Tirsdagstip: Fodcremen virker også andre steder

26.02.19

Af flere omgange har en af vores søde kolleger rost vores Alt i en Fodcreme. Det er hun langt fra den eneste, der gør. Hendes ros er dog anderledes, fordi hun har noget rigtig træls eksem på hænderne. I tiden siden lanceringen af netop denne creme, har vi fået ros fra læsere og kolleger, der er slubbet af med en lang række ubehagelige hudproblemer. Ingen af delene vil jeg beskrive i detaljer. I stedet vil jeg minde om et rigtig gammelt tip, jeg har delt utallige gange allerede. Er der nemlig noget, der virker godt på tør, træls og slidt hud generelt, så er det fodcreme. Det gælder naturligvis ikke kun vores. En fodcreme, der virker på fødderne, virker med stor sandsynlighed også alle mulige andre steder.

Tørre hænder
Der er dem, der er fuldstændig ligeglade, og så er der dem, der synes, at cremens navn betyder noget. Det kan da godt være, at der er et par nysgerrige blikke, eller at der falder nogle kommentarer, når du smører fodcreme på hænderne. På den anden side kan du jo give tippet videre. Langt de fleste har vel prøvet at have tørre hænder, der tørster efter creme, så snart man har lagt tuben tilbage i tasken. Det er naturligvis ikke en ønskelig situation, men ukendt er den heller ikke. Særligt mænd, der ikke har for vane at have creme i tasken, kan have vanvittigt tørre og meget slidte hænder. Uanset køn er revner i fingerspidserne eller knoerne meget smertefulde. I sådanne tilfælde må langt de fleste håndcremer give op, og fodcreme er ofte den eneste mulige løsning.

Fodcremen virker også andre steder
De gode ingredienser, man ofte kender fra fodcremer, virker selvfølgelig overalt, hvor huden er tør, skorpet og slidt. Mange fodcremer er langt mere fedtede og derfor ikke så anvendelige på farten og i dagtimerne generelt. Uanset om det er håndværkerknæ, kontoralbuer eller andre skavanker, er det en fordel med en almindelig creme til dagtimerne. Inden sengetid kan du finde den fedtede creme frem og give det ønskede område en kærlig omgang. Hvis det er en af de rigtig fedtede varianter, kan du med fordel bruge handsker, sokker, natbukser eller anden beklædning, der gerne må blive fedtet.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
LouiseHHH

Hej Pudderdåser.
Jeg døjer med begge dele, meget tørre hænder og især fødderne.
Jeg har ikke prøvet jeres produkter endnu, men en faktor for mig, er at cremer har en lækker en duft. Har produkter fra BP og håndcremer, som lugter af muggen gnupis. Det ærgrer mig hver gang…
Er der (god) duft i jeres produkter? Her tænker jeg særligt i jeres fodcrem (som jeg også tiltænker at bruge til hænder)
På forhånd tak for svar 🙂

Helene Randløv

Kære Louise
Da produkterne er uparfumerede, kan vi ikke rigtig tale om duft. Jeg elsker mange af BPs produkter men er bestemt heller ikke fan af parfumen, de anvender. Mange ingredienser har en mere eller mindre tvivlsom lugt, men jeg synes ikke, at det gælder ingredienserne i vores fodcreme. Den lugter nærmest af “ingenting” hverken surt, bittert, stærkt eller sødt.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *