Hvorfor e-cigaret rygere er sjovere

24.03.13
Biansi IMIST og e-juice

Biansi IMIST og e-juice

Sponsoreret indlæg i samarbejde med eSmøg.dk

Uanset om man er ryger eller ej, har de fleste af os en holdning til cigaretter og især til røgen og lugten, som følger med. Min holdning til rygning er helt klar, og det er præcis derfor, jeg takkede ja til at skrive om e-cigaretter. Det er og har aldrig været nogen hemmelighed, at jeg langtfra er fan af almindelige cigaretter, piber, cigarer og alt andet, som generer mine luftveje. Det gør e-cigaretter ikke, og derfor er jeg stor fan!
Mange fra min generation er vokset op i tågede stuer, med rygende pædagoger, tilrøgede restauranter, caféer, natklubber, selskaber og evigt lugtende tøj og hår efter festlige aftner.
Min far er eksryger og min mormor var storryger og de røg begge grøn Cecil (en cigaret uden filter). Jeg mindes med gru, hvordan mit barndomshjem altid havde den der giftige lugt trods grundig udluftning og rengøring.
Hvor havde det været fantastisk, hvis det havde været e-cigaretter, de havde røget!

Hvad skal der til?
Nu bilder de færreste rygere sig nok ind, at det er sundt at ryge. Det må i hvert fald være svært med de faretruende beskeder, som bliver trykt på pakkerne.
Priserne på cigaretter er steget kraftigt, faktisk fandt jeg ud af, at en pakke koster helt op til 50 kroner. Selvom man ryger de billige cigaretter, er det noget af en udgift, men det afholder dog heller ikke rygere fra at ryge.
Ser vi bort fra grunde som helbred, økonomi, dårlig søvn og andre gener, hvilke grunde er der så til at lade være med at ryge? Sjovt nok er det svar, jeg oftest får, udseendet. De fleste rygere bekymrer sig om den øgede risiko for rynker, de gule tænder, den gustne hud og den dårlige ånde. De er nemlig præcis lige så forfængelige som alle os andre.

Hvordan påvirker cigaretterne huden og tænderne?
Der er cirka fire tusinde forskellige mere eller mindre giftige stoffer i almindelige cigaretter. Mange af disse stoffer er yderst skadelige og påvirker blandt andet hudens evne til at hele og danne kollagen. Det betyder, at huden på kort tid ser ganske kedelig og grå ud. Når huden reagerer, er det fordi, din lever arbejder på højtryk for at få alle giftstofferne udskilt. Det betyder også, at rygere ofte lider mere af irriteret, tør og eksemplaget hud.
Rygere får ikke bare misfarvede tænder og rigtig dårlig ånde, de har også øget risiko for huller i tænderne, tandkødsbetændelse og andre sygdomme i munden. For eksempel er Paradontose langt mere udbredt hos rygere og må siges at være noget af et mareridt for dem, som er bevidste om deres udseende.

Ikke længere gidsel
At du har lyst til at ryge, kommer ikke mig ved, men hvorfor skal din afhængighed gå ud over mit helbred? Det er det, jeg har sværest ved at forstå i forhold til rygning. Hvordan kan man retfærdiggøre at udsætte andre mennesker for stort ubehag og fare? Man kan jo ikke vælge at holde vejret i de ti minutter, det tager for rygeren at ryge en cigaret. Det betyder i praksis, at man bliver holdt som gidsel, da det ikke altid er en mulighed at flygte.
Derfor var mit første møde med e-cigaretter glædeligt. Det er nogle år siden, jeg første gang oplevede en tidligere storryger, som havde kvittet de almindelige cigaretter til fordel for e-cigaretterne. Den version, hun røg, lignede en cigaret på afstand, men den rædselsfulde og generende røg, var der ikke. Derfor var jeg naturligvis ganske nysgerrig for at finde ud af, hvad e-cigaretten var for et vidunder.

Fordele ved e-cigaretter
Nu kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig som ryger, men fra yderst pålidelig kilde har jeg ladet mig fortælle, at det er meget lettere at stoppe med de almindelige cigaretter, når man anvender e-cigaretten.
Først og fremmest er rygeoplevelsen der stadig, samtidig med at man kan trappe langsomt ud af sin afhængighed af nikotin, uden at man samtidig skal koncentrere sig om den psykiske afhængighed, som man også har af cigaretterne.
E-cigaretter lugter ikke, så både du og dine omgivelser bliver fri for røgen og de gener den medfører.

Er det lovligt?
En af de ting, der gør et rygestop så forbandet svært for mange, er manglen på nikotin. Nikotin er et neurotoksin, som i Danmark bliver anset for at være et lægemiddel, og derfor er der stadig mange restriktioner på salget af e-juicer, som indeholder nikotin. Webshoppen eSmøg.dk ligger i Malmø, og derfor er det altså fuldstændigt lovligt for dem at sælge nikotinholdig e-juice og for dig at købe det.

Mange valgmuligheder
Det vil virke helt latterligt, hvis jeg begynder at gøre mig klog på smagsvarianter, når det gælder cigaretter. Faktum er dog, at eSmøg har et velassorteret udvalg af e-juice, både når det gælder traditionelle og mere anderledes smagsvarianter. De koster alle sammen 29 kroner for 10 ml. med undtagelse af lakrids, som koster 59 kroner. Som nævnt er en af fordelene ved e-cigaretterne, at du selv er herre over nikotinstyrken. Du har mulighed for at vælge mellem 0 mg, 6 mg, 12 mg, 18 mg og 24 mg, på eSmøg finder du en grundig vejledning til at finde den passende styrke.
Tilbehør som nålflaske til at fylde e-juicen på e-cigaretten, tasker og opladere finder du her.
Der er også mange forskellige valgmuligheder, når det kommer til designet. Du kan skeje ud, med en e-cigaret som matcher festkjolen eller øjenskyggen. Eller du kan vælge den eksklusive Biansi IMIST, som jeg har modtaget til test, der er helt enkel. Biansi IMIST findes i farven Chrome og koster 489 kroner for et sæt bestående af: 2 stk batterier á 900 mAh, 2 stk atomizer, 7 stk tanke, 1 stk USB lader, 1 stk strømstik og 1 stk instruktionsbog.

Spnsoreret indlæg i samarbejde med eSmøg.dk

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
21 kommentarer
Camilla

De er så bare lige så farlige som rigtige cigaretter, men fred være med det da.

Pudderdåse Helene

Hej Camilla
Det er usundt at ryge! Det hersker der næppe tvivl om. Min holdning er, at e-cigaretter er et glimrende alternativ til et rygestop.
Mvh. Helene

Negle Lir

Hah, det havde jeg ligegodt ikke troet jeg skulle læse om her 😉
Jeg vil faktisk rigtig gerne begynde at ryge e-smøg istedet for rigtige smøger!! Men jeg har simpelthen ikke kunnet overskue at sætte mig ind i hvor jeg skal købe det, og hvilke ting jeg skal købe… Og så en ting som jeg selv ved er komplet latterlig!!!!!!!! Min hjerne har rigtig svært ved at tillade at bruge 500kr på e-lir, men det er helt fint at gå i føtex og betale 400kr for en stang smøger… :-O Ja lige på det punkt er jeg lidt skizofren ;-)) Men hovedårsagen er nok som nævnt. Der er ENORMT mange udbydere, og så er der et eller andet med batteri og sådan man også skal være obs på…
Jeg håber jeg kan lokke mig selv til at tænde en pc en af de nærmeste dage, huske mig selv på indlægget her og få tjekket den webshop!!

Mathilde

Jeg havde det på samme måde – var også lidt nærig. Men er nu glad for at jeg tog mig sammen og fik det gjort (for snart 4 måneder siden). Købt godt nok igennem et andet sted, men har senere benyttet esmøg, og tror de er billige nok. Vigtigst af alt, skal man bare tage det første skridt.

X

Tillader mig at være anonym for engangs skyld. For ja, jeg er ryger, men er ikke stolt af det. Det er bare noget, jeg er, fordi jeg ikke kan lade være. Det er en frygtelig vane, en krykke, en bizar form for identitet. Jeg har røget så længe, at jeg ikke kan forstille mig livet uden smøgerne, selvom jeg gerne ville.
Jeg ved, at jeg burde lade være. Af så mange grunde, som du jo også nævner. Helbred, udseende og omgivelser. Jeg har forsøgt flere gange og fejlede. Sidste gang kostede det mig 10 kg ekstra og et voldsomt dyk i selvværd og selvtillid. Det har jeg ikke lyst til at risikere igen.
Så selvom jeg er lidt skeptisk omkring de e-cigaretter, så kunne det være, at det var løsningen. At det var muligheden for at et gladere rygestop uden vægtøgning, humørsvingninger og alt det der… Åh, hvor havde det været så meget nemmere, hvis man aldrig var begyndt!

Pudderdåse Katja

Jeg har været ryger. Fra jeg var 16 til jeg var 29 røg jeg cirka en pakke om dagen. Så jeg forstår dig VIRKELIG godt.
Jeg vil ikke komme med alle de der formaninger, som du har hørt 117 gange. Bare fortælle dig, at jeg stoppede for snart 6 år siden. Det var før e-cigaretten fandtes. Jeg brugte i stedet et KÆMPE læs nikotinprodukter – alt hvad apoteket kunne skaffe. Jeg tror helt seriøst, jeg havde mere nikotin i kroppen efter mit rygestop end før 😀 Jeg var på konstant nikotin-tyggegummi-rush. Men det virkede!
Og et halvt år efter stoppede jeg uden problemer med mit nikotintyggegummi og i dag kan jeg virkelig sige, at jeg ikke savner det overhovedet. Grunden for mig til at jeg ikke savner det mere er helt klart rygeloven: Jeg kunne godt lide at ryge på restauranter, caféer og hjemme hos vennerne med et glas rødvin. Men det må man ikke mere, og ingen af mine venner stort set ryger mere. Så jeg savner det slet ikke i dag.
Og ja – jeg tog også en 10 kilo på, men jeg tabte dem også igen 🙂
Stort kram
Katja

Helle Rick

Jeg startede med E-cig d. 11/1 og jeg er nu damper og delvis ex-ryger. Jeg ryger stadig en rigtig smøg om morgenen og en om aftenen. Tror mere det er psyken der skal vænne sig til tanken om at blive røgfri. Jeg er vild med E-cig. ingen røgsky efter mig. Jeg dufter godt og min lugtesans har jeg fået tilbage. Nu forstår jeg også godt alle ikke rygere der har sagt at det stinker, for det gør det. Nu får selv min chef at vide at han stinker 🙂 Det har jeg ikke selv kunne lugte før….føj!!! Jeg har kun prøvet æble, jordbær, menthol og melon. Æble og menthol er skønne. De andre er mig lidt for syntetiske. Der findes mange forskellige mærker så der kan godt være stor forskel på oplevelsen. Jeg bor tæt på grænsen til Tyskland og der er et kæmpe stort udvalg. Lakrids er den næste jeg skal prøve. Elsker lakrids. En anden skøn ting er at jeg ikke længere hoster om morgenen eller i løbet af dagen. Det har mine kolleger fortalt mig. Det er ikke noget jeg selv har være bevidst om 🙂 Jeg er glad for skiftet og vender med garanti ikke tilbage. Jeg er stadig afhængig af nikotinen, men så længe jeg kan nøjes med at dampe mig til den og selv regulere med graden af nikotin i væsken så er jeg på rette vej. Prøv det, ingen siger i skal stoppe fra dag til dag, men at bruge den delvist er ikke så tosset. Jeg der aldrig troede jeg kunne stoppe er fan – hurra for mig.

Anna

Det var godt nok mange reklame links i ét enkelt indlæg. Hvis ikke det totalt irrelevante indhold allerede havde afskrækket mig, gør dét det da helt sikkert. Håber i det mindste det har givet gode penge..

Pudderdåse Helene

Hej Anna
Selvfølgelig vil du nu og da opleve, at vi skriver om ting, som du finder fuldstændig irrelevante.
Vi vælger de sponsorerede indlæg med omhu og siger ikke ja til hvad som helst. Dette indlæg er ingen undtagelse og ja, der er mange links, det hedder link-building 🙂
Cigaretter og rygning i det hele taget er voldsomt skadeligt for huden, derfor synes jeg, at det passer mindst lige så godt ind på bloggen som hårfjerning, bodylotion, makeup, hudpleje og det vi ellers koncentrerer os om 🙂
Mange hilsner
Helene

Louise

Hvordan passer e-cigaretter lige så meget ind på bloggen som hårfjerning, makeup, neglelakker og andet beautygejl? Jeg er måske tungnem, men jeg kan bare slet, slet ikke se koblingen. At ryge er for mig en lige så dårlig vane som for meget alkohol, for meget sukker, for meget fed mad osv. Og alt det skriver I da heller ikke om.

Malene

Jeg synes altså, det er meget sært, at I ikke forholder jer til indholdet, som I plejer. For noget tid siden ville I ikke anbefale Acne Killer pga manglende ingrediensliste, men dette vil I gerne? Myndighederne vil ikke ekskludere E-smøger fra rygeloven pga manglende viden om passiv rygning. I har normalt 10 ud af 10 stjerner i min bog, men her blev jeg godt nok skuffet. Øv 🙁

Maria

Jeg syns det er fint med sponsorede indlæg, men kunne måske godt ha ønsket mig lidt mere kritik af selve e-cigaretten, da de faktisk bliver frarådet af sundhedsstyrelsen, da man ikke aner, hvad der er i dem endnu og hvor skadelige de er 🙂
Om man har lyst til at ryge el ej, skal jo være op til folk selv. Jeg er også ex-ryger som Katja fra ja … da jeg var 16-29 og røg også en pakke om dagen og er på nikotin tyggegummi nu og tygger stadig efter 1 1/2 år … ups, haha. Jeg er dog typen, der stiller et askebæger frem, når vi får ryger-gæster på besøg, da jeg generelt har den holdning, at vi i lille Danmark er blevet fuldstændig overhysteriske ift. rygning og alt muligt andet. Seneste nyhed var igår på eb.dk, der nu konstaterer, at kaffe og morgenbrød giver forøget risiko for kræft – man kan jo ligeså godt bare snart legalisere at have våben, så vi allesammen kan begå kollektivt selvmord 😀
Anyway – syns indlægget er fino – havde dog ønsket, at det havde fokuseret på hvad bloggen her handler om – nemlig “skønhed”, dvs. gule negle og tænder samt rynker og så måske lidt mindre reklame 🙂 Men smag og behag.

Line Berg

…og så lykkes dig lige let og elegant at udelade at der ingen erfaringer er ift om lortet er skadeligt….
Jeg vil i hvert fald ikke sidde i et e-cig selskab, og bare glad og dum tro mig sikker. Korser mig jævnligt over HVOR billigt diverse bloggere er til fals.

Rie Aila

Jeg begyndte på e-cigaretten i går (min bror havde købt den til mig i gave), og er indtil videre meget tilfreds.
Jeg elsker normalt jeres anmeldelser – men syntes faktisk denne er ærgelig. Det er bestemt ikke jeres skyld, ville bare ønske at e-cigaretten, havde valgt at sende den til en der faktisk røg.. Det virker mere troværdigt så 😀
– Men ellers god anmeldelse, i forhold til hvor meget du kan sige 🙂 Hihi

Pudderdåse Helene

Kære alle
Tak for jeres svar. Det er dejligt, at I som altid er dybt engagerede
i det, vi skriver.
Årsagen til at vi som skønhedsblog tager rygning op som emne (udover
sponsorering) er selvfølgelig, at det er den helt store synder, når vi
taler om rynker. Det er slet ikke blevet tydeligt i indlægget, og det
er selvfølgelig vores egen skyld.
Derudover skulle vi også have belyst de problemer, som flere
myndigheder og organisationer påpeger – men nogle gange går det også
bare for hurtigt for os.
Vi mener stadig, at det er et relevant emne at tage op, når vi taler
rygestop og især rynker, men ja – det kunne vi godt have gjort mere
ud af at formidle.
Og lige for en god ordens skyld: Katja er gammel storryger 😉
Kh. Katja og Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *