Tirsdagstip: Beskyt dig!

23.01.18
Mineralsk foundation

Mineralsk foundation

Hver eneste dag bliver jeg inspireret til en eller anden form for tip. Af og til bliver jeg dog så oprørt over min inspirationskilde, at tippet bliver siddende. Det skete da vi i sidste uge var til en præsentation af forskellige mærker. Et af de mest sælgende produkter fra et af mærkerne, er en mineral foundation med SPF 15. Der er ingen sure miner over produktet, og jeg bebrejder heller ikke mærket! Men iiihhh altså… Det gør mig RASENDE, at det er muligt at skrive SPF på dagcremer og makeupprodukter. Selv kvinder der har været i branchen længe fremhæver af og til den SPF, som om det var et plus. Og spørgsmålet der fik mig til tasterne, var naturligvis om man så kunne droppe anden beskyttelse… Hvis du er i tvivl, så er svaret NEJ!

Falsk tryghed
Selv den mest hærdede kan komme i tvivl om det der SPF. Det forstår jeg godt, det er virkelig svært at finde hoved og hale i de meget modsatrettede informationer. Når man taler om SPF er beskyttelsen primært afhængig af to ting. Selvfølgelig er tallet afgørende, men det altafgørende er i virkeligheden op til dig. Og det er derfor, jeg bliver gal! Der er få mennesker, jeg kender, der bruger den mængde, der reelt giver den beskyttelse, der står på produktet. Når vi taler dagcremer, foundation, pudder og alle mulige andre produkter, man enten sparer på, lægger ujævnt eller bare bruger i begrænset mængde, så giver det næsten sig selv, at du bliver snydt, hvis du stoler på, at du er beskyttet med den lovede SPF.

Brug nok!
Det handler altså om, at bruge nok solcreme. Men hvor meget skal man egentlig bruge. Du har garanteret hørt, at man skal bruge en håndfuld til hele kroppen og tænkt, at det var tosset. Der er jo en grund til, at det er den vanvittige mængde, du skal bruge. Det tal der står som SPF forudsætter nemlig, at du har et solidt lag på. Mit store ønske er, at man finder en anden og mere realistisk metode og dermed mængde til test af solcreme… Indtil da skal du være opmærksom på mængden!

Sommer, vinter… ALTID!
I øjeblikket er det sæson for skibrilleaftegninger, knastørre og måske også forbrændte læber, for ikke at tale om de skallende næser. Af en eller anden grund er der altid nogen, der kommer hjem fra skiferien og er helt overraskede over hudens tilstand. Husk på at sne reflekterer solens stråler op til 80%, det er faktisk meget højere end på den gængse solferie til vandet. Så du skal selvfølgelig beskytte dig mindst lige så godt! I øvrigt er det ikke kun vigtigt med den høje SPF, du skal også være sikker på at beskyttelsen mod UVA-strålerne er i orden. Check selv filtrene, ved at læse ingredienslisten på produktet, og læs mere om filtrene i de to gamle indlæg: Sådan vælger du den bedste solcreme og Miljø- og allergimærkede solcremer mangler høj UVA-beskyttelse.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
Malene

Tak for det tirsdagstip! Jeg har tidligere xflere fået en skinnende rød pande på trods af dagcreme med SPF og undret mig, for ‘der er jo beskyttelse i?!’ – så blev jeg også lidt klogere i dag 🙂

Melanie

Ej øv havde ellers gået med en plan om købe Chanels cc-cream med spf50 her til sommer da jeg tænkte det var nemmere end solcreme🙄 øv øv.. men tak for indlægget !

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *