Tirsdagstip: Opnå en bedre holdbarhed

Månedens favoritter: Juli 2016

Månedens favoritter: Juli 2016

Sponsoreret indlæg

Selvom selve indlæggene ofte kostede blod, sved og tårer, så savner jeg månedens favoritter. Præcis hvornår jeg skrev det sidste, kan jeg heller ikke huske uden at tjekke… men det er længe… meget længe siden. Selvfølgelig håber jeg på, at det denne gang vil være lidt lettere og ikke fylde helt så meget, for så er det jo, at det bliver uoverskueligt. Indtil videre får du her Månedens Favoritter: Juli 2016.
De sidste par måneder har været præget af flytten rundt, og derfor har der været skåret ind til benet og kun det mest nødvendige har været med i taskerne. Samtidig har det jo været så varmt, at makeup heller ikke har givet så meget mening.
Månedens favoritter: Juli 2016 er en skøn blanding af skønne nyheder, lækre gamle travere og et par genopdagelser.

1. BaByliss 6611E Ionic AC Dryer
Som fast læser ved du, at den føntørrer, jeg sværger til, er GHD Aura. Den er helt speciel, og jeg tvivler på, at den nogensinde mister den status i samlingen… Der er så mange forskellige hårtørrere, og jeg har længe haft lyst til at teste nogle af dem på markedet. Livet i kufferter var den perfekte lejlighed til at teste noget nyt. Mit valg faldt på den, jeg tænkte ville være bedst til at style håret med. Det var lidt angst provokerende, fordi mændene i mit liv også bruger føntørreren flittigt, men for dem er det tørrefunktionen, der er vigtigst. Derfor var det ærlig talt en befrielse, at have den med. Ikke nok med at den tørrer håret hurtigt, uden at det ligner en høstak efterfølgende, det meget smalle næb, der hører med, er eminent til at få volumen i håret. På den måde har vi alle fire været virkelig glade for den.
Føntørrere er jo efterhånden sindssygt dyre, fordi man ender med et stykke teknik uden lige… BaByliss 6611E Ionic AC Dryer er ikke helt billig, men den er bestemt heller ikke dyr, funktionaliteten og kvaliteten taget i betragtning.

2. Tom Ford Ultra-rich Lip Color i farven Purple Noon (Magasin)
Før i tiden brugte jeg tit semitransparente læbestifter, mest fordi det er sjovt at lege med farverne, når man skifter liplineren ud… min egen læbefarve er nemlig for mørk og rød til, at det med farverne på læbestifterne gør den store forskel.
At Tom Ford makeup nu er tilgængeligt i Danmark er farligt, for jeg er vild med mange af formlerne, så hvis jeg ikke behersker mig helt vanvittigt, så bliver det et vanvittigt dyrt bekendtskab. Sommerkollektionen fra Tom Ford er vanvittigt smuk og velduftende… jeg tippede om kollektionen på instagram da den blev præsenteret i slutningen af februar, og i starten af juni stiftede jeg bekendtskab med makeuppen. Der er mange spændende produkter i kollektionen, og et af dem jeg er faldet for er altså de semitransparente læbestifter Ultra-rich Lip Color. Det er en meget fugtgivende og glossy læbestift, der oven i købet har en fin holdbarhed. Nuancerne er fantastisk smukke og klare, og derfor har jeg denne sommer haft den mørke Purple Noon på adskillige gange, og jeg er sikker på, at den bliver et endnu større hit, når det bliver lidt koldere i vejret.

3. Delilah Gel Line Gel Eye Liner i farven Ink
Det var den blå nuance, der fangede mine øjne, da jeg kiggede på Delilah første gang, det er en meget smuk næsten indigo nuance, så selvom mit hjerte valgte den lilla nuance, så var det øjnene der vandt. Og derfor var det altså den blå, der kom med hjem. Det valg har jeg simpelthen været så glad for, og jeg har brugt den hele sommeren med mange komplimenter til følge. Det er en opsigtsvækkende nuance, og jeg bruger den oftest uden mascara for at lade den stå alene, fordi jeg ikke har en mascara, der matcher nuancen hundrede procent… En af mine kolleger var ellers ikke særlig begejstret over holdbarheden, men jeg ved ikke, hvad jeg gør anderledes, for jeg har både haft den på de rigtig varme dage, hvor sveden har været en udfordring og i regnvejr, hvor andet makeup har givet op. Det minder mig om et tirsdagstip, som jeg vil skrive med det samme, så det bliver sikkert udgivet før dette indlæg…

4. Marc Jacobs Decadence EdP
Denne duft var blandt præmierne i vores fødselsdagskonkurrence, fordi den er helt særlig. Den dufter sødt, krydret og ja… dekadent. Det er en af den slags dufte, som du nok ikke skal snuse helt ind… i hvert fald ikke til at starte med, for den åbner som et sandt overflødighedshorn af noter… ikke fordi noterne er mange, men fordi kompositionen er så anderledes. Selv er jeg nødt til at holde vejret, når jeg tager den på, for ellers får jeg simpelthen hovedpine. Det lyder måske ikke som en lækker duft, men det er det faktisk, den er bare overvældende til at begynde med. Den søde blomme og den intense safran åbner til en mere rå og kantet bulgarsk rose og en bund af rav og vetiver.
Navnet Decadence passer perfekt til denne pudrede, elegante og mere modne duft fra Marc Jacobs. Intensiteten aftager naturligvis, så den bløde bund af træ holder liv i de mere søde og krydrede top noter.
Den smukke flakon er inspireret af Marc Jacobs eget taske design, og ja… den er altså også ret så fin om end temmelig speciel og ret anderledes.

5. Estée Lauder Summer Glow Eyeshadow Palette (Magasin)
Nu er jeg jo vældig glad for blå nuancer, og derfor er jeg vældig begejstret for at Estée Lauder denne sommer har lanceret en palette med en smuk turkisblå nuance… Paletten indeholder seks fine nuancer, så hvis du mere er til jordfarver, så er det stadig et godt valg. Den lyseste og den mørkeste nuance er matte ellers er der forskellige mængde perlemor i de fire nuancer i midten. De fleste dage er det endt med den lyse som base og den mørke i globelinjen, hvis det skal piftes lidt op, kommer der en farve på låget eller den turkis nuance bliver brugt som liner. Paletten har været perfekt i tasken, fordi du både kan lægge et klædeligt smokey eye, et helt neutralt hverdagslook eller vælge et gyldent festlook… Mulighederne er mange! Når du kigger på paletten, skal du virkelig gøre dig selv den tjeneste at kigge på Lip and Cheek Summer Glow… Alle tre nuancer er så fine!

6. Clinique Moisture Surge Extended Thirst Relief
Præcist hvor mange gange jeg har anbefalet denne lækre kølende gelé, har jeg slet ikke overblik over. En ting er sikkert, det er en klassiker, en evighedsfavorit og et fantastisk valg til tørstig hud. Selvom huden fedter og skinner om kap med solen, så trænger den til fugt. Ren fugt uden fedt… den er så behagelig og helt vildt lækker på huden, og den kan sagtens bruges både morgen og aften. Efter en varm og travl dag er det en luksus at smøre den lette gelé i ansigtet. Placerer du den køligt, er den oplagt at bruge efter en dag i solen. Generelt er den bare god at have på hylden, den er virkelig anvendelig, uanset om det er sommer eller vinter. Den har gjort en kæmpe forskel for mig gennem årene, hver eneste gang min hud har været tør, træt og træls. Under en fedtcreme eller olie kan den rette op på selv den tørreste og mest ubalancerede hud. Når jeg skriver, at den skal under en olie eller fedtcreme, er det selvfølgelig fordi den skal udøve sin magi uden, at den fordamper.

7. IsaDora Jelly Pop Nail Gloss
Allerede inden de smukke transparente farver landede i butikkerne, vidste jeg, at jeg ville være vild med dem. Og da jeg så fik prøvet dem, var jeg fuldstændig solgt. De fem nuancer er så lækre og juicy, at man næsten får lyst til at smage på dem. Ovenpå en hvid eller en meget metallisk lak er de også fine. Hvis du er til at blande farver eller elsker nailart, så er de også virkelig gode at have i samlingen. Farveklatter, blomster, striber, prikker… ja kun fantasien sætter grænser for mulighederne. Holdbarheden er god selv på mine bløde negle, hvorfor de i mine øjne er særligt velegnede til netop nailart, i hvert fald synes jeg, at det er et stort plus med god holdbarhed, når jeg bruger ekstra lang tid på min manicure.
Selv har jeg et godt øje til alle fem, men hvis jeg kun måtte vælge en af dem, så ville jeg vælge mellem nuancerne 880 Jelly Bean og 882 Pink Syrup… Det er de perfekte sommernuancer… meeeeen her til efteråret er der også god brug for 881 Lollipop eller de lidt mørkere nuancer 883 Ice Pop og 884 Wine Gum.

8. Makiash Satin Cream Eyeshadow
Super holdbare cremeøjenskygger, der kan bruges alene eller som base, er jeg stor fan af især om sommeren. Applikatoren gør det virkelig nemt at lægge den lette creme på, der hvor du ønsker det. For eksempel kan du sagtens nøjes med øjenkrogen, hvis du ønsker lidt lys der. Hvis du skal spare på pladsen, så kan den også bruges som highlighter på kinderne, selvfølgelig skal den tones godt ud, men resultatet bliver fint og let, når du bare dupper det på med en fingerspids. Makiash Satin Cream Eyeshadow findes i to farver, og den jeg er gladest for er den lyse Oyster. Den anden nuance er, som navnet antyder bronze, så den er lækker på øjnene, men knap så anvendelig som highlighter… i hvert fald på min hudtone. Makiash er Ellos’ eget mærke, og jeg har efterhånden skrevet en del om produkterne. Faktisk har jeg stadig tilgode at blive skuffet, for alt, jeg endnu har haft fingrene i, har været rigtig godt.

9. Rodial Glamobrow Precision Eyebrow Pencil i farven Ash Brown (Magasin)
Selv når min makeup er nærmest ikke eksisterende, så tager jeg som regel bryn på. Når andre nævner mascara eller foundation som eneste musthave makeupprodukt, så vælger jeg et bryn produkt. Hvilken konsistens er jeg nærmest ligeglad med, så længe farven er rigtig. Selvom jeg eksperimenterer meget med farverne og vælger nuancen afhængigt af det look, jeg går efter, så er det bare rart at have en farve, der kan bruges til det hele. For mig er det en meget kold gråbrun nuance. Det er mildest talt uklædeligt, når øjenbrynene bliver for røde, og i øjeblikket er der endda kommet flere produkter, der har en sær gullig nuance…
Igennem flere måneder har jeg grundigt testet makeuppen fra Rodial, og jeg er virkelig glad for konsistenserne, nuancerne og de looks, man kan skabe med produkterne. Så hvis du endnu ikke har haft fingrene i de eksklusive sager, så synes jeg virkelig, at du skal tjekke det ud. Glamobrow er i hvert fald blevet det brynprodukt jeg oftest griber efter i øjeblikket.

10. Smashit 10 Color Blush Palette
Når man bor i kufferter eller rettere sagt i blå Ikeaposer, så er det altså praktisk at vælge paletter, når du skal have masser af valgmuligheder. Derfor valgte jeg Smashit 10 Color Blush Palette, som jeg for nogle måneder siden bestilte hos Ellos.dk. Den har været udsolgt forevigt, så jeg var lidt nervøs for, at den ikke ville komme igen, for det ville altså være rigtig ærgerligt. Selve paletten ser ikke dyr og eksklusiv ud, og det er den heller ikke, men er du gal, det er nogle fine og anvendelige blushes.
Du får ti meget fine farver i paletten, og selvom nogle af dem måske nok ser ret vilde ud, så er det nemt at dosere dem, så du ikke pludselig står med neonpink fartstriber på kinderne. Kvaliteten er glimrende, især hvis man tager prisen i betragtning, og farveudvalget sikrer, at du kan bruge den til lidt af hvert. Paletten er meget flad, hvilket er en stor fordel, når den skal have plads i tasken.

Sponsoreret indlæg skrevet i samarbejde med Ellos.dk

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk / Følg os på Facebook og Instagram: @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas MAC Asos Deciem FeelUnique Escentual HQhairEstee Lauder LookFantastic Clinique Gosh
   

3 kommentarer

  • Pernille

    jeg har faktisk også savnet månedens favoritter, så tak fordi den er retur igen. Den opsamler bare på en eller anden vis tingene engang i mellem, faktisk også sjovt at kigge tilbage, fordi nogen favoritter er jo ikke bare månedens men holder i flere år.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Jeg har lige fået en lille prøve på Divine Decadence fra Feelunique og den er helt fantastisk. Tung og krydret. Jeg har ikke prøvet Decadence så jeg kan ikke sammenligne dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Hej Pudderdåser.

    Nu kom jeg lige til at læse om Clinique Moisture Surge Extended Thirst Relief, som jeg bestemt skal investere i. Jeg bider mærke i, at I skriver, at fedtet hud har brug for ren fugt og uden fedt. Jeg bruger jeres Alt-i-en-creme, er det et dårligt valg? Jeg mener, er det et fugt-uden-fedt-produkt? Min hud har klart brug for fugt, men fedter i T-zonen og lidt ud på kinderne.

    Kh Lise

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tirsdagstip: Opnå en bedre holdbarhed