Fredagsfavorit: Evolve Organic Beauty Radiant Glow Mask

16.02.18
Evolve Organic Beauty Radiant Glow Mask
Evolve Organic Beauty Radiant Glow Mask
Foto: Evolve Organic Beauty

Evolve Organic Beauty Radiant Glow Mask har ligget i en fin lille gavepose i noget tid. Den var del af en julegave, og jeg var egentlig sikker på, at den ikke var noget for mig. Og sådan var det, lige indtil jeg fik prøvet den. En dag hvor min hud både var tør, skællende og træls, fandt jeg den frem fra gemmerne og masserede den chokoladeduftende, mørke og seje maske i ansigtet. Det var en fantastisk god beslutning, og grunden til, at jeg skriver dette indlæg er, at jeg selv skal bestille en ny. Det må jo være et kvalitetsstempel i sig selv.

Mod alle ods
Chokolade og kokos står ikke ligefrem øverst på min hitliste, når jeg vælger duft heller ikke i mine plejeprodukter. Det var præcis derfor, jeg ikke havde travlt med at teste Evolve Organic Beauty Radiant Glow Mask. Den søde slikagtige duft er heldigvis det eneste minus ved produktet, men det var så stort for mig, at den ikke fik en chance. Og sådan faldt jeg altså i en fælde, som jeg altid selv advarer mod nemlig at være forudindtaget. Det er den sikre vej til at gå glip af gode oplevelser, uanset om det er ude i virkeligheden eller hjemme på badeværelset.

Vidunder?
I øjeblikket får vi vanvittigt mange spørgsmål om ansigtsmasker. Svaret er mere eller mindre enslydende hver gang, det handler nemlig om at fokusere på den daglige pleje.
Det er vist ingen hemmelighed, at jeg alligevel er vild med ansigtsmasker. Faktisk har jeg så mange favoritter, at det nemt kunne være en meget omfattende del af min rutine. Sådan er det bare ikke, selvom jeg prioriterer forkælelse i hverdagen højt. Fugtmasker og plejende masker er måske nok undtagelsen, men ellers ville en maske hver eneste dag hurtigt gøre mere skade end gavn. Især hvis man også bruger andre eksfolierende produkter som rensebørster eller renseprodukter, diverse eksfolierende syreprodukter, ja… selv en kabuki med mineralpudder kan være hård kost.

Overeksfoliering
Når vi ikke anbefaler brug af masker i tide og utide, er det mest fordi de fleste har et overordentlig varmt forhold til eksfolierende masker. Sådan en er Evolve Organic Beauty Radiant Glow Mask, og selv om du mere eller mindre selv kan styre præcist, hvor meget masken skal eksfoliere, skal du være forsigtig. Det er ikke fordi, jeg ikke forstår behovet for at skrubbe igennem. Selv er jeg helt vild med den smukke glød, og den der glatte og rene fornemmelse, en god skrubbemaske giver.
Bagsiden af eksfoliering er tør, irriteret, sart og reagerende hud. Den ødelagte barriere, der ofte er grund til den type problemer, ligger lige i kølvandet af overeksfoliering. Det er derfor, du skal nøjes med at eksfoliere en gang og højest to gange om ugen, hvis du har en robust hud.

Evolve Organic Beauty Radiant Glow Mask
Hvis du aldrig har hørt om Evolve Organic Beauty før, så skulle du tage at kigge nærmere på mærket. Produkterne er naturlige og økologiske, og så er der altså nogle rigtig fine ting i sortimentet. Evolve Organic Beauty Radiant Glow Mask er bare et af dem… Rensebalmen Gentle Cleansing Melt er helt fantastisk og har i mange år været en af mine foretrukne. Det særlige ved både masken og balmen er konsistenserne.
Det er mindst lige så rart at fjerne produkterne igen, som et er at smøre dem på. Når du nærmer dig med lidt vand på fingrene, forsvinder alt det seje og konsistensen bliver helt mælket og lige til at fjerne. Selvom man godt kan blive overmandet af trangen til at smage på masken, så kan jeg godt afsløre, at smagen ikke matcher duften.

Evolve Organic Beauty Radiant Glow Mask koster 225 kroner for 60 ml. Du kan finde den udvalgte steder i Danmark eller online hos Soul & Scent.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
7 kommentarer
Natacha

Jeg tænkte på, om I måske kunne skrive lidt om mærket Filorga?
Jeg går og overvejer at købe deres Hydra-hyal, men jeg kan ikke finde ud af, hvor allergivenligt deres produkter er?
Vh Natacha

Helene Randløv

Hej Natacha
Jeg er i gang med en test af flere af produkterne, jeg har altid været vild med Filorga <3 Og jeg er endnu ikke stødt på noget, min sarte og irriterede hud ikke kan tåle.
Kh. Helene

Natacha

Hej Helene
Mange tak for svar. Det lyder spændende og det vil jeg se frem til 🙂
Vh Natacha

Simone

Bruger du Gentle Cleansing Melt både morgen og aften hver dag? For er det ik noget med at man ikke skal rense med vand både morgen og aften

Helene Randløv

Kære Simone
Så længe du begrænser mængden af vand, er du kommet langt. Nu er Gentle Cleansing Melt en meget rig rens, så jeg er ikke så bekymret for huden, som jeg er med skum for eksempel.
Kh. Helene

Anne Kirstine

Vil I uddybe det med at en kabukibørste med mineralpudder kan være hård kost for huden?
Bruger vist begge, men bliver nysgerrig på om det særligt er den ene, det andet, begge eller kombinationen der er hård. Og gerne om der er mildere alternativer?

Hilsen Anne Kirstine

Helene Randløv Hansson

Hej Anne Kirstine
Det kan du læse om her: https://pudderdaaserne.dk/2018/12/11/tirsdagstip-undgaa-pudderfoundation/

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *