Tirsdagstip: Undgå lysreflekterende pigmenter i din makeup

Sasé: Problematisk hudpleje med kendis-effekt

Sasé

Siden Saseline lancerede sin egen hudplejeserie Sasé, har kendisser og bloggere stået i kø for at lovprise den som naturlig og sund. Vi har en anden opfattelse.

På blandt andet instagram har man ved flere lejligheder kunne læse, at serien er uden parfume eller på anden vis skulle være sundere, “for den indeholder jo kun naturlige æteriske olier”. Æteriske olier er absolut lige så allergene som kunstig parfume. Faktisk er naturlige æteriske olier den hyppigste årsag til parfumeallergi – altså hyppigere end de kunstige parfumestoffer.

Produkterne indeholder adskillige æteriske olier fra blandt andet bergamotte, der kan have nogle uheldige effekter. Æterisk olie fra bergamotte kan for eksempel fremme celledød i huden.

Uden parabener – men…
Ja, Sasé er uden parabener. Men konserveringsmidler skal der til, og i for eksempel “Gently Exfoliating Scrub” er der methylisothiazolinone, der er et af de mest allergene konserveringsmidler, vi har. En af de gamle formaldehydspaltere og afgjort ikke naturlig.

Rod i deklarationerne
Samtidig har Saseline ikke styr på sine indholdsdeklarationer. Alle kosmetikprodukter skal laves ud fra de samme strikse regler også kaldet INCI. Dette er vigtigt for at beskytte forbrugerne, så de altid ved præcis, hvad der er i et produkt. Så når der på et Sasé produkt står for eksempel “grapefruit white oil”, som ikke er en korrekt INCI-betegnelse, så kan for eksempel allergikere reelt ikke være sikre på, hvad produktet indeholder.

Samtidig gælder der i EU en regel om at 26 særligt allergene parfumestoffer skal deklareres særskilt, fordi disse parfumestoffer er blandt dem, som folk er hyppigst allergiske overfor. Denne regel overholder Sasé ikke. Indholdet af de 26 særligt allergene parfumestoffer fra de æteriske olier, der er brugt i produktet, er ikke deklareret særskilt.

Ubehagelige konsistenser
De forskellige olier er konsistensmæssigt, som de skal være. Det samme gælder skintonic og masker.

Body Moisturizer er enormt sjasket og klistret på samme tid. Det er en temmelig ubehagelig oplevelse.

Facial Moisturizer har en bedre konsistens. Den er mere rig og forsvinder hurtigere ind i huden, men har en frygtelig lugt af citrus og metal på samme tid.

Lip Balm indeholder kinesisk blomsterpeber for en plumbing effekt, som den opnår ved at skabe en lokalirriterende effekt – ligesom alle andre lip plumbers. Den er alt for voldsom til vores læber – desværre for konsistensen er ellers god. Tror vi nok, for vi kan ikke holde ud at have den på på grund af mængden af peber.

Gently Exfoliating Facial Scrub er det produkt med den lækreste konsistens. Det er en behagelig ansigtsscrub med blide korn. Kornene er mikroplastik for dem af jer, der går op i det.

Der er også gode ingredienser i Sasé produkterne, men ikke nogen, der efter vores mening opvejer problemerne.

Indpakningen halter
Det kan godt være, det ser lækkert ud med glas og metallåg, men det smadrer. Ud af 8 produkter, har fem overlevet på mit badeværelse uden at gå i stykker. Og de resterende ser temmelig slidte ud allerede.

Samtidig har vi det sædvanlige problem med krukker, og når man lægger vægt på antioxidant-rige ingredienser som for eksempel sheasmør, så er krukker en skidt idé.

Hvis man er fan af kropsolie med æterisk olie i, så kan Body Oil være en velduftende oplevelse.

Der er ikke andre produkter i serien, vi vil anbefale.

Her kan du købe det
Produkterne fra Sasé koster mellem 99 og 249 og kan købes i Magasin og online på saseline.com eller i Magasins webshop.

 



Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram  @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas.dk - Sephora.dk - MAC - Paula's Choice - Asos - Escentual - Lookfantastic.dk - Gosh.dk  - Feelunique -  Beauty Bay - Nicehair.dk - DECIEM - Apo-rot.dk - Ellos - Nelly - Flere links

68 kommentarer

  • I er fantastiske <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Beate

    Jeg elsker, at I er så ærlige!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    Tak for jeres oplysende og ærlige blogindlæg. Det er altid rart også at høre den anden side af sagen end den der kommer frem på de kendtes instagram profiler. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Lisa
      Der kommer helt sikkert flere :-D Det er præcis den side, som har frustreret mig.
      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annika

    Dejligt med en ærlig anmeldelse, der ikke bare lovpriser produkter selvom en kendis står bag. Og tak for at oplyse os andre i junglen af mere eller mindre sunde produkter!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Annika
      Vi ser det som vores pligt :-D
      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Sådan! Tak for informationen :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Netop derfor læser jeg altid med her, I lader jeg ikke overvælde af kendiseffekten. I holder Jer til den rene dejlige fakta, tusind tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Nielsen

    Og hvor kigger vi hen som det første, når vi vil se om et produkt eller et mærke er ok? Hos jer! :-). Tusind tak fordi I gider lave det hårde arbejde og fordi I er ærlige :-D

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Sådan!! Klar tale uden omsvøb. Tak fordi I er der.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • sveta

    Hej med jer tøser!
    Tusind tak for jeres kommentar! Jeg var lige ved at komme i en falde: overvejet at prøve hendes produkter. Men nej nej jeg holder til Kiehl’s. Har I nogle kommentar til den mærke?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Vi elsker Kiehl’s! Eller vi elsker nogle af produkterne… Der er altid masser af hits, men som i enhver anden serie er der også noget S**T

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Tusinde tak for et så ærligt indlæg. Jeg er nemlig parfumeallergiker, og har også undret mig over, om produkterne virkelig var så “gode”. De er nemlig blevet så hypet på instagram. Så tak for et ærligt indlæg. Det er derfor, at I altid er min to-go-to blog med al beauty. Tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Det er præcis til jer med allergi, vi skriver! Det nytter ikke noget at lovprise ting uden at gå i detaljer og finde ud af, hvad der er i. Jeg er ærlig talt foruroliget over hypen, men jeg forstår også godt, at det er svært at være kritisk ;-)
      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • sophie

    I er sgu dejlige!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • LJ

    Tak for en ærlig anmeldelse! Jeg havde overvejet at prøve Sasé produkterne (hvilket nu er dropper..) eller rudolph care. Kunne i ‘anmelde’ disse produkter også, eller har i nogle erfaringer med dem? Rudolph Care har der også været så meget god snak om, men det er jo kun her vi får den ærlige mening! :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej LJ
      Der ligger flere anmeldelser af Rudolph produkter her på bloggen allerede, men de er selvfølgelig lidt ældre, så du skal i gang med søgefunktionen :-*
      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elsker jeres ærlighed! Tak fordi I gør os klogere!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria B Jeppesen

    Lækkert med noget ærlig snak!
    Kunne man efterspørge en anmeldelse af Jim Lyngvilds Raunsborg? Det er jo lige før den bliver gjort ‘sygdomshelbredende’ så det vil jeg virkelig gerne høre noget mere om! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Maria
      Yep, den er på vej! Har du tilfældigvis et link… Det lyder da spændende ;-) hvis den kan noget…
      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria B Jeppesen

      Jim Lyngvilds facebookside svømmer med beskeder til ham, samt trustpilot roser den i voldsomme vendinger. Det er dog primært håndcremen der får helt fantastiske anmeldelser, ser også lidt på dag og natcreme, men ikke så meget endnu :) (de er også væsentligt dyrere end håndcremen!)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Tak for endnu en ærlig anmeldelse!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Else

    Hvor jeg dog elsker jeres anmeldelser! Ikke fordi jeg går i overvejelser om at købe så meget af alt det i får anmeldt endda, men fordi jeg sætter pris på ærlig snak uden dikkedarer, der også har hold i videnskaben og ikke kun bunder i uh-nyt-hype-hype-hype-alle-kan-lide-monkey-say-monkey-do-pladder. Looove U:*

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Memsen

    Hvor er I skarpe, tak :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har læst jeres anmeldelse af sasé’s produkter og er som altid, uanset karakteren af kritik, taknemmelig for, at så mange udviser interesse for vores produkter. Vi er altid åbne for konstruktiv kritik og bruger det til stor inspiration i videreudvikling af de nuværende produkter og i udviklingen af nye produkter til serien. Jeg vil rigtig gerne lige svare på nogle af de punkter, I tager op i jeres anmeldelse.

    Alle produkterne er ganske rigtigt uden parabener, så for at sikre en vis holdbarhed og undgå bakterieophobninger i den tid, produkterne er i brug, er det nødvendigt at tilsætte konserveringsmiddel. Det nævnte konserveringsmiddel er godkendt af EU og glimrer ved at være effektivt selv ved ganske små mængder. Produkterne er kun tilsat præcis den nødvendige mængde. Det er værd at nævne, at det er det mest anvendte af slagsen hos de fleste verdensomspændende virksomheder indenfor hudplejeindustrien.
    Vi er allerede opmærksomme på, at der i tilfældet med “grapefruit white seed oil” er divergenser mellem EU og Asien, hvor vores produktion ligger mht. INCI. Vores produktudviklere er i gang med at færdiggøre korrekt materiale, som er i overensstemmelse med dansk lovgivning. Dette vil naturligvis være tilgængeligt på webshoppen, så snart det er udarbejdet. Vi beklager dybt, hvis enkelte forbrugere har følt sig villedt.

    Gældende for alle naturlige ingredienser er det, at der er fordele og ulemper ved dem. Den “klistrede” fornemmelse, I f.eks. beskriver ved brug af vores bodylotion, er det svært helt at undgå pga indholdet af risklid, til gengæld har vi personligt fundet risklidens effekt så mærkbar, at vi ikke ville undlade den. Det er selvfølgelig en smagssag.
    Og gældende overordnet for valget af naturlige, aktive ingredienser er, at vi er af den overbevisning, at de er langt bedre at anvende end de syntetiske.
    Langt størstedelen af æteriske olier er sikre og uden bivirkninger, når de anvendes korrekt. Der er taget højde for både dosering, renheden af de anvendte produkter og påføringsmetoderne.
    Det er korrekt at de 26 særligt allergene parfumestoffer i nogen tilfælde skal deklareres særskilt, men det gør sig kun gældende som påkrav, såfremt mængden overstiger de af EU vedtagne grænseværdier.

    Vi har gennem de sidste to års tests ikke selv været ude for, at en enste flaske er smadret og har heller ikke fået en eneste reklamation herom. Hvis vi i fremtiden skulle få henvendelser om smadrede flasker, som I beskriver det, vil det selvfølgelig blive taget alvorligt og behandlet efter gældende regler for reklamationsret. De olieholdige produkter i serien vil med tiden opløse den trykte skrift på flaskerne, dette har vi ikke kunne undgå på trods af mange forsøg. I den nye produktion har vi pakket de olieholdige produkter således, at pumpen ligger adskilt fra flasken som vi har udstyret med et skruelåg. Ved dette tiltag håber vi at komme udenom evt. lækage, der bevirker, at flasken bliver olieret og den trykte tekst dermed opløst.
    Men vi er faktisk enormt stolte af at kunne præsentere et så, synes vi selv, eksklusivt look til priser, alle kan være med på. Ligesom med eksemplet med riskliden er der tale om en konstant opvejning af fordele og ulemper. Et af vores mål er at vække alle sanser, og vi har lagt vægt på at kunne tilbyde en æstetisk lækker serie samtidig med at holde priserne på det niveau, de ligger på nu.

    Jeg håber at I, selvom vi ikke har ramt jeres smag med alle produkterne i serien, fortsat vil have lyst til at teste vores produkter i takt med, at sortimentet bliver udvidet. Og jeg håber selvfølgelig, at I næste gang vil få en mere positiv oplevelse.

    De bedste hilsner
    Saseline

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Madeleine

      Jeg har også kun haft positive oplevelser med dine produkter! Men ja det er vel en smagssag :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Natasja larsen

      Jeg bruger både facial moisturizer og night oil med stor succes! Jeg har en sensitiv kombineret hud med tendens til cystisk akne. Har prøvet alt-apoteker ting, helt “rene” ting, ingenting, og Kiehls. Uden gode resultater. Min hud er nu, efter nogle ugers brug af sasé produkter, faldet mere til ro og det småknoppede er ved at Være næsten væk fra panden og kinder. Ja man kan som en pige med kombineret hud, være rædselsslagen for at produkter fedter og indeholder olie- men har indset nu at det er bedre for min hud at få olie på om natten OG som serum om dagen, især nu hvor vejret bliver koldt og luften tør.
      jeg synes I tøser på Puddersukker er skide gode, men det er synd at der bliver plukket og generaliseret så meget på forskellige produkter. Alle er forskellige, og alle reagerer forskelligt på ingredienser. Jeg synes at I skulle tage et kig på alle de “rene” produkter, som SLET ikke indeholder noget “fyfy” i forhold til visse lister og folks PERSONLIGE holdninger ;-) de “rene” produktet skal jo holdes sammen af NOGET…hvilket kan være en ingrediens som ligger en tynd plastikagtig film på éns hud..og så landet de det “gennemfugtet hud på 4 dage” :-) dejligt med råd fra dermatologer og apotekere med speciale i allergi..NOT! Jeg er pisse glad for mine Sasé produkter og mener bestemt ikke at det er hendes kendisfaktor som skal sælge produkterne. De virker for den hudtype der beskrives bag på emballagen og hun ville da ikke sætte sit omdømme på spidsen ved at lave et skodprodukt uden omtanke.hilsen hende som i flere år har arbejdet for et kosmetikmærke, hvor firmaet krævede vi kunne ingredienserne udenad på 150 produkter, og kunne argumentere for sammensætningen og samspillet af indholdet.
      ps:alt behøver ikke at dufte af hubbabubba for at være appellerende, eller stinke af sterilt hospitals sengetøj for at være frit for at være rent i sit indhold.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Natasja
      Det er da fantastisk, at du har fundet noget, som virker for dig!
      Hvordan vi “plukker og generaliserer” har jeg svært ved at se. Og jeg vil hellere end gerne kigge på de produkter, som er “rene” og uden “fyfy”, men du må nævne nogen, for jeg aner ikke, hvilke produkter du taler om, du må også fortælle, hvad der er henholdsvis rent og fyfy for dig :-)

      Nu har du jo helt ret med hensyn til kendisfaktoren, Sasé samarbejder nemlig ikke længere med Saseline ;-)

      Det lyder som grundig og spændende træning, du har fået i dit gamle job!

      i forhold til duften, forstår jeg ikke din kommentar… Jeg vil i hvert fald foretrække, at mine produkter hverken lugter af Hubbabubba eller hospitalssengetøj.

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Natasja larsen

      Tak for svar Helene :-)
      mht hvad jeg mente med duften i Sasé’s produkter, så skrev I selv i jeres beskrivelse af produktet, at den lugtede som en blanding af citrus og metal. Alt er relativt og alle har forskellige næser. Ville ønske I tog mere forbehold for JERES kendisfaktor, i de reviews I laver.For man kan tydeligt se i nogle læsernes kommentarer, at de allerede afskriver produktet i kommentarfeltet. Uden at have prøvet det.
      Og mht “fy fy” ingredienser: så fastslog I jo selv i jeres reviews hvad I mener er ” fy fy”. Men alt er jo relativt. ..
      Glæder mig forresten til at prøve jeres EGEN hudpleje serie :-) helt uden at tænke på kendisfaktor og emballage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Natasja
      Det er klart, at vi forsøger at beskrive duften, som VI oplever den, vi kan jo ikke dufte til tingene med andres næser :-P

      Det er sjovt, du nævner vores kendisfaktor, mange af vores læsere har fundet os, ved at søge på allergi og ingredienser i det hele taget, og derfor er det vigtigt for os at formidle, hvilke problematiske indholdsstoffer der er i diverse produkter. Et hurtigt blik ned over kommentarfeltet fortæller mig, at det er nogle af vores trofaste læsere, som har kommenteret. De læser med her på bloggen, fordi de værdsætter det arbejde, vi lægger i at læse INCI og diverse videnskabelige undersøgelser igennem, for at få fakta på bordet.
      Jeg forstår udmærket, at netop denne anmeldelse både virker snobbet og fordømmende. Det kan jeg forsikre dig, at den ikke er. I tre måneder forsøgte jeg at komme i forbindelse med Sasé for at få svar på mine spørgsmål OG ikke mindst give dem chancen for rent faktisk at få ændret de ting, som ikke stemmer overens med den danske lovgivning. Det lykkedes imidlertid ikke, og efter en del forespørgsler fra læsere skrev vi dette indlæg.

      Jeg bad om DIN vurdering af “fyfy”, da vores holdning til ingredienser her på bloggen ganske ofte er i strid med andres… I øvrigt bliver stort set alle serier og mærker behandlet på samme måde. Ja, vi har bestemt vores favoritter, men der er ingen, der bliver glorificeret med mindre de fortjener det ja eller omvendt for den sags skyld.

      Tak, fordi du har lyst til at prøve vores produkter, du skal dog være opmærksom på at netop “problemhud” kan reagere en del (på T-zone Peeling) i starten, men det kan du læse meget mere om i kommentarfeltet under diverse produkter :-)

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Natasja larsen

      I bruger silikoner i jeres produkter blandt andet dimethicone. Det er godkendt til kosmetisk brug- ligesom æterisk olier. Nogle hudtyper kan dog ikke tåle de silikoner i jeres produkter, pga den hinde det lægger på huden. Den åbne molekyle struktur siges at lade plejende ingredienser passere igennem.. men spærrer samtidigt for at huden taber dem igen.sjovt nok..Jeg og mange andre kan ikke tåle silikoner i produkter til huden og får en lukket overflade på huden og en som ikke renser ordentlig ud pga af det.resultatet er en knoppet hud som føles som om den ikke ånde, sjovt nok. Nå ja:Fun fact- dimethicone bruges også til overflade behandling af regntøj og til at smøre stemplerne i visse motorer ;-) så jeg vil hellere have glat og let fedtet hud af naturlige olier, end med et overflade produkt. Kan godt være dimethicone ikke giver allergi rent kemisk, men mekanisk gør det lige så meget skade for en hud over tid. Så nej tak til at bruge jeres produkter alligevel! Jeg tror faktisk jeg vil skrive om de produkter på blog og Facebook. Og være meget objektiv og samtidigt HELT personlig i min mening om indholdet.Ligesom I gør :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Natasja
      Ja, der er dimethicone i, som du ved, gør det ofte noget godt for konsistensen, og den er vigtig for os. Det er ærgerligt, at det ikke gør noget godt for dig og din hud. Heldigvis er du klar over det, så du kan vælge det fra.
      Du skal være velkommen til at skrive om vores produkter, vi kan sagtens stå inde for dem :-)
      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • anette

    I er SÅ cool og ærlige, altid. Det er en fornøjelse at læse jeres blog :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for det! <3 Jeg har netop haft en prøve på Body Moisturizer med i London, og jeg brugte den, før jeg læste indlægget her. Synes den var underlig..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken Poulsen

    Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor kosmetik og hudpleje skal proppes med parfume – uanset om det er kunstigt eller “naturligt”!
    Parfumen burde kun komme et sted fra i den daglige rutine – nemlig fra den parfume du vælger at sprøjte på!!

    Og hvorfor har diverse producenter – kendte eller ej- så svært ved at overholde reglerne for, hvad der skal stå i deklarationen?
    Jeg mener – reglerne er jo ikke ligefrem nogen nyhed!!
    Så er det kun endnu mere pinligt for Saseline, at hun heller ikke har styr på det! Det er vel for f…. ikke så svært??!!
    At der så kommer en dårlig søforklaring, om reglerne i Asien og Europa,mør det bestemt ikke bedre!!

    Tak fordi i er her Pudderdåser! Her kan man læse en anmeldelse, hvor anmelderen er ligeglad, om det så er Kronprinsessen eller fru Rasmussen henne om hjørnet, der er producenten!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vesna Barbu

    Tak for infomationen !!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla Grubbe

    Ærlig anmeldelse? Smag kan som sagt ikke diskuteres. Jeg har slået produkterne op på nettet, og finder rigtig mange tilfredse kunder. Jeg synes artiklen er meget negativ skrevet, og derfor mener jeg ikke, jeg kan bruge den til ret meget. Jeg køber altid dyre cremer, og må altså tilstå, at de heller ikke kan holde til en tur på et hårdt badeværelsesgulv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Kære Camilla. Hvis vi har skrevet en negativ anmeldelse, så er det fordi, det er vores oprigtige mening. Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Petersen

      Jeg er helt enig Camilla Grubbe!
      Jeg synes derudover også at Saselines svar ovenover er meget fyldestgørende. Jeg har brugt hele serien undtagen lip balm og jeg er SÅ glad for det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gurpreet

    Jeg synes det er super ærgerligt at I leger eksperter på er punkt hvor i ikke er. Mht de 26 allergener skal disse kun deklareres særskilt hvis de overstiger en vis mængde. Se evt Miljøstyrelsens hjemmeside. I skal kun holde jer til produkt-test og ikke lovgivning når I ikke kender til den! Frygtelig mange læser jeres anmeldelser og det er smadder ærgerligt at I ødelægger en anden persons levebrød – simpelthen KUN fordi I vrøvler. Desuden findes der parabener, parfumer mm i stort set alle produkter vi bruger til daglig – disse syntetisk fremstillede. Hvorfor er det ikke et problem for jer??! Jeg synes, med baggrund i at jeg er kemiingeniør og sidder med kemi til daglig, at jeres anmeldelse er det værste sludder jeg har læst!! Jeg håber at i fremadrettet overvejer hvad i skriver. Der er desværre mange som tror blindt på det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Kære Gurpreet
      Tak for din kommentar. Ifht. de 26 allergener, så kender jeg udemærket lovgivningen, men der er absolut ingen måde, hvorpå de kan komme under grænseværdien, når de omtalte produkter indeholder æteriske olier i det omfang, de gør ifølge indholdsdeklarationen. Så skal der være fejl på deklarationen.

      I forhold til parabener, så har jeg skrevet meget om emnet. Det står her fx: http://pudderdaaserne.dk/2012/11/11/konserveringsmidler-parabenefri-men-hvad-er-der-sa-i-stedet/

      Hvis du ikke mener, vi forholder os kritiske til øvrige produkter på markedet, så har du ikke læst, hvad der ellers ligger på denne blog. Det er netop, hvad vi gør. Anmelder alle produkter kritisk. Også Saselines. Og det er forhåbentlig derfor, vores læsere har tiltro til det, vi læser.

      Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Isabel

      Gurpreet, du har ikke tilfældigvis noget med disse produkter at gøre, mmm? Og mon ikke damen bag produkterne overlever fint på trods af én kritisk anmeldelse? Hun har trods alt lige solgt sin sjæl til et nyt realityshow på kanal 4 OG samtlige andre bloggere poserer jo så fint med produkterne på Instagram ;)

      Pudderdåserne har i øvrigt adskillige gange skrevet om parabener og alternativerne.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Natasja larsen

      Enig. Bloggere, som de populære Pudderdåser, bør ikke dømme produkter “objektivt” ud fra det de ser og læser på produktet, når de ikke er uddannet i kemi.og samtidigt, midt i den neutralitet og objektivitet der forventes af et godt produkt review, fylder de på med deres egen uforbeholdne mening. Og dét stoler læserne på blindt. Jeg synes deres anmeldelser tangerer til mærke mobning, da de selv skjuler sig bag deres kendisfaktor, og samtidigt lancerer deres egen hudplejeserie.
      Ked af jeres gode blog skulle udvikle sig i denne retning :-( er SÅ skuffet!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla Corbett

      Hej Natasja

      Helene og Katja, kan jo af gode grunde ikke snakke om, eller skrive om, andres opfattelse af et produkt. Deres anmeldelser og anbefalinger af produkter, er jo ud fra deres egne erfaringer. De er heldigvis langt fra ensporet eller blinde for, at hvad der er godt for dem, er det ikke nødvendigvis for mig, så har jeg andre behov, er de jo ikke sene til at anbefale andet!

      Men der hvor forskellen, på dine kommende ytringer på din blog og på Facebook (hense din tidligere kommentar) er forskellen nok mest, at de tager sig tid til at teste og mærke konsistens og dufte til produktet, inden de kommer med deres mening, som det jo altid er! Deres mening ;-)

      Så, når du har tester deres produkt hører jeg rigtig gerne din anmeldelse af produkterne :-)

      Mvh. Camilla Corbett

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Natasja
      Mærkemobning? Hvor læser du de mange dårlige anmeldelser henne?
      Denne anmeldelse er skrevet for over et år siden, så jeg ved ikke, hvordan den kan have noget med vores egen hudplejeserie at gøre?
      Hvis du synes, det er noget skidt, det du læser her, så er det heldigvis let at lade være med at læse bloggen :-)
      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla Corbett

    Af hjertet tak … Virkelig!

    Som ultra parfume allergiker, har jeg efterhånden lært på den hårde med med æteriske olier.

    Men det er så smukt at i oplyser andre ikke så vidende på området, for hold nu op jeg er SÅ træt af min allergi!, og ønsker den inderligt ikke for nogen!

    Så af hjertet tak <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bodil P

    Tak fordi I orker!

    Desværre er jeg en af dem der reagerer voldsomt på nogle æteriske olier og jeg har ikke tal på de naturlige og økologiske produkter jeg ikke kan tåle, hvorimod jeg holder godt styr på dem jeg kan tåle.

    Har mødt mærket på et par steder og på en messe, hvor jeg ikke kunne få prøver ej heller få en uddybende indholdsfortegnelse på stedet – hvilket ikke er i orden i min bog. Produkterne duftede dog, som noget jeg nok ikke kunne tåle, så jeg gik igen og blev ærlig talt godt irriteret over den måde at markedsføre på.

    Mener derfor at “dåsernes” kritik er yderst berettiget…..

    P.S. Jeg er også en af dem der går uden om krukker til creme, fordi meget af de gode sager simpelthen forsvinder inden man når at bruge cremen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maiken

      Ja, hvor svært kan det være med en indholdsfortegnelse??!!
      Det er bare ikke okay (heller ikke i min bog)!!
      Lige så underligt er det, at man ikke kan få prøver….. men okay tjekkede lige hendes hjemmeside, og på billederne er hun helt skinnende og fedtet at se på, såååå…. ;-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Isabel

    Hold kæft hvor er jeg dog bare sindssygt træt af ukritiske bloggere, der laver duckface og poserer med et eller andet sponsoreret lort, som de roser uden på nogen måde at overveje elle tænke EN selvstændig, kritisk tanke. Det er så gennemgående i blogosfæren, at jeg ikke gider læse blogs mere. Udover jeres!

    Så tusind, tusind tak for et ærligt og kritisk indlæg fra jer, som altid. Jeg ved, at det må være svært, når producenter og reklamefolk holder skarpt øje med kritik, og der sikkert findes en meget tøsefornærmet Saséline lige nu. Men så må de freakin’ oppe sig. I siger bare sandheden.

    Jeg elsker jeres blog. Kan jeg ikke lokke jer til at anmelde den nye CC cream fra Gosh på et tidspunkt? Jeg kan simpelthen ikke finde rundt i BB-CC (og nu også DD)-verdenen.

    Kh Isabel

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maiken

      Så du forresten den anmeldelse de fantastiske dåser har lavet af Jane Iredales vatpinde?
      Jeg griner stadig af, at Jane Iredale blev så mopset, at de ikke har dåserne på deres presseliste mere!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Isabel

      Ja, den havde jeg også i tankerne, hahaha. Det er simpelthen så kikset og pinligt, at et firma opfører sig så barnligt. Det er ren issues management gone wrong :D

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vesna

    Elsker jeres skønne blogg og jeres erlige mennig om alt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Hej med Jer. :)
    Kan I evt anbefale en anden god hudpleje? Søger nemlig desperat efter en, og havde lidt udset mig at prøve denne, men trækker nu lidt i land, så hvis I har en anden i ærmet vil jeg være så taknemmelig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Mia
      Vi har anmeldt en del serier og gør det fortsat, så hvis du søger lidt på bloggen under hudpleje, så kan du måske selv finde en…
      Hvilket prisleje skal det være, hvad er bekymringerne, hvad kan du ellers lide og hvad har du brugt før?

      Mine egne hudplejefavoritter i øjeblikket er fra Estelle & Thild, Eucerin, Oskia, Mesoestetic, Avéne, Ling, African Botanics, Beauté Pacifique, Algenist og Kiehl’s. Som du kan se er det en blandet landhandel og meget lidt serie agtigt :-)

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for et godt og ærligt indlæg! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tirsdagstip: Undgå lysreflekterende pigmenter i din makeup