Månedens Favoritter: August 2016

04.09.16
Månedens Favoritter: August 2016

Månedens Favoritter: August 2016

I denne uge er det ikke bare blevet en fredagsfavorit, nu kommer Månedens Favoritter: August 2016 også. Wuuuhuuuu! Det virker måske nok lidt overdrevet, men det er simpelthen et forsøg på at bringe dig bag skærmen, og selvom jeg er vild med favoritterne, så har det altid været noget af en præstation at få skrevet indlægget. Det er ikke brok, det er bare for at forklare, hvorfor jeg er lidt stolt af mig selv… I øjeblikket er jeg sindssygt udfordret i forhold til at tage billeder, fordi vores lejlighed er pakket ind af stillads på alle sider, så indtil jeg får styr på det, slæber jeg rundt på produkter og tager billeder, hvor jeg kan…
Månedens Favoritter: August 2016 er en skøn blanding af genopdagelser, farveglæde, før udelte vidundere og virkelig lækre nyheder.

1. Urban Decay Electric Pressed Pigment Palette (Magasin)
Det er ikke just en hemmelighed, at jeg er en rigtig farveglad dåse, derfor var det med et meget stort suk, at jeg modtog beskeden om, at Urban Decay lader Electric Pressed Pigment Palette udgå. Paletten er helt tilbage fra foråret 2014, men selvom den ikke er en nyhed, elsker jeg den… og jeg har egentlig lidt svært ved at overskue konsekvenserne af, at den ikke længere skal være en del af sortimentet. Den er ofte fremme, når der bare mangler en lille smule farve i et look, og det er også tit den, der kommer med på tur af samme grund. De næsten cremede øjenskygger er en drøm at tone ud, og pigmenteringen er naturligvis i top, så du kan både nøjes med et lille hint af farve eller gå hele vejen og mætte de valgte farver helt til de mest intense og farverige looks. Urban Decay har nogle skønne øjenskygger, så du skal ikke lade dig skræmme pigment delen af navnet, for de drysser på ingen måde. Du kan stort set matche samtlige ti farver i paletten, men jeg bruger dem oftest to eller tre nuancer ad gangen.

2. Nivea Care Shower Silk Mousse Creme Soft
Når vi skriver sponsorerede indlæg, skriver vi selvfølgelig altid pænt om produkterne, vi siger nemlig kun ja til at skrive et sponsoreret indlæg, hvis vi rent faktisk kan lide produktet og dermed stå inde for det, vi skriver. Det er naturligvis altid rart at blive påskønnet og betalt for sit arbejde, men af og til, føler jeg, at indlægget virker for overdrevet, hvis jeg virker for begejstret… Det er altså et sært dilemma at stå i, og derfor vil jeg godt lige slå endnu et slag for de lækre Nivea Care Shower Silk Mousse. Den, jeg har brugt mest af de tre, er Creme Soft, men det er virkelig tæt løb, jeg er nemlig vild med dem alle tre.
Skummet er så skønt og blødt på huden, så det er ren forkælelse fra morgenstunden… Selv duften er en forkælelse… Den er nemlig sæbet nok til at drengene også synes, de skal prøves. Det med duften er selvfølgelig vigtigt, for det er jo sjovest at dele fornøjelsen med andre <3 Og de fleste af de badeskum, jeg ellers har sværget til, har ærlig talt nogle ret så feminine dufte.

3. Eight Hour Cream All-Over Miracle Oil
Siden min første oplevelse med kropsolie har jeg brugt denne form for pleje, når jeg virkelig trænger til forkælelse. En god omgang tørbørstning efterfulgt af en svømmetur i havet og til sidst en varmende massage med olie fra tæerne og op… Det er velvære, der når helt ind til knoglerne. Det er noget af det, der kan få kroppen til at slappe af og give hjernen en tiltrængt pause.
Eight Hour Cream All-Over Miracle Oil er en tørolie, der for en gang skyld matcher beskrivelsen tør, som den eneste jeg har haft fingrene i. Den skønne blanding af lækre olier kan bruges over det hele, jeg bruger den i hvert fald både til indsmøring af hænder og neglebånd, til massage som nævnt ovenfor, på tørre pletter, for at give glød i udskæringen, og hvis mit hår ikke var afbleget, ville jeg også bruge den i håret… men der er betakaroten i, der jo har en meget kraftig orangerød farve, så jeg tør ikke rigtig at gøre forsøget.
I modsætning til den originale duft, som ikke rigtig falder i min smag, så er jeg overraskende vild med denne her, der er mild, let blomstret og rar.

4. M2 Beauté Ultra Pure Solutions Hyaluron Collagen Nanospray
Til lanceringen af det nyeste skud på M2 Beauté stammen, tænkte jeg, at det lød for godt til at være sandt… Men M2 Beautés Ultra Pure Solutions Nanosprays er en genistreg! Dysen er intet mindre end fantastisk, den sprayer det vanvittigt rene vand med forskellige effektive ingredienser ud så fint, at man næsten ikke kan mærke, at man får noget i ansigtet, og det er jeg helt vild med. Faktisk vil jeg gå så langt at sige, at det er et af de mest mandevenlige produkter på markedet. Hele sommeren har det været en gave at bruge et produkt, der er så let, bliver absorberet af huden med det samme, og som fugter uden at efterlade den mindste film. Når nano bliver nævnt i forbindelse med hudpleje, er det desværre nærmest blevet et fyord, men i virkeligheden er der god grund til at elske de firmaer, der forsker i denne størrelse. I generationer har de hudplejende ingrediensers molekyler nemlig været alt for store til at kunne gøre en reel forskel.
Hvis Ultra Pure Solutions Nanospray bare var en mist, ville prisen være helt ude i hampen, men fordi der er tale om high-tech hudpleje er prisen mere end rimelig.

5. Broaer B2 Silver Shampoo
Når man har gråt og hvidt hår, uanset om det er affarvet og tonet eller helt naturligt, så er det vigtigt at vedligeholde det kolde skær, det får både det bedste frem i farven, og det giver glød til ansigtet. Når nu man gennem længere tid har kæmpet for at få lyst hår, så er det faktisk ret frustrerende, når det gule skær bliver for dominerende… Og derfor har jeg testet et hav af produkter, der modvirker og fjerner den gule nuance. En shampoo, jeg er blevet særligt begejstret for, er Broaer B2 Silver Shampoo.
Der lander naturligvis en gennemgang af alle de mærker og forskellige produkter, jeg har fået fingrene i på bloggen, så snart jeg er færdig med at teste dem… men indtil da er denne shampoo drøneffektiv. Den første gang jeg prøvede den, var jeg lidt bekymret for det høje indhold af lilla pigment, men det gør bare shampooen effektiv, uanset om du bare vasker håret hurtigt, eller om du lader den sidde et par minutter, som jeg altid gør… faktisk var jeg lidt nervøs ved at lade den sidde, fordi den netop er SÅ lilla, men håret tager heldigvis ikke farve.

6. Benefit Air Patrol BB Cream Eyelid Primer (Sephora)
På intet tidspunkt har jeg været utilfreds med selve produktet, men emballagen har jeg i flere omgange bandet langt væk… men så fik jeg et tip til at undgå den ting, som jeg var så utilfreds med, og siden da har den været en vinder.
Benefit Air Patrol BB Cream Eyelid Primer er så rar at bruge, blandt andet på grund af den bløde og gode gummiapplikator, som selve primeren kommer ud gennem. På samme tid er det den, der er så fandens upraktisk. Inde i midten sætter der sig noget produkt, og når det så tørrer eller stivner om du vil, så sidder der en prop, som du så skal presse ud med produktet næste gang, du skal bruge den. Det er skruen uden ende, og så er det ærlig talt temmelig utilfredsstillende at spilde så meget produkt. Heldigvis er det ret nemt at undgå, når man har skruet primeren ud af pennen, skal man bare skrue den modsatte vej, så overskydende produkt kommer tilbage i pennen. Benefit Air Patrol BB Cream Eyelid Primer holder på makeuppen, sørger for at få det bedste ud af dine øjenskygger og så plejer den øjenomgivelserne.

7. Clean Reserve Sueded Oud EdP
Ligesom smagssansen kan udvikles, så er lugtesansen også noget, man kan træne. Det er interessant at se på de dufte, jeg holdt af før, og dem jeg vælger i dag. For selv om der er gengangere, så er der også nogle af mine favoritter, som jeg med sikkerhed havde fravalgt for bare et par år siden.
Både skind og træ… i hvert fald når vi taler dufte, kan godt være en skarp og ikke særlig rar oplevelse, eller også er der tilsat så meget sødme, at det bliver en kvalm affære. Ingen af beskrivelserne passer på Clean Reserve Sueded Oud… faktisk var det nok den af de seks Reserve dufte, som jeg syntes var kedeligst… Heldigvis gav jeg den en chance til, for nu er vi blevet rigtig gode venner. Den bliver oftest brugt i kombination med noget andet, for eksempel bruger jeg den ofte som bund for nogle af de mere lette og mere flygtige dufte i min samling. Den tilfører en dybde og afrundet varme af røgelse, rav, moskus, fyrretræ og ruskind. Nogle meget klædelige kvaliteter, der gør, at den også sagtens kan stå på egne dog lidt mere anonyme ben.

8. Ghd Platinum Styler Serene Pearl Styler
Om morgenen har jeg det mest sindssyge morgenhår, du kan forestille dig. Det er noget, jeg har nævnt flere lørdage, hvor mit pandehår har siddet så ualmindelig dårligt, at jeg selv får Donald Trump associationer, når jeg ser mig i spejlet… Pandehåret sidder dårligt, både fordi det har været længere end sædvanligt, og fordi det bare ikke rigtig vil, som jeg vil. I de sidste mange år har jeg ellers øvet mig flittigt i at ligge på ryggen, men jeg kan åbenbart stadig kun finde ud af at sove på maven. Det får mit pandehår til at ligne en mellemting mellem en høstak og en gulvmoppe, og det kræver en del tid at få sat det hår. Det gør livet uendelig meget lettere, hvis håret lige bliver glattet lidt, alligevel er det ikke noget jeg før fik gjort så tit. Selvom man umiddelbart skulle tro, at styling er det samme med den almindelige sorte Ghd Platinum Styler og den smukke Ghd Platinum Styler Serene Pearl Styler, så har selv min mand bemærket, at jeg bruger styleren mere, og den eneste forklaring er, at min glæde over den fine farve har smittet af på lysten til at bruge den. Læs også den store guide til forskellen på de forskellige stylere fra Ghd.

9. OPI Nail Lacquer i farverne I am What I Amethyst og It’s a Boy! (Magasin)
Navnene på de to lakker afslører næsten farverne, for den sarte lyselilla nuance hedder naturligvis I am What I Amethyst, og den fine babyblå nuance hedder It’s a Boy!
OPI har efterhånden lanceret SoftShades kollektioner op til konfirmations- og bryllupssæsonen i nogle år. SoftShades har ofte været nogle fine transparente lakker, men med de seks smukke pasteller er dette års kollektion lidt mere farverig end sædvanligt og lakkerne er meget mere pigmenteret, ingen af de seks behøver mere end to lag, for at dække neglen uden trælse striber. I flere år har jeg søgt efter en særlig lyseblå nuance, men nu ser det heldigvis ud til at min søgen er slut, It’s a Boy! er præcis den nuance jeg har ledt efter.
Som altid elsker jeg at blande nuancerne, og derfor har jeg op til flere gange haft et miks af alle seks nuancer på neglene i den ene eller den anden kombination. Alligevel er det de her to, jeg har været gladest for. De to nuancer er vildt cool, og så er det nok også dem, der passer bedst til garderoben og min hudfarve.

10. Beautyblender Beauty.blusher
Det tog mig flere år at overgive mig til dette uovertrufne makeupredskab, og nu forstår jeg ikke, at det skulle tage mig så lang tid at fatte, hvor anderledes og i virkeligheden perfekt, Beautyblender er til at dække alt fra rødme til store porer. I dag kan jeg slet ikke undvære hverken den originale Beautyblender, Blotterazzi eller denne nye Beauty.blusher.
Generelt er jeg rigtig glad for cremede produkter til kinderne, det gælder både bronzer, highlighter og blush. Det kan dog godt være en udfordring at lægge de cremede produkter pænt, selvfølgelig har jeg forsøgt mig med den originale Beautyblender til formålet, men jeg synes egentlig, at den er for stor, og så bliver det ret hurtigt et værre rod at holde styr på, hvilken beautyblender man har brugt til hvilket produkt.
Beauty.blusher er den perfekte mellemting mellem de helt små og nuttede Beautyblender Mini og den originale Beautyblender. Husk at det er meningen, at Beautyblender skal være let fugtet, når du bruger den, hvorfor det ikke er så smart at dyppe den direkte i de cremede produkter. Sørg endelig også for at have god hygiejne, mine svampe bliver altid vasket i vaskemashinen i en vaskepose.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
1 kommentarer
Anette

Jeg elsker jeres blog og bliver meget klogere på mangt og meget, ligesom jeg bliver inspireret til at prøve alt muligt nyt.
Er B2 silver shampoo bedre til at holde håret hvidt end L’Oreals? Sidstnævnte gør nemlig hurtigt håret for blåt.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *