Tirsdagstip: Husk at lege

24.02.15
Mac A/W-2011 Makeup Trend Disco-Tech
Mac A/W-2011 Makeup Trend Disco-Tech
Foto: MAC

Det gælder i alle livets forhold, at vi helst ikke skal glemme at lege. Det er vigtigt at finde sit indre legebarn frem og give los bare en gang i mellem. Om det er i køkkenet, i haven, på papiret, i værkstedet, i soveværelset eller nogle helt andre steder legen foregår, er ikke vigtigt. Det, der derimod er virkelig vigtigt, er, at du får det gjort. Udførelsen af de mere eller mindre sure pligter bliver lidt sjovere, når man kan lege undervejs.

Kruseduller
Forleden var der en, som kommenterede mine kruseduller på papiret foran mig, og ja… det var da også blevet ret så mønstret i løbet af præsentationen, men det var et udtryk for, at jeg lyttede. For min stressede hjerne formåede ikke at give slip på alle de tanker, som fløj rundt, samtidig med at den ihærdigt prøvede at koncentrere sig om den pågældende præsentation. Og lige dér var krusedullerne et rigtig godt værktøj til at få tøjlet energien. Det er selvfølgelig ikke klassisk leg, og så alligevel… for mig er det leg med former, farver og figurer…

Anden leg og kreativitet
Som du ved, hvis du følger med på bloggen regelmæssigt, leger jeg selv lystigt med lakken på neglene og med makeup generelt, men jeg er heller ikke bleg for at give den gas med ++Plusplus’er, Centicubes, Lego og andet konstruktions legetøj.
For en del år siden fik jeg en tosset idé sent torsdag aften, jeg besluttede mig for, at der skulle være en personlig gave til hver enkelt deltager til det møde, som jeg havde været med til at planlægge den kommende søndag. I løbet af de næste aftner producerede jeg helt alene over hundrede brocher, de bestod af stof, garn, pailletter, knapper, tyl og alt mulig andet… så jeg syede, limede, hæklede, og hvad der ellers faldt mig ind. Det var et ret vildt syn, da de var færdige, men det var rigtig sjovt og modtagelsen var det hele værd! Så sent som i sidste uge da jeg stod i bussen, fik jeg øje på en af ”mine” brocher… Tænk at cirka ti minutters leg kan blive værdsat så meget, at resultatet sidder på frakken mere end otte år senere.

Mere leg
Jo, der var en mening med alt det sludder… Det handler nemlig om at adoptere den legende tilgang til hverdagen, til makeuppen eller hvad der lige virker for dig. Måske finder du glæde ved at røre din egen scrub, inden du skal i bad, eller du elsker at eksperimentere med farver i makeuppen? Bare du husker at gøre det.
Selv finder jeg en stor glæde ved at lege med farver og makeup, det betyder ikke sjældent forskellig makeup på hvert øje. Med andre ord ser jeg temmelig ofte besynderlig ud, men hold nu op, hvor har jeg det sjovt i mens.

Hvad kan få dit indre legebarn til at slå kolbøtter af lykke?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
4 kommentarer
Gigi

Hvor sejt med brochen! 😉
Kan godt nikke genkendende til dine lege, og jeg flintrer selv af og til rundt med to forskellige øjenmakeup, én eller anden hjemmerørt ting i ansigtet/håret eller måske tre-fire forskellige neglelakker spredt ud på fingrene fordi “jeg er lige i gang med et eksperiment”.
Og i juledagene hev min mand og jeg den store kasse frem – ikke den med julepynt, men den med Lego, og så blev der ellers bygget huse og biler en masse. Vi er begge i sidste halvdel af fyrrerne, og hold da k… vi havde det sjovt! 🙂

Helene Randløv

Mega sejt! Jeg blev også både vildt glad og også ret stolt!
Lego er en fest! Jeg håber aldrig, at jeg lægger legen på hylden, heller ikke selvom der er fare for at blive stemplet som en idiot!
😛
Kh. Helene

Mette WK

Sidst jeg gjorde det (altså testede et par looks til en kommende julefrokost) kom min søn forfærdet ud på badeværelset “Hvad er der sket, Mor? Med dit øje?!?!?!” Nå, okay, det look skal det så IKKE være 🙂

Helene Randløv

Hihi Mette…
Her er det mere “Moooaaarr (i let bebrejdende tonefald), leger du nu igen?”
Stakkels børn 😛
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *