MAC Prep + Prime Fortified Skin Enhancer SPF 35

17.12.12
MAC Prep Prime Fortified Skin Enhance SPF 35

MAC Prep Prime Fortified Skin Enhance SPF 35

Der blev næsten dåse-fight over dette produkt den anden dag på Instagram (@hehelene og @pudderkatja, hvis du ikke allerede har fundet os). Jeg kaldte MAC Prep + Prime Fortified Skin Enhancer SPF 35 i Neutralize for pollyfilla, og Helene korreksede mig: Det ER jo ment som et produkt, der skal justere farven.

Hun har rent principielt ret – men jeg har for nylig genopdaget og genforelsket mig i MAC Prep + Prime Fortified Skin Enhancer SPF 35 i Neutralize, netop fordi den på mig virker som en slags polyfilla eller bunddække. Og jeg vil gerne dele den oplevelse med jer.

Farve corrector
MAC Prep + Prime Fortified Skin Enhancer er selvfølgelig (som Helene siger) først og fremmest en farvet primer. Den fåes i fire forskellige farver, som kan justere på, hvad du end måtte have af misfarvninger eller andet, som du gerne vil have rettet. Den gule Neutralize kan rette op på blå toner (fx. omkring øjnene) og rødme, den pink Illuminate kan give glød til gullig og trist hud, Adjust lysner trist og grå hud, og Recharge er til mat mud (de to sidste farver, har jeg ikke selv prøvet, beskrivelsen er MACs egen).

Jeg har temmelig meget rødme, blålige misfarvninger og sorte rande under øjnene. Neutralize er IKKE en dækkende concealer, men den gule primer udjævner farveforskellene nok til at det gør en markant forskel.

Tænk farverne som komplementærfarver. Afhængig af, hvad du vil dække eller modvirke, skal du vælge den modsatte farve.

Det der med spartelmasse
Men udover at udjævne farver, så er MAC Prep + Prime Fortified Skin Enhancer SPF 35 meget mere. Den virker også som en rigtig god primer. Og den slags hænger ikke på træerne. Jeg spurgte for nylig Helene om, hvilken primer hun egentlig ville anbefale folk med store porer, og svaret var temmelig nedslående – der er ikke noget, der for alvor virker (min erfaring er den samme). Men for mig virker denne – ikke nogen mirakelkur, og jeg har ikke specielt store porer overhovedet, men den er bare lige det der lagen på sengen, som en af MACs klogeste damer udtrykte det. Den udjævner små ujævnheder og får generelt huden til at synes pænere.

Resultatet er, at når jeg lægger foundation bagefter, så kan jeg bruge mindre eller en lettere foundation, og det samlede resultat bliver super naturligt.

Min foundation holder længere
Samtidig, så kan den noget ret unikt: Min foundation holder længere! Det kan være noget, jeg bilder mig selv ind – produktet reklamerer ikke engang med det, men jeg oplever det absolut.

Jeg har ikke brugt primer ret meget i tidernes løb, fordi jeg sjældent synes, at det er besværet værd. Men denne er en keeper.

MAC Prep + Prime Fortified Skin Enhancer SPF 35 kommer med en faktor 35. Som UVA ingrediens er der en lillebitte smule Titanium Dioxid i (jeg tvivler på, at det er nok, men jeg kan ikke basere det på en indholdsdeklaration alene). Jeg ville ikke stole på denne på en solskinsdag, også fordi du ikke skal bruge en primer som denne i de mængder, der skal til at beskytte dig mod solen.

Her kan du købe den
MAC Prep + Prime Fortified Skin Enhancer SPF 35 koster 240 kroner og kan købes på Magasins webshop, i Magasins stormagasiner, Salling i Aalborg og på MACs webshop.

Har du prøvet den? Bruger du primer?

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
18 kommentarer
Anne

Jeg har haft held med farven adjust til netop at farvejustere. Så behøver jeg også mindre Foundation. Den er genial!

Pudderdåse Katja

Jaaa eeelsker dem

Ditte Marie

Jeg har ikke prøvet den, og bruger ikke primer fordi jeg aldrig har vidst, hvad det er. Nu ved jeg selvfølgelig hvad det her er, men jeg er stadig lidt i tvivl om, hvad primer er 😉 Fungerer det bare som en slags underlag, der lige gør huden lidt pænere?

Pudderdåse Katja

Ja præcis 🙂 Og det er en meget forvirrende kategori, for det kan betyde meget: Det kan være noget der udjævner, glatter, beskytter mod solen, retter farve eller noget femte. Det er blot noget, du bruger før din foundation for på en eller anden måde at gøre huden pænere, før du lægger foundation.

Ditte Marie

Så forstår jeg 🙂 Tak! Man skal nok prøve det for at forstå, hvad det egentlig er.

Denise Pedersen

Hej.
Jeg er ikke typen der bruger foundation til hverdag, da jeg ikke er så vild med følelsen, og derfor gemmer dette til særlige lejligheder. Vil denne primer i så fald kunne fungere uden foundation? Altså bare gå ind og justere rødlige toner m.m.
Hilsen en stor fan 😉

Pudderdåse Katja

Kære Denise
Ja det kan den sagtens. (Husk at prøve, før du køber!) Den minder i øvrigt meget om Cliniques BB Cream – farverne er bare anderledes. Hvis det bare er en meget let dækkeevne iden følelsen af foundation, du ønsker, så kan du også kigge på de nye BB Creams fra fx Clinique, Olay, Gosh eller MAC (kommer 8. januar)

Denise Pedersen

Tusind tak for det hurtige svar 🙂 Den vil jeg klart smutte ind og kigge på 🙂 (Man kan altid bruge en undskyldning for at tage et smut ind forbi magasin 😉 haha)

Pudderdåse Katja

Undskyldninger af den slags kan man ikke få for mange af 😀

Christina

Jeg har også denne primer i den gule farve, og er fint tilfreds. Dog er det min første mac-primer, og derfor har jeg tænkt mig at prøve en af deres andre, når denne er brugt – måske prep+prime face protect spf 50.
Der er jo flere mac-primere at vælge imellem, ved I hvordan de er i sammenligning med fortified skin enhancer? Bedre, dårligere, ligeså gode?

Pudderdåse Katja

MAC har mange mange primere med hvert sit formål. Det er næsten ikke til at sige noget generelt om. Face Protect SPF 50 fx er mere en god solcreme med antioxidant. Det kommer helt an på, hvad du vil bruge den til

Charlotte

Jeg har både neutralize og illuminate og jeg er forelsket! Jeg bruger dem faktisk tit alene m. lidt mineralize skinfinish henover, da de to dele tilsammen lige giver den der naturlige dækning, som tit er nok til hverdag. Efter min mening er det den absolut bedste primer jeg nogensinde har prøvet, synes den langt slår fx. Smashbox´s silikoneprimere (bryder mig ikke om følelsen af silikone) og også MACs egen prep and prime smoother, som jeg heller ikke finder anbefalelsesværdig (gider ikke det der med hele klør fem ned i bøtten og så føles den også som ren silikone). Og så er den sindssygt drøj i brug og derfor alle pengene værd. Derudover indeholder den faktisk også gode ingredienser såsom fx squalane og hyaluronsyre i mindre mængder…

Pudderdåse Katja

Årh ja, det er rigtigt, det sidste glemte jeg helt at skrive 🙂 Tak for det

Rosa

Angående primer til store porer – jeg har selv meget store porer, især på det forreste af kinderne – men sidste år opdagede jeg et produkt der virkelig virker mirakuløst: pore-fect fra benefit. Man skal bare bruge den på fugtet hud, under sin foundation. Det er lidt ligesom at ‘spartle’ porerne ud ved at duppe det på i mængder, og de er der bestemt stadig når man vasker det af … men hvis man gerne bare vil have glat hud fredag aften i byen, kan jeg virkelig anbefale den! (tak for god blog, jeg opdagede den igår og har allerede brugt mange timer her….)

Katja Moikjær

Tak for anbefalingen Rosa og velkommen til 🙂

Helene Randløv

Hej Rosa
Er det The Porefessional du mener? Såvidt jeg ved findes der ikke et produkt fra Benefit, som hedder Pore-fect?
Det lyder som The Porefessional, og det er ganske rigtigt et rigtig godt produkt!
Desværre gider min åndsvage hud ikke altid silikoneprodukter og så sidder makeuppen bare grimt. Men jeg bliver stadig glad fordi jeg ved det virker for andre!
Tak for ros og velkommen til :-*
Kh. Helene

Rosa

Det er lige præcis porefessional – (pore-fect ku ellers være et godt produktnavn 😉 ).

Helene Randløv

Cool! Tak Rosa :-*
Den er herregod! Godt du fandt den!
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *