Stortest af dagcremer med solfaktor

20.04.14
Dagcremer fra Clinique, Paula's Choice, Purely Professional og Estée Lauder

Dagcremer fra Clinique, Paula's Choice, Purely Professional og Estée Lauder

Rigtig mange af jer har efterspurgt anbefalinger til dagcremer med solfaktor. Det er ganske rigtigt ikke noget, jeg har skrevet ret meget om, jeg er nemlig sjældent glad for dem og bruger det stort set aldrig selv. I stedet lægger jeg en solcreme med høj faktor ovenpå min anden hudpleje.

Det er nemlig rigtig svært at finde en dagcreme med SPF, der opfylder alle mine kriterier, som er:

A. Bredspektret solbeskyttelse
Som jeg har skrevet om før er der ikke forskel på solcremer og dagcremer. Hvis et produkt påstår det indeholder en SPF15, så skal det pinedød beskytte som en SPF15, hvad end det kalder sig solcreme, dagcreme, BB Cream eller hvad pokker, de ellers kan finde på at kalde det. Hvis et firma ikke mener, at deres dagcremer beskytter lige så godt som en solcreme med samme faktor, så ville jeg købe min dagcreme et andet sted! For det skal den. SPF er SPF lige gyldigt hvad.

Dertil kommer selvfølgelig spørgsmålet om UVA-beskyttelse. Men heller ikke her bør der være forskel. Der findes (desværre) både solcreme og dagcremer, der ikke beskytter mod de lange UVA-stråler.

Der er mange dagcremer uden SPF-angivelse som bare siger de beskytter mod solen i vage termer. Den slags gider vi ikke, SPF-faktoren er din garanti for, at du ved, hvor meget din creme beskytter mod solens UVB-stråler.

B. Ikke svie i øjnene
Dertil kommer problemet med at finde en dagcreme med solfaktor, der ikke svier i øjnene. Som jeg har skrevet om her, så er det typisk Octocrylene, der får øjnene til at løbe i vand, når de kommer i kontakt med solcreme. Octocrylene bruger man typisk i kombination med UVA-filtret Avobenzone, og det kan være svært at finde dagcremer uden. L’Oreal (inkl. Vichy og La Roche-Posay), Avène, Nivea og Eucerin bruger det for eksempel i alle deres produkter og med god grund. Det giver en super UVA-beskyttelse. Hos mange, mange andre brands ser man oftest også octocrylene/avobenzone kombinationen i deres solcremer med høj faktor. Men i min verden af sarte øjne, så nytter det ikke noget til daglig brug i ansigtet. Mange af jer kan godt tåle octocrylene omkring øjnene, og det er vigtigt for mig at understrege, at der bestemt ikke er nogen grund til at undgå det, hvis du godt kan.

Hvis du er meget sart eller har for eksempel rosacea, så kan det være en fordel at holde sig til de fysiske filtre og helt undgå kemiske filtre. De fysiske filtre er titanium dioxid og zinkoxid. De fysiske filtre i ansigtscremer er i nano-form, som mange har en miljø-mæssig holdning til. Der er altså ikke èn ultimativ solcreme, men du må afveje fordele og ulemper i forhold til dine behov her.

C. Gode plejende ingredienser
Hvis du laver en ansigtscreme med SPF50+, så er der altså ikke ret meget plads til andet end solfiltre. Solfiltre fylder rigtig, rigtig meget, og allerede ved en SPF30 begynder det at knibe gevaldigt med at finde plads til andet i flasken.

Du kan sagtens finde ansigtscremer med både faktor 50 og plejende antiage-påstande, men så vil de øvrige hudplejende ingredienser altså næppe være til stede i ret store mængder. Hvis du har brug for høj faktor i ansigtet hver dag, hvis du for eksempel har pigmentpletter eller andre solskader, så er det nok bedre at kombinere en solcreme med SPF50 med et serum eller anden creme under, hvis du vil have andet på huden end bare solfiltre.

Disse solcremer opfylder alle tre kriterier. Af de omtalte dagcremer er Clinique, Purely Professional og Paula’s Choice uden parfume. De øvrige er parfumerede:

1. Clinique City Block Sheer SPF 25
Jeg ELSKER Clinique City Block. Denne er både parfumefri og med rent mineralsk filter, hvilket gør den til et perfekt valg til alle med sart hud, rosacea eller lign. Det kan godt være, Clinique selv kalder den en solcreme, men den indeholder masser af gode ting til huden – både antioxidanter og anti-age ingredienser, og er ikke dårligere til det formål end Cliniques dagcremer. Samtidig er den ikke-fedtende og god til alle hudtyper. Den dårlige nyhed? Den findes ikke på det danske marked. Den findes i en SPF 40, men med den stigende solfaktor kommer der også meget mindre andet sjovt i, nu vi taler om plejende dagcremer. Heldigvis sælger Nicehair.dk den til 179 kroner.

2. Paula’s Choice
Altid troværdige Paula Begoun holder aldrig noget, hun ikke kan love. Så når du læser produktbeskrivelserne, kan du godt regne med, at de passer. Hun er en af de vigtigste kilde til information for os, og jeg kan derfor dårligt teste hendes produkter bedre, end hun selv kan beskrive dem.

Det gælder også hendes dagcremer med SPF. De har alle en faktor 30 (pånær en med faktor 25) for en optimal balance mellem faktor og aktive ingredienser. Følgende af hendes dagcremer med SPF er rent mineralske og gode til min sarte hud og ikke mindst sarte øjne:

Hydralight Shine-Free Daily Mineral Complex with SPF 30 with antioxidants – superset uden at skinne og god tip alle hudtyper
RESIST Super-Light Daily Wrinkle Defense SPF 30 – meget let solcreme med antiage ingredienser
Skin Recovery Daily Moisturizing Lotion with SPF30 and Antioxidants – god til tør hud

De øvriger dagcremer fra Paula’s Choice er med de kemiske filtre, jeg har svært ved at tåle, men andre skal bestemt ikke afskrive dem.

3. Purely Professional Day
Purely Professionals nye dagcreme Day har en SPF15 med god UVA-beskyttelse og et par andre gode ingredienser til huden. Der er blandt andet hybenkerneolie, sheasmør, squalane og E-vitamin, der til sammen sørger for masser af antioxidanter og en dejlig, fed creme, som du dog også kommer til at betale for. 465 kroner for 50 ml. gør den til det dyreste valg i denne test.

Purely Professional Day kommer til salg hos Purely Professional til maj.

4. Estée Lauder Daywear
Hele Estée Lauders Daywear serie er skøn. De er godt formuleret med bred UV-beskyttelse og en mængde gode ingredienser. Estée Lauder ved generelt, hvilke ingredienser man bør putte i hudpleje, og disse produkter er bestemt ingen undtagelse. Mange af produkterne i Daywear-serien er i krukker, hvilket er synd for de mange gode ingredienser, men Daywear Sheer Tint og Daywear Lotion er gode undtagelser. Begge er ikke-fedtende og ikke-klistrede.

Daywear-serien koster mellem 245 og 455 kroner i blandt andet Magasin og Matas.

En i krukke

5. Clinique
Clinique kan det samme som moderfirmaet Estée Lauder: Lave lækre produkter spækket med effektive anti-age ingredienser og antioxidanter tilsat bred UVA-beskyttelse. Superdefense SPF20-serien kan meget det samme som Estée Lauders Daywear serie, men også her kæmper vi lidt med de krukker, de har valgt som emballage. Det ændrer dog ikke på, at det er et skønt indhold.

Superdefense SPF20 koster 395 kroner for 50 ml eller 95 kroner for 15 ml. i blandt andet Magasin og Matas.

To med Octocrylene

Hvis dine øjne godt kan tåle kontakt med solcreme generelt, eller du måske bare er bedre end mig til at holde det fast der, hvor du lægger det, så er der ingen grund til at fravælge disse to rigtig gode bud.

6. Garnier The Miracle Cream
Garnier har kaldt deres nye meget let-farvede dagcreme for “The Miracle Cream”, og det er noget af et navn at skulle leve op til. Men de har også spækket den med alt godt fra ingrediens-skabet: Peptider, Niacinamid, LHA og meget mere. Så når Garnier lover, at den kan reducere rynker og gøre huden pænere og mere ensartet, så har de bestemt noget at have det i. Jeg ville ønske, mine øjne kunne tåle den, alle I andre kan med god grund glæde jer til at prøve den.

Garnier Miracle Skin Cream koster 120 kroner i Matas og større supermarkeder. Smartgirl har fået den online til 95 kroner, men ellers er den ikke nem at finde på nettet endnu.

7. Olay
Olay har dagcremer med solfaktor i både deres Regenerist-serie og i Total Effects-serien. Dagcremerne med SPF i begge serier er lige så anbefalelsesværdige, som de øvrige Regenerist- og Total Effects-produkt.

 

Hvilken dagcreme bruger du?

 

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
70 kommentarer
Mette / StyleStories

Jeg er altid i tvivl om jeg skal lægge solcremen under eller over min dagcreme. I skriver her over, men kan man så være sikker på, at den beskytter ordentligt og trænger ordentligt ind, når der ligger et lag dagcreme eller serum under solcremen?

Katja Moikjær

Kære Mette. Læg som tommelfingerregel den højeste beskyttelse øverst.

Evelinasfina Skönhetsblogg

Estees skulle jag vilja testa 🙂

Nina

Tusind tak for et godt indlæg! Jeg er selv ude efter en ny dagcreme med solfaktor. Jeg var engang rigtig glad for Vichys bud, men tror muligvis de har ændret formlen for nogle år siden? Jeg har netop svie i øjnene efter brug med den jeg har nu, så jeg skal da vist i en stor bue udenom octocrylene! Jeg er kæmpe fan af Cliniques Superdefense, men har det virkelig også stramt med at den er i en krukke!! Så tror jeg vil forsøge mig med City Block Sheer 🙂 Tak for en altid god blog!

Lise

Tak for et super godt indlæg… I har virkelig hjulpet mig på vej med hvad der skal indkøbes til sommerens solskin. Lige som en side-comment, så kan man faktisk købe Cliniques City block sheer i tax free i lufthavnen – og her koster den kun 159kr 🙂

Katja Moikjær

Fedt! Det var et godt tip 🙂 Tak

Betina

Hej pudderdåser 🙂
Vil lige starte ud med at sige, at det er en helt vildt god, inspirerende blog I har – elsker I kommer grundigt rundt om alle mulige kosmetiske “grupper/emner”, som mange andre blogs ikke gør. 🙂
Nu til mit spørgsmål: jeg har længe overvejet at købe Cliniques City Block, som I skriver om, men kan I ikke uddybe hvad det er der åbenbart ikke er så godt i den med solfaktor 40? For tror ikke at min ansigtshud med mild børneeksem, som absolut ikke tåler sollys, kan klare sig med solfaktor 25 og nu blev jeg lidt varsom med at købe den med 40 da jeg læste at I skrev at der var nogle “mindre sjove ting i den”… Håber på svar. 🙂

Anne

Først og fremmest tak for et fantastisk interessant og oplysende indlæg. Jeg bruger til dagligt Avenes Hydrance Optimale UV Rich med SPF 20 og den fungerer for det meste fint med min rosacea. Tror dog, at jeg vil prøve Cliniques, der vist byder på lidt flere plejende ingredienser.

Vicki

Fedt indlæg tak!! Pt. bruger jeg Murad redness solution creme med spf 15. Efter udbrud med Periorale dermatitis har den været så skør min hud, får antibiotika mod det nu. Tak for gode indlæg med dette emne Katja !!!!!
Min hud kan ikke lide olie mere og skal have prøvet Cliniques solcremer snart, de er oliefri. Go påske 🙂

Katja Moikjær

I lige måde Vicki 🙂

Vicki

Er Clinique city block spf 25 god nok i forhold til den blev taget af markedet som i skrev om tidligere?? Er UVA beskyttelsen ok efter jeres mening i forhold til den nye spf 40?? Kan disse bruges under sydens sol som solcreme hvis man ligesom dig reagerer på solcremer?? 🙂 TAK!!

Katja Moikjær

Det er rigtig svært for mig at svare på. Jeg kan ikke se på ingredienslisten, hvor godt den beskytter mod UVA-stråler. Jeg kan kun se, AT den beskytter mod UVA. Det andet kræver et laboratorium, jeg ikke har. Men jeg har selv tænkt samme tanke.

Maria S

Jeg bruger Dr. Andrew Weil for Origins’ Mega Bright SPF 30, da jeg har små pigmentpletter/ar fra et akneudbrud, og den skulle udjævne hudtonen samt beskytte for forværring af “arrene” (som jeg dog virkelig ikke håber de er!). Har I nogen erfaring med den?
Jeg har kun brugt den i nogle uger nu, og har lidt blandede følelser med den. Jeg synes den er rigtig svær at lægge makeup på – det er som om det ikke kan sidde fast, men samler sig i kager i løbet af dagen. Derudover føler jeg, at jeg får det største shiny face af den, og jeg tror derfor også den har det fysiske filter i har snakket om, da den virker lidt som en rigtig solcreme at have på.
Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg skal blive ved med at bruge den eller om jeg skal finde en anden.. og hvad søren skal det så være for en? Har jo det problem at jeg har en del mærker fra min urene hud som kom efter jeg stoppede med p-piller sidste sommer, men det bliver bare ikke bedre(!?), og dem vil jeg jo gerne have forsvinder…
Bruger i øvrigt Dr. Weils Mega Mushroom serie til rens + serum og natcreme.

Katja Moikjær

Jeg har aldrig prøvet den selv. Men altså – hvis den ikke fungerer for dig, så drop den. Du lyder ikke meget tilfreds?

Maria S

Nej det er rigtig nok, jeg lyder ikke helt tilfreds. Mit problem er bare at jeg skal have en oliefri dagcreme med god solfaktor i. Derudover skulle den helst også “lindre” min urene hud, og være uden for mange dikkedarer. Det er svært at stille sig tilfreds haha!
Har du evt. et bud?

Katja Moikjær

Det finder du ikke. Du kan bruge et produkt der lindrer uren hud som fx. https://pudderdaaserne.dk/2012/12/16/effektiv-kemisk-eksfoliering-avene-cleanance-k/ og så en solcreme ovenpå. Jeg kender ingen produkter, der kan begge dele. Desværre 🙂

Lene

Jeg bruger IS Cliniqal SPF 50 er er skiftevis tilfreds og utilfreds :-/ Nogle dage arbejdes den fint ind i min hud, og andre dage fnuldrer den, og danner en hvidlig rande rundt i kanterne hvor jeg har lagt den. Den har et hvidligt skær, men det synes jeg er godt, når man som jeg har lidt rødmosset hud. Ellers bruger jeg SPF 50 fra Derlalogica, men den får øjnene til at løbe i vand hele dagen hvis jeg kommer for tæt på øjenomgivelserne. Det hjælper dog at blande den i en alm dagcreme som skin smoothing creme, men så er min opfattelsen at beskyttelsen også bliver mindre

Katja Moikjær

Det bliver den helt sikkert. Man skal passe på med at blande solcreme selv.
Dine problemer med IS Clinical kan måske hænge sammen med noget du bruger under? Bruger du noget serum eller anden creme først?

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *