Lørdagslook: Mauvelous

Månedens favoritter: Oktober 2016

Månedens favoritter: Oktober 2016

Nogle gange overrasker det mig virkelig, hvad man kan holde til som menneske. Godt nok har jeg sjældent følt mig så ualmindelig sølle, som jeg har gjort i oktober, alligevel har humøret klaret skærene nogenlunde. Det er ellers nemt at ligge der og vræle af bare selvmedlidenhed, når man er nødt til at starte dagen med varmepude og smertestillende medicin for overhovedet at komme på benene. Heldigvis er der skønne inkluderende mennesker i mit netværk, der tydeligvis ved, hvornår man trænger til en skulder. Tak for alle jer der har aet mig på kinden både virtuelt og i virkeligheden <3
Mine favoritter denne måned bærer vist ikke videre præg af, at jeg på ingen måde har været selskabelig. Hver dag har jeg mindet mig selv om en af vores kloge læsere, der trods smerter og alle mulige andre udfordringer giver den gas med makeuppen. Så selvom det har taget lang tid, har jeg forsøgt mig med makeup næsten dagligt.
Månedens favoritter: Oktober 2016 er både nyheder, gamle kendinge, produkter jeg først har testet nu eller produkter, der bare har været glemt eller levet et hemmeligt liv i mine gemmer.

1. Ole Henriksen Power Bright Professional-Strength Intensive Brightening System
Min hud bliver altid helt tosset, når jeg er stresset. Sådan er det nok for de fleste, det atypiske denne gang har været, hvor hurtigt huden er kommet sig igen. Det skyldes to ting, den ene er, at jeg har holdt fast i mine rutiner og plejet huden. Den anden ting er med garanti, at jeg har brugt Ole Henriksen Power Bright Professional-Strength Intensive Brightening System.
Det er en behandling i tre trin, hvor det første er en eksfoliering med Truth Sugar Glow Polishing Mask, der i sig selv er skøn med både sukker, honning og malede granatæblekerner. Det andet trin er den koncentrerede blanding af gurkemeje og askorbinsyre Radiant Truth 25% Vitamin C Intensive Treatment. Det tredje og sidste trin lægger man oven på den seje c-vitamin pasta, det er den skønne Pure Truth Melting Cleanser, der indkapsler c-vitaminet, så det skulle kunne virke på hyperpigmentering…
Nu har jeg jo højst et par fregner, der godt nok er lysnet væsentligt efter brugen af behandlingerne, men den største forskel for mig er den glade, glatte og glødende hud, der er kommet til syne under en ellers ret trist udgave af min hud.

2. Dr. Lipp Original Nipple Balm For Lips
Det var faktisk vores konkurrence i samarbejde med FeelUnique, der mindede mig om dette fabelagtige produkt. Flere har spurgt, hvorfor jeg vælger den frem for vores egen salve. Og de to kan da også rigtig meget af det samme, men hvor vi har valgt en kombination af aktive ingredienser, som vi holder af, så er den rensede lanolin fra australske får den eneste ingrediens i Dr. Lipp Original Nipple Balm For Lips. Derfor er jeg glad for at bruge den i næsen, hvor mine sarte slimhinder hurtigt reagerer på den allerede meget lavere luftfugtighed, varme radiatorer og andre varmekilder. Det er mindst ligeså hæsligt at have tør snude, som det er, at næsen løber.
Lanolin er særlig kendt for sin evne til at reparere hudens barriere og for at være naturens svar på hypoallergen. Den lille tube er rigtig praktisk at have med på farten, hvorfor jeg især bruger den på neglebånd og læber… men også alle mulige andre steder, der lige trænger. Det med at den kan bruges til mange forskellige ting, gør ”Dr. Lipp” en del ud af med lister under titlen ”one product, a hundred uses”.

3. Hair Twisters fra Petite Affaire
Alle, der ser mine fine hair twisters, spørger hvad det er, hvordan man bruger dem, og hvor man får fat i dem. Tidligere er det altid mit hår, der er blevet nedprioriteret, men efterhånden har jeg fået øjnene op for, hvor vigtig en smuk frisure er, det er helt sikkert den, der sætter prikken over i’et, når der også er styr på tøjet og makeuppen.
En af grundende, til at det er lykkedes mig at blive dus med håret, er mit møde med Petite Affaire. Selv kedelige og helt enkle frisurer eller opsætninger ligner en million, når man tilføjer lidt bling. Og bling er noget, de har styr på hos Petite Affaire, på ganske få minutter kan jeg uden problemer fylde min kurv med alle mulige fine accessories til håret.
Hair twisters er vanvittigt lette at bruge, du skal bare sno håret op i en knold og derefter sno dine hair twisters ind i knolden, og vupti sidder den af sig selv. Med ganske lidt øvelse sidder håret uden problemer fast i en fin frisure hele dagen. Det er i hvert fald noget af en præstation i mit vanvittigt glatte hår.

4. Rodial Instaglam Compact Deluxe Contouring Powder (Magasin)
Er du en af vores faste læsere, vil du med garanti kigge undrende på billedet og tænke: ”Er det virkelig…?” Og ja, det er en kontureringspudder. Nu er det jo sådan, at man ikke behøver at bruge produkter til det, de er beregnet til. Og netop fordi det er den perfekte nuance til konturering, bruger jeg den flittigt… på øjnene. Den er nærmest i brug dagligt, uanset om der er andet på øjnene eller ej. Den er let at tone ud, den ligger pænt, den holder godt, og så er farven altså bare helt rigtig.
Makeuppen fra Rodial er fin, der er rigtig mange meget fine produkter, der allerede har indtaget deres faste plads i min hverdagsmakeup. Der er ingen vilde farver eller en masse forskellige kollektioner, man skal forholde sig til. Produkterne er anvendelige, lette at bruge og meget klædelige. Det er let at lægge en helt enkelt og meget smuk makeup, men der er selvfølgelig også mulighed for at skrue op for intensiteten, hvis du skal ud eller bare har lyst til noget andet.
Brug Rodial Instaglam Compact Deluxe Contouring Powder til at fremhæve de eksisterende skygger i ansigtet helt diskret, det er den simpelthen genial til.

5. Depend7Day Hybrid Polish i farverne Reflecting Pond Nr. 7103 og Wild & Free Nr.7107 (Matas)
Ligeså god jeg er blevet til at få sat håret, lige så dårlig er jeg blevet til at vedligeholde og pleje mine negle. Selvom det er svært at sige heldigvis til massive rygsmerter, så må man jo se på fordelene ved den slags. Og det har været, at jeg har haft mulighed for at fordybe mig lidt mere i mine negle eller rettere sagt plejen af neglene.
Som jeg også skrev i mit indlæg om negleterapi, er det forkælelse, der er til at overskue. Noget man kan slippe af sted med i en vis fart, hvis hverken tålmodighed, opmærksomhed eller krop holder til at sidde stille så længe ad gangen. Det er også grunden til at valget falder på Depend7Day Hybrid Polish, for det er uden tvivl det system, der i mine øjne både vinder på både lakerings- og tørretid, og der til kommer holdbarheden. Farverne i Depends kollektioner er også altid helt vildt pæne, så det er nemt at finde favoritter hver gang. Denne gang har jeg valgt to nuancer fra efterårskollektionen, begge to changerer en smule, det fanger altid min opmærksomhed og vækker min barnlige glæde.

6. L’Oréal Professionnel Smartbond Step 3 Conditioner (Spørg hos din frisør)
Der har været en del sure miner efter L’Oréal Professionnel lancerede Smartbond, fordi nogen mener, at det er et kopiprodukt, og at giganten træder på de små. Det vil jeg ikke blande mig i, men jeg må indrømme, at selvom effekten sikkert nok kan minde om hinanden, så ligger brugervenligheden af de pågældende produkter så milevidt fra hinanden, at jeg faktisk ikke mener, at de kan sammenlignes. Det irriterer mig altid voldsomt, når produkter tager ejerskab over min tid, altså når produkter er lang tid om at virke, og håret skal være vådt på forhånd og den slags. Det er et stort plus for mig, at jeg kan passe godt på mit hår med den rigtige pleje, samtidig med at jeg kan blive færdig i en fart. Det er jo ikke hver dag, man har tid og lyst til den helt store spabehandling, derfor kan selv fem minutter synes som en evighed. Smartbond Step 3 Conditioner skal sidde i tre minutter, og det kan jeg godt lige overskue, så kan jeg nemlig overstå hårplejen i mit veltilrettelagte bad. Håret bliver så fint og blødt af denne balsam, der overraskende nok ikke indeholder silikone.

7. Rock Makeup Blusher i farven Mauvelous 310
Som jeg nævnte i lørdagens looket i går, er jeg sindssygt glad for produkterne fra Rock Makeup. For nylig nævnte jeg også en læbestift fra mærket på Instagram. Og de tre produkter jeg købte, sidst jeg var i Randers, vil jeg anbefale dig at få fingrene i. Selvom jeg har mange blushes, så har jeg ikke en, der minder bare en lille smule om Mauvelous, den der dybe, let støvede gammelrosa nuance med et hint af blomme er vanvittigt klædelig.
Sædvanligvis sørger jeg for at læbestift og blush matcher nogenlunde, og det er faktisk stort set altid sådan, jeg vælger min blush. I denne måned har jeg dog taget mig selv i at vælge læbestift ud fra farven på blushen i stedet. Det er heldigvis en nem opgave for den smukke nuance Mauvelous passer til temmelig mange forskellige læbestifter.
Blushen kan også fint bruges som øjenskygge, det ser cool og anderledes ud, og da blushen er helt mat, kan du faktisk også bruge den kølige nuance til at understrege skyggerne med. Når nu du besøger House of Stars enten i Randers eller online, så tjek sortimentet ud, der er så mange fine ting… den flydende highlighter, som jeg brugte i looket i går er SÅ smuk.

8. ZARKOPERFUME Supercharged Molécule Parfum Serum
Allerede for flere år siden talte jeg med det fantastisk rare menneske bag duftene om at modne de skønne dufte på fad. Han fortalte om eksperimentet med at lagre parfumeessensen på cognacfade, og jeg klappede i hænderne! For jeg er vild med tanken om at lade bundnoterne modne, mens de hiver kraften fra de let ristede egetræsfade til sig. Da jeg så besøgte værkstedet i foråret i anledning af en anden lancering, så jeg fadene med mine egne øjne.
Det er naturligvis en delikat proces at lagre dufte på fad, og det var slet ikke meningen, at de skulle ud i offentligheden… i hvert fald ikke foreløbig, men Zarko lod sig overtale, og derfor kan vi nu alle sammen glæde os over at blive taget i hånden og ført tilbage til begyndelsen, samtidig med at fortællingen naturligvis er blevet krydret med en solid mængde innovation undervejs. Resultatet er tre Sérum de Parfums med en tårnhøj koncentration af parfume. Doseringen af duften foregår med pipette, der begrænser mængden, så man skal helt tæt på…
Selvom jeg er vild med alle tre sera, så kan jeg ikke helt stoppe med at dufte til Supercharged Molécule, der er baseret på det oprindelige Molecule 234.38.

9. Clinique Pop Lip Colour + Primer
I skrivende stund har jeg svært ved at komme i tanke om en læbestift, jeg har været gladere for end Clinique Pop Lip Colour + Primer. Det er store ord, men det er helt ærlig også svært at lade være med at være vanvittigt begejstret, for holdbarheden, pigmenteringen, konsistensen og farverne spiller bare… Da jeg sad og valgte farver til billedet, blev jeg klar over, at jeg kun mangler ganske få af dem. Det er alligevel en sjældenhed, selvom jeg er glad for læbestifter… I samme serie er der kommet en del forskellige teksturer til, der er en transparent Glaze, en olie du også kan bruge på kinderne, en mat læbestift, en flydende mat læbecreme og en blank lacquer. Farverne er virkelig fine, uanset hvilken af varianterne du vælger, og der er selvfølgelig noget for enhver, der er både lyse, nude, klare, mørke, støvede og neutrale nuancer, og jeg har kun gode ting at sige om pigmenteringen og konsistensen uanset, hvilken farve jeg har haft fat i. Sædvanligvis støder man på et par nuancer, der bare ikke lever op til kvaliteten, men det gælder altså ikke Clinique Pop Lip Colour + Primer.

10. Kat Von D MetalMatte Eyeshadow Palette (Sephora/Magasin)
Selvom den er spritny, så er denne helt fantastiske og meget unikke palette allerede en favorit. Da jeg tog billedet, var det egentlig lidt af et sats, for jeg havde kun lige prøvet den nok til at vide, at kvaliteten lever op til mine forventninger. Det er altid en lettelse at stå med en palette, hvor forventningerne bliver indfriet. Sådan har jeg især haft det her, fordi det nok er den mest velkomponerede palette, jeg til dato har haft fingrene i. Den består af ni Metal Crush Shadows og tretten helt matte øjenskygger. Kat Von D er jo kendt for sine virkelig gode og fint malede pigmenter i de matte skygger og de næsten cremede glitterskygger.
Ved første øjekast ser paletten måske ikke så spændende ud, men der er sindssygt mange kombinationsmuligheder, uanset om du er til det ene eller det andet. Du har mulighed for at blive i din komfortzone, hvad enten du er til de stille hverdagslooks eller til de mere ekstreme og farverige looks, og så kan den altså også hjælpe dig på vej, hvis du har lyst til at bevæge dig ud i noget nyt. Alt det finder man altså virkelig sjældent i en og samme palette.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk / Følg os på Facebook og Instagram: @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas MAC Asos Deciem FeelUnique Escentual HQhairEstee Lauder LookFantastic Clinique Gosh
   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lørdagslook: Mauvelous