Tirsdagstip: Vedligehold din behandling

Parallelimport eller farlige kopivarer?

Nogle gange er parallelimport også en mulighed for adgang til produkter, der ellers ikke er på det danske marked. Som for eksempel Maybellines suveræne concealer - som nu er kommet officielt til Danmark.

Nogle gange er parallelimport også en adgang til produkter, der ellers ikke er på det danske marked. Som for eksempel Maybellines suveræne concealer – som nu er kommet officielt til Danmark.

Er det ulovlige kopier, når et parti billigt mærkevaretøj eller dyr parfume pludselig lander i Føtex eller Normal?

Nej, det er parallelimport, og det er fuldstændig lovligt. Omend ofte dybt irriterende og frusterende for de danske producenter og distributører, der ofte kæmper med næb og klør, når det sker.

Kopivarer er, når nogen laver en kopi af en vare, og det er selvfølgelig ulovligt. De fleste af os kommer kun i kontakt med deciderede forfalskninger på nettet eller i udlandet, men vi ser også sager om ulovlig kopiering herhjemme, når nogen lader sig inspirere lige lovlig meget af andres design.

Parallelimport er noget helt andet. Her opkøber en dansk forhandler et parti af en original vare i et andet EU-land og sælger det i Danmark. Udenom det etablerede netværk af distributører. Herhjemme står firmaer som Normal, supermarkederne og webshops for meget af parallelimporten.

Og hvorfor er parallelimport en god forretning? Hvorfor kan det betale sig for en dansk butik at rejse til et andet europæisk land og opkøbe et produkt for derefter at tage det med hjem til Danmark udenom den danske distributør?

Det kan det for eksempel i de tilfælde, hvor et brand ikke ønsker at handle med den pågældende forhandler. Hvis man har et eksklusivt produkt, så ønsker man ikke, at det kan købes i supermarkedet, og derfor vil man ikke sælge det der. Derfor tager supermarkedet til udlandet og køber et lager der.

Det kan også ske i de tilfælde, hvor mærkerne opretholder en meget højere pris på det skandinaviske marked i forhold til resten af EU. Hvis priserne er nogenlunde ens i hele EU, så opstår der sjældent lige så voldsom parallelimport, som vi ser det på de mærker, hvor der er store prisforskelle.

Og så sker det bare helt generelt når producenter begiver sig ud på det internationale marked. Alle kender til det, og det er et vilkår for alle.

De autoriserede forhandlere og det etablerede distributionsnetværk taber naturligvis penge på denne handel og kæmper derfor imod. Producenten vil ofte gerne beskytte sine autoriserede forhandlere.

Denne gamle artikel fra 2008 illustrerer parallelimport-problematikken meget godt.

Og hvor efterlader det så dig som forbruger? Køber du en parallelimporteret vare er den ægte. Den stammer fra den rigtige producent. Den har bare været en omvej undervejs. Du kan også opleve, at tekster er på et andet sprog. Du kan læse mere om dine rettigheder, når du købe parallelimporterede varer, her på TÆNK, men som udgangspunkt er du beskyttet som forbruger helt som hvis du køber enhver anden vare.

Hvem har så ret rent moralsk? Parallelimport indenfor EU er fuldstændig lovligt, og du køber en ægte vare.

Jeg kan også godt forstå, at det er bittert at gøre et stort arbejde som distributør og agent i Danmark for et mærke og så se en del af salget gå til butikker, der får deres varer fra andre kanaler. Men det er nok svært at overbevise forbrugerne om, at de skal betale ekstra for en vare for en dansk agents skyld.

Man kan også spørge sig selv om, hvor stort problemet med parallelimport ville være, hvis der reelt var fri konkurrence på priserne. Hvis visse mærker ikke opretholdt markant højere priser i Danmark i forhold til vores nabolande, så ville det ikke længere være en så god forretning. Vi har skrevet om problemet med den manglende fri konkurrence tidligere her.

Hvad mener du? Køber du produkterne der, hvor det er billigst, eller køber du helst hos den autoriserede forhandler?

 

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram  @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas.dk - MAC - Boozt.com - Asos - Escentual - Lookfantastic.dk - Gosh.dk   Feelunique - Nicehair.dk - DECIEM - Apo-rot.dk - Ellos - Nelly - Flere links
   

12 kommentarer

  • Line S

    Mener at der på et tidspunkt blev solgt maroccan oil i Bilka, men at dette ikke var den ægte varer? :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kir

    Jeg er vild med parallelimport – lad os få noget mere konkurrence på priserne!
    Det er noget svineri, at fx Gilette koster ca 40% mere, når det sælges via officielle kanaler sammenlignet med parallelimport – varen kan jo tydeligvis bære at blive solgt til den lavere pris, uden at producenten mister indtjening, så prisen må der alene være skruet på pga. vores bedre købekraft her i landet sammenlignet med andre EU lande. Not cool!
    Jeg køber så meget som muligt i Normal og på nettet og jeg tror ikke på, at de “almindelige” kanaler kan overleve på sigt, og det synes jeg er helt fint.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria L

    Det kommer faktisk an på hvad det er. Jeg har webshops og supermarkeder mistænkt for, at det er et opkøb af lager med varer som producenten gerne vil udgå meget snart. Og så tænker jeg, at hvis jeg skal købe et produkt der skal virke (f.eks. med C vitamin, eller en anden vare hvor indholdet mister sin virkning hurtigt og helst skal bruges hurtigere op) vil jeg helst købe det hos autoriserede forhandlere, fordi jeg ved fra en tidligere Matas ekspedient at varen maks må stå 3 år på hylden. I webshopsene og supermarkedet er jeg bange for, at produkterne kan have flere år på bagen og man ved egentlig ikke hvordan de bliver opbevaret (for koldt/ for varmt?). Men drejer det sig om shampoo, hårbørster og sådan nogle andre ting der egentlig bare kan holde, har jeg overhovedet intet problem i at købe dem sådan.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Billigst! Konkurrence er godt :-)

    / sisselsolsort.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Jeg giver køber altid dansk gennem de officielle kanaler. Jeg er SÅ bange for at få købe en kopivare med usund kemi. Jeg har meget sart hud, og er allergisk overfor mange indholdsstoffer, så jeg tager ingen chancer. Selvom det med garanti er at overreagere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hvis varen er ægte, så køber jeg hvor den er billigst (lovligt) og handler jublende gerne i normal!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva Bacher

    Jeg shopper glad og gerne globalt, sålænge det er told-og taxfrit. Så aldrig noget fra USA. Men jeg handler en del varer i de koreanske onlineshops, og da jeg skal give mere end dobbelt så meget for samme product herhjemme – hvis ikke endnu mere – så er der ikke meget at betænke sig på. K-Beauty er ihvertfald et ret sikkert område at vove sig ud i. Jeg får faktisk lidt dårlig samvittighed overfor den danske forhandler, som er meget meget sød med mange gode hudplejeråd. Men ikke så meget, at jeg vil betale hende dobbelt op. Generelt tjekker jeg altid hvor jeg kan få min vare billigst. Og venter gerne på leveringen – det er lidt hyggeligt at gå og vente og eftersom de sender forsikret, kommer de altid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hvis det er det samme produkt til to forskellige priser, så handler det jo blot om, at der findes nogle danske mellemmænd, som gerne vil tjene penge. Disse mellemmænd er som aktiehandlere: de køber et produkt og sælger det videre. Jo flere led i importen, jo mere “dødsvægt” er der på kundens pris til sidst.

    Havde der været tale om selve produktionen eller udviklingen af varer i Danmark vs. andre lande, havde jeg haft en anden holdning. Men at der sidder en dansk agent på et kontor og tjener penge på at sælge en varer videre til en højere pris, ser jeg ingen grund til at støtte. I andre brancher er dette jo også historie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lige netop den concealer fra Maybelline købte jeg i Normal inden jeg kunne få den andre steder :-)

    Der er mange ting som betyder noget for hvor jeg køber mine produkter. Pris er en af dem, men også om jeg vil/kan støtte en lokal forhandler, om jeg kan få tingene hvor jeg normalt kommer forbi, om jeg nemt kan købe dem over nettet osv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Altid hos en autoriseret forhandler. Stoler ikke på parallelimport. Jeg giver gerne ekstra for produkter, så længe jeg ved, hvad jeg har med at gøre.
    Jeg ved, at M2 har haft problemer med parallelimport, hvor deres produkt samtidigt var kopi.
    Derfor har de sat mærker på alle deres produkter, så der aldrig hersker tvivl omkring, hvorvidt kunden står med et ægte eller uægte produkt i hånden. M2 fralægger sig al ansvar, hvis produktet er købt uden dette mærke på, som viser om produktet er parallelimporteret/kopi. Det synes jeg er helt fair 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hej skønne jer.
    Jeg ville ønske i måske kunne sætte endnu mere fokus på kopivarer i et indlæg – i har jo super mange læsere, og jeg føler virkelig det er et kæmpe problem i DK. (Ved godt det ikke har noget med parallelimport at gøre, men det her er det eneste indlæg der minder lidt om kopivarer, som jeg kan finde :) )
    Jeg har selv haft en webshop med makeup, og er selv en håbløs beautyjunkie. I mange år har jeg virkelig gjort meget for at lære at spotte fake makeup, for der er SÅ meget i omløb – også i DK.
    Her er helt lovlige hjemmesider, som sælger de berygtede Kylie Lip Kits, som jeg ved 10000% er fake (Når man har haft en webshop, kommer man til at kende lidt til hele import industrien samt forhandlernettet) Det er mig en gåde at denne shop blot kan fungere, uden nogle skrider ind. Vi ved jo at det er dybt farlige ingredienser i kopimakeup. Men hvad faktisk værre er, er at (typisk) unge piger EFTERSPØRGER kopivarerne. Jeg tænker det selvfølgelig skyldes prisen, men også i høj grad den “prestige” der er i at hive den “rigtige” lipgloss op af tasken foran veninderne. Jeg synes det er så synd. For det kan udelukkende være pga. brandet det efterspørges, for selve formlen og performance er jo tit noget bæ. Tarte Shape Tape har jeg også set florere rundt. Ja, der er jo mange som i nok ved. Men ak.. Jeg synes der bør gøre noget ved den tankegang, for det er hul i hovedet at risikere helbred for en billig, ulækker og super ringe læbestift, bare for at imponere veninderne.

    Håber i en dag kan tage emnet op <3

    Kh Line (kæmpe fan af jer og jeres skønne produkter)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe

      Hej Line. Har læst din kommentar med stor opmærksomhed. Det lyder som om du har kendskab til en specifik webshop der sælger kopivarer og jeg bliver nysgerrig på om det er en af dem jeg ofte bruger. For mig at se er det umuligt som forbruger at vide om der er tale om parallelimport eller deciderede kopivarer. Har lige brugt en masse tid på at finde flere oplysninger på nettet, men synes ikke jeg bliver klogere. Jeg blev opmærksom på problemet, da jeg på et tidspunkt købte et Kevin Murphy produkt, hvor konsistensen var markant anderledes end den jeg plejede at købe hos min frisør. Produktet havde stort samme effekt som det originale og heldigvis faldt mit hår ikke af, men nu er jeg blevet ret bekymret for at handle skønhedsprodukter online. Glemte desværre at notere, hvilken webshop jeg købte produktet hos. Vil meget gerne høre dine tips til, hvordan man navigere i den jungle. Jeg handler en del hos Nicehair, men har nu opdaget nogle ret foruroligende klager på deres Facebook side.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tirsdagstip: Vedligehold din behandling