Tirsdagstip: Undgå at hive i huden og lave grimasser

24.06.14
Fall Trend Eye Palette

Fall Trend Eye Palette

Foto: MAC

Der er mange ting at huske på, når man lægger makeup. En af de ting jeg gentager igen og igen, når jeg holder kurser, er, at folk skal vænne sig af med at lave grimasser, smile når de lægger blush og hive eller strække huden ud, når det er tid til eyeliner. Siden vi begyndte at lægge videoer på YouTube, har jeg fået mange spørgsmål på mail om, hvordan i alverden jeg tager mascara på uden at åbne munden. Ligesom med utrolig meget andet, handler det selvfølgelig om øvelse. Og det kan alle naturligvis lære.

Selv min far gør det
Nej, min far bruger ikke makeup! Men han åbner munden hver eneste gang, han skal gøre noget i nærheden af øjnene. Det ser ikke bare ualmindelig fjollet ud at sidde der med munden på vid gab, det kan også forvrænge dit ansigt så meget, at det faktisk ødelægger din makeup. Ligesom du skal undgå at smile, når du lægger blush på kinderne, fordi du måske ender med at fremhæve linjerne omkring øjnene. Selvom linjerne ikke synes voldsomme, når du har udjævnet hudtonen med en foundation, kan en blush eller bronzer (særligt dem med perlemor) virkelig lægge år til din alder, hvis den er lagt mens du smiler.

En tommelfingerregel
Prøv at kigge grundigt på dig selv, når du sidder med åben mund og øjenbrynene helt oppe i panden… Er det din bedste side? Det er det forhåbentlig ikke! Du bør lægge mascara, blush, læbestift, øjenskygge og så videre, når du er afslappet i ansigtet. Det er nemlig sådan, du ser ud, når du bare sidder.
Forsøg heller aldrig at glatte huden ud, ved at trække eller hive i siden ved yderste øjenkrog for at få øjenlåget til at rette sig ud. Lær i stedet at tegne på låget uden at hive i huden. Igen forvrænger det markant vippelinjen, og dermed den streg du tegner, samtidig synes huden overhovedet ikke, at det er spor spændende at blive hevet i, og på sigt kan det tilmed bidrage til endnu slappere hud… Og det er vel de færreste, som ønsker sig det?

Kan du tage makeup på uden at lave grimasser?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
8 kommentarer
Dorte

Jeg synes det er super svært med eyeliner uden at holde fast i vipperne, da mit øje vildt gerne vil blinke og generelt langt væk fra min eyeliner.. 🙁 men øvelse gør vel mester..

Amira

Ja, det kan jeg sagtens. Hvad skulle det dog hjælpe at åbne munden? 😉
Men fx. med eyeliner handler det om at have gode redskaber/godt kvalitetsprodukt, for hvis det er sådan en halvtør eyeliner pen så kommer man til at hive og slide. Efter jeg er gået over til gel eyeliner og bruger en god børste, tager det ikke engang 1 minut at gøre begge øjne klar.
Det hjælper nok også at have allergi og kløende øjne for jeg kan røre ved mit øjeæble uden at blinke, såeeh 😛

Marie-Louise

De sidste par dage har jeg skulle påføre makeup på vej på arbejde, og det har været med spejl i den ene hånd og produkt/pensel i den anden, så har lært mig selv at tage eyeliner på uden at strække huden 😉 Yaay, for mig!
Dog, finder jeg det utrolig svært ikke at åbne munden når der skal mascara på de nederste vipper 😉 Må øve mig, altså!
Knus

Helene Randløv

Cool Marie-Louise!
Du skal nok få det lært, hihi det er sjovt,som de dårlige vaner sidder fast.
:-*

Louise Friis

Jeg åbner aldrig munden hverken med mascara eller eyeliner.. Min kæreste havde set alle piger gøre det på sin efterskole, så han var helt betaget af jeg ikke åbnede min mund 😛 Det er ikke noget jeg har tænkt over, jeg har bare akdrig gjort det, men min øjne er også ret store 😛

Helene Randløv

Hej Louise
Jeg tror ikke det har noget med øjnenes størrelse at gøre, både min mand og sønner har store øjne, og de kan godt finde på at åbne munden 😀
Kh. Helene

Laila

Men det kommer jo helt an på, hvad der fungerer bedst for en selv. Da jeg har temmelig store øjenlåg og qua min alder efterhånden også slap hud, ville det være fuldstændig umuligt at lægge stregen over øjenvipperne uden at løfte og strække huden lidt for “enden” af øjet. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg slet ikke kunne lægge en streg over øjet, da det ville rynke og eyelineren “hoppe” henover rynkerne.
Nu er det heldigvis sådan, at jeg har års øvelse i at lægge stregen over øjenvipperne og jeg ved præcis, hvornår jeg skal forhøje buen lidt, alt efter om øjnene skal synes mandelformede eller mere runde.
Så igen, om man “strækker” eller ikke “strækker” øjenlåget kommer vel an på, hvad der passer én bedst?
Og til sidst tak for nogle interessante og ofte lærerige indlæg 🙂

Helene Randløv

Hej Laila
Hhmmm… Altså jeg vil jo nok vove at påstå, at du stadig ikke behøver at trække i øjenlåget! Måske trænger vanerne og makeuprutinen til en opdatering? Det skriver jeg ikke for at være flabet, men fordi jeg simpelthen aldrig har lagt makeup på en (og det har jeg gjort på masser af skønne og uglatte kvinder), hvor det har været nødvendigt.
Her taler jeg jo ikke om det lille løft eller udglatning, som selvfølgelig kan være nødvendig, når huden, øjenlåg og så videre ikke er helt så fast som før. Nu er jeg ikke selv en vårhare og mine øjenlåg er tunge, alligevel er det ikke nødvendigt at hive eller strække i huden.
Når alt det er sagt, så er det heldigvis helt op til dig selv, hvad du gør 😀 Hvis det fungerer for dig, så gør du selvfølgelig det, som du nu gør! Det er mest en opfordring til at overveje vanerne 🙂
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *