Hård hud? Drop fodfilen

Sådan fjerner du hård hud og revner på fødder og hæle

Testperson 1 har brugt Pudderdåsernes Alt i en fodcreme i 14 dage (morgen og aften). Vi har også bedt testpersonerne om at stoppe al brug af fodfil og lignende i testperioden.

I gårsdagens indlæg gentog vi den samme advarsel, som vi har gentaget og gentaget til hudløshed i de foreløbig 8 år, Pudderdåserne har eksisteret: Smid fodfil, pimpsten og lignende redskaber ud!

At file hård hud væk er en yderst effektiv måde at stimulere dannelsen af ny hård hud på. Og hvis du så også sørger for at opbløde dine fødder i et fodbad med jævne mellemrum, så er du også sikker på, at de bliver godt og grundigt udtørrede.

Men hvordan gør man så? Hvad kan så fjerne hård hud på fødder og hæle? Det trænger naturligvis også til at blive gentaget.

Smid fodfil og pimpsten ud
Vi tager den lige en gang til: At file hård hud væk stimulerer dannelsen af mere hård hud. Så stop med det. Hvis du gerne vil fjerne lidt af den hårde hud alligevel, så er en grydesvamp et bedre valg (Jep, en af de billige neonfarvede fra supermarkedet – læs mere her).

Stop med fodbad
Fodbad er både dejlig, afstressende og virkelig udtørrende for huden. Vand er noget af det mest udtørrende, man kan udsætte sin hud for, og at lægge sine fødder i blød i længere tid af gangen er godt for sjælen, men ikke for huden.

Se efter hvor på foden du har hård hud
Hård hud på hælen er normalt. Det samme er lidt hård hud på siden af storetåen. Men har du hård hud andre steder på fødderne, så er der grund til at få tjekket dine fødder. Jeg har for eksempel selv fået en masse hård hud under forfoden, og det er ikke et normalt sted at have hård hud. Det skyldes, at jeg har fået nedsunket forfod efter mine graviditeter, og de rigtige indlæg i skoene gør en stor forskel. Min platfodede mand får hård hud på svangen, hvilket bliver bedre med de rigtige indlæg.

Brug sportsstrømper og gode sko
At gå i bare tæer er dejligt, men ikke godt for hård hud. Hvis du vil gøre noget ved hård hud, så tag strømper på. På den anden side er det heller ikke godt for huden på fødderne at være indelukket og klamme hele dagen. Vores helt personlige erfaring er, at det bedste valg af hensyn til huden er svedtransporterende sportsstrømper af kunststof, der holder huden tør hele dagen.

Brug en fodcreme der opløser den hårde hud
Den virkelige ven i kampen mod hård hud er at bruge den rette fodcreme. En almindelig fugtighedscreme hjælper ikke spor her. Et højt indhold af fedt hjælper heller ikke spor. Hård hud kræver særlige ingredienser, der kan opløse og fjerne den hårde hud. Vi har selv gode erfaringer med:

Pudderdåserne Alt i en fodcreme – vores egen fodcreme mod hård hud, revnede hæle og sure tæer som vi lancerede i sidste uge. Læs mere om den her.

Matas Fod og Hælkur – klassisk fodcreme baseret på carbamid. En tyk og fedtet sag, men den virker, og den er billig. Matas Hælstift virker på samme måde.

Apotekets Hælcreme og Hælstift – Minder om Matas’ version af samme.

Heel Chemistry Cream – Da jeg forrige år prøvede hælcremen fra The Chemistry Brand, var det noget af en øjenåbner. Det var mit første møde med en hælcreme uden carbamid, der virkede. Og ret godt endda. Indtil da havde jeg kun haft øje for fodcreme med carbamid, men den carbamid-fri Heel Chemistry lærte mig noget om, at der også findes andre ting derude, der virker på hård hud. Duften er temmelig overvældende, men den kan alligevel også anbefales.

Her kan du købe det (indeholder reklamelinks*)
Pudderdåsernes Alt i en fodcreme koster 125 kroner på Dåseshoppen.dk*.

Matas Fod- og Hælkur koster 59 kroner for 100 ml. i Matas*. Matas Hælstift koster 69 kroner i Matas*.

Apotekernes Hælcreme og Hælstift koster 59 pr styk på apoteket*.

Heel Chemistry koster 17 euro på DECIEMS egen webshop.



Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram  @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas.dk - Sephora.dk - MAC - Paula's Choice - Asos - Escentual - Lookfantastic.dk - Gosh.dk  - Feelunique -  Beauty Bay - Nicehair.dk - DECIEM - Apo-rot.dk - Ellos - Nelly - Flere links

21 kommentarer

  • Anja

    Jeg har Matas’ fod- og hælkur derhjemme. Men jeg synes at den er utrolig langsom til at trække ind. Derfor er det lidt problematisk om morgenen, hvor jeg ofte ikke har tid til at sidde og vente på at det tørrer ind. Synes egentlig heller ikke det er fedt at lægge sig under dynen med fedtede fødder. Trækker jeres hurtigere ind, eller er det bare sådan det skal være med fodcremer? :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Jeg ved det…. den er top-klistret. Vores er helt anderledes i konsistensen. Det var blandt andet derfor, vi lavede den. Den trænger ind med det samme.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Krs

    Hej :)
    Jeg bruger Camferine hver anden aften på fødderne og de er altid fine og lyserøde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Krs
      Det er desværre ikke alle der er så heldige :-)

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Den er seriøs godt den fodcreme i har lavet. Den trænger virkelig hurtigt ind og lækker konsistens. Og den har allerede hjulpet. Glæder mig til flere produkter fra jer i fremtiden ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Christina
      Har du prøvet andre end fodcremen:-) Ellers er der ni andre du kan prøve, inden vi lancerer nyt igen ;-)

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina

      Jeg har prøvet ALLE jeres produkter 😝 og er storforbruger af jeres Alt i en solcreme ☀️ Har altid flere på lager så jeg ikke løber tør ☺️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      <3 <3 <3 Tak <3 <3 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Billederne kunne være mine fødder. Er flittig med fodbad, fil mm. Har bestilt jeres creme og er meget spændt 🤞 bruger Matas men den er lidt drilsk i konsistensen. Har lige brugt Babyfoot for et par uger siden og det hjælper så godt på mig så jeg krydser fingre for at jeres creme kan give det sidste skub til fine sommerfødder :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Eva
      Det krydser vi fingre for :-*

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Eva

      Hvordan er jeres erfaring ift fodscrub/peeling – er det at sidestille med at file? Også ift sideløbende sammen med jeres creme

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Eva
      Det er jeg selv storforbruger af, og det svarer til brugen af skuresvampen, som vi netop anbefaler :-)

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hvornår kommer jeres fodcreme i butikker e?
    Jeg har også et spørgsmål ang jeres solcreme. Er den effektiv nok til en solferie? Har ekstrem sart hud, mener at den er på fysiske filter ikke?
    Sidste spørgsmål. Den solcreme jeg bruger nu er spf 59, er det dumt at skifte den ud med jeres? Er ekstrem sensitiv overfor solen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Louise
      Det gør den i løbet af uge 26.
      Hvis du bruger den mængde, du skal 1/4-1/2 teske, så ja selvfølgelig er den det. Mange af vores læsere vender tilbage med positive kommentarer, nogle der ellers altid døjer med soleksem og den slags. Men du skal selvfølgelig være sikker på, at du kan tåle den. Jeg kan ikke udtale mig om en solcreme, jeg ikke kender. Hvis jeg skulle på solferie, ville jeg ALTID vælge mineralsk filter (som Alt i en Beskyttelsen), fordi den type holder langt bedre på MIN hud.
      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg har siden jeg var 14 år brugt både fil og høvl. Er det muligt at minimere den tykke hud ved storetåen blot ved at bruge jeres fodcreme? bør jeg høvle eller file inden jeg begynder for dermed at komme i bund og forebygge?
    Har tidligere forsøgt med Matas fodsalve uden høvl og fil, men huden var stadig tyk og med revner. Derfor er jeg gået tilbage til filen. Er dog villig til at forsøge igen og køber jeres fodcreme i dag:-) tak for jer<3
    Kh Christina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Christina
      Nogle af resultaterne fra vores læsertest beviste for mig, at det er muligt. Hvis ikke jeg havde set dem, havde jeg ikke troet det muligt.

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrissen

    Jeg er simpelthen nødt til at råbe et højt hurra og et tifoldigt længe leve for jere Alt-I-En fodcreme! For 14 dage siden fik jeg den hjem fra Dåseshoppen (fantastisk hurtig levering, forresten) og jeg har troligt smurt mine fødder morgen og aften. Fodcremen trænger lynhurtigt ind, cirka 5 minutter skal jeg sidde stille hvilket lige passer med en kop te, og så føles fødderne lækre fra morgenstunden. Jeg har set en markant forbedring på både den alm. hårde hud, men særligt de dybe og mange hælrevner som jeg havde. Jeg håber at I udvikler flere fodplejeprodukter, måske en intensiv creme som kan bruges natten over som supplerende pleje eller en fodscrub (nu hvor fodfilen er smidt ud). Tak, tak og atter tak!

    P.S. Jeg laver selvfølgelig også en officiel anmeldelse af produkter til jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Wauw! Tusind tak for ros, og for din fine anmeldelse <3

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg er og har altid været skeptisk overfor produkter, der lover guld og grønne skove, men når nu anbefalingen kom fra jer (og en masse billeddokumentation fra flere velkendte bloggere) så var jeg jo nødt til at købe jeres fodcreme.
    Efter mindre end en uge med den morgen og aften er der ikke kun sket det vilde at mine hælrevner er væk… jeg kan heller ikke se hvor de var før!
    Men så igen, jeg burde have vidst at de produkter, I udgiver, lever op til jeres strenge krav. Man kan altid regne med jer.
    Tusind tak for det! Og tak for den skønneste fodcreme!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Jeg er kæmpe fan af jeres produkter❤️

    Desværre er min oplevelse at alt-i-en-fodcremen blot har forværret min hårde hud på hælene. Har brugt det i 2 uger nu. Skal det blive slemt før det bliver godt?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Nej, det skal det bestemt ikke. Det lyder specielt. Hvordan gjorde du før?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hård hud? Drop fodfilen