Keratosis pilaris – røde knopper på overarme, lår og kinder

21.10.15
Keratosis Pilaris kollage

Keratosis Pilaris kollageOver halvdelen af os har dem, men de færreste ved hvorfor eller hvordan man fjerner dem. De røde knopper på bagsiden af overarmen hedder keratosis pilaris og er en så almindelig hudlidelse, at det næsten er mere reglen end undtagelsen.

Mange af os har også de små røde knopper nederst på kinderne og på lårene.

På lårene kan de næsten ligne knopper efter barbering. På kinderne er der måske kun en antydning af rødme og ujævnhed. Og på overarmene har vi næsten vænnet os til at de er.

Hverken talgknopper eller bumser
Navnet er keratosis pilaris, og nej det er IKKE talgknopper eller bumser for den sags skyld. Det er et tilbagevendende emne her på bloggen simpelthen fordi det er et af de mest efterspurgte og læste.

Problemet hænger sammen med tør hud og opstår, når hudceller ophober sig i hårsækkene i stedet for at blive afstødt. Den gode nyhed er, at du faktisk kan gøre noget. Du kan ikke helbrede lidelsen, der er kronisk. Men du kan lindre den.

Lidelsen forværres som sagt af tør hud. Så pas godt på din hud og især hvad du vasker den med. Undgå udtørrende renseprodukter og kropsvaske. Og lad være med at tro, at du kan skrubbe dem væk, hvis du bare skrubber hårdt nok. For det kan du ikke. Pas på huden og undgå at udtørre den – især nu hvor kulden sætter ind.

Produkter med velegnede syrer i kan opløse de tørre og døde hudceller, som skaber problemet. Flere produkter er velegnede, og den bedste kombination for netop dig kræver lidt eksperimentering.

Carbamidcreme
Carbamidcreme på 10% er den billigste og lettest tilgængelige løsning. Du kan købe det på apoteket eller i Matas, og det virker. Du kan med fordel kombinere Carbamidcreme med den AHA eller BHA peeling til ansigtet, som du garanteret har stående derhjemme i forvejen, hvis du er fast pudderdåserne-læser. (Brug Carbamid-cremen øverst) Matas Fod- og Hælkur er basalt set en carbamidcreme med 25% carbamid og også brugbar – men start lidt forsigtigt. Det er en høj koncentration.

HTH Creme
HTH creme er en fremragende mulighed, der både indeholder carbamid og AHA i form af mælkesyre. Fremragende fordi den kombinerer AHA og carbamid i et produkt og er så billig. AHA-holdige produkter er normalt noget dyrere pr. ml. og hvis du skal smøre det på armene, så kan det være en noget dyr affære. HTH Original Creme koster derimod cirka 40 kroner for 100 ml. og kan i mange tilfælde hjælpe på Keratosis Pilaris problemet. Du kan også bruge HTH Lotion.

AHA
Hvis Carbamidcreme eller HTH Creme ikke er nok, så kan et produkt med glykolsyre være effektivt. Især hvis du kombinerer det med Carbamidcreme. Vores AHA-Peeling kan bruges eller nogle af de andre gode produkter med AHA, der findes.

BHA
Salicylsyre (BHA) bliver ofte anbefalet af hudlæger, men personligt har jeg selv haft bedre erfaring med AHA. Det er bestemt et forsøg værd – især hvis du i forvejen har et salicylsyreprodukt til ansigtet stående derhjemme. Vores egen T-zone Peeling kan bruges eller Paula’s Choice.

Hudlæge
Hvis ingen af de ovenstående råd virker, og du er meget hårdt ramt, så kan en hudlæge også være aktuelt i svære tilfælde.

Før- og efter billeder
Jeg har tidligere været temmelig hårdt ramt, men det er i dag blevet meget bedre. Først og fremmest er jeg blevet meget bedre til at undgå udtørrende renseprodukter til kroppen, men sørger tværtimod for at bruge nogle gode, fede renseolier eller vaskeprodukter, der ikke udtørrer.

Og så bruger jeg i perioder enten carbamid eller AHA eller en kombination. Disse billeder er fra et gammel indlæg, jeg lavede, men resultateterne står stadig ved magt og er i dag endnu pænere. Her har jeg i et par måneder brugt først 8 % AHA (det var et Paula’s Choice produkt dengang, i dag bruger jeg selvfølgelig vores egen, men det gør ingen forskel i praksis) og ovenpå det en 10% carbamid.

Før:

Keratosis Pilaros

Efter 8% AHA og 10% carbamidcreme i et par måneder:

Keratosis Pilaris efter

Jeg kan også finde på at bruge min Matas Fod- og Hælkur på overarmene, fordi jeg alligevel har den fremme hver aften, og så får jeg det gjort.

Har du røde knopper på armene eller andre steder?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
63 kommentarer
Lise

Hola
Ved i om der findes en svanemærket carbamidcreme?
min ældste drenge lider gevaldigt hver vinter og her er den første ordenlig beskrevede ‘kur’
tak for gode blogindlæg og fede anmeldelser 🙂

Katja Moikjær

Hej Lise. Det tror jeg ikke der gør. Men jeg kender ikke til at carbamidcremer skulle indeholder andet end de mest basale ingredienser. Så dem ville jeg roligt købe. Kh. Katja

Cecilie

Min datter på kun 11 år er meget hårdt ramt, og har rigtig mange knopper, både på overarmene og i stort set hele ansigtet, på nær panden! Vi har forsøgt os med carbamidcreme, men kun en lille effekt, og nu forsøger vi os med HTH lotion. Hvilken kropsvæsker vil du anbefale?
Mvh. Cecilie

Karin VS

Hej 🙂
Jeg havde også de knopper bag på armene og de var virkelig trælse og der var utrolig mange, der var ikke et sted hvor man kunne se huden. Jeg prøver at peele dem af, det blev bare værre! Men så prøvede jeg kropsolie hver dag efter badet, og efter nogle uger forsvandt de helt. Det er nu ca 5 år siden og de har ikke været en eneste knop siden 🙂
Knus Karin

Sofie Johanna

Må jeg spørge hvilken olie du bruger?

Karin VS

Ja da 🙂 jeg bruger lidt forskellige. Men den jeg startede med var Nuxe olien, den uden glimmer. Og pt er det Beaute Pacifique’s kropsolie. Og jeg har ikke skyggen af en knop 🙂
God weekend.

Nina Volmar

Jeg må starte med at være ærlig og sige, at jeg bliver sådan lidt småirriteret, når du skriver, “at det hænger sammen med tør hud ..(..).. og at du faktisk kan gøre noget.” Og tilføjer: at man kan tage til hudlægen, hvis det er helt galt. For otte år siden var jeg ved hudlægen inden min konfirmation, hvor jeg fik konstateret, at det var keratoris pilaris, jeg havde. Jeg fik derimod også den nyhed, at det var en arvelig sygdom, og måske er jeg heldig at vokse fra det, men ellers er det ikke noget, man kan få til at forsvinde. Jeg kan da også se, at jeg er så “heldig” at have arvet lidelsen af min far som den eneste af mine søskende. Jeg er en “dåse”, og har netop fundet jer, igennem jeres tidligere oplæg omkring keratosis pilaris. Jeg har både prøvet BHA cremer og HTH, men lige lidt hjælper det. Jeg har endda gået til zoneterapi. Til gengæld er jeg gået over til dalens olie, da den blødgører min hud ordentlig, og ved at spise hørfrø- eller kokosolie og fiskeolie kapsler plejer jeg min hud indenfra. Jeg mener ikke, at problemet hænger sammen med tør hud, da keratosis er et konstant problem. Du vil have overproduktion i dine hårfolier uanset hvad. Det eneste, der har hjulpet mig, igennem de otte år jeg har haft det, siden det startede omkring puberteten, er: sommer og sol (fugtigere vejr, ja ok) og at jeg er blevet ældre. Jeg har det idag ikke på mine kinder. Jeg giver dig ret i at en god plejerutine hjælper i udseendet på din hud – derfor benytter jeg mig også af olier nu, men det hjælper ikke imod keratosis pilaris. Jeg synes bare, at dette er en vigtig pointe, selvom jeg ved, at alle er forskellige. Din side giver gode råd, men jeg håber, at du og fortvivlede læsere også kan se en logik i det, jeg skriver 🙂

Katja Moikjær

Kære Nina. Vi er helt enige, så jeg tror bare vi misforstår hinanden.
Det er afgjort en kronisk lidelse. Den kan ikke helbredes. Men den kan lindres i mange tilfælde. Du har helt ret i at jeg ikke har været tydelig nok i min formidling af dette, så jeg har lige rettet det til.
Jeg er ked af at høre, det ikke har været nemt for dig at finde hjælp. Jeg håber, du finder noget derude, der kan afhjælpe det.
KH. Katja

Rikke Thiessen

I mine yngre dage havde jeg virkelig mange, men det er heldigvis ikke så slemt mere. Min datter på 10 har rigtig rigtig mange på overarmene og hun er virkelig ked af dem. Min søn på 7 har altid 3-4 på hver kind, men ingen på armene. Vi har lige købt carbamid creme i Matas, som skal afprøves.

heidi

Halløj.
Nå jeg har en datter på 10 år. hun har de her knopper på det nederste af lårene og på skinneben, er det så også keratosis pilaris?
det lyder fuldsætændig som det i beskriver blot har hun dem også på skinneben/underbenet.
kh
heidi

Hanne

Hej Karin,
et forsigtigt gæt er nej, det er ikke Keratosis Pilaris (KP). KP debuterer oftest i forbindelse med puberteten, og er kendetegnet ved lokalisationen på bagsiden af overarme og forside af lår. Hvad din datter har, ved jeg ikke, men god fed hudpleje er altid et forsøg værd.

Hanne

Undskyld, Heidi!

Katja Moikjær

Min søn på 7 er begyndt at få knopperne på overarmene. Jeg tør ikke gætte…

Salma Khan

Hvilke olie har du brugt 🙂 tak

Nina Grove

Tak for de mange gode indlæg I altid har. Det var hos jer, at jeg første gang læste om Keratosis Pilaris og bruger Carbamid creme og HTH lidt på skift (alt efter om jeg får husket at bestille HTH på apoteket). Tænker at jeg vidst også skal have gang i jeres AHA serum, nu hvor den alligevel har fået sin faste plads på hylden herhjemme.
Hvilke renseolier/vaskeprodukter vil I anbefale?
MH Nina

Katja Moikjær

Kære Nina. Tusind tak. Dejligt at du kan bruge det.
Jeg har netop lagt et indlægt på: https://pudderdaaserne.dk/2015/10/23/fredagsfavorit-milde-vaskeolier-uden-lauret-sulfat/
Kh. Katja

Sofie

Er der nogle kropsolier eller renseprodukter du kan anbefale? 🙂

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *