Torsdags tricks: Få succes med din svamp eller pensel

08.08.13
Clinique foundation pensel, MAC 187 Duo Fibre Brush og Nilens Jord Black Diamond Line Powder Brush

Clinique foundation pensel, MAC 187 Duo Fibre Brush og Nilens Jord Black Diamond Line Powder Brush

I mandags lovede Katja, at jeg ville skrive et indlæg om brugen af svampe, og det kan passende være i dag. Torsdagstrick er ikke en ny type indlæg på Pudderdåserne, men det er torsdag og indlægget handler om et af de tricks jeg oftest benytter mig af, både når jeg lægger makeup på andre og på mig selv. Efter min mening er svampe nemlig et perfekt redskab til at lægge foundation, concealer og alt mulig andet, der har med basismakeuppen at gøre.

Sart og tør hud
I mange år kørte jeg en kabukipensel rundt i ansigtet dagligt, jeg elskede mineralpudder foundations og min hud var pæn. Pludselig begyndte min hud at drille, den var knastør og skallede fælt. Så begyndte jeg at bruge en flydende foundation med en pensel med kortere og tættere hår, det gav god mening og huden blev også pænere men stadig ikke helt god.
Jeg prøvede maaaaange forskellige foundations, og de blev mere og mere cremede. Indtil der kom en ny kompakt cremefoundation, som naturligvis også skulle prøves, og vupti… pludselig var mine problemer med skallende hud fortid. Min konklusion var naturligvis, at NU havde jeg fundet den rette foundation.

 Svamp eller pensel
I den periode hvor jeg testede foundations, testede jeg også mange forskellige pensler, fordi jeg altid har lært, at det er sådan resultatet bliver bedst. Med den kompakte cremefoundation fulgte naturligvis en svamp, og den forsøgte jeg mig med, til jeg var helt dus med konsistensen. Svampen blev dog hurtigt kasseret, fordi den blev for ulækker, til at jeg kunne holde det ud.
I stedet for at købe nye svampe, gik jeg tilbage til mine elskede pensler, og ligeså stille begyndte min hud at drille igen. Ret hurtigt blev det klart for mig, at det ikke var den kompakte cremefoundation, der havde gjort forskellen, det var svampen. Og lige siden har jeg brugt svamp til min foundation, når jeg altså ikke bruger fingrene…

Tørt til tørt…
En tør pensel er rigtig god til tørre ting for eksempel pudder. Er det en cremefoundation, du bruger, kan det godt give et helt andet og meget mere naturligt resultat, hvis du fugter din pensel med lidt vand inden. Det kan være din alkoholfrie skintonic, toner, mist, eller almindeligt vand fra vandhanen, bare hårene er let fugtede, inden du begynder. Det er klart, at det ændrer konsistensen på din foundation, og derfor kan det godt være, at du skal øve dig lidt, før resultatet er helt godt, men jeg lover, at det kan lade sig gøre. Selvfølgelig afhænger det også af din foundation, men jeg har endnu ikke arbejdet med en foundation, hvor tricket med lidt vand ikke lod sig gøre.

Sådan gør du
Ovennævnte metode gælder også, når du bruger svamp.

  1. Spray svampen med lidt vand. Svampen må ikke være våd, bare fugtig.
  2. Derefter fordeler du din foundation. Det kan du gøre på to måder:
    1. Placér den mængde du skal bruge, på håndryggen og dup svampen ned i produktet og derefter på huden i ansigtet.
    2. Placér prikker af din foundation i ansigtet, der hvor du har brug for mest dækning, og fordel derefter produktet ved at duppe svampen rundt i området.

Det giver en helt anden oplevelse af både svamp, foundation og i sidste ende din hud. Hvis du har sart og følsom hud, kan det være svampen, der giver dig mulighed for overhovedet at bruge makeup, uden konstant skallende og træls hud til følge.
Du skal selvfølgelig være sikker på, at du kan tåle materialet svampen er lavet af. Mange svampe er lavet af latex og en reaktion kan være meget alvorlig, derfor skal det naturligvis undgås for hver en pris.
Formen, på den svamp du bruger, er fuldstændig ligegyldig. Du kan klippe en til, eller du kan købe en i den form, du ønsker.

Hygiejne
Ligesom du vasker dine pensler, skal dine svampe selvfølgelig renses og vaskes. Farven får du aldrig helt ud af dem, men heldigvis er det de færreste svampe, som er dyre. Og derfor er det lidt mere overskueligt at kassere og udskifte dem. Personligt kunne jeg ikke drømme om at genbruge svampe på forskellige personer, men de svampe jeg bruger på mig selv, har ofte været i vaskemaskinen (de bliver vasket i vaskepose sammen med vaskeklude håndklæder og den slags) og er blevet brugt igen (stadig kun på mig).

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
7 kommentarer
AM

Jeg har haft akkurat samme oplevelse! Jeg brugte løs mineralpudder og kabukibørste i næsten tre år uden problemer. Pludselig blev min hud irriteret, tør og flaget. Jeg skiftede både pudder og børste ud og har egentlig altid troet, at det var en kombination af disse, men det har nok kun været børsten så…
Nu bruger jeg kompakt mineralpudder og svamp, og det har jeg gjort i lidt over et halvt år. Indtil videre, så er der ingen problemer med tør og flaget hud, og mit finish virker også mere jævnt 😉 Win win!!
Hvor tit vasker du dine svampe? Jeg kan godt blive bekymret for bakterier osv, når jeg har lidt uren hud. Derfor vasker jeg dem med hårshampoo efter to dages brug.

Pudderdåse Helene

Hej AM <3
Jeg vasker dem også cirka hver 2-3 dag 🙂 Det plejer at fungere fint. Man kan med garanti godt vente lidt længere, men selvfølgelig er det bedst at være opmærksom på problematikken og komme problemerne i forkøbet med en god hygiejne.
Kh. Helene

AM

Fedt!! 😉 Tak for (endnu) et super godt indlæg!! 🙂
//Anne Marie

Pernille Larsen

Super god idé at smide svampene i vaskemaskinen! Det havde jeg slet ikke tænkt på, og jeg undgå ellers ofte at bruge svampe, fordi jeg synes, det er spild af penge at smide dem ud og købe nye (men jeg er helt sikkert også gladest for mine svampe!)

Marianne

Smart med vaskeposen – har ikke lige tænkt på det. Tak 🙂

Sveta

Åhhhh kender problemet alt for godt. Jeg har prøvet så
mange forskellige børster…..så min lokal matas var kun kørende
pga mine indkøb :o)) Jeg vil anbefalde svamp fra Jane iredale. Det
koster en 50 pr stk, men I skal bare se hvad det kan gøre!!!! VH
Sveta

HR

Hej Pudderdåser
Det er lang lang tid siden, jeg sidst har forsøgt mig med andet end fingrene, men NÅR jeg har brugt svamp og også fugtet den med vandg – ikke VÅD – så synes jeg bare ikke resultatet bliver godt. Ved ikke om jeg gør noget forkert, selv om jeg ikke ved, hvad det skulle være, men synes knap der sidder noget foundation på huden.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *