Lørdagslook: Grand Entrance

Månedens favoritter: Januar 2017

Månedens favoritter: Januar 2017

Den sidste uge i januar går temmelig ofte op i hat og briller, fordi jeg løber rundt med hovedet under armen i den hektiske Copenhagen Fashion Week. I år gav jeg dog afkald på det hele til fordel for samvær med yngsten, som sjældent er blevet fejret sådan rigtigt på dagen, fordi hans fødselsdag oftest falder midt i denne uge… Selvfølgelig har jeg fulgt nogenlunde med alligevel, men de shows, jeg plejer at prioritere, kom altså på anden pladsen.
Januar har budt på en masse sjove og ret så impulsive møder. Og så tæller vi næsten dagene på fingrene i forhold til at løfte sløret for noget, vi har arbejdet på læææænge… Nyheder er der så mange af, at de er blevet sorteret, så jeg kan nå at teste dem alle… eller i hvert fald så mange som muligt.
Blandt Månedens favoritter: Januar 2017 er en duft, der bringer solskin og forår helt ind i hjertet, pleje der er så effektiv, at det kan behandle en hud så tør, at den støver. Og selvfølgelig makeup, der kan anvendes både her og der.
Der er som altid de velkendte produkter, klassikere der enten er nye eller gamle på hylden… og helt friske og lidt ældre nyheder, der lige er landet eller bare har begejstret mig særligt.

1. L’Oréal Professionnel Tecni.ART Morning After Dust 
En god tørshampoo er simpelthen guld værd! Det er langt fra noget, jeg bruger dagligt, men til de der dage hvor håret bare ikke rigtig vil, som jeg vil, eller de der dage hvor jeg ikke har lyst eller tid til at vaske håret rigtigt, der er tørshampooen min bedste ven. Den giver en god tekstur, uden at håret bliver stift. Mit hår er uendelig stridt. Mine drenge er vildt imponerede over mit mangahår, ja… det kalder de det altså. Selvom det er over tolv centimeter langt, kan det helt uden hjælp stå lodret op fra hovedet.
For mig er duften mindst lige så vigtig, som effekten er. Der er en del varianter, jeg har måttet give videre, fordi min næse simpelthen har været for utilfreds med lugten. Hårprodukter generelt er jeg virkelig sart med, lugten hænger nemlig ved HELE dagen. Derfor prøver jeg altid tørshampoo og andre stylingprodukter på hånden, inden de kommer i håret. L’Oréal Professionnel Tecni.ART Morning After Dust har en meget vedholdende, forholdsvis frisk men ret tung duft. Heldigvis er den ret drøj i brug, så jeg behøver ikke samme mængde, som jeg plejer at bruge og det påvirker selvfølgelig duften.

2. Make Up For Ever Sculpting Kit i farven 2 (Sephora/Magasin)
Selvom det næsten er en selvmodsigelse… så har jeg det bedst med at være ærlig, og hvis jeg kun måtte vælge to øjenskygger, som jeg skulle bruge resten af livet… Ååååhh, hvor ville det være kedeligt! Nå men så ville jeg vælge en mat gråbrun nuance til at konturere med og en lys beige nuance til at lysne med. Der er jo ikke meget spræl over farverne, men det er uden tvivl de mest effektfulde. Med de rette skygger kan du næsten ændre øjenfaconen… Eller i hvert fald næsten. Du kan i hvert fald sørge for, at der bliver fokuseret på det mest heldige ved dine øjne.
Paletten kan selvfølgelig bruges i hele ansigtet, men jeg blev først rigtig glad for den, da jeg en dag ledte efter en øjenskyggepalette til formålet… og i farten greb denne i stedet. Kontureringsfarven er lidt mørkere og lidt varmere, end jeg ellers vælger… men det gør fint alligevel. Den er heller ikke hundrede procent mat, men det synes jeg næsten er en fordel, fordi det giver flere muligheder. I hvert fald er det en af grundende til, at den har ligget fast i makeuptasken i denne måned.

3. Bare Minerals Prep Step SPF 50 PA++++ (Magasin)
I mange år har jeg næsten religiøst brugt SPF 50 året rundt. Jamen, er det ikke lidt overdrevet? Nej, det synes jeg ikke! Og det gør mig ærlig talt gal i skralden, at der ikke er mere fokus på UVA strålingen, der i hvert fald er årsagen til, at jeg altid vælger den høje beskyttelse. Når jeg har taget Bare Minerals Prep Step SPF 50 PA++++ med som favorit her, er det selvfølgelig fordi, at jeg er vild med den. Konsistensen er behagelig, og den er dejlig nem at fordele, samtidig med at man ikke bliver hverken hvid eller fedtet over det hele.
En anden grund, til at den er med i netop denne måneds favoritter, er de forestående ferier, hvor de fleste får sol på næsen, hvad enten det er på stranden eller på vej ned af løjperne… Det er nu, du skal blive dus med den bredspektrede UV-beskyttelse, hvis du vil komme forårssolens effekt på dine pigmentpletter i forkøbet. Pigmentpletterne tager nemlig ikke hensyn til, om du er glemsom. Cellerne går i gang med at danne pigment, så snart huden bliver udsat for sol, hvorfor det gælder om at vænne sig til at beskytte huden allerede nu.

4. Sisley Izia Eau de Parfum (Magasin)
Denne duft er så ny, at den lige er landet i butikkerne, men for mit vedkommende blev jeg så forelsket, at den her på målstregen overhalede nogle af mine andre favoritter. Det er nemlig noget så sjældent, som en elegant duft af roser. Der er rigtig mange, der fravælger rosendufte, fordi de bliver for tunge, for pudrede eller bare for overvældende… næsten kvalmende. Eller også er de så sprudlende, at selve rosenduften drukner i en vanvittig frugtig cocktail, og det er heller ikke særlig behageligt.
Izia er skabt efter idé fra kvinden bag Sisley, Isabelle D’Ornano, der i samarbejde med næsen Amandine Clerc-Marie har formået at frembringe en rosennote så sofistikeret, at du vitterlig får indtryk af at dufte til en levende rose.
Åbningen er en flygtig bitterhed af hvid bergamotte, et krydret strejf af rosenpeber og aldehyd, der i dette tilfælde tilfører en knasende sprødhed. Den forfinede rosennote i hjertet har selskab af en elegant buket af hvide blomster og et tydeligt strejf af kvan, der tilføjer en let aromatisk sødme. Den solide bund af rav, moskus og cedertræ, sørger for at der er orden i sagerne, så duften på en gang bliver holdt stram og alligevel er blød og afrundet.

5. MAC Kabuki Magic Crystal Glass i farven It’s A Great Feeling
Med den seneste lancering nørder MAC helt igennem, det er nemlig en hel kollektion af produkter udviklet af og for makeupartister. Det har resulteret i en anderledes, og meget omfattende kollektion bestående af masser af specielle produkter, der helt sikkert er sjove at lege med, men der måske ikke lige er så anvendelige i en almindelig hverdag.
Et af de produkter jeg er faldet for, og som jeg nok har købt, hver eneste gang det bliver lanceret, er de små flade dåser med det helt usandsynligt fedtede indhold, som du kan bruge på læber, øjne, eller hvor du ellers kan forestille dig at tilføje en blank overflade. Det er ikke noget, der holder, hvis du for eksempel lægger det på øjnene, heller ikke selvom du bruger primer, øjenskygge og alt mulig andet. Netop fordi det er et så vanvittig fedtet produkt, opløser den rask væk alt andet, den kommer i nærheden af. Når jeg alligevel køber det igen og igen, er det selvfølgelig fordi jeg drømmer om at blive dus med den lækre multianvendelige gloss. Det er endelig lykkedes med It’s a Great Feeling <3, som jeg har brugt, som highlighter på læberne.

6. Yves Rocher Grand Rouge Lipstick Palette i farven Les Intemporels
Hvert eneste år lancerer Yves Rocher en imponerende julekollektion. Der er faktisk alt, hvad man kan ønske sig af guld, glitter og dybe nuancer til øjnene samt skønne røde nuancer til negle og læber… der er også fine duftvarianter af de lækre kropsprodukter, men det er en helt anden snak. Denne læbestiftspalette indeholder fem af Yves Rochers lækre Grand Rouge læbestifter. Umiddelbart tænker jeg, at nuancerne:

  • Rouge Vif: En klassisk rød nuance.
  • Corail Incandescent: En dyb koralrød nuance.
  • Rose Somptueux: En klar pink nuance.
  • Violet Profond: En dyb bordeaux nuance.
  • Mauve Subtil: En støvet lyngnuance.

må være de bedst sælgende, i hvert fald er de alle fem virkelig smukke og anvendelige. Og som navnet antyder tidløse… Paletten er perfekt til dig, der har lyst til at prøve Yves Rochers læbestifter, og til dig der vil have flere valgmuligheder, den er især praktisk, når du er på farten. Penslen, der følger med paletten er rigtig god og let at bruge og så er der spejl i låget.
Du får også meget læbestift for pengene, da der næsten er halvanden læbestift i paletten til samme pris, som en enkelt læbestift koster.

7. Sleek Makeup i-Divine Palette i farven Force Of Nature 427
Forrige år i midten af oktober sprang mit hjerte nogle slag over, da jeg en dag sad og bladrede i billederne på instagram og faldt over Force Of Nature paletten fra Sleek Makeup. Det viste sig, at paletten kun kunne købes i Superdrug, og da de ikke sender til Danmark, gik jeg nærmest i panik, fordi ingen af mine mennesker i England kunne fremskaffe paletten heller. Heldigvis fik Shila hurtigt paletten hjem, så den kunne blive min, og jeg fik atter ro i sjælen. Den er blevet brugt flittigt lige siden, for den indeholder temmelig mange af de farver, jeg griber efter i hverdagen. Der er de forskellige brune nuancer til konturering, der er dybe lækre nuancer af lilla, blå, turkis og bordeaux og så er der et par lyse nuancer. Det betyder, at den er perfekt til hverdag og mindst lige så perfekt til fest. I denne måned har jeg brugt den virkelig meget, da jeg endnu engang er blevet bidt af mørke blå nuancer… og da Sephora præsenterede nyhederne for de kommende måneder, kom jeg endda til at tale med de skønne damer fra Sleek Makeup om paletten <3.

8. Marc Jacobs Makeup Air Blush Soft Glow Duo i farven 504 Kink & Kisses (Sephora/Magasin)
Når jeg en dag får taget mig sammen og får råd, skal jeg have købt de resterende fire blushes. De er nemlig VILDT smukke alle sammen. Faktisk har jeg netop skrevet den, man ikke kan få her i Danmark på min ønskeseddel til en veninde, der er i New York… Jeg håber virkelig, hun har den med hjem. Farverne harmonerer bare så fint i hver blush, og så har jeg en forkærlighed for striber… Derfor synes jeg selvfølgelig, at designet er super fint. Kink & Kisses er sådan en nuance, jeg bare altid griber ud efter. Det er en virkelig fin koral nuance, der giver liv til ansigtet. I mine øjne giver de fleste koral nuancer en fin glød, og så kan de matches til rigtig mange forskellige nuancer læbestifter, og det betyder, jeg ikke behøver at tænke videre over mine valg, når jeg lægger makeup i mindre optimalt lys, hvilket jeg temmelig ofte gør. Marc Jacobs er et af de mærker, som virkelig pynter på bordet, og heldigvis er kvaliteten også i orden, i hvert fald på de fleste af de produkter, jeg har prøvet.

9. Kiehl’s Creme de Corps
I løbet af efteråret købte jeg cirka ti buksedragter, som jeg bruger virkelig flittigt. De er meget pæne på, men det er altså ikke så praktisk, når man for eksempel skal på toilettet. Så skal de nemlig hele vejen ned over måsen. Ret hurtigt begyndte jeg at bande over min deodorant, der helt tydeligt smittede af på kraven… En dag jeg havde glemt deodorant gik det dog op for mig, at det slet ikke var den, der var synderen. Grunden til de hvide mærker på mine buksedragter, var simpelthen min tørre hud. Helt ærlig… hvor klamt er det lige, at man faktisk støver?
Nå, men løsningen er jo heldigvis lige om hjørnet, men da jeg er så forbandet kræsen med mine cremer til kroppen, købte jeg en gammel favorit. Vi har skrevet om den før og kommer helt sikkert til det igen, for Kiehl’s Creme de Corps ER fantastisk. Selv bruger jeg den om aftenen, for jeg kan simpelthen ikke holde ud at smøre mig ind om morgenen. Da den er let lang tid om at blive absorberet, starter min rutine om aftenen starter med, at jeg smører kroppen ind i creme, først derefter renser og plejer jeg ansigtet…

10. Mario Badescu Kera Moist Cream
Det er oftest til natten, jeg vælger de fede cremer, selvfølgelig fordi meget fede cremer og foundation ikke er en særlig god kombination på min hud. I øjeblikket er min hud dog så tør, at jeg ofte har måttet kaste mig over noget federe cremer, end jeg plejer. De dage undgår jeg bare at smøre creme på næsen, når jeg fordeler cremen i resten af ansigtet. Mario Badescu Kera Moist Cream skulle være særligt god til rosacea og sensitiv hud generelt, og jeg oplever også, at min hud har det rigtig rart, når jeg bruger den. Der skal ikke ret meget til, så den er drøj i brug, samtidig med at effekten meget hurtigt viser sig. Den dulmer irritation, så huden er langt mindre rød, samtidig med at den generelt udjævner hudtonen.
Det er en ret fedtet creme, men det er helt klart en fordel. Det er ikke helt dumt med en creme, man skal arbejde lidt med. For det første bliver din hud glad for massagen eller i hvert fald berøringen, for det andet er der en øget chance for, at du får en pause, så du bedre kan slappe af. Det er altså to ret gode ”bivirkninger”, i hvert fald set med mine øjne.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk / Følg os på Facebook og Instagram: @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas MAC Asos Deciem FeelUnique Escentual HQhairEstee Lauder LookFantastic Clinique Gosh
   

4 kommentarer

  • Anne

    Hej og tak for indlæg! Overvejer nu Bare Minerals Prep Step. Er dog rigtigt glad for Clinque City Sheer (25 +40) da jeg godt kan lide den let farvede dagcreme der er meget diskret. Ved I om denne Bare Minerals I anbefaler giver bredere beskyttelse end Cliniques City Sheer og/eller deres BB/CC – cremer?
    Tak tak tak for nyttig info :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Hej Anne. Nej, beklager. Det er de samme solfiltre, der er i, så vi kan ikke vurdere det mere detaljeret – desværre! Det kræver et laboratorie, vi ikke har :(

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linnea

    Hej :D
    Jeg vil lige sige at på lookfantastic (og med jeres skønne kode) koster BareMinerals Prep Step’en ca. halvdelen af hvad den koster i Magasin!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette MM

    Jeg kæmper en kamp med perioral dermatitis, der er blusset op igen efter nogle år i ro. Jeg prøver derfor at bruge så få produkter som muligt, men vil meget gerne stadig bruge solcreme. Tror i at bare Minerals prep step vil fungere eller vil det bare forværre hudlidelsen?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lørdagslook: Grand Entrance