Tirsdagstip: Lyt til kroppen og sindet!

Hudplejerutine til alle – rækkefølge og miks af produkter

5 trins hudplejerutine

Vores guide til hudplejerutine er en hjælp til, hvordan du kan sammensætte din egen hudpleje. Denne guide har set nogenlunde identisk ud, lige siden vi starte bloggen, og da vi lancerede vores egen hudplejeserie, har vi selvfølgelig forsøgt at holde den røde tråd.

Det er IKKE en liste over fem trin du SKAL udføre. Langt fra. Dette er en liste over fem trin du selv kan blande, som det passer til din hud. Vores håb er bare, at den kan bidrage med et overblik i en til tider uoverskuelig hudplejeverden.

Et par vigtige ting at huske, inden vi går i gang:

  • If it works, don’t fix it – virker noget andet for dig, så lad være med at lave det om, bare fordi to skønhedsbloggere har skrevet noget andet på nettet
  • Du skal IKKE følge alle fem trin slavisk. Tanken er, at du tager de trin, der giver mening for dig og ignorerer resten (næsten…).
  • Du behøver IKKE købe samtlige produkter fra et mærke – heller ikke bare fordi det hedder Pudderdåserne. Miks og match alle de dejlige produkter fra alle de gode brands, der findes derude. Der er absolut ingen grund til andet.

1. Rens
Første trin er selvfølgelig at rense huden, hvad end det er med en eau micellaire så som vores Alt i en makeupfjerner, en ansigtsvask til brug med vand, en rensebørste eller hvad du ellers foretrækker at bruge.

Jo mildere, jo bedre. Vand udtørrer huden, og din hud har faktisk godt af kun at blive renset en gang om dagen. Dette kan for eksempel være om aftenen, hvis du bruger makeup.

2. Eksfoliér
Daglig brug af en mild syrepeeling er vores allerbedste tip til din hud. Der findes mange slags syre, som du kan læse om her.

Vi har selv skabt T-zone peeling med salicylsyre og AHA serum med glykolsyre.

Det vigtigste er at vælge en syrepeeling, som bliver siddende på huden. Vasker du den af igen, så har den ingen effekt. Det skal altså være i form af en creme, lotion, gel, flydende toner eller lignende, som du ikke vasker af.

Vi anbefaler salicylsyre til uren hud og til meget sart hud. Glykolsyre er bedst til tør hud, ældet hud og til solskader. Læs mere om syrepeeling her.

3. Korrigerende pleje
Ovenpå din syrepeeling kan du bruge alle de serum og cremer med fantastiske aktive ingredienser, som videnskaben har opfundet. Ønsker du at gøre noget ved rynker, bruger du her dit antiage serum. Er dit problem hyperpigmentering, er det her du bruger dit serum mod det. Har du akne så er basiron en effektiv partner til salicylsyre. Mulighederne er uendelige. Læs for eksempel om:

I vores egen hudplejeserie har vi både en Anti-age Ansigtscreme, som er vores bud på en effektiv cremet serum og vores Ansigtsolie. Begge har et højt indehold af aktive ingredienser og kan naturligvis både bruges alene eller med et ekstra lag creme ovenpå til dig, der har virkelig tør hud.

Dette punkt kan indeholde hvad som helst, som du ønsker at gøre noget ekstra ved. Og ja, i virkeligheden er eksfoliering under punkt 2  noget af det allerbedste, du kan gøre for din hud, og syrepeeling er selvfølgelig også korrigerende og pleje, men noget skulle vi jo kalde de enkelte punkter…

4. Fugt
Har du tør hud? Hvis ja, så læg et ekstra lag creme på. Har du ikke tør hud? Så lad være. Har du kombineret hud? Så brug en fed creme de steder, hvor huden er tør og lad være der, hvor den er fedtet.

Det, der med at bruge fedtet creme, er forbundet med mange myter, men helt ærligt så behøver det ikke være så svært. Føles huden tør og stram, så smør creme på. Føles den fedtet, så lad være.

Vores eget bud her er selvfølgelig Alt i en cremen. Der er mange gode cremer derude. Vælg den der føles rarest. Det behøver bestemt ikke være dyrt.

PS. Skæller din hud? Så er det ikke sikkert den er tør. Læs lige det her, hvis din hud skæller omkring næse eller øjenbryn.

5. Solbeskyttelse
Jeg fik for nylig skældud, fordi billedet på den gamle guide manglede solbeskyttelse, selvom vi endda selv har lanceret vores Alt i en beskyttelse SPF40.

Og ja, det er selvfølgelig for dårligt, og derfor skriver jeg nu indlægget en gang til MED billede af solbeskyttelse på.

For det er naturligvis det allervigtigste skridt, og det eneste du ikke bør springe over. Fordi det i sidste ende handler om liv og død. 1 ud af 7 danskere vil i løbet af deres liv få kræft i huden. Enten som modermærkekræft eller hudkræft.

Så hvad du end gør, pas bedre på i solen. Både med solcreme, skygge, solhat og tøj.

Hvad så med øjencremen, skintonic og facemist?
De spiller ikke nogen afgørende rolle i hudpleje. Brug dem, hvis du af en eller anden grund har et nært forhold til dem eller det føles rart, men hverken vi eller videnskaben tilskriver dem en særlig rolle. En facemist eller skintonic kan selvfølgelig fint indeholde de samme gode ingredienser som en syrepeeling eller en antiageserum og fungere som en sådan – men de hører afgjort til sjældenhederne!

 

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk / Følg os på Facebook og Instagram: @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas MAC Asos Deciem FeelUnique Escentual HQhairEstee Lauder LookFantastic Clinique Gosh
   

2 kommentarer

  • B

    Hej
    Bare lige en hurtig kommentar:Selvom jeg efterhånden har læst om jeres produkter mange gange for at finde det rigtige til mig, fik jeg alligevel ny info i dag: forskellen på T-zone og aha-serum Jeg har hidtil brugt t-zone peelingen, men min hud bliver lidt underlig (skaller) der hvor jeg bruger den efter et par dage. Nu går det op for mig at jeg måske skal prøve aha-serum istedet, da jeg efterhånden har det man vil kalde tør hud og ikke længere uren hud (er 35 nu, så det er også på tide).Så jeg vil bare lige sige, hvis I er bange for at I gentager jer selv, at der jævnligt kommer brugbar info til mig via jeres blog. Så tak for det!
    //B

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liselotte

    I det seneste års tid har jeg brugt jeres alt-i-en creme sammen med Tromborg ansigtsmist, øjengele og Trilogy’s standard hybenkerneolie.
    På et tidspunkt prøvede jeg jeres alt-i-en beskyttelse, desværre med en solid allergisk reaktion.
    Men senest er jeg begyndt at bruge jeres anti-age creme sammen med alt-i-en cremen og Tromborg tingene og allersenest også anti-age olien. Det går rigtig godt, og I har reddet mit 50-årige ansigt fra at se ud som, at jeg er 50 …
    Tusinde tak, for uden jeres produkter havde både jeg og min bedre halvdel været på den.
    Han bruger dem også, for med hans egen parfumeallergi og hensynet til min hvede- og nøddeallergi, så er vi gensidigt presset ud i en meget lille del af markedet.
    Det er ret overvældende, at vi alligevel kan gå ned i den lokale Matas og købe hudpleje 👍

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tirsdagstip: Lyt til kroppen og sindet!