måde fan af et støvet pudder look. Derfor sprayer jeg altid en eller form for vand i ansigtet efter pudderet er kommet på. Eau Thermale er en af dem, som jeg oftest griber efter.
Det er bare vand på spray… du kan sagtens selv hælde noget vand på en flaske med forstøver… Jeg ved bare, at jeg aldrig får det gjort og så er jeg totalt afhængig af fornemmelsen af den fine ”støvregn” mod min hud.
La Roche-Posay Eau Thermale kan fås i tre størrelser, hvoraf den på 150 ml koster ca. 85 kr. og kan købes på Apoteket. Du kan også købe La Roche-Posay hos det tyske webapotek Apo-rot, hvor der som regel er en hel del at spare.
4. Chanel neglelak i farven Peridot
Peridot har efterhånden prydet mine negle en del gange, siden jeg fik den. Det er helt sikkert ikke en farve, jeg bliver træt af foreløbig. Siden jeg så den på nettet første gang, har jeg glædet mig til at male neglene med den smukt changerende grønne guldfarve med det blå skær.
Når jeg vælger de changerende lakker, ender jeg altid i samme dilemma. På den ene side holder lakeringen bedre, når den får en omgang overlak, på den anden side kommer det fine farvespil så meget mere til sin ret efter lidt slitage og et par ridser. Da det er farvespillet, som jeg falder for, må holdbarheden oftest vige pladsen.
Neglelakker fra Chanel koster 175 kr. og kan købes i Matas, stormagasiner og parfumerier.
5. Yves Rocher læbestift i farven Beige Rose
Jeg overvejer helt seriøst, hvor mange læbestifter jeg skal bestille som back up af denne farve. I virkeligheden er den jo ikke noget særligt… Og så alligevel… Det er en vaskeægte MLBB (my lips but better) og jeg er blevet spurgt igen og igen, hvad det er for en farve, når jeg har haft den på. På billederne ser den desværre lidt trist ud, det er den selvfølgelig IKKE. Pigmenteringen gør, at den bliver siddende der, hvor jeg vil have den. I min test holdt den i mange timer uden behov for touch ups og trods indtagelse af diverse føde- og drikkevarer.
6. Repairwear Laser Focus Wrinkle & UV Damage Corrector
Det er et af de mest potente antirynke produkter, jeg nogensinde har prøvet. Du får billederne at se i min anmeldelse, som kommer snarest. Billederne er nærmest en underdrivelse i forhold til, hvordan forandringen føles og ser ud i spejlet. Jeg er helt afhængig og synes, det er billigt sluppet for så gode resultater. Serummet har udryddet nogle af de linjer, som jeg selv var mest fokuseret på og strammet gevaldigt op på resten af huden.
Konsistensen er typisk for et serum, let flydende og meget hurtigt absorberet.
Repairwear Laser Focus Wrinkle & UV Damage Corrector fås i to størrelser 30 ml. for 425 kr. og 50 ml. for 560 kr. og kan købes i Matas, stormagasiner, parfumerier og i Magasins Webshop.
7. Make Up Store Wonder Kit
Indrømmet… det er lidt snyd, men da det er MINE favoritter, besluttede jeg, at hele dette sæt gælder som ÉN favorit, netop fordi det er et sæt.
Et Wonder Kit indeholder fire farver mineralpudder: Sinai, Sahara, Gobi og Namib, en lille kabuki pensel og en lille foundation pensel.
Jeg har kigget på kittet længe og har i anledning af Pudderdåsernes store mineralpuddertest endelig fået fingrene i det. Det geniale ved Wonder Kit er, at du har et næsten fuldstændigt makeup kit. Pudderet kan nemlig både gøre det ud for foundation, highlight, brynfarve, shading, øjenskygge og concealer. Så det eneste, du behøver, er en blush, en mascara og lidt til læberne. Ulempen ved at forelske sig i Wonder Kit er, at det desværre ikke er alle farverne, som findes enkeltvis, så ved genanskaffelse bliver man nødt til at købe et nyt sæt med pensler og det hele.
8. Narciso Rodriguez For Her
For Her blev lanceret som Eau de Toilette i en sort flakon og et par år senere som Eau de Parfum i en lyserød flakon. Begge versioner er på en gang lette og diskrete men også tunge og sensuelle. For Her Eau de Parfum er ændret en del i forhold til Eau de Toilette’en for at bevare den meget kraftige moskus note. Derfor er de to meget forskellige, hvor For Her Eau de Toilette er skarp og sprød, er Eau de Parfum mere varm og rund i duften.
Narciso Rodriguez For Her koster 800 kr. for 100 ml. og kan købes i Matas, i stormagasiner, i parfumerier og i Magasins Webshop.
9. Uniq One
Du behøver ikke lede mere, her har du det produkt, som du (måske?) altid har ledt efter. Denne spray kan simpelthen det hele og lidt til. Det er blandt andet pleje, beskyttelse, farvebevarende og styling i et og samme produkt. Uniq One lover at hjælpe dig og dit hår med hele ti forskellige udfordringer.
Var jeg skeptisk? Her kan jeg kun svare med et højt og rungende ja! Jeg troede da ikke et øjeblik på, at denne spray kunne holde bare halvdelen af disse løfter, men det kan den.
Det eneste minus er duften, ikke fordi den er dårlig, nej den er bare virkelig kraftig. Det er et problem i mit hår, fordi det holder ualmindelig godt på duft. Det er selvfølgelig både en fordel og en ulempe…
10. Qua Organic Concentrated Avocado & Shea Butter Body Balm
Denne Body Butter Balm falder ikke i kategorien ansigtspleje, men den er så allround, som noget kan blive. Hjemme hos mig betyder det, at den også bliver brugt i ansigtet. Jeg bruger den som maske, til ansigtsmassage, jeg har endda prøvet at fjerne makeup med den (det gik helt fint, men var selvfølgelig en fedtet affære), den er fremragende til tørre læber og alt mulig andet tørt.
Da jeg åbnede krukken første gang, må jeg indrømme at konsistensen overraskede mig en del. Den er nemlig lidt hård og grynet, men kun indtil du har fået produktet op i hånden, så bliver den næsten flydende som en olie. Den har udryddet samtlige tørre pletter og kureret alt fra vabler til brandsår.
Min mindste var så uheldig at brænde sig på en grill i slutningen af juni og hans lille hånd var frygtelig medtaget, nu er der ikke et eneste lille mærke at spore på hånden.
Den er virkelig drøj og jeg kommer til at have denne krukke længe endnu.
Body Butter koster 345 kr. for 100 ml. og kan købes hos EGO:ECO på Strandvejen 169 B, 2900 Hellerup eller i EGO:ECOs webshop.
Jeg har forelsket mig i MACs nyeste pudder Studio Careblend/Pressed Powder. Først var jeg skeptisk ved, om den var matterende nok til at kontrollere min kombinerede hud, men det er netop den ikke-matterende effekt, der gør den så attraktiv.
Pudder skal selvfølgelig være matterende, det er hele pointen med den, men Careblend er det på en ny måde. Den gør det uden, at man ser pudret eller mat ud, men får et mere levende og stadig let dewy look, der ikke ser traditionelt pudret ud. Den er meget fin i konsistensen og giver en meget smuk finish på huden.
Den bliver solgt i marketingmaterialet som en krydsning mellem hudpleje og makeup, og den indeholder da også adskillige gode antioxidanter, olier og andre gode sager. Hvis du har meget fedtet hud, vil du nok synes, at den ikke er god nok, til at holde den skak, men især tørre hudtyper og andre, der er skræmt at traditionel pudders pudrede look, vil sætte pris på denne.
Her kan du købe den
MAC Studio Careblend/Pressed Powder koster 195 kroner og findes i 8 farver fra Light til Dark Deep (jeg bruger Light). Den kan købes i Magasin, Salling i Aalborg og på Magasin.dk.
I flere måneder har mine læber været røde, orange, pink, lilla og alt der imellem. Wonder Woman kollektionen vækkede min trang til nude læber. Fokus har i denne måned været på bryn og konturer, derfor er det ikke vilde farver, som præger favoritterne. Selvom less is more er et kendt mantra for mange, er et næsten nude ansigt ret nyt for mig. Som altid er Favoritprodukterne ikke nødvendigvis nyheder. Det kan være en genopdagelse af et gammelt produkt, produkter som er mere i sæson lige nu eller noget, som tidligere er gået min næse forbi. Nedenstående er de 10 produkter, jeg oftest greb ud efter i den forgangne måned (ikke i prioriteret rækkefølge).
1. Color Options Eye Shadow Transformer Genialt produkt! En dråbe er rigeligt til at forvandle en hvilken som helst øjenskygge (både løs og fast) til flydende eyeliner, til en let og super holdbar cremeskygge, som oven i købet både intensiverer farven og forlænger holdbarheden (den indeholder ikke olie, så du behøver ikke være nervøs for at øjensskyggen ender i folderne).
Der findes mange gode råd om hjemmegjorte varianter, brug af øjendråber og meget andet man kan bruge for at få samme effekt. Jeg har prøvet utallige af dem uden særlig heldigt resultat. Color Options Eye Shadow Transformer er den eneste, jeg har prøvet, som IKKE får øjenskyggen til at falde af i flager, smuldre eller være helt umulig at blende ordentligt.
Flasken er ligeså fantastisk som væsken i den. Sædvanligvis er det tæt ved umuligt at dosere disse produkter præcist, denne flaske drypper en eneste dråbe ud af gangen. Det betyder at du ikke behøver at spilde de dyre dråber på en konsistens der er langt fra den ønskede.
Color Options Eye Shadow Transformer er med en pris på 345 kr. ikke noget billigt produkt, men den er efter min mening alle pengene værd. Med flasken følger en pensel, den har jeg dog ikke brugt endnu. Aveda forhandles hos salon Palma/Aveda, der også sælger produkterne online her.
2. All Over Cover Stick i farven Ivory Stick foundation er en rigtig god opfindelse. Det gør det super nemt og hurtigt at opnå perfekt hud. Da jeg købte denne, turde jeg knap nok prøve den, for den dufter mildest talt særligt. Duften beskrives som appelsin og sukker? man kan godt vænne sig til det.
Stickens konsistens gør, at det er nemt, at få et rigtig flot og jævnt resultat. Den blender fint ind i huden, så den kan både bruges i hele ansigtet eller på udvalgte områder.
3. Narciso Rodriguez Essence Eau de Parfum Skøn, skøn duft. Lige siden den kom til Danmark, har jeg anbefalet den til alle, der har spurgt efter en god parfume. Den dufter både sæbeagtigt rent og pudderagtigt af musk, en efter min mening helt fantastisk kombination.
Narciso Rodriguez Essence Eau de Parfum findes som 50 ml. og 100 ml. og koster henholdsvis 595kr. og 800kr. og kan købes i parfumerier, i stormagasiner og i Matas.
4. Aveda Petal Essence Single Eye Color i farven Aurora Den syner ikke af alverden og ved første øjekast synes jeg, at den næsten matte, lyse beige farve var lidt kedelig. Det var en stor fejl.
Den er lige en tone eller to mørkere end min hudfarve, hvilket gør den perfekt til at skabe naturlige skygger og blende kraftige eller mørke farver op over globelinjen.
Navnet forstår jeg ikke, det leder mine tanker hen på det smukke polarlys, som jo er flerfarvet. Heldigvis er navnet så evig ligegyldigt, når den først er i paletten. Jeg er vild med Avedas koncept: køb en palette og vælg selv, hvilke produkter du vil sætte i den. På den måde kan du have pudder, blush, bronzer og øjenskygger med i tasken uden at det fylder det hele, helt perfekt.
Petal Essence Single Eye Color koster 180 kr. (og paletterne Envirometal Compact koster mellem 150 og 210 kr.) Aveda forhandles hos salon Palma/Aveda, der også sælger produkterne online her.
5. M.A.C. Viva Glam Lipstick i farven Gaga 2 Min yndlings M.A.C. læbestift konsistens er ‘Amplified’. Den er blød, cremet og holder godt på læberne. Farven er varm beige og derfor meget nude, så man ser let spøjs ud, hvis man tager et ordentligt lag på. Med lidt definition og eventuelt også lidt highlight bliver resultatet rigtig cool. Den kan også duppes på for et mere transparent look.
M.A.C. Viva Glam Lipstick koster 150 kr. (hvor hver eneste krone går til M.A.Cs Aids Fond) og kan købes hos M.A.C i Magasin (i bl.a. Odense, Århus, Lyngby, Rødovre og Kgs. Nytorv) eller Magasins webshop her.
6. Tri Brow fra Make Up Store Hvis der er den mindste smule rødt i den farve, jeg vælger til mine bryn, ligner de røde skovsnegle. Det er ikke det look, jeg går efter og det er derfor, at denne lille beholder med brynfarve er sådan et hit. Alle tre farver er grålige, hvilket i øvrigt ofte gør resultatet meget mere naturligt. Jeg lægger den på med en lille skråpensel og bruger efterfølgende en klar øjenbrynsgelé for at sikre et jævnt og holdbart resultat.
Hvis nu du netop vil fremhæve det røde i dine bryn er der en tilsvarende Duo Brow med rødbrune nuancer.
7. M.A.C. Lip Pencil i farven Smoke Denne lipliner har aldrig rigtig sagt mig noget. Det er sådan en støvet gråbrun nuance, som i virkeligheden ikke er super anvendelig. En dag var der en af de skønne kvinder hos M.A.C., som havde den på sammen med ovennævnte Viva Glam læbestift og den kombi var så fed, at jeg straks måtte eje den. Det er ikke meningen, at man skal tegne en tyk streg i hele læbekanten. Det skal blot være ganske let som en skygge. Denne teknik gør, at læberne ikke bare forsvinder bag den ultra nude farve.
M.A.C. Lip Pencil koster 125 kr. og kan købes hos M.A.C. i Magasin (i bl.a. Odense, Århus, Lyngby, Rødovre og Kgs. Nytorv) eller Magasins webshop her.
8. Aveda Flax Stick #8
Denne pensel ligner en traditionel foundation pensel, bare meget mindre. Jeg synes den er svær at bruge til foundation, men jeg har fundet den meget velegnet til at rette op under øjnene eller til at rette formen på øjenskyggen, hvis jeg har lavet fejl. Den er også genial til concealer.
Flax Stick #8 er en del af penselsættet Flax Sticks Special Effects Brush Set, som koster 720 kr. Aveda forhandles hos salon PALMA/AVEDA, der også sælger produkterne online her.
9. Pincet fra M.A.C.
Muligvis er jeg bare en gammel heks?
Faktum er at der i ny og næ, dukker irriterende og super stive hår op, både i mine øjenbryn og andre mere uskønne steder i ansigtet. En god pincet er min bedste ven i kampen mod disse uhyrlige hår. Denne er fra M.A.C. og den er god, fordi den er skarp. Kig efter at de to spidser, man kniber sammen, er ?skarpe?. Hvis pincetten er for klodset netop der, kan man ikke få fat i helt små hår.
Lignende pincetter fås på Apoteket, i Matas og i parfumerier og koster alt fra 50 kr. til flere hundrede kroner.
10. M.A.C. Mineralize Skinfinish Natural i farven Medium Dark. Det er ingen hemmelighed at jeg er kæmpe fan af disse mineralprodukter fra M.A.C. Den blush jeg altid har lavet ‘shading’ (skygger i ansigtet) med er afgået ved døden. I min søgen efter et alternativ har jeg kastet mig over Mineralize Skinfinish. Den er ikke helt optimal, da den ikke er helt så gråbrun, som den burde være. Og så indeholder den lidt perlemor. Det er ikke nok til at den glitrer, men helt mat er den altså ikke.
M.A.C. Mineralize Skinfinish Natural koster 215 kr. og kan købes hos M.A.C. i Magasin (i bl.a. Odense, Århus, Lyngby, Rødovre og Kgs. Nytorv) eller Magasins webshop her.