Tirsdagstip: Dup med en serviet mellem lagene

07.02.17
Kleenex
Kleenex
Foto: Kleenex

Inspirationen til de mange tip jeg har skrevet gennem årene, får jeg, når jeg undrer mig over, hvorfor tingene egentlig er, som de er, eller jeg skal minde mig selv om, hvorfor jeg burde vælge eller gøre noget andet, eller når jeg har dummet mig. Det betyder, at det er en nærmest uudtømmelig kilde til tip, både fordi jeg er god til at stille spørgsmålstegn ved plejer, og heldigvis også ret god til at grine af mig selv.
I et par måneder har min foundation drillet, og lige så længe har jeg forsøgt at finde svaret på, hvorfor i alverden den pludselig ikke vil, som jeg vil. Det hele startede med, at jeg skulle teste en ny foundation, det er jo hverdag for mig, så jeg tænkte ikke nærmere over det, men jeg mindes virkelig ikke, at jeg har været nødt til at opgive og starte forfra før…

Testet af hverdagen
Det er som nævnt ikke atypisk, at jeg tester noget, og jeg har den holdning, at produkter som udgangspunkt skal fungere. Derfor sætter jeg ikke ekstra tid af til makeuppen, bare fordi der er et par nye produkter, men nogen gange er det ene og alene min stædighed, der er årsag til, at det kan lade sig gøre.
Den pågældende morgen testede jeg altså foundation, øjenmakeuppen var lagt, og jeg ville som vanligt duppe foundation på med min svamp. Helt generelt er jeg mest til lette foundations med let til medium dækning, da de først og fremmest ligger pænt på huden, samtidig med at de kan bygges op efter behov… sådan gik det bare slet ikke den morgen.

Stædig
Når produkter af den ene eller den anden grund ikke fungerer for mig, skylder jeg kun meget sjældent skylden på produktet. I hvert fald gør jeg mig først meget umage med at finde ud af, om fejlen ligger hos mig. Selvfølgelig er det muligt, at et produkt har en ny formel eller bare er så anderledes, at jeg ikke før er stødt på noget lignende, men dem er der alligevel forholdsvis langt mellem. I min optik må det altså være en fejl fyrre, når noget ikke fungerer, og derfor bliver jeg ved med at prøve indtil det virker.

Igen & igen &
Som sagt startede det med en foundation, men pludselig havde jeg problemer med samtlige foundations, farvede dagcremer og hvad jeg ellers har, der kan udjævne hudtonen. I min desperate søgen efter en løsning, kom jeg i tanke om et tip, jeg sjældent selv har brugt… men det gør jeg nu. Det virker ligesom når du dupper overskydende læbestift af læberne for et mere holdbart resultat, inden du tager læbestiften på igen. Det har ikke løst problemerne hundrede procent, men der er stadig stor forskel på før og efter, og indtil nu kan det i hvert fald hjælpe lidt.
Fremgangsmåden er enkel, du tager simpelthen bare en serviet og trykker den ligeså stille mod huden. Du må endelig ikke gnide, så ender det bare med at det hele bliver tværet ud.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
6 kommentarer
Sus

Altså dupper med serviet, når du har lagt det 1. lag og derefter lægger du det næste lag? …
Vil forøvrigt lige takke jer for jeres egne lækre produkter (har næsten dem alle) men undrer mig over, at de er i beholdere, der er svejset sammen og derfor umulige at få “resterne” ud af, når pumpen ikke kan pumpe mere produkt ud – det er øv (men skal nu ikke afholde mig fra at købe det igen) der er bare altid noget tilbage, som kunne være rart at bruge også 🙂
Mvh Sus

Luna

Først tak for en skøn blog! Jeg har et spørgsmål som ikke omhandler dette, men jeg ved ikke hvor jeg skulle stille det, så here goes: hvordan fungerer kemisk peeling (jeres t-zone peeling), niacinamid (The ordinaries eks. – ved ikke om det også er en syre?) og lignende? Kan man godt bruge det både før og efter selvbruner eller fjerner den så farven ujævnt? Håber det giver mening! 🙂 tak igen for jeres saglige tilgang til tingene – det er guld værd når man ikke selv har midlerne (eller tålmodigheden) til at teste div. Ting og tilgange! 🙂

Anne

Apropos foundationproblemer:
Min foundation sætter sig ALTID rundt om næsen ved fordybningen ved næseborderne. Jeg har næsten prøvet alt. Jeg har prøvet matte og meget lette foundations, bb creams, concealer you name it. Jeg har prøvet at lægge dem med en beautyblender, buffingbørster og fingerene. Jeg har prøvet både at dubbe den på og blende/bluffe. Hvis jeg blender for meget ryger det hele selvfølgelig af, og jeg er bare mere rød end før. Jeg har prøvet smashbox og MAC primere og forskellige settingsprays. Jeg exfolierer med salicylsyre og forsigtigt med en vaskeklud. Jeg bruger jeres anti-age creme og er ikke tør omkring næsen men rød. Jeg har desuden brugt meget forskellig anden hudpleje gennem årene, men problemet er det samme. Min makeup sætter sig dog ikke i andre linjer overhovedet.
Har I please nogle forslag eller tips, jeg kan prøve af. Jeg vil prøve hvad som helst.
Jeg forventer ikke mirakler.
Tak for en god blog 🙂
Mvh
Anne

Anne

Altså jeg skaller ikke, men det er klart et forsøg værd. Tak for forslag. Jeg vender tilbage 🙂

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *