Tirsdagstip: Langsom opstart ét produkt ad gangen

18.02.20

Dagligt skriver jeg med læsere på messenger via Facebook eller i beskeder på Instagram. De fleste spørger til produkter, valg af produkter, sammensætning af plejeritual og specifikke diagnoser. Mange gange dagligt skriver jeg ”trap stille og roligt op med ét produkt ad gangen”. Det gælder hver eneste gang, du starter med noget nyt. Selvfølgelig er der nogen, der har robust hud. Det er dem, der uden problemer kan gå i gang med det hele på én gang. Resten af os kan ikke.
Effekten af syre kan give voldsomt ubehag. Effekten af A-vitamin kan minde om en forbrænding. Opstart med niacinamid kan give knopper, og opstart med C-vitamin kan ligne en allergisk reaktion. Derfor er det vigtigt at trappe langsomt op, særligt når du starter med produkter med høj koncentration af en enkelt ingrediens.

Langsom opstart
Den langsomme optrapning betyder, at din hud kan nå at vænne sig til en høj koncentration af en specifik ingrediens. Hvordan du helt konkret griber det an, afhænger naturligvis af din hud. Måske er din hud så hårdfør, at du hurtigt kan komme op på de anbefalede en til to gange dagligt. Måske er det helt aldeles udelukket og processen skal strækkes ud over en måned eller to.
Dengang vi arbejdede på A-Serum, startede jeg med A-Serum 5%. Min hud reagerede så voldsomt på koncentrationen, at min hud faldt af. Det var skrækkeligt og ikke ret hensigtsmæssigt, for det var henover sommeren… Da huden helede op igen, var den finere end nogensinde, men det store ubehag kunne jeg bestemt være foruden.

Sådan gør du
Uanset om det er et harmløst eller et mere koncentreret produkt, du skal prøve for første gang, skal en eventuel test altid foregå om aftenen. Det er om aftenen alle former for tilvænning skal starte. Når jeg skriver langsom opstart ét produkt ad gangen, må du lige huske at mærke efter selv. Men fremgangsmåden er sådan set enkel:

  • Uge et: Brug det nye produkt et par gange om aftenen, fortsæt til uge to, hvis det går fint.
  • Uge to: Brug det nye produkt hver anden aften, fortsæt til uge tre, hvis det går fint.
  • Uge tre: Brug det nye produkt hver aften, fortsæt til uge fire, hvis det går fint.
  • Uge fire: Brug det nye produkt hver anden morgen og hver anden aften… og så videre.

Hvis du oplever irritation skru da ned for brugen af det nye produkt. Oplever du derimod, at din hud har det helt fint, kan du skrue lidt op for hastigheden.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
Anna

Jeg er ved at skifte en del ud i min hudplejerutine. Planen er, at jeg skal have indfaset a-serum, c vitamin samt bha. Når produkterne skal indfases enkeltvist, har I så en anbefaling til rækkefølgen (dvs. hvilket jeg skal indføre først, som nummer to og sidst) samt hvor lang tid, et produkt skal være fuldt indfaset, inden jeg begynder med et nyt?

Helene Randløv

Hej Anna
Det er ikke vildt vigtigt, men jeg plejer at anbefale samme rækkefølge, som man bruger produkterne. Altså peeling først og produkter til dagen før dem til natten. I dit tilfælde er det altså T-Zone Peeeling, Vitamin C +TXA og til sidst A-Serum 2%.
Det sidste spørgsmål er besvaret i indlægget ovenfor under: Sådan gør du. Et mere præcist svar end: “når huden er klar”, kan jeg ikke give dig.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *