Tirsdagstip: Husk farverne

13.03.18
Tirsdagstip: Husk farverne
Tirsdagstip: Husk farverne
Paletten Electric Obsessions fra Huda Beauty
Foto: Sephora

Mit lille farveglade hjerte er ved at boble over af lykke, fordi farverne er på vej tilbage i makeuppen. Manglen på farver i diverse paletter og kollektioner har selvfølgelig ikke påvirket mit eget valg af makeup. Det har dog været alt for tydeligt netop i paletter og kollektioner, at der har været lavvande i pigmentbeholderne hos mange af producenterne. Som jeg ser det, har det været en ond cirkel. På den anden side, glæder jeg mig så meget mere over, at der allerede er flere modige kvinder derude, der ikke går af vejen for lidt lilla, grøn eller orange. Måske netop fordi der har været mangel på farver?

Naturlig makeup
Der er overhovedet ikke noget som helst galt i at have nydt den lange brune periode. Brun øjenskygge kan virkelig være pænt! Det er mere betegnelsen ”naturlig”, jeg bliver lidt lang i betrækket af. Har du nogensinde set nogen med brune øjenlåg? Det kan jeg godt røbe, at jeg ikke har. Naturligvis med undtagelse af de mennesker, der har en brun hudfarve. Til gengæld har jeg set mange med rødlige, blålige og næsten lilla øjenlåg. Så er det er vel også naturlige farver?
Uanset om du vælger den ene eller den anden slags farver, så gælder det selvfølgelig om at vælge dem, der klæder dig bedst. Det kan også være en god idé at vænne sig til flere eller stærkere farver lidt efterhånden. Det behøver jo ikke være neon gul lige med det samme…

Noget af det gode…
Der er også kommet noget rigtig godt ud af denne brune periode. Det har nemlig betydet, at matte øjenskygger har fået en helt ny konsistens. Der er sket et generelt og virkelig tiltrængt løft af kvaliteten. En anden ting, der glæder mig, er at se, hvordan ”de gode gamle” er på banen igen. Selv Lancôme, der før i tiden lancerede de sejeste knaldrøde øjenskygger i tre forskellige konsistenser, har for første gang i årevis lanceret nogle spændende farver. At kvaliteten så er helt ulig det fine mærkes hidtidige standard, er selvfølgelig lidt trist. Skal vi ikke bare håbe på, at det er en smutter? Uanset hvad er den farverige lancering forhåbentlig tegn på, at flere mærker har fået blod på tanden. Jaaaaah!

Jamen… hvordan?
Hvis du er helt ude af vanen med at bruge farver, kan det både synes voldsomt og ligefrem grimt. Start i det små med at tilføje lidt farvet eyeliner. Måske kan du hente lidt inspiration i det gamle tirsdagstip: Pep dit look med en farve.
Det trygge look med den sorte flydende eyeliner, kan være meget udfordrende og grænseoverskridende at ændre på. Det er dog forholdsvis enkelt og endda hurtigt at gøre. Læg først en farvet øjenskygge som eyeliner langs vipperne, og læg derefter den sorte eyeliner oven på. På den måde er det ganske lidt farve, der titter op over den sorte eyeliner, og alligevel noget der gør en stor forskel.
Har du brug for lidt tips til at bruge de øjenskygger, der har ligget ubrugte hen i dine paletter? Så kan du måske finde lidt inspiration i det gamle tirsdagstip: Brug dine øjenskygger.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
1 kommentarer
Mia / sortpastel.dk

Jeg har virkelig haft øjnene rettet mod de små paletter fra Huda! Mange af dem ser rigtig flotte ud, men jeg har aldrig prøvet noget fra mærket. Men Wow! 😀

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *