Bumser og uren hud når du er gravid og ammer

09.01.17
Gravid
Gravid med tvillinger i uge 32 og MEGET træt.
Gravid med tvillinger i uge 32 og MEGET træt.

Hormoner er den primære årsag til udbrud af bumser og problemer med uren hud. Derfor kan de store hormonelle ændringer, graviditet og amning medfører for kroppen, få selv den fineste hud til at bryde ud i voldsomme angreb af akne.

På den anden side kan du også opleve, at din ellers normalt bumseplagede hud spontant bliver fin og normal, mens du er gravid. Hormonernes påvirkning er uforudsigelig, og hvordan netop din hud reagerer, når du bliver gravid, kan jeg ikke forudse. Jeg vil blot give dig, der bliver ramt et par gode råd med på vejen.

1. Vær tålmodig, det går over igen
Som med alle andre graviditetsgener går også hudproblemerne over igen før eller siden – gerne cirka 9 måneder efter. Under mine egne graviditeter har min hud drillet i starten af graviditeten og er derefter blevet pæn igen i 2. trimester. Lige efter fødslen er den så blevet tosset igen, for så at falde til ro igen hurtigt. Alt kan ske – men under alle omstændigheder går det over igen ligesom alt andet, du oplever under graviditet og amning.

2. Brug trygt alt hvad der sælges som kosmetik
Alle produkter, der sælges som kosmetik, må du gerne bruge som gravid. Det vil sige alt hvad der er i Matas, Magasin og andre almindelige butikker – også kosmetikhylderne på apoteket. Som Rikke så rigtigt skriver her, siger Kosmetikforordningen, at:

Et kosmetisk produkt skal være sikkert for menneskers sundhed, når det anvendes under normale betingelser eller under betingelser, som med rimelighed kan forudses.

Hvis et produkt ikke er sikkert for gravide eller ammende, er det altså ikke lovligt at sælge! Så gå du trygt ombord på de almindelige hylder. Brug gerne salicylsyre eller et af de øvrige produkter, vi har anmeldt mod akne.

Jeg ved godt, at man rask væk fraråder gravide at bruge ditten og datten på deres hud, men der er altså ingen objektiv grund til det.

3. Noget medicin mod akne kan bruges 
Basiron er et håndkøbslægemiddel mod akne. Ifølge medicin.dk kan det anvendes af gravide, da det ikke bliver optaget gennem huden.

De øvrige lægemidler mod akne kræver en recept. Tal derfor altid med din læge om dem – antibakterielle lægemidler kan ofte stadig bruges. Piller med isotretinoin giver fosterskader og må naturligvis ikke bruges.

Hvordan reagerede din hud på graviditet og amning?

PS. På nogle æteriske olier og aromaterapeutiske produkter kan du finde specielle advarsler til gravide. Der er næppe belæg for disse advarsler, når vi taler om hudplejeprodukter, men vi har stort set ingen studier af æteriske olier på gravide kvinder – kun dyreforsøg og laboratorieforsøg. Denne artikel er interessant, hvis du vil vide mere om emnet.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
13 kommentarer
C

Jeg har kæmpet med akne/slemt uren hud siden jeg var 13 (er 26 nu). Det er endelig, for halvandet års tid siden, lykkedes mig at få den nogenlunde i ro, hvis jeg holder mig religiøst til min rutine. Nu er jeg så gravid i uge 24 og mit ansigt ligner en regulær slagmark (synes jeg). Det er sååååå nedslående, for det kommer desværre bare til at skygge over en hel masse glæde ved at være gravid, at jeg bliver så ked af at se mig i spejlet og der er bare ingenting der hjælper. Folk snakker simpelthen så lidt om uren hud hos voksne generelt, at man hurtigt føler sig enormt grim og alene med problemet. Især i en graviditet, hvor folk nærmest forventer at man kan lyse hele balsale op med den der forbandede “pregnancy-glow”. Øv altså.. Så ja, bare tak for at bringe emnet op.

Anne

Hvad med sådan noget som øjenvippeserum?
Det er selvfølgelig lidt noget andet end det, I skriver om her, men det er jo et produkt, som kan købes blandt andre kosmetikprodukter.
Jeg har selv brugt Revitalash før min graviditet, men stoppede, da jeg blev gravid, da der står, at det ikke må bruges. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg savner mine lange vipper og jeg har jo også lige et års amning foran mig, før jeg kan begynde igen – eller??

Lise

Det gør lidt ondt indeni at læse folk bare skal bruge løs, når man ved hvor meget kemi fostre bliver udsat for i dag, og hvor nemt det ryger fra mor til barn over moderkagen. Jeg synes ikke man skal være fanatisk, men jeg synes nu det er en god ide at rådgive gravide om at skære ned….

Anne

Jeg er en af de heldige – min hud er blevet væsentligt bedre her under graviditeten. Ikke en eneste bums er brudt frem siden jeg blev gravid og er nu i uge 24. Min hudplejerutine og make up vaner er de samme som altid. Jeg er så tilgengæld ret så bange for at få min gamle urene hud tilbage, når jeg ikke længere er gravid…
Ligeledes er jeg (før jeg blev gravid) en af de få, der har renest hud under min mens. Og resten af min cyklus er huden normalt både fedtet, bumser og storre porer. Jeg har nogle gange tænkt, at jeg har renest hud, når jeg er mest kvindelig, hvis man kan sige det sådan.
Måske jeg bare skal fortsætte med det her graviditetshalløj 😉

Anne

Jeg ved at I primært skriver om kosmetik og hudpleje her. Men jeg synes det er en skam der sjældent tales ret meget om kosttilskud når det handler om akne / hormonel akne / graviditets akne etc. Rigtig meget kan ændres ved at regulere kost og undersøge om man f.eks får nok omega3 gennem sin kost.
Især er det værd at undersøge om fed fisk/fiskeolie kan hjælpe. Personligt har jeg problemer med hormonel akne og har reageret virkelig positivt på højt indtag af fiskeolie. Det er selvfølgelig individuelt men jeg er fuldstændig overbevidst om at kost betyder langt mere end f.eks. en penicillin kur som mange hudlæger desværre griber til. (der findes mange interessante – og videnskabelige – artikler på nettet, dog ikke meget på dansk)
Graviditet og fed fisk/fiskeolie kan også være en god kombination af andre årsager, især efter de (foreløbige) forskningsresultater om relationen mellem forebyggelse af astma hos børn og indtag af fiskeolie under graviditet (http://videnskab.dk/krop-sundhed/fiskeolie-til-gravide-forebygger-astma-hos-deres-boern)
Hvis man er interreseret er det en god ide at sætte sig ind i EPA/DHA indholdet i forhold til Omega 3, da det har stor betydning for virkningen.
Det kunne være interessant at høre Jeres mening / erfaring om emnet. Eller at i henviser til det når i taler om emnet akne.

Katja Moikjær

Kære Anne
Du har helt ret, Omega 3 har også vist positive takter. Men vi har nu skrevet meget om kost, kosttilskud og akne, hvis du søger tilbage i vores artikler. Fx. om zink, mælkesyrebakterier mm.
Kh. Katja

Kamilla

Hej
Allerførst stort tillykke med den kommende tvillinge forøgelse 😀
Jeg er i uge 6 og det allerførste tegn på graviditet hos mig var uren hud……..
Det er vores 3. barn og ved de to første graviditeter havde jeg den fineste hud. Hvilket jeg stort set altid har haft.
Problemet er, at det er ikke bumser, der fylder mit ansigt men knopper uden materie i. De er primært placeret i området mellem næse og mund (i fløjene) samt på hagen. De er meget genstridige og området ligener nærmest en blanding mellem en uren slagmark samt noget eksemudbrud. Jeg er meget slavisk i min hud rutine og viger ikke fra den. Men der skal nok noget mere til lige nu. Tror du mon et Salicylsyre renseprodukt vil kunne “do the trick”?
Håber du har tid til at hjælpe……
Kh
Kamilla

Helene Randløv

Hej Kamilla
Det er et gammelt billede, Katjas tvillinger er to år nu 🙂 Har du talt med lægen? I hvert fald vil jeg bede dig læse dette indlæg, særligt afsnittet om perioral dermatit. Umiddelbart er jeg ret sikker på, at det sidste du skal vælge er syreeksfoliering, her er det fordi det vil irritere mere end det gavner. Mere generelt giver det meget lidt mening at bruge renseprodukter med syre, da de simpelthen ikke har tid nok til at virke.
Kh. Helene

Kamilla

Tusind tak for hurtig respons 😉 Jeg har Googlet lidt og jeg tror faktisk du har ret………jeg kontakter lægen i morgen 👍
Tusind tak for hjælpen.
Kh Kamilla

K

Jeg bruger med stor glæde en række af jeres skønne produkter, herunder t-zone peeling og jeres hudolie. Er nu gravid i uge 7, og har i tidligere graviditeter taget bedste hensyn til ufødte barn, trods problemer med huden. Vil nu høre om det er sikkert fortsat at bruge de to produkter, især tænker jeg på olien, som har et
højt niveau af a-vitamin.
De bedste hilsner
K

Helene Randløv

Hej K
Først og fremmest tillykke med spiren. Der er altså ikke et højt indhold af Vitamin A i vores olie, så det skal ikke holde dig tilbage 🙂 Der er ingen af produkterne, jeg selv ville stoppe med at bruge under graviditet.
Kh. Helene

Linda

Gælder disse råd stadig? Normalt bruger jeg T-zone peeling og A-serum 2%… Kan jeg med god samvittighed fortsætte med det, mens jeg er gravid?

Katja Moikjær

Ja

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *