Becca Velvet Blurring Primer Perfecting Base - en primer der virker

Shampoo bar fra Lush – en overraskende positiv oplevelse

Lush Shampoo Bar

Indrømmet – jeg var overbevist om, at jeg ville hade Lush solid shampoo bar. Disse sæbeformede faste hårshampooer kørte Facebook rundt i nogle virale videoer med blandt andet påstande om, at de var rejsevenlige, miljøvenlige, sundere end almindelige shampooer og helt uden sulfater.

Det tog mig ikke mange kig på ingredienslisten at se, at disse barshampooer indeholdt præcis de samme sulfater som almindelig shampoo.

Jeg bestilte et par shampoo bars på Lush’ hjemmeside i den hensigt at skrive en sønderlemmende kritik, og så opstod problemet: Mit hår kan virkelig godt lide dem!

Helt almindelig sulfat og masser af parfume
Indholdet af sæberne er ellers fuldstændig ligesom enhver anden shampoo, og der er ingen grund til at tro på tilfældige Facebook-videoers påstande om, at indholdet er hverken sundere eller anderledes end alle andre shampoo. Der er enten sodium lauryl sulfat eller sodium laureth sulfat i alle Lush’ bar shampoo. Det er de sulfater, som facebook-videoen ellers skældte ud, og som vi også selv ofte har et godt øje til, fordi de virker udtørrende.

Der er også masser af farvestoffer, parfume og æterisk olie i. Kort sagt alt det, som der er i enhver anden shampoo.

Der burde altså ikke være noget særligt ved disse – udover at den solide sæbeform gør dem lidt mere irriterende og upraktiske at bruge, efter min mening.

Så hvorfor bliver mit hår så helt glat, blødt og u-filtret, når jeg bruger dem? Jeg har ingen anelse, men det gør det altså.

Lush’ egen forklaring er, at man ved den faste sæbe-form bruger langt mindre produkt og dertil har de tilsat en større mængde fedtstoffer end i en almindelig shampoo. Jeg synes, det er en troværdig forklaring, når man har haft produktet i hånden.

MEGET kraftig duft til badeværelset
Jeg købte tre forskellige:

Seanik og Jason and the Argan Oil blev hurtigt bortvist til en hermetisk tillukket pose længst inde i mit badeværelsesskab. Begge shampoo bar stinker værre end jeg ved ikke hvad… Hvis du er typen, der elsker overparfumeret potpourri og et badeværelse, der dufter kraftigt af æterisk olie, så klarer sådan en bar shampoo den opgave udemærket. Til forskel fra en almindelig shampoo kan man ikke bare lige lukke for den igen.

Trichomania derimod dufter ikke overvældende og for både min egen næses skyld og ikke mindst resten af familiens skyld, så er min kærlighed faldet på den. Og den er en overraskende god shampoo – med en dejlig kokosolie i.

Mit hår bliver normalt ekstremt fedtet i bunden og ekstremt tørt og filtret i spidserne. Men med Trichomania shampoo bar, så filtrer spidserne ikke, men er tværtimod bløde og glatte efter vask. Vel at mærke selvom jeg ikke har brugt en ekstra balsam.

Den faste sæbe er overraskende behagelig at bruge. Jeg gnubber lidt skum på hænderne, vasker håret med det – og vupti er jeg færdig.

Effekten i håret kan jeg faktisk bedst sammenligne med de resultater, jeg har haft med balsamshampoo og co-washing. Hvilket som sagt er overraskende, de barske sulfater (lauryl sulfat) taget i betragtning. For testens skyld så overgav jeg mig en enkelt gang og testede den pink Jason and the Argan Oil. Resultatet blev knap så blødt og fint – Trichomania er klart min favorit.

Så til min egen meget store overraskelse må jeg konstatere, at jeg er fan af Lush shampoo bar. Og vi vil meget gerne høre fra jer, hvis I har prøvet nogle af dem? Hvordan fungerer de for jer? Og hvilken af dem har I brugt?

Her kan du købe det
Du kan købe Lush på Lush’ engelske webshop. Shampoo bars koster mellem cirka 6 og 9 pund pr styk, og du finder dem her – men kig lige efter, når du lægger dem i kurven. Der er både almindelig shampoo, tørshampoo og shampoo bars i en pærevælling på siden. Fragt er forholdsvis pebret og koster fra 7,95 – 9,95 euro alt efter hvor meget din pakke vejer.

 



Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram  @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas.dk - Sephora.dk - MAC - Paula's Choice - Asos - Escentual - Lookfantastic.dk - Gosh.dk  - Feelunique -  Beauty Bay - Nicehair.dk - DECIEM - Apo-rot.dk - Ellos - Nelly - Flere links

9 kommentarer

  • Anne Sofie

    Jeg har ikke prøvet lush’s shampoo bar, netop fordi de stadig indeholder sulfater og en masse parfume. Jeg har i stedet prøvet nogle fra J. T. Liggett’s som jeg var ret vild med. De var desværre bare lidt dyre for en SU-indkomst så jeg kom fra dem igen, men jeg var også positivt overrasket over resultatet 😊 men jeg synes nu at bar-formen er lidt upraktisk at opbevare.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kat

    Prøvede dem for år siden… og elskede dem… og deres hårkur dito, men (!!!) de er for dyre, særligt taget fragten i betragtning :/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg er vild med dem! Jeg roterer lige nu mellem New!, Seanik og Jason and the Argon Oil. Thricomania er Jeg ikke pjattet med, og heller ikke deres balsam på bar.
    Jeg benytter enhver lejlighed jeg får for at gå i deres fysiske butikker, da jeg synes at deres personale forstår at give en god oplevelse hver gang. Eneste aber dabai ved det er mængden af parfume/æteriske olier, som min multiallergiske mand ikke håndterer så godt, nogle dog bedre end andre, så jeg skal holde tungen lige i munden med hvad jeg køber, og det jeg så køber skal bruges efter han har været på badeværelset og ikke inden vi skal i seng.
    Jeg vil også slå et slag for Lush’ tindåser – hvis sæben får lov til lige at tørre lidt efter brug og derefter kommer der i, bliver hele huset ikke “inficeret” af duften/lugten.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Dem må jeg da prøve. Har altid set Lush butikkerne her i Tyskland, hvor jeg bor men har simpelthen aldrig været inde i en. Tænker da de er smarte til rejsebrug, hvis man er afsted kun m håndbagage.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Metteline

    Jeg er begejstret for deres Soak & Float shampoo bar, en No Nonsens shampoo til sart hovedbund. Den renser mit hår, som jeg ikke vasker hver dag, uden at udtørre det. Dufter ret kraftigt på badeværelset, men det er OK. Er vild med shampoobarer – især også at man undgår al den plastik. Havde den med på ferie i en metalæske, det fungerede fint. Min søn har afrokrøller (dvs meget tørt hår) og bruger også en shampoobar fra Anita Grant (organic) med olie i. Den er rigtig lækker. Ligger i en sæbeskål på badeværelset.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Jeg elsker barene. Har prøvet lullaby, soak and float, jumping juniper og en der er udgået. De er nemme at bruge og mit hår føles ikke så tungt som med almindelig shampoo. Og de dufter dejligt, ikke overvældende synes jeg, Men deres bedste shampoo duftmæssigt er Daddy-O, der dufter af viol. Den er desværre flydende. Men der er en lilla balsambar med samme duft.
    Jeg bruger barene fordi de ikke fylder særlig meget, de skulle efter sigende kunne holde op til 80 hårvaske, det er nemmere at fordele shampooen i håret fordi den skummer så hurtigt op og ja, så er de nemme at have med i håndbagagen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ninna

    Jeg har prøvet flere af deres shampoo bars: New, Montalbano, og så har jeg både Jason and the argan oil og Honey I washed my hair i mit skab, som jeg dog ikke har prøvet endnu.
    Jeg er ikke så begejstret for Montalbano, da jeg synes mit hår føles ret tørt allerede når jeg skyller shampooen ud af mit hår (men jeg elsker duften, så jeg er splittet). Til gengæld er jeg vild med New!
    Og man kan købe nogle metalbeholdere til dem, så duften af dem ikke overtager ens badeværelse ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg prøvede for nogle år siden en Afrikan Black Soap (den ægte vare, ikke en farvet kopi), fordi den er rimelig lovprist, og jeg godt kan lide konceptet. MEN, så snart jeg fik sæben i håret blev det ekstremt strævt og mærkeligt.. Jeg prøvede alm shampoo og hårkur som hjalp en smule. Jeg fik googlet mig frem til, at det var ph-værdien den var gal med, og at ph-værdien på sæbebars godt kan ligge på opmod 10, hvor en shampoo gerne skal ligge på 7-5, og en balsams blødgørende egenskaber til dels kommer af en ph-værdi på ca. 4. Nu tør jeg så ikke købe sæbebars uden at vide hvad ph-værdien er. Der er jo en grund til at mange siger man skal skylle efter med en acv rinse…
    Nå, lang historie, min pointe er, at det hele nok handler om ph-værdien, som jo nok er hel fin i sæbebarene fra LUSH.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanna

    Jeg købte to forskellige barer i sidste uge: Trichomania og Jumping Juniper.
    Jeg er vild med duften af dem begge og elsker fast sæbebar-konceptet, dejlig nemt at håndtere og rejse med. Jumping Juniper skummer dejlig meget og efterlader håret squeaky clean – egentlig en dejlig fornemmelse, men som oftest betyder det jo at det udtørrer. Nu får vi se efter flere ganges vask. Trichomania til gengæld kan jeg nærmest ikke få til at skumme op – og den efterlader en fedtet fornemmelse (ligesom en fedtet film) i håret…oplever andre det?? MEN – håret ser slet ikke fedtet ud efter hårtørring, men sundt og fyldigt! Så jeg har det lidt ambivalent med den 😉 Dog er min kæreste helt vild med den til hans fuldskæg – bedste shampoo nogensinde, siger han! Overalt positivt overrasket og vil gerne prøve nogle flere varianter!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Becca Velvet Blurring Primer Perfecting Base - en primer der virker