Fredagsfavorit: The Body Shop Japanese Matcha Tea Pollution Clearing Mask

Anmeldelse: Ivy Aïa hudpleje fra Normal

Ivy Aia

Dansk, uden parfume og allergimærket. Hvad mere kan man ønske sig?

Well, en hel del, når man skal vælge produkter til ansigtspleje. Så er det faktisk ikke nok, at tale om, hvad der ikke er i. Det er efter min mening endnu vigtigere at tale om, hvad produkterne kan. Og i Ivy Aïas tilfælde er det gammel creme på nye tuber. Nærmere bestemt marseliscreme, arkivcreme og panthenolcreme, som du kender den fra apoteket.

Tag endelig ikke fejl, jeg bruger selv masser af den slags creme, men det er nok ikke lige det, jeg forventer at finde i en helt ny serie ansigtspleje.

Vi har købt og afprøvet seks produkter fra Ivy Aïa. Alle produkterne er uden parfume og koster 49 kroner pr styk i Normals butikker.

Ivy Aïa Face Cream with Hydrating Formula – dry skin – 100 ml.
Ivy Aïas ansigtscreme til tør hud er fuldkommen identisk med god gammeldags marselisborgcreme. Marselisborgcreme er en gammel dansk opskrift på creme, som du kan finde på apoteket under mange forskellige brands, og denne ansigtscreme er 100% identisk. Der er fedt i og intet andet.

Marselisborgcremen er en fremragende fedtcreme til tør, ødelagt og eksemplaget hud. Det er en creme, jeg vil bruge til vintertørre kinder, børneeksem eller til ekstremt tør hud.

Prisen på Ivy Aïa er cirka det samme, som du kan finde 100 ml. Marselisborgcreme for på apoteket, og emballagen er pæn. Så det er ikke et dårligt køb.

Men er det en creme, man vil bruge som almindelig ansigtscreme? Så skal du i hvert fald have meget MEGET tør hud, ikke bruge makeup bagefter og ikke forvente en eneste aktiv ingrediens.

Ivy Aïa Face Cream with ProVitamin B5 – normal/combination skin – 100 ml.
Ivy Aïas ansigtscreme med panthenol er derimod en panthenolcreme. Helt almindelig panthenolcreme, som du kan købe på apoteket og i Matas. Er det en velegnet ansigtscreme til normal/kombineret hud?

De fleste af jer ved nok udemærket, hvad en almindelig panthenolcreme er, så det vil jeg lade jer selv om at vurdere.

Men vær opmærksom på, at der er ingredienser i, som er berygtede for at kunne tilstoppe porerne. For eksempel Isopropyl myristate har et notorisk rygte for at give udbrud.

Ivy Aïa Body cream with lanolin – 250 ml.
Efter marselisborgcreme og panthenolcreme kommer så den gode gamle arkivcreme. En klassisk og velkendt opskrift på fedtcreme med lanolin. Aldeles fremragende til tør hud overalt på kroppen. Er du allerede fan af arkivcreme er dette ikke noget dårligt køb. 250 ml. til 49 kroner er billigere end på apoteket. Forventer du en moderne og delikat bodylotion, bliver du skuffet.

Ivy Aïa cleansing mousse with vitamin B3 – 150 ml.
Ivy Aïas rensemousse er et virkelig godt køb. Mild, blød, behagelig, lækker skum og en virkelig god pris. Jeg har intet at udsætte på den – tværtimod. Ph-værdien får jeg til 5 (læs mere her). Den indeholder sodium lauroyl sarcosinate som det vaskeaktive stof og er virkelig mild.

Ivy Aïa Micellar Cleansing Water – 200 ml.
Hvis jeg bruger en lille smule af Ivy Aïa Micellar Cleansing Water på et ansigt uden makeup, så tåler jeg den ok. Men forsøger jeg at fjerne en komplet makeup med den, så ender jeg med et meget rød og irriteret ansigt. Vi bliver bestemt ikke gode venner. Jeg tror faktisk aldrig jeg har været så rød i ansigtet efter at ave fjernet makeup?

Skal du kun bruge den til lidt mineralpudder eller som rens på makeupfri hud, så kan du måske give den et forsøg, men jeg kommer ikke til at anbefale den. Jeg vil meget gerne høre, hvilke erfaringer I andre har?

Ivy Aïa Skin Tonic with Hyaluronic Acid – 100 ml
Denne lille skintonic lover at eksfoliere, blødgøre og opfriske din hud. Og her har vi nu også flere aktive ingredienser at skrive om. Der er tre aktive ingredienser i denne lille 100 ml. flaske. Hyaluronsyre, panthenol og allantoin.

Allantoin er den ingrediens, der hentydes til, når Ivy Aïa lover eksfoliering. Allantoin er en velkendt og gennemtestet ingrediens i hudpleje, og den er bestemt et godt valg i hudpleje – du har nok allerede mange cremer stående derhjemme, hvor den er i. Allantoin hjælper huden med at udskifte hudens celler og binder fugt i huden. Det er en meget meget mild eksfoliering, vi taler om her.

Hyaluronsyre behøver næppe nogen præsentation. Den binder fugt i huden.

Der er også reparerende panthenol i denne lille fine skintonic, der ikke indeholder hverken alkohol eller andre irriterende eller udtørrende ingredienser. Hvis du godt kan lide at bruge skintonic, så er denne bestemt en mulighed.

Opsamling
Min allervarmeste anbefaling går altså til rensemoussen, som er mild og behagelig. Er du til skintonic, så er den lille fra Ivy Aïa ikke et dårligt bud. Makeupfjerneren bliver jeg ikke gode venner med.

Ansigtscremerne og bodycremen består af hhv. marselisborgcreme, panthenolcreme og archivcreme, som vi kender dem fra apoteket. Prislejet er fornuftigt og endda i body cremens tilfælde lavere end apotekets, men forvent ikke moderne ansigtscreme eller bodylotion. Det her er klassiske fedtcremer.

Her kan du købe det
Ivy Aïa koster 49 kroner pr stk i Normals butikker.

PS. Opdatering: Navnet er inspireret af både det grønlandske navn “Aviaja” og pigenavnet “Eva”. Eva betyder “liv”. “Ivy Aïa” skal udtales på engelsk.

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk / Følg os på Facebook og Instagram: @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas MAC Asos Deciem FeelUnique Escentual HQhairEstee Lauder LookFantastic Clinique Gosh
   

21 kommentarer

  • Nanna

    Er Aviaja ikke et grønlandsk navn? :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Jo det er også det nærmeste, jeg er kommet indtil videre – men det udtales vist bare ikke sådan?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nanna

      Haha nej, enig, kan godt forstå jeres undren ;-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sasha

    Tak for endnu en god anmeldelse. Kender i mærket amie som også forhandles i Normal? Jeg har lige købt en rens fra mærket som jeg er ret glad for, den er nemlig uden sæbe, men jeg kom til at tænke på om den så overhovedet renser effektivt? Jeg har en hud der er både meget fedtet og meget tør (på samme tid), akne og mange hudorme. Så jeg er glad for at rensen er mild, men jeg vil selvfølgelig også gerne have et produkt der opløser fedt og snavs.

    Hvis i har tid ville jeg også være glad for at få svar på dette: sidste jul fik jeg jeres alt-i-en creme i gave af min kæreste. En creme jeg er meget glad for, men som jo også efterhånden har været åben i et år. Jeg har bare ikke brugt den op endnu, og da jeg er rigtig glad for den vil jeg nødig smide den ud. Er det ‘forsvarligt’ at blive ved med at bruge den når der nu står 12m bag på flasken?

    Tusind tak for en dejlig blog og gode produkter!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sasha

      Undskyld de mange spørgsmål, men der er lige en ting mere jeg ville blive så glad for at få svar på. Når jeg bruger jeres T-zone peeling med alt-i-en creme ovenpå så begynder det at smuldre på mine kinder. Umiddelbart skulle der jo ikke være problemer med at bruge de to cremer ovenpå hinanden, men det har jeg alligevel oplevet for nyligt. Er der nogen gode råd til hvordan man undgår det? Jeg sørger for at vente 5-10 min mellem hver creme og jeg bruger ikke særligt meget ad gangen. På forhånd tusind tak for jeres hjælp!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Hej Sasha

      Det er jeg ked af at høre. Hvad renser du med før T-zone Peelingen?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sasha

      Hej igen. Jeg bruger en rens fra Amie som er sæbefri. Umiddelbart er jeg rigtig glad for den fordi den som den eneste jeg har prøvet i lang tid ikke udtørrer min hud, men jeg er også i tvivl om om den renser effektivt når nu den er sæbefri? I forhold til at cremerne fnuldrer så sørger jeg for grundigt at skylle ansigtet efter rens men det sker stadigvæk. Det er ikke så slemt hvis jeg ikke smører alt-i-en creme på for ‘grundigt’.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Hej piger, kan i anbefale en bedre skintonic end denne? En fugtgivende skintonic der balancerer hudens pH, uden for meget eksfoliering i (Bruger azelaic acid fra the ordinary, men har meget sensitiv og sart hud der let bliver rød og får hormonel akne, er dog lidt tør og dehydreret her til vinteren) jeg kan ikke tåle salicylsyre.
    Tak :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ulla Christiansen

    Lidt nysgerrig. Er rensemoussen ikke nok til daglig afrense huden for makeup og dirt? Eller skal man helst bruge en fx micellar ?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Joda. Det kommer alene an på, hvad du foretrækker. Jeg selv kan for eksempel ikke ret godt lide vand i ansigtet med mindre jeg er i bad. Så jeg bruger kun en ansigtsvask i badet og så en eau micellaire resten af tiden. Men vælg det du bedst kan lide – huden har dog ikke godt af alt for meget vask med vand. Det udtørrer

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Patricia

    Det er lidt komisk, at jeg i dag stod i Normal og kiggede på disse produkter, men først ville efterspørge en anmeldelse her.. og så kommer jeg hjem til den! Det er da hurtig levering!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie P.

    Jeg har selv prøvet micellar rensen og den havde jeg slet ingen problemer med i forhold til rødme eller lignende :-) Min hud er ellers ofte meget reaktiv og har reageret på andre micellar fra andre mærker, men jeg kan altså godt anbefale denne:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • isa

    Jeg bruger faktisk ansigtscremen til tør hud, selvom jeg har tendens til uren hud. Da jeg så at vaseline var ingrediens nummer 2, var jeg skeptisk, men har faktisk ikke oplevet flere udbrud, til gengæld synes jeg min hudtone er forbedret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      På hvilken måde helt præcis har den forbedret din hudtone?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • isa

      Jeg har mild rosacea og har pletter efter uren hud. Når ellers rosacaen ikke blusser, så synes jeg min generelle hudtone er blevet mere ensartet. Altså mere jævn hudfarvet og mindre rød.
      Ved du forresten hvordan de kan undgå konserveringsmidler i deres cremer?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Marseliscreme er såkaldt “selvkonserverende”. Dvs. at man gennem produktionsmetoder og indhold begrænser behovet for konserveringsmidler. Det kan lade sig gøre med helt simple formuleringer som denne, der typisk indeholder meget lidt vand og mange fedtstoffer og ganske få ingredienser. Men der er konserveringsmidler i de øvrige Ivy Aïa produkter

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Et spørgsmål om rensemousser: vil i mene, at så længe en rensemousse har en lav ph-værdi og er parfume – og sulfatfri, så er det egentlig ligegyldigt, om den koster 50,- eller 200,- kr. ? Skal en rensemousse bare kunne klare sin opgave med at rense huden, og så er alt andet udover det, egentlig overflødigt? Er der rent faktisk noget ekstra lækkert at komme efter, når man betaler mere?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Aaaahhhrr, i de fleste tilfælde ja…
      Du kan ikke pleje med et renseprodukt, så de spændende ingredienser er knap så interessante i dine renseprodukter.

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Franck

    Hej. Tak for en rigtig god blog. Jeg tænkte på om I for nyligt har lavet en anbefaling af dagcreme med spf faktor eller lign? jeg synes nemlig at det er rigtig svært at finde ud af hvilken creme man skal vælge. Jeg har kombineret hud, som godt kan blive lidt tør. :) tak

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Maria
      Nej, det har vi ikke. Min personlige holdning er, at man skal have creme for sig og SPF for sig. Du kommer aldrig til at bruge den mængde creme, der faktisk skal til, for at du er beskyttet af den SPF, der står på cremen. Gode cremer med SPF kan du læse om her: Ansigtscreme med SPF.
      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fredagsfavorit: The Body Shop Japanese Matcha Tea Pollution Clearing Mask