Tirsdagstip: Guide til fyldigt hår

19.06.18
Redken Pillow Proof Blow Dry Express Primer og Two Day Extender

Redken Pillow Proof Blow Dry Express Primer og Two Day Extender

Her i fredags talte jeg med to af vores dejlige kolleger fra GoBeauty, vi talte blandt andet om gengangere. Altså indlæg, artikler eller vejledninger man bare skriver igen og igen. Katja og jeg har ofte talt om, at vi burde have sådan et årshjul. Med sådan et kan vi huske på ekstra fugt og fed creme, inden huden er knastør, når sæsonen skifter. En guide til SPF før skiferien og igen før den første maj. Vejledning til smokey eyes før julefrokostsæsonen og den lette diskrete makeup til bryllupssæsonen. Det er kun ganske få eksempler, se selv på de seneste dages indlæg om pleje af fusserne…
Allerede dagen efter blev jeg spurgt om noget, jeg var overbevist om, at vi har skrevet flere gange før… Det handlede om fladt hår.

Sommer og vinter
Hvis du er lidt træt af at have fladt hår, så skal du igennem en kort tjekliste. Der er faktisk overraskende mange steder, hvor det kan gå galt:

  • Bruger du den rigtige pleje? Fordi mit hår er slidt og afbleget, så har jeg en tendens til at vælge virkelig tung pleje. Det gjorde jeg faktisk også før mit hår var slidt… Det gjorde jeg, fordi tung pleje selvfølgelig måtte være bedre. Derfor skal du starte med at kigge på dit hår og finde ud af, hvad det egentlig har brug for.
  • Får du vasket håret ordentligt og skyllet plejeprodukterne ordentligt ud? En anden grund til tungt og flat hår kan være din grundighed eller mangel på samme under bruseren… Vi har alle sammen en yndlings side… og stederne vi springer let hen over. Sørg for at alle produkter er vasket ordentligt ud.
  • Overdoserer du produkter, uanset om det er pleje eller styling? I tråd med overstående, er det virkelig vigtigt at dosere korrekt. For eksempel er jeg SÅ dårlig til det der med dosering… Derfor har jeg altid hadet saltvandsspray, fordi det er så klistret. Men det er det altså kun, når man bruger for meget… Det samme gælder langt de fleste styling produkter. Et fint hår bliver selvfølgelig hurtigere tynget af produkter, så igen handler det om at kigge på håret.
  • Tørrer du håret ordentligt? Hver eneste gang jeg føntørrer mit hår, kan jeg være helt sikker på, at jeg har en helligdag. Altså en tot hår der langt fra er tør. Mit ømme punkt er en tot bag højre øre. Der er dage, hvor det skal gå stærkt, og jeg tænker pyt. På de gode af de dage sidder håret tvivlsomt… resten af tiden ligner jeg en krydsning mellem en trold og en høstak. Den ene våde tot ødelægger fuldstændig det arbejde, jeg lagde i føntørringen. Så i virkeligheden er det spild af tid at føntørre håret, hvis ikke du tørrer det ordentligt. Det er naturligvis med undtagelse af, hvis du skal style håret efterfølgende. I det tilfælde skal du kun tørre håret så det er 80-90 procent tørt.
  • Beskytter du resultatet? Hvis dit hår er sådan et, der reagerer på vejret, så er det en rigtig god idé at beskytte det med et af de stylingprodukter, der kan få frisuren til at holde. Her taler jeg ikke nødvendigvis lak. Der findes forskellige produkter, der kan beskytte håret mod skift i luftfugtigheden, så du ikke behøver at ligne en puddel, når du har brugt hele morgenen på at glatte håret. Spørg frisøren til råds! Mit hår er GLAT, så jeg har ingen personlige erfaringer og derfor ingen anbefalinger.

Det er desværre ikke muligt for mig at skrive en endelig facitliste: SÅDAN gør du… men en fejlfinder er første skridt på vejen. Det vil være gavnligt for de fleste af os at stramme op med jævne mellemrum. Dovenskab, travlhed og overspringshandlinger er ofte kilde til, at hår eller hud ikke opfører sig helt optimalt.

Spørg, spørg og spørg igen
Hvis du er i tvivl om noget, så husk at spørge frisøren, når du alligevel sidder i stolen. Som jeg har skrevet mange gange før, så er de gode frisører de mindst fedtede mennesker. I hvert fald når det kommer til at dele ud af den viden, de står med. Der er altid nye teknikker, tricks eller et lille fif, du kan lære. Hvis du ikke helt er med, og tænker ”det kan jeg ikke selv”, så spørg igen. Eller endnu bedre få frisøren til at føre din hånd, så du kan fange bevægelsen selv. Det ER selvfølgelig ikke ret nemt at stå med rundbørste, og en tung føntørrer omme i nakken. Det kræver både øvelse og et vist greb på tingene.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
Mia

Jeg er startet med en ny shampoo/balsam til fint og skrøbeligt hår. Den er fantastisk! Jeg taber max. halvt så mange hår nu, efter at have brugt det en uge, og mit hår er blankt og fyldigt. Jeg har prøvet ALT i volumenprodukter, men dette slår alt. Det hedder Maui Moisture Bamboo Fibre (fra Matas). Jeg anbefaler det til alle nu, jeg tvinger dem næsten til at prøve det 🙂

Helene Randløv

Hej Mia
Det er så dejligt at finde noget, der bare virker.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *