Dåseposten: Hvordan kan jeg behandle mørke rande under øjnene?

Kære Pudderdåser
Tak for en velskrevet og grundig blog
Jeg har et problem som jeg håber, I kan hjælpe med. Sagen er, at jeg har tendens til at få sorte rande under øjnene.
Når jeg har forsøgt mig med concealer under øjnene, lægger det ca 10 år til min alder (og da jeg er 38 er det lissom slut med gerne at ville se ældre ud) fordi det tørrer huden ud og lægger sig i folderne (jeg har tendens til tør hud).
Hvis jeg så til gengæld forsøger mig kun med en fedtet øjencreme, drysser min mascara ofte ned i cremen og bliver hængende så jeg får ekstra sorte rande.
Indtil videre har den bedste løsning altså været ikke at gøre noget, men kan det virkelig være rigtigt?
Mange hilsner Cecilie
Kære Cecilie
Tro mig, jeg kender problemet. Jeg har det samme.
Sorte rande kan skyldes flere ting. Allergi er ikke en ualmindelig bidragende faktor, så hvis man har en dårligt behandlet allergi, så kan det hjælpe at få gjort noget ved det.
Men de fleste af os har mørke rande, der er en kombination af flere problemer, og derfor giver øjencremer ikke altid mening.
Et problem – mange forskellige årsager
Et studie fra 2012 viste, at 41,8 procent af gruppen med mørke rande havde det på grund af tynd hud og blodgennemstrømning. Disse har rødme (erythema) på det inderste af de nederste øjenlåg og blålig hud på grund af fremtrædende blodårer, der bliver endnu tydeligere, hvis man strækker huden.
38,6 procent havde et andet problem, der består af brunlig eller mørk hyperpigmentering.
12% havde postinflammatorisk hyperpigmentering dvs. på grund af en eller anden form for traume.
11,4% havde mørke rande på grund af en fysisk skygge, der skyldtes hulrum under øjnene eller fremtrædende poser under øjnene.
Øjencremer KAN hjælpe LIDT
Derfor har jeg også indtil for nylig afskrevet øjencremer fuldstændig. Der har ikke fandtes nogle ingredienser, der kan afhjælpe mørke rande. Og de øvrige ingredienser, som din hud har brug for, er de samme, der er i din gode ansigtscreme.
Der findes i dag få – meget få – studier af ingredienser, der kan hjælpe mod mørke rande. Men jeg mener faktisk nu, at nogen kan hjælpe. Der er bare stadig problemer: 1) Der mangler i høj grad dokumentation, det vi ved er hovedsageligt baseret på andres erfaringer og desværre ikke videnskabeligt dokumenteret. 2) Alt efter hvilken af de fire grupper man tilhører, så er løsningen vidt forskellig.
De pt. bedste bud på ingredienser, der kan hjælpe på problem nr. 1 er hestekastanje, lecithin og K vitamin, som begge kan styrke blodårene. Kombineret med ingredienser, der kan øge tykkelsen på huden minimalt, som for eksempel visse peptider eller hyaluronsyre, så kan en velformuleret øjencreme gøre en mindre forskel, så længe du bruger den. Jeg kan ikke lægge nogle undersøgelser på bordet – for de er ikke lavet.
Jeg tester selv for tiden blandt andet to øjencremer, som jeg kan anbefale: Meseostetic Radiance DNA eye contour og Optim-Eyes fra Laboratoires Filorga. Men dem vil jeg skrive meget mere om senere. Jeg skal i det hele taget nok vende tilbage til emnet, for jeg er godt klar over, at interessen er stor, især når jeg skifter mening på denne måde.
Hvis du har mørke rande, så kan det giver mening at kaste penge efter en god øjencreme. Hvis ikke, så mener jeg stadig, at du er lige så godt tjent med det, du bruger i resten af ansigtet. Rynker er rynker, lige meget hvor de sidder. Hvis du holder af en anden konsistens omkring øjenene, så kan det også være en god nok grund – det skal jeg ikke blande mig i.
Restylane mod mørke rande
Men cremer kan kun gøre så meget. Restylane virker på langt mere dramatisk vis. Jeg prøvede det selv for to år siden, og det har været en meget interessant og positiv oplevelse. Læs om den og se før og efter billeder her.
Som du forhåbentlig kan se, så er det udenfor enhver tvivl, at det virker. Det var faktisk et ret fantastisk år, efter jeg havde fået mine injektioner. Jeg brugte meget mindre concealer og følte mig enormt godt tilpas. Effekten forsvinder jo efter 6 måneder, men jeg synes, den holdt længere. Faktisk synes jeg stadig jeg kan se, at mine meget mørke rande aldrig er vendt 100 procent tilbage for fuld styrke.
Jeg har så siden haft en bivirkning, som jeg aldrig havde hørt om før, og der er også ganske få tilfælde beskrevet. Da Restylanen efter halvandet år begyndte at blive nedbrudt fik jeg ganske små halvmåneformede ødemer under øjnene, men på ydersiden. Ikke hvor de mørke rande var. De blev dog fuldstændig fjernet med en sprøjte hyaluronidase. Fordelen ved Restylane er, at man altid bare kan nedbryde det igen.
Concealer og mascara
I forhold til at dække de mørke rande, så har vi skrevet meget om, hvor vigtigt det er at bruge den rigtige farve. Se Helenes video her.
Det er meget vigtigt at din creme og concealer ikke kommer på øjenvipperne. Men ja, jeg kender også problemet med mascara, der drysser. Her er min løsning.
Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram @pudderdaaserne.dk
Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Matas.dk - Sephora.dk - MAC - Paula's Choice - Asos - Lookfantastic.dk - Gosh.dk - Feelunique - Beauty Bay - Nicehair.dk - DECIEM - Ellos - Nelly - Flere links
Hej pudderdaaser! Jeg har allergi overfor husstøvmider og det viser sig (bl.a.) ved render under øjnene. Ikke normale sorte/mørke, men nærmere blåligt – det er værd at få undersøgt!
Kh